Dværgene vandrede gennem skoven af høje jerngrå nåletræer, som stod mangfoldige blandt et mindre antal brune træer med grønne blade. Sne hvirvlende gennem deres lange, tykke skæg, med indflettede glasperler af forskellige farver. Stridskøller, kampøkser og krigs-hamre lå i et solidt greb i deres muskuløse hænder, og en rygsæk på deres brede skuldre. Ringbrynjer raslede for hvert skridt de tog i den knitrende, hvide sne. Mørkegrå skyer hang over deres halvhjelmsbeklædte hoveder. Solen var dækket, og de havde ikke længere nytte af deres vulkanske glasbeskyttere til deres følsomme øjne. Deres korte, stumpede ben, gjorde det til en langsom og møjsommelig proces gennem det tykke lag af sne, der dækkede jorden til deres liv. De missede med øjnene for bedre at se det gemte mellem træernes mørke. Dværgenes varme ånde frøs i den kølige luft.
   "Vendaris barm!" lød det fra en af dværgene, da sneen gav efter under hans fødder.
   "Hvilke kvaler lider De under Nar?" spurgte en anden dværg, mens de vendte sig om mod Nar der stod i sne til halsen.
   "Sneen under mine fødder forsvandt." svarede Nar med en ru, irriteret stemme. Han kiggede op på sine meddværge, så de stod og lo af ham, på nær en gråskægget dværg. "Holde ind med jeres skoggerlatter, og se mig ud af dette kreperlige hul!"
   En dværg med rødt hår og skæg, som var inddelt i fem fletninger med perler af forskellig farve i hver fletning, gik hen til Nar, og lagde sin stridskølle i sneen. Nar løftede sin kampøkse op af sneen med et par lange vrid, og holdt det vandret over sit hoved. Dværgen tog med begge hænder om kampøksens skaft, og løftede Nar langt nok op til han selv kunne vride resten af sine ben løs, og kravle et par fod hen af sneen, før han rejste sig op.
   "Taknemmelighed Funden." Dværgen ved navn Funden gik hen til sin stridskølle og samle-de den op af sneen.
   "De må finde vej med Deres fødder med større forsigtighed." sagde en anden dværg hånligt. Nar kiggede på ham, og gav et grynt fra sig.
   "Lad vore færd fare fort." sagde en dværg med gråt skæg, og fletninger der lå ned over det. "Nye, se bort fra hånligheder. Vor pligt er at se mosgnaskerne fra vor skov! Tror," han henvendte sig til en dværg med sort skæg, "find vej frem til resteplads. En kvart passage har vi, inden solen ej findes over vore hoveder. Tilbagevend, når De et ordentligt sted har spottet, vi andre fortsætter efter mosgnaskerne. Vi færder mod øst i vor søgen."
   "Deres vilje mine hænder, Hornbore." svarede Tror, og begyndte sin søgen efter et godt sted for dem at finde hvile. Hornbore, Nar, Funden og Nye vendte skægget mod øst.
   En metallisk raslen i nåletræernes grene, genlød i skoven. Ugler tudede i den bidende kulde, hvidlands rensdyr vandrede gennem den hvide sne på deres hove, og de fire dværges fodtrin knagede under dem. Sneen fugede mod dem, og de var nødsaget til at tage deres øjenbeskyttere på, for ikke at blive blændet for voldsomt af vind og sne.
   "Næste Ormemåne, og dette træ vil fældeklar være." råbte Nye gennem vinden, mens han stod ved et stort jerngråt nåletræ. Han bankede med sin krigshammer på træets bark, som gav en rungende genlyd i skoven. En fod over sneen voksede en rødbrun mos, som Nye mærkede på med sine hænder, tog et lille stykke af det, nulrede det mellem fingrene og lugtede til det. "Rydmosar gør sig en glimrende dont. Dog vil det ej være til megen nytte hvis troldene ingenlunde kan holde sig fra at æde det."
   "Troldene er en plage, en plage der må ryddes af vejen." sagde Funden, "dog ved vi ej hvor de har fæstet sig."
   "Et problem det er, dog vil vi en dag se dem væk fra vor skov og profit." sagde Nar.
   I ved ej hvor de findes, dog gør jeg, tænkte Hornbore.
   Nye fandt sin seax frem, med indgraverede dværgeruner. Han satte spidsen af seaxen mod barken, og begyndte at ridse tegnet for Ormemåne ind i træet. Da han var færdig med at ridse i barken, lagde han seaxen tilbage i hylsteret.
   Skyerne var tyndet ud, og mere lys fra solen trængte gennem skyerne. Lyset reflekterede fra træer og sne, og forstærkede den varme glød solen bragte. Dværgene tog deres øjenbe-skyttere på, for ikke at blive blændet.
   De gik mellem træerne, mærkede på dem og hørte på dem. Hornbore stod ved et træ, og kiggede op og ned af det. Han lagde en hånd på stammen, mærkede på den kolde grå bark. Han flyttede sin hånd ned til mosset, tog lidt mellem to fingre, nulrede det, og lugtede til det. Det lugtede harskt, det lugtede som havde nogen ...
   "Hornbore!" hørte han der blev kaldt efter sig. Han lod mosset mellem sine fingre falde til sneen, og vendte sig om. Det var Nar, der havde hævet tunge efter ham. Han tørrede sin fingre af i sine bukser, og gik hen til Nar.
   "Hvad ligger Dem på sinde?" spurgte Hornbore.
   "Hvis dette træ ej snart bliver fældet, vil det visne, og profit vil gå tabt. Dog hvis vi fælder det og lader det ligge, vil det visne, og ligeledes vil vi miste profit. Hvilke tanker gør De om dette?"
   "Hmm - om vi gør det ene eller det andet, vil det ej ændre på udfaldet, profit vil gå tabt. Lad det stå. Spildte kræfter vil det være at fælde det uden at tjene på det. En skam at et træ af sådan størrelse vil gå tabt."
   De fortsatte deres færd med at mærke træer til fældning. Hornbore støtte på endnu et træ, hvis mos lugtede harsk, som havde nogen ladet vandet op ad træet.
   Skyer begyndte at trække sig sammen over skoven. Hornbore kiggede op på solen, før den forsvandt bag skyerne. Han tog sine øjenbeskyttere af.
   Ej længe vil solen blive på himlen. Håbefuld er jeg, at Tror snart vender tilbage med nyhed om hvilested tænkte Hornbore. Havde vore fakler ej været brugt så hurtigt, ville vi ej be-høve at finde lejer før mørkets fremfald. Dog en velsignelse i forbandelses klæder!
   De havde vandret ud af Kalmars Port syv solopgange forinden. Det var en stormfuld dag, og sneen fugede om deres hoveder, og modvinden havde gjort det svært for dem at komme længere end til udkanten af skoven, før de var nødsaget til at søge ly for vejret, der tog til i styrke. Det var ikke den værste storm Hornbore havde spejdet i, men det var ej heller den bedste. De havde kæmpet sig vej til et klippefremspring, hvor to store kampesten var placeret på begge sidder af fremspringet, og gav dem læ for stormen og sneen. Det var ikke muligt for dem at finde brænde og optændingskviste til at lave et bål, så længe stormen hvirvlede sneen og gjorde det umuligt for dem at se og bevæge sig. De var nødsaget til at tage én af deres fem fakler, de havde medbragt, i tilfælde af det ikke var dem lykkedes at finde et ordentligt sted at finde deres nattehvile, og tændte den. Hver fakkel ville ikke holde mere end et par timer, og det var dværgene uvis hvor længe denne storm ville rase.
   Faklen brændte klart i mørket, og ilden flakkede i vinden, der sivede ind i fremspringet. Dværgene sad tæt om ilden, og forsøgte at få varmen. Stormen så ikke ud til at ville tage sin afsked, og blev blot værre for hver time der gik. Der var ikke meget andet, dværgene kunne gøre, end at vendte på at den stilnede af. To dage passerede, to fakler brændt, og tre tilbage-værende. Stormen havde taget kraftigt til, og det hvide, frosne vand, var samlet omkring fremspringet og stod tre fod ved åbningen. På tredjedagen var stormen aftaget, dog ikke nok til at dværgene kunne begive sig ud og fyldestgøre deres pligt. Den tredje fakkel brændte mellem dværgene, og lyste fremspringet op i et gyldent skær.
   "Er sangene sandfærdige?" spurgte Tror efter længere tids stilhed mellem dværgene. Dværgene løftede deres blik og vendte øjnene mod Hornbore. Hornbore var ikke længe om at fatte, hvilken sang Tror hentydede til. Det var en sang alle spejdere var bekendt med, men kun få vidste var sandfærdig. Han stirrede ind i faklens flakkende ild, og derefter op på de fire dværge.
   "Sangene synger sandheden." begyndte Hornbore, "I disse skove en kæmpe vandrede, tolv fod stod den over jorden, med hænder store som en dværg. Dens tænder var lange som en seax, og dens muskler hårde som klipper. Håret voksede på dens ryg som mos på et træ, og svampe voksede deraf. Øjnene i mørket lyste rødt, og knurren jorden skælvede. Dette utyske var så sandfærdigt som jer og mig. Selv har jeg den i øjnene stirret halvtreds vintre forgange-ne, og ar den gav som blodhævn for dens øje jeg den fjernede." Hornbore løftede op i sin påklædning, og fremviste fire dybe rifter, ned over hans mave, som var læget. "Tre solopgange var vor jagt efter bastarden, dog en ende den fik da den to af vor spejder sendte til efterlivet, og jeg alvorligt riften. Vinteren efter faldt bæstet for hånden af Eikenskjalde." Stilhed faldt atter mellem de fem dværge, og vinden i deres øre hviskede.
   Solens svage lys trængte lidet gennem de tætte grå skyer på fjerde dagen. Den hvirvlende sne havde fortaget sig, og vinden blæste blot i kraftige stød. Dværgene havde nu mulighed for at påbegynde deres pligt. Muren af sne, der blokerede for fremspringets åbning, slog dværgene ned med deres økser, køller og hammere. De vadede gennem sneen med meget besvær. Sneen ydede deres korte ben megen modstand, og da solen atter så sin nedgang, og himlen mørknedes over dem, var de ikke nået længere end blot en halv mil.
   "Rågesvie!" sagde Nye, og de andre dværge vendte blikket mod ham. Han stod med en af de to tilbageværende fakler. "Sneen har gennemvædet stoffet, og olien er ej mere brugbar, vi har blot én fakkel værende tilbage."
   "Hvor meget tænding har vi værende tilbage?" spurgte Hornbore.
   "Ej nok til fakler." svarede Nye.
   Hornbore gav et dybt suk fra sig. "Nye fakler må der laves. Efter Kalmars Skæg må vi søge." sagde han efter lidt tids tanker. "Lys vor vej med vor sidste fakkel."
   Ildens flakkende skær indhyllede de fem dværge, der gik i tæt formation, og fortrængte det tætte mørke. Kulden havde sat sine kølige tænder i dem, og de gik tæt for at mærke varmen fra faklen. Vinden bar nattens lyde gennem luften, alle deres sanser var beredte, og deres våben lå parat til kamp i deres hænder. Ugler tuede i træerne, og lemminger løb rundt i tunneler under sneen. Øjne lyste i mørket og fulgte dværgenes bevægelser. Deres lydløse færd hen over sneen gjorde det besværligt for dværgene at lokalisere dem, hvis det ikke havde været for deres øjne i mørket.
   Antallet af øjne i mørket blev flere, og de begyndte at kredse om dværgene. De fem dværge stoppede op, og stedfæstede sig med ryggen til hinanden i en cirkel. Vinden hviskede metallisk i de omkringstående nåletræer. Øjne nærmede sig, og omridse af skabninger begyndte at kunne skimtes i det svage lys fra faklen. Skikkelserne bevægede sig længere ind i lyset. "Trolds lænkedyr."
   Skabningerne var store katte, en dværg høj over skuldrende, med en tyk, kraftig pels. De var alle mørke af pelsen. Nogle havde flade snuder andre spidse, men et træk var dem gen-nemgående: alle blottede deres tænder og hvæssede og knurrede. De seks katte cirklede om dværgene i udkanten af faklens skær. Dværgene stod med ryggen til hinanden, og gjorde sig klar til det første angreb.
   Den største af kattene langede ud efter Hornbore, der svarede igen med et sving fra sin økse. Katten sprang tilbage, og de andre holdt inde med at cirkulere om dværgene. De stod alle stille, og skuede på hinanden. Hornbore råbte dybt og rungende. De andre dværge gjorde efter ham, og de satte i angreb mod kattene. Kattene var hurtige og adrætte, og undveg let dværgenes våben. Én af