Min faster var ugift og havde ingen børn, og da hun døde, måtte min far og jeg tage os af begravelsen og behandlingen af boet. Under oprydningen på loftet i det lille hus, som hun beboede hele sit voksne liv, fandt vi flere overraskende ting, blandt andet et lille sirligt arrangeret bundt gamle breve holdt sammen med et rødt silkebånd. Da vi skilte bundtet ad og læste afsenderadressen på kuverterne, undrede det os at se, at størsteparten af brevene var afsendt fra Argentina.
   Min far, som i sin barndom havde været tæt på sin søster, vægrede sig ved at læse brevene. Det var ikke noget at snage i, sagde han, det tilhørte privatlivets fred, og hvis der skjulte sig en eller anden historie i brevene, var den ikke noget at rippe op i, og den var bedst tjent med at blive glemt sammen med alle den dødes andre eventuelle hemmeligheder. Han bad mig om at kaste brevene bort, men i stedet gemte jeg dem uden hans vidende, og da jeg læste dem, bragte de fragmenter af en sælsom historie om en usædvanlig skæbne for dagens lys.
   Først mange år senere da min far var død, gik jeg i gang med at stykke brevenes indhold sammen med oplysninger, jeg kunne komme i besiddelse af ved samtaler med gamle familiemedlemmer, ved at læse i ældgamle aviser i bibliotekernes magasiner, i kirkebøger med vanskeligt læselig degneskrift, i rederiet Occidentale Compagnies annaler, og hvad jeg nu tilfældigvis stødte ind i af nyttige oplysninger, som jeg kunne notere mig.
   Historien er langt fra fuldstændigt klarlagt, og især de sidste breve beskriver begivenheder, som virker uforståelige, og som ikke har kunnet bekræftes af andre kilder. Imidlertid synes det vanskeligt at trænge yderligere til bunds i historien, og jeg går derfor i gang med den på et tidspunkt, hvor begivenhederne endnu ligger nogenlunde klart:


* * *
   I slutningen af 1860'erne var min oldefar en livskraftig mand på knap 30 år, bosat i Løjt, lidt nordøst for Aabenraa. Denne del af landet var efter krigen i 1864 blevet annekteret af prøjserne, der af gode grunde ikke var populære i den danske befolkning. Da udsigten til en tilbagevenden til den danske krone ikke var i sigte, søgte man at lære at leve med den nye tingenes tilstand, men især blandt ungdommen gav det problemer, og der opstod en del mindre episoder.
   For min oldefar gik det galt til et bryllup, hvor det meste af byen var mødt op i kirken. En prøjsisk officer ville følge ceremonien for at sikre sig, at lejligheden ikke blev benyttet af præsten eller andre til dansk nationalistisk agitation. Dette provokerede naturligt nok bryllupsgæsterne, og i våbenhuset kom det efter en kort men heftig ordveksling til håndgemæng. Min oldefar greb prøjseren om livet og løftede ham op med så stor kraft, at hans pikkelhue satte sig fast i en loftsbjælke.
   I familiens kollektive hukommelse gik tiden i stå i dette øjeblik, og efter generationers genfortælling af episoden hænger den arme mand der den dag i dag sprællende i sin hagerem. I virkeligheden tabte han blot sin hjelm, og efter få minutter var min oldefar arresteret. Han blev idømt en bøde på fem mark for "obsternasichkeit", og da han havde svært ved at rejse dette beløb, flygtede han nordpå til resterne af Danmark, til Østjylland, hvor han slog sig ned, fik Slesvig påhæftet sit navn og blev den nationalhelt hvorfra min families nørrejyske gren af etnisk udrensede slesvigere descenderer.
   Tilbage i Sønderjylland skinnede de flygtende slesvigeres stjerner knap så kraftigt på den nationalistiske himmel. Nok affandt man sig efterhånden med situationen, og livet gik snart sin jævne gang, men et lille mindretal gjorde det sig også pinligt klart, at hvis der skulle opstå en mulighed for tilbagevenden til Danmark, ville den danske sag svækkes betydeligt, hvis alt for mange slesvigere forsvandt nordpå og blev erstattet af tyske indvandrere. Mens nogle blev af bekvemmelighed, blev andre af national pligt.
   Sådan gik det til, at min fasters næstfætter, døbt med det gode danske navn Johannes Morsøe efter i 1915 at have afsluttet sin studentereksamen blev indkaldt til den tyske hær og sendt til vestfronten, hvor han året efter deltog i slaget ved Somme.


* * *
   Den 1. juli 1916 klokken 07:30 angreb britiske og franske styrker de tyske stillinger over en 30 km bred front på begge sider af floden Somme, og alene briterne led denne første dag af offensiven et tab på 58.000 mand. Offensiven fortsatte dog resten af sommeren og efteråret indtil 18. november, hvor vintervejr satte en stopper for yderligere allierede angreb. Da havde offensiven medført tab på 420.000 britiske, 200.000 franske og 500.000 tyske tropper. De allierede havde erobret et areal lidt mindre end Langeland.
   Johannes havde deltaget i den tyske offensiv ved Verdun, hvor hans regiment havde lidt meget svære tab. Under reorganiseringen var han blevet tilknyttet kronprins Rupprechts bayriske armé, der kort efter offensivens start blev overført til det tyske forsvar ved Somme.
