En hånd jeg rækker så klart
Tag blot imod og sæt din lid
Det burde jo føles rart,
Når jeg prøver at være så blid.
Jeg fornemmer dog din usikkerhed,
Som et fortvivlet kald i luften,
Stol på mig og giv dit sind sin fred,
For du vil ikke miste fornuften.
Jeg ved udmærket hvad du mener,
Når du kalder dig selv for utilstrækkelig,
Men det nytter ikke med voldsomme scener,
For skæbnen er desværre ubrækkelig.
Du skal ikke frygte dig selv og din magt,
Blot tag dig selv og slap af,
Jeg ved godt at det er lettere sagt,
Men et sted har jeg fået ordene fra.
Du evner så mange talenter,
Intet vil det nytte at opgive,
Du kan spille smukt på de blanke tangenter,
Og selv livet kan du jonglere med,
Men det er hvad du ikke aner,
Det nytter ikke noget at blive på samme sted,
Med alle de sædvanlige vaner.
Kom dog ud af din skal,
Tag imod min rækkende hånd,
Hør interesseret på mit hjertelige kald,
Når jeg således lovpriser din varme ånd.