   Allerede ved krigsudbruddet var Johannes negativt stemt for at skulle deltage i en krig, der ikke var hans, og hans oplevelser ved Verdun havde afgjort sagen endeligt. Det eneste han havde i hovedet, da han kom til Somme, var snarest muligt at desertere. At hans kammerater fra Sydslesvig alle var enten døde, sårede eller gjorde tjeneste i andre enheder, og at han havde det svært med sine nye bayriske kammerater, styrkede kun hans beslutning.
   Han indså dog, at det ville være et særdeles risikabelt forehavende at krydse ingenmandsland og søge kontakt med de britiske styrker. Der ville være alt for rig mulighed for at omkomme for såvel tyske som britiske kugler under en sådan flugt, og hvad skulle han sige ved ankomsten til de britiske linjer?
   Han havde flere muligheder under overvejelse, da briterne en morgen i september gik til angreb og dermed løste problemet for ham. Flere hundrede britiske tropper sprang op af skyttegravene og stormede over ingenmandsland, hvor de tyske maskingeværer mejede dem ned i et rent blodbad. Syv briter nåede de tyske linjer, tumlede forvirrede ned i skyttegraven hvor de tre øjeblikkeligt blev dræbt med bajonetter inden de sidste fire blev taget til fange, desarmeret og ført hen til den lokale ledende officer. Han udpegede straks Johannes og en bayrisk soldat til at føre de britiske soldater bagud fra fronten til en opsamlingslejr for krigsfanger.
   For frontsoldaterne indebar en sådan mission en forøget risiko. For ikke at ramme egne tropper blev den fjendtlige artilleriild nemlig altid rettet et stykke bagud fra selve fronten, der på den måde kom til at ligge i en slags orkanens øje, med forholdsvis lav intensitet i beskydningen.
   Da Johannes og den bayriske soldat drog afsted med briterne foran sig begav de sig lige ud i den svære britiske artilleribeskydning, der havde revet landskabet op i et månelandskab af granatkratere. Til at begynde med var kraterne ikke større, end soldaterne med lethed kunne hoppe over dem, men efterhånden blev de større og større, og de måtte vælge imellem at kravle ned i den ene side og op i den anden; eller gå store omveje langs kraterne, som sine steder nåede sammen, så passagen blev en balancegang på en smal kant med stejle fald til begge sider. Konstant måtte de kaste sig i dækning, hver gang de hørte en granat hvine hen over hovederne på dem.
   Få hundrede meter fremme ad ruten på et sted, hvor de ikke kunne observeres hverken fra fronten eller fra stillinger bagude, foreslog bayreren derfor, at Johannes og han i stedet for at føre briterne til krigsfangelejren ganske enkelt skød dem på stedet. Det ville Johannes ikke være med til, men bayreren insisterede, og det udviklede sig til skænderi imellem dem. Til sidst tog bayreren ladegreb på sit gevær og begyndte at nedskyde briterne. Johannes tog resolut ladegreb, men i stedet for at skyde på briterne, skød han bayreren i brystet. Han faldt om, og mange år senere kunne Johannes stadig for sig se bayrerens kødfulde ansigt med de brede læber, da han vantro stirrede ind i evigheden.
   Kun en enkelt brite var blevet dræbt, de øvrige var sprunget i dækning, og de lå nu på knæ og kiggede forskræmte på Johannes. For hans part var han klar over, at der nu ikke var nogen vej tilbage. På en blanding af tysk, sønderjysk og kropssprog samt enkelte engelske og franske brokker, forsøgte han at forklare briterne, at han var dansker, at han ønskede at desertere og flygte til den britiske side af fronten, samt at hans plan var at forholde sig i ro et sted i dækning, indtil briternes angreb på et tidspunkt trængte fronten forbi. Efter et stykke tid forstod briterne hans hensigter, og de krøb alle i dækning i kælderen i et sønderskudt bondehus, der lå umiddelbart i nærheden.
   Johannes' plan viste sig mirakuløst at virke. I løbet af dagen løb briterne gentagne gange storm på de tyske linjer, og da de på et tidspunkt indsatte to tanks, blev det for meget for tyskerne, der rømmede deres stillinger og trak sig bagud. Da de få overlevende tyskere passerede gården, holdt Johannes og briterne sig skjult, og da de britiske tropper kort efter rykkede frem, trådte de tre briter frem med Johannes imellem sig.
   Johannes blev interneret i en midlertidig opsamlingslejr for tyske krigsfanger, og straks efter blev det bestemt, at han skulle sendes til krigsfangelejren Feltham, der var oprettet nær London specielt for sønderjyder og andre nationale mindretal, som kæmpede i den tyske hær. Han blev sendt afsted i et tog til Calais ved den franske kanalkyst hvorfra han skulle sejles til England.
   Ved afrejsen var officeren, der stod for bevogtningen af krigsfangetransporten, blevet orienteret om, at Johannes havde reddet de tre britiske soldater fra at blive skudt, at han af sindelag var tyskerne fjendtlig stemt, og at han selv aktivt havde søgt kontakt med de britiske tropper. Da toget nåede havnen i Calais og den britiske officer så det danske skib Arosia fra Det Occidentale Compagnie ligge ved en kaj, tog han derfor kontakt til det, og forespurgte, om det var muligt for skibet at tage en dansker med.
   Arosias kaptajn var fra Ærø, der ved fredsslutningen af II Slesvigske Krig i 1864 med nød og næppe havde undgået at komme under preussisk herredømme, og skønt han ikke manglede mandskab, ville han gerne hjælpe en sønderjyde, der var kommet i en situation, han selv under mindre gunstige omstændigheder kunne være havnet i. Johannes fik forelagt den britiske officers tilbud om at blive sendt med det danske skib, og han tog uden betænkning imod det.
   Under krigsfangenskabet havde Johannes tænkt sin situation igennem. Han kunne naturligvis ikke vende hjem til Sydslesvig, da det ville bringe ham direkte tilbage til skyttegravene ved Somme med et alvorligt forklaringsproblem. Det naturlige alternativ var Danmark, og han kom i tanker om sin nørrejyske familie, der så vidt han vidste stadig levede på egnen omkring Skanderborg.
   Inden Arosias afgang fra Calais affattede han et brev, som han sendte til præsten i Fruering med de få oplysninger, han havde om sin nørrejyske familie, og denne fandt uden store problemer frem til min faster, som han gav brevet. Hun sendte et svar gennem Det Occidentale Compagnie, og det var begyndelsen til den korrespondence imellem dem, der fulgte de næste par år.
   Arosia skulle imidlertid ikke komme til Danmark foreløbig. I første omgang havde man fragt til Argentina, hvorefter man skulle til Sverige og senere København. Men undervejs til Sydamerika indløb der en radiotelegrafisk meddelelse om, at tyskerne havde erklæret uindskrænket ubådskrig fra 31. januar 1917, hvorfor rederen aflyste turen tilbage til Europa, og beordrede Arosia til i Argentina at afvente nærmere ordrer indtil man fandt ud af hvad denne tysker optrapning af krigen ville betyde for danske skibe. For Johannes betød det, at han måtte afmønstre så længe skibet lå stille i havn.
   Ved ankomsten til Argentina bestilte kaptajnen en fotograf til at tage et billede af skibet og besætningen. Dette foto blev senere sendt til Det Occidentale Compagnies hovedkontor i København, hvor jeg meget senere så det under min søgen efter oplysninger om Johannes. Fotoet er knivskarpt og viser Johannes, der kan identificeres ud fra den tekst, som kaptajnen vedlagde fotoet, som en høj slank mand af ubestemmelig alder. Hans alvorlige og intense mørke øjne giver indtryk af, at han i sit indre skjuler foruroligende tanker og idéer. Jeg ser ham for mig stående på dækket af Arosia iklædt hvide sømandsbukser, pjækkert og en kasket med lakskygge, spejdende ind mod den ukendte nye by, da den danske damper en smuk sensommerdag i februar 1917 anløber havnen i Buenos Aires. Han tænder en cigaret, som han eftertænksomt ryger mens damperen langsomt bevæger sig ind i havnen. En matros kaster en abehånd i land til en argentinsk havnearbejder, som trækker trossen ind og gør den fast, og øjeblikket efter ligger skibet forøjet langs kajen. Johannes' arbejde om bord er slut, og efter en kort afsked med skibets officerer og lidt senere sine kammerater, hanker han op i sin køjesæk og går i land.
   Johannes gik langs kajerne ind mod den centrale del af byen, og efter kort tid kom han til bydelen La Boca, hvor han uden store problemer fandt et billigt logi. Han var ikke klar over, at denne del af byen var stedet hvor den opsamlede sine mere skyggeprægede eksistenser, hovedsageligt nyligt indvandrede europæere, som fægtede sig vej frem imod en placering i samfundet, i begyndelsen i små kår men ved ærligt arbejde, senere mere resigneret og med mindre skelen til lovligheden i metoderne, ludere og lommetyve mellem hinanden i en broget blanding.
   Johannes gik dagligt ned på havnen for at høre, om der skulle være kommet en afklaring på Arosias fremtidsplaner, indtil han en morgen nogle uger efter ankomsten kom frem til kajpladsen, hvor den danske damper hidtil havde ligget, og kunne konstatere, at skibet var væk. Han forhørte sig på havnens kontorer, hvor man kunne oplyse ham om, at Arosia pludseligt havde fået ordre om øjeblikkeligt at afgå til USA, der havde erklæret Tyskland krig dagen før.
   Turen til Argentina havde indbragt Johannes en lille hyre, som han hidtil havde klaret sig for. Nu måtte han indse, at han var overladt til sig selv, og han måtte finde en indkomst indtil et andet skib af dansk eller anden neutral nationalitet kunne tage ham med til Danmark.
   I den første tid søgte han med vekslende held beskæftigelse i byens industrier, og det blev til nogle kortvarige ansættelser i forskellige fag. Senere blev han mindre kræsen med valg af beskæftigelse, han arbejdede som daglejer på havnen og på et tidspunkt som udsmider på et bordel.
   Det lykkedes ham ikke at finde et fast udkomme, og efterhånden som tiden gik, kom det til at stå Johannes klart, at det kunne blive vanskeligt at finde en hyre. Han blev mere og mere desperat, følte efterhånden et voldsomt behov for en radikal ændring af sin situation, og trods advarsler fra nogle af de få kammerater, han havde fået, tegnede han i september 1917 en kontrakt med det argentinske militær, som manglede civile arbejdere til at bygge jernbane sydpå.
   Argentina og Chile havde i mange år rivaliseret om kontrollen med det amerikanske kontinents sydlige spids, og trods den nyåbnede Panamakanal var området heller ikke på internationalt plan uden strategisk betydning. Panamakanalen kontrolleredes af USA, og skønt amerikanerne officielt hidtil havde været neutrale, så måtte tyske skibe med ærinde i Stillehavet stadig syd om Kap Horn.
   Af disse grunde søgte Argentina at konsolidere sin tilstedeværelse allersydligst ved at anlægge jernbaner så langt sydpå som praktisk og økonomisk muligt, og man lod videnskabelige ekspeditioner gennemføre en detaljeret opmåling og kortlægning af området.
   Arbejdet på jernbanen var hårdt og ensformigt, Johannes fortrød kontrakten så snart det var for sent, og de første mange uger var han i konstant dårligt lune. Hen på sommeren lykkedes det ham dog at blive sat til at køre de damplokomotiver, der transporterede materialer til jernbanebyggeriet. På Arosia havde han arbejdet i maskinen, og skønt han kun havde erfaring med denne ene tur over Atlanterhavet, så var han lærenem, og han havde en fordel frem for hovedparten af de øvrige jernbanearbejdere.
   Hans nye job som "ingeniero" gav ham mulighed for ind imellem at komme til Buenos Aires, og ved ophold i de forskellige småbyer undervejs sydpå, lærte han stederne og foreskellige folk at kende. Han begyndte at nedskrive notater om sine iagttagelser af den argentinske geografi og befolkning, notater, som senere blev bemærket af en overordnet.
   I april 1918, hvor man havde stoppet arbejdet for vinteren, og Johannes var blevet beskæftiget med opsyn og vedligeholdelse af den sydligste arbejdslejr, ankom et par engelske videnskabsfolk til lejren. De skulle forberede en ekspedition ind i de ret ukendte bjerge på Isla Grande del Tierra del Fuego, der danner den sydligste del af verdensdelen, adskilt fra fastlandet af Magellanstrædet. Ekspeditionen skulle finde sted den følgende sommer, og formålet var at forberede projekteringen af en jernbane tværs over Isla Grande del Tierra del Fuego, samt at kortlægge og beskrive de centrale områder af øen.
   På grund af sin interesse for den argentinske geografi og ikke mindst de notater, han havde været i stand til at udføre, blev Johannes overført til tjeneste ved ekspeditionen. Han fik som sit område at sørge for kontakten til de indfødte spejdere og bærere, som blev tilknyttet ekspeditionen.


* * *
   Johannes' breve til sin næstkusine var i begyndelsen kortfattede og formelle, men efterhånden som de bliver mere fortrolige, og måske på grund af Johannes' ensomhed i det fremmede blev de mere omfattende og beskrivende. Om ekspeditionens første tid skriver han således:

Isla Grande de Tierra del Fuego, den 8. Juni 1919.
   Kære Kusine
   Den lange Rejse, som jeg tiltraadte for snart mange Aar siden, har nu ført mig til Verdens Ende. Siddende paa en Klapstol ved et lille transportabelt Bord i Aabningen af mit Telt, skrivende breve til dig og mine Kære i Sønderjylland, betragter jeg den storslaaede Udsigt, der breder sig foran mig, mod syd, lige foran mig, skraanende ned mod Havet, en øde Slette næsten uden Bevoksning, dækket af mørkt Grus og Slagger, længere fremme Havet, der strækker sig helt til Antarcticas frosne Ødemark. Til højre, mod vest langs Kysten, kan jeg se Mundingen af det Stræde, kaldet Beagle Canal, der adskiller denne Ø, Isla Grande de Tierra del Fuego fra Øen Navarino og et Par andre mindre Øer, og fjernest i sydvest, dølget af Disen, ligger de yderste Øer, hvor Cap Horns forblæste Klipper i Generationer har indgydt Sømænd Respekt.
   Den gamle Baadsmand paa Arosia fortalte, hvordan han i sine unge Dage paa en Rejse med en Fuldrigger fra Hamburg til Los Angeles, havde passeret Hornet, han fortalte hvordan Skibet i tre Uger havde krydset frem og tilbage, halvvejs til Antarctica, tilbage indtil de fik Hornet i Sigte, hver Gang uden Avancement, tre Uger inden Vinden omsider blev gunstigere og Skibet kunne passere, undervejs mistede de to Matroser, den ene skyllet overbord under Arbejde paa Dækket, den anden, ramt af Forfrysninger, der udviklede sig til Koldbrand, død efter Lægens Ambutering af hans Fod.
   Siddende her i Solen i Læ af Teltene er det svært for mig at forestille mig de Prøvelser, Søfolkene i gamle Dage var igennem faa Kilometer herfra. Aboriginalerne, det haardføre Folk, der bebor Tierra del Fuego, ikke blot denne store Ø og det indre Archipelag, men ogsaa de yderste Øer, navigerer i disse Farvande i Fartøjer udvirket af Træ og Bark uden nogen Form for Hjælpemidler af moderne Art, og det hænder, de passerer syd om Hornet, baade den ene og den anden Vej.
   Allerede paa den første Del af Rejsen hertil fra Ultimo Campamento del Ferrocarril, Jernbanens sidste Lejr, lærte jeg Aboriginalerne at kende som gode Arbejdere for Ekspeditionen, men ogsaa som meget selvstændige og stolte Mennesker. Vi forlod Ultimo Campamento den 11. november 1918, en Foraarsdag, hvor Vejret ikke lod forstaa, at den varme Aarstid var paa Vej. Vi var til Hest, det eneste os tilraadighed staaende Transportmiddel, og vi naaede hurtigt frem til Magellanstrædet, der adskiller Isla Grande de Tierra del Fuego fra det latinamerikanske Kontinent, til en lille Bugt tæt paa Punta Dungeness, det sydøstligste Hjørne af Kontinentet. I Bugten laa et Orlogsfartøj fra den argentinske Flaade forankret, parat til at sætte os over Strædet, til Isla Grande de Tierra del Fuego, Ekspeditionen kom i land, vi fik organiseret en Lejr for den første Tid, hvor vi skulde finde lokalkendte Folk med Evner som Stifindere til at vejvise Ekspeditionen.
   Vores første Opgave, der har taget det meste af Sommeren, var at opmaale Egnene paa Østkysten af Isla Grande de Tierra del Fuego for at finde den snildeste Vej at bygge en Jernbane langs Kysten til den sydlige By Ushuaia. De to Aboriginalere, som vi hyrede som Stifindere, forstod snart hvad vi søgte, en Tracée langs en Højdekurve uden for skarpe Drej. De ledte os hurtigt over de nordlige Sletter, og videre gennem Bjergene mod syd, gennem dunkle Dale med tæt Skov og gennem Pas over Trægrænsen, altid den letteste Vej. Vi afsøgte Omraaderne omhyggeligt som vi kom frem, og Gang paa Gang viste det sig, at det Spor, som Aboriginalerne havde valgt i første Omgang, ikke lod sig forbedre ved nærmere Eftersyn.
   Jeg har faaet lært en del castillansk, det minder om latin, som jeg lærte paa Gymnasiet i Haderslev før jeg blev indkaldt; men stadig har jeg vanskeligt ved at følge med, naar argentinerne slaar sig løs i Snak. Sammen med Aboriginalerne gaar det bedre, de taler castillansk som deres 2.det Sprog, og derfor er de lettere at forstaa end de europæiske argentinere, der taler meget hurtigere og med flere Gloser. Jeg har lært den ene Stifinder at kende paa et mere personligt Plan, hans Navn er Shuar, og han kommer fra en Stamme, der har hjemmehørende i det centrale af Øen.
   Vi har naaet den sydlige Kyst af Isla Grande de Tierra del Fuego, det er tidlig Morgen, snart vaagner Resten af Lejren, og vi vil genoptage vor Rejse mod vest, mod Verdens sydligste By Ushuaia, hvor jeg vil sende dette Brev. Derefter afslutter vi vor Ekspedition for denne Sommer, og vi vil opslaa en Vinterlejr, hvor jeg vil bo indtil vi fortsætter Ekspeditionen til Foråret, i oktober Maaned.
   Jeg savner mine Kære, men dette Land drager mig stadig tættere til sig, jeg har nu ingen idé om hvornaar eller maaske endog hvorvidt jeg kommer tilbage til Danmark eller Sønderjylland.
   Mange kærlige Hilsener
   Din Fætter Johannes
   I det næste brev fortæller Johannes om hvordan ekspeditionen afsluttes, og hvordan han fritstilles indtil næste forår. Men i stedet for at tage tilbage til Buenos Aires, beslutter han at tilbringe vinteren sammen med sin nye kammerat, den indfødte Shuar. I brevet fortæller han om sin rejse til Shuars hjemegn:
   Vi forlod Ushuaia, red mod vest af en ret veltraadt Sti, bevægede os opad gennem Landskabet, der her stadig bestod af en Slette dækket af mørkt Grus og skraanende mod syd, mod Havet og Beagle Canal. I Førstningen var der jævnt, Gruset laa fint og velordnet, men allerede i løbet af Formiddagen blev Landskabet mere uroligt, den plane Slette blev afløst af smaa Bakker og Dale, nogle med stejle Sider, her og der stak Klipper frem, Grusfladen blev oversaaet af større Sten og Isklumper. Vi drejede en smule mod nord, skraadt opad; til venstre for os blev Udsigten ud over Beagle Canal og de mindre Øer stadig mere storslaaet, til højre rejste Øens centrale Bjerge sig stadigt højere, majestætisk rugende over den dystre Ødemark, med Toppene indhyllet i kolde Taager. Tavse red vi fremad, lyttende til Vindens susen om Sten og Klippefremspring, af og til en raslen, naar en tøende Isklump satte et lille Stenskred igang, tavse, knuget af Landskabets Øde. Højere oppe blev der mere ufremkommeligt, Stien forsvandt, den skraanende Slette blev stejlere og forvandlede sig til en Bjergside, Klippefremspringene blev hyppigere, længere fremme spredte smaa og lidt større Kratere sig omkring os, til at begynde med var de ikke større, end vi med lethed kunne hoppe over dem, men efterhaanden blev de større og større, og vi måtte vælge imellem at ride ned i den ene side og op i den anden; eller ride store omveje langs Kraterne, som sine steder naaede sammen, så Passagen blev en farlig Balancegang på en smal Kant med stejle Fald til begge Sider.
   Videre opad gik det, vi naaede op i Taagen, Skyerne, der bredte sig om Bjergtoppene, steg af og trak Dyrene videre, indtil vi naaede en stejlt stigende Bjergside, som ikke lod sig passere af os. Vi fortsatte langs Bjergsiden, langsomt og forsigtigt, uden Udsyn, Dyrene blev urolige nu, men Shuar var sikker i sin Sag, vi var paa rette Vej. I Mørkningen naaede vi endelig en Afgrund, en Slugt eller et Krater, Bjerget forsvandt nedad i Taagen, intet kunde skimtes udover den stejle Side af Afgrunden. Vi fandt en Sænkning i Landskabet, hvor vi gjorde Holdt for Natten, fik Hestene og Muldyret tøjret ved nogle Sten, slog Telt op og spiste vor medbragte Proviant uopvarmet.
   Næste Morgen, faa minutter efter vi var kommet afsted, fandt Shuar den Passage, der ledte os ned ad den stejle Bjergside. Forsigtigt trak vi Dyrene Skridt for Skridt ned ad det stejle Spor, der snart blev til en egentlig Sti, og kort efter naaede vi under Skyerne. Nu kunne den anden Side af Slugten ses, vi havde naaet den skjulte Dal, Valle Escondido, der dækket af en frodig Vegetation laa indeklemt mellem de høje Bjergsider, Stien fladede ud, vi kunne atter ride, vi nærmede os de første smaa Træer, der snart dannede et Dække af Trækroner over vore Hoveder. Terrainet blev jævnere, Klipperne forsvandt under Jorden, vi red nu i et lag visne Blade, af og til ekkoede et Smæld mellem Træernes Stammer, naar Hestene traadte paa en tør eller halvraadden Gren.
   Skoven blev mere aaben, Træerne blev mindre, vi naaede det aabne Græsland, hvor Stien følgende en Højdekurve paa en let skraanende Bakke, med en Kreaturindhegning til højre nedenfor, bevægede sig hen mod en overraskende placeret Miniaturelandsby, hvor den forenedes med en Sti fra den modsatte Side, og drejende mod højre blev en Form for Gade omgivet af tæt sammenbyggede Miniaturehuse tækket med Straa, med groft tilhuggede, umalede og af Solen blegede Tagbjælker stikkende ud gennem de lerklinede Vægge. Vi gjorde Holdt ved Foden af Bakken, ved det sidste Hus, hvor Gaden atter blev til Sti, delte sig og til venstre forsvandt bag Husene, til højre førte tilbage, næsten i samme Retning vi kom fra, med Bakken og Kreaturindhegningen til den ene Side og en Eng, ligeledes med Kreaturer, græssende og til Knæene i rimtaage, til den anden. Paa Engen var en mørklødet Dreng i færd med ved hjælp af Stenkast at nedbringe de tørre Frugter fra et Johannesbrødtræ, groende tæt op ad en Brønd med en Vinde til at hente Vand op til Kreaturerne. Øjeblikket efter blev Døren til det lille Hus aabnet, to Kvinder kiggede ud, traadte ud paa den støvede Gade, smilte til os og bød os velkommen. Vi fik Seletøj, Sadler og Oppakning af Dyrene og lukkede dem ud i Indhegningen til Kreaturerne, Kvinderne havde netop tilberedt et Maaltid af kogt Kød og nogle Rodfrugter, der var mig ukendte, og snart sad vi omkring Bordet og spiste. Shuar præsenterede mig for Kvinderne, den ældste, Irili, var hans Kone, en køn og kraftig Kvinde med et smittende godt Humør, den yngste, Asuaja, var Irilis søster, hun var spinklere, alvorligere, og havde et foruroligende udtryk i øjnene. Hun forekom mig at være utrolig køn, jeg havde svært ved ikke at lade mit blik hænge fast ved hende, og da hun fangede mine Øjne, smilede hun underfundigt til mig.
   Efter Maden trak Shuar og Irili sig tilbage til det Indre af Huset, og Asuaja viste mig rundt i Landsbyen, der bestod af syv, otte smaa og endnu mindre Bygninger, alle bygget helt sammen i kun tre Boenheder med tilhørende Udhuse, der blev benyttet som Stald, Værksteder, Lade og saa videre. Udover Shuars familie boede i den midterste og mindste Bolig en gammel Kone, alene med sit Barnebarn, Drengen, vi havde set paa Engen, da vi ankom, og i den øvre Bolig boede en gammel Mand, Stammens gamle Heksedoktor. De faa Personer ejede mere eller mindre fælles et Par Kreaturer og nogle faa andre Husdyr af en Art, som var mig ukendt, de dyrkede ikke Jorden, men samlede de fleste Livsfornødenheder i Skoven, jagede en Smule med Fælder og primitive Vaaben.
   Asuaja fortalte, at Valle Escondido er en smal, langstrakt Dal, omkring tyve Kilometer lang, den strækker sig fra Øens centrale Bjerge mod vest til Kysten, hvor den munder ud i en smal Fjord med stejle Sider. Dalen kan fra Fjorden naas af Aboriginalernes smaa lette primitive Baade, men ellers er Dalen utilgængelig, bortset fra den Vej, Shuar havde ledet os hertil. Dalen bebos af ganske faa Aboriginaler, trods dens Lidenhed var Landsbyen en af de største Bebyggelser i Dalen, udover den lille flok, der boede her, levede der kun en lille Snes Aboriginaler i hele Dalen.
   Vi gik lidt omkring, ned til Engen, hvor Drengen før havde staaet, drejede til venstre ad Stien om bag Husene, langs Bakkens Fod, med Engen til højre, lidt fremme bredte Skoven sig atter opad Skraaningen. Inde imellem Træerne skimtedes forskellige Tegn paa menneskelig Aktivitet, her og der Huse næsten sunket i Jorden med Trækonstruktionernes Rester stikkende op som Knoglerne paa et Aadsel, med gengroede Træer paa og omkring Tomten. Jeg spurgte Asuaja, hvorfor alle de Huse stod og forfaldt, hvem der havde bygget, beboet og forladt dem, hun smilede blot, sagde, at jeg ville faa Indsigt senere.
   Længere fremme drejede Stien ud over Engen, et Stykke ude kom vi til et langsomt flydende Vandløb, hvor et par raat tilhuggede Træstammer lod os passere. Vi satte os paa Træstammerne ved Siden af hinanden, i Skyggen af et Par Træer, der groede i Vandkanten. Asuaja spurgte mig ud om hvor jeg kom fra, jeg fortalte om mine Oplevelser, skaanede hende for de værste i Frankrig, som jeg nødigt taler om, fortalte om Sønderjylland, der pludselig blev nærværende for mig, hun spurgte om min Familie, om jeg var gift, og jeg fortalte.
   To Dage efter vor Ankomst til Valle Escondido opsøgte Shuar, de to Kvinder og jeg den gamle Heksedoktor. Meningen med Besøget var, forklarede de, at jeg skulle opnaa Indsigt i Aboriginalernes Liv, faa svar paa mine Spørgsmaal, forstaa de mange mærkelige Ting, jeg havde bemærket i Dalen og paa Rejsen hertil.
   Da vi kom, havde Heksedoktoren tilsyneladende ventet os, uden et Ord lukkede han os ind i Huset, der bestod af et enkelt Rum med lave mørke Vægge og som var aabent opad til en sodsværtet Tagkonstruktion, midt i Rummet var et Ildsted bygget op i Sten, her brændte en lille Ild, som sendte sin røg op og ud gennem en Lyre i Taget, langs de to Vægge var opbygget Forhøjninger af Træ, ovenpaa var lagt tørrede Planter, der var dækket af smukt farvede Tæpper vævet af Uld. Bagest i Rummet var en Dør kun delvist dækket af et Forhæng, gennem Døren slap det eneste Dagslys ind i Rummet, og man kunne se ud til Arealet bag Huset, der var indhegnet med et højt Hegn flettet af tynde Grene, og hvor et Udhus var anbragt. Baade inde og ude gik Høns rundt og klukkede fredeligt.
   Med en Haandbevægelse opfordrede Heksedoktoren os til at sætte os paa Bænkene langs Væggene, jeg satte mig med Asuaja ved min ene Side, ved Siden af hende satte Irili sig, overfor hende satte Shuar sig og ved siden af ham og overfor mig satte Heksedoktoren sig efter han havde været ude i Udhuset og hente nogle Ting, nogle smaa Beholdere fremstillet af Ler, og et langt Rør, vel halvanden Tomme i Bredden, det havde en vis Lighed med en Pibe. Vi sad en Tid tavse i det halvmørke Rum, det var nær aften, langsomt tog Mørket til, og snart var det eneste Lys Ilden mellem os.
   Den gamle Heksedoktor startede et Ritual. Han mumlede nogle Ord og Remser paa Aboriginalernes ældgamle Sprog, han tog en Smule Pulver ud af den ene Beholder og kastede ind paa gløderne og den døende Ild, straks slog nogle orange Flammer højt op i Rummet, trak lysende Gnister op under Taget. Han begyndte at synge, lavt og uden megen Melodi, men med en vis Rytme i Ordenes Udtale, ind imellem dryssede han mere Pulver paa Ilden, stemningen blev mere intens, jeg mærkede en tiltagende Lethed i Kroppen, mistede efterhaanden fornemmelsen af Tid, den fremmedartede Sang traadte tydeligere frem og fyldte min Bevidsthed, der blev skarpere og mere opmærksom.
   Af en anden Lerbeholder fandt Heksedoktoren et andet Præparat frem og stoppede i Piben, han tog en Glød fra Ildstedet og lagde øverst, sugede let nogle Gange mens han holdt for den Ende af Røret, der vendte væk fra ham. Derpaa betydede han mig at tage denne Ende af Røret i Munden da han havde suget igen og Røret var fyldt med Røg, Asuaja forklarede mig, at jeg skulle suge Røgen ind i Lungerne, naar Heksedoktoren pustede. Det gjorde jeg, Røgen trængte helt ind i mit Indre, og da jeg aandede ud, kunne jeg ikke tilbageholde en kraftig Hoste, Kvinderne og Shuar lo lidt af mig, og ogsaa Heksedoktoren klukkede et par Gange. Han rejste sig og fortsatte Sangen, nu forstod jeg flere af Ordene, han slog en Rytme paa et Slaginstrument, mens han tog nogle smaa Trin frem og tilbage. Vi gentog Proceduren med Piben et par Gange, for hver Gang blev min Bevidsthed mere klar og tømt for andet end Heksedoktorens insiterende Rytmer og Ord, jeg forstod hver eneste Sang, jeg havde mistet al min Tyngde, bevægede mig frem og tilbage i Takt med Heksedoktoren. Han smed mere Pulver paa Ilden, Gnisterne fløj op og ud af Lyren, jeg fulgte med, steg op over Husets Tag, op, jeg kunne se ud over hele Dalen, der lyste i Skæret fra Heksedoktorens Baal.
   Jeg steg højere op, kunne se ud over hele Øen og de nærmeste andre Øer, hele Patagonien, jeg saa titusindvis af Aboriginaler, der fredeligt jagede Dyr og samlede Bær, Frugter og Rødder i grønne og frodige Skove. Andre sejlede rundt i det vidtstrakte Archipelag i smaa lette Kanoer bygget af Træ og Bark, jagende Søløver og andre Havdyr, selv Hvaler kunne de nedlægge, brugte ogsaa Kanoerne til at flytte Familierne rundt til de forskellige Fangstpladser, hvor Aarstiden gjorde Fangsten mest gunstig, de Landlevende, uden domestiserede Dyr, bar deres Ting fra Sted til Sted, af samme Grund ejede de ikke mere end de allermest nødvendige Ting, Mænd, Kvinder og Børn, alle i grove Klæder, uden Sko, men med Fødderne hærdet af det haarde Slid, levede et Liv i overensstemmelse, i balance med Naturen, taknemmelige naar den gav, resignerede naar den tog, accepterede Tingene som de kom, taalmodige og i Ro med sig selv og hverandre. Jeg bevægede mig nærmere, de smilede, lo og vinkede til mig, jeg svævede rundt over deres Hoveder uden det forbavsede dem det mindste.
   Længere mod syd ser jeg de yderste Øer, Kap Horns stejle Forbjerg og forrevne Kyst, her og der et Par Aboriginaler i deres Kano, jagende en Søløve eller Sæl, længere borte et fuldrigget Skib, krydsende frem og tilbage i Storm fra vest, snart med Masterne højt hævet mod Himlen, Skroget sort over Bølgerne, snart liggende ned paa Siden, med mægtige Braadsøer brusende over Dæk og Hus, frem og tilbage gaar det, Avancementet mod Vinden næsten umaaleligt.
   Søfolkene, pisket af Regn og Slud, udmattede til Marv og Ben til det Yderste kæmpende for at føre Skibet videre ind i Stillehavet, bliver en Sejler var, nærmende sig fra Øst, sejlende som i en lysende Ring, paa uforklarlig vis imod Vind og sø. Hastigt er Sejleren nær i den graa, lysfattige men indenfor Ringen besynderligt sigtbare Luft, den gustne Sø, Skroget ses tydeligt, et ejendommelig kort Skrog, højt for og agter, som en Gænge i Søen, og det bevæger sig som Fjerdeparten af et Hjul i Søen, ruller Boven ned og pløjer Søen op i en Krave som vilde det gaa paa Næsen, stopper sig selv i Farten og ruller op igen, skrider et Stykke paa Bagparten med Masterne bagover og rokkende Sejl, gaar paa Næsen igen, men frem kommer det, forsvinder snart foran Fuldriggeren.
   Jeg ser Sejleren, vuggende fremad over Havet, Morilden staar om Bov og i Kølvand, den lysende Ring bliver tydeligere, den vuggende Bevægelse mindre udtalt, Sejleren bevæger sig mere Retlinet, trodser Bølgerne, Morilden lyser klarere, det korte Skrog næsten løftet ud af Vandet, svæver nu lige over Bølgetoppene, Ringen glødende svagt i gyldne og røde Farver, trækker lysende Gnister i Kølvandet, Sejleren lyser klart og hvidt, snart umulig at se paa. Øerne kaster grelle Skygger over Havet, Skyggerne bevæger sig mens Sejleren som en Pil stiger opad, som en Stjerne eller en Sol lyser den klarere og klarere, Nat bliver til straalende Dag, en Hale af Ild følger Stjernesejleren med opad, indtil den staar lodret over Ildlandet.
   En Tid staar Lyset skarpt over Landet, mister saa langsomt sin Glans mens Stjernen fortsætter opad, forsvinder i Universets Vrimmel, Mørket tager atter til. Ildhalen, der fulgte med op i Himlen dør ud, lyser nu punktvis, som store Gnister, der taber Farten opad, staar stille et øjeblik, og bevæger sig saa atter nedad, nærmer sig Jorden, der igen lyses op, nu af Resterne af Ildhalen. En Ildkugle rammer Jorden med et øresønderrivende Brag, antænder alt brændbart omkring sig, Træer og Planter. Flere Ildkugler rammer, alt bliver et Inferno af Ild og Eksplosioner, som et Artilleribombardement, Menneskenes Huse antændes, Menneskene forsøger at flygte, men der er ingen Redning, afsindige løber de omkring, dækker sig bag en Klippe, men rammes fra den anden Side, antændes, dør en pinefuld Død.
   Og der regnede Ild, og Ilden svøbte sig om Landet, dræbte Menneskene, Mænd, Kvinder og Børn, deres Huse brændte, Skovene brændte, Dyrene flygtede, men kun for at finde en kold Død i Havet, glødende laa Landet, lagt i Aske, goldt, sort, arret, lagt øde.
   En tid svævede jeg over landet, der langsomt blev mørkt, vendte så tilbage til Valle Escondido, fandt vores lille Landsby, Heksedoktorens Hus med Lyren, hvorfra Lyset strømmede ud, steg ned. Jeg husker ikke mere, før jeg vaagnede i Asuajas Seng den næste Formiddag, hvor Solen stod højt paa Himmelen, Asuaja laa paa Siden og betragtede mig, da jeg vaagnede, hun smilte til mig, paa en Gang hemmelighedsfuldt og medvidende, jeg smilte sørgmodigt til hende, træt helt ind i Knoglerne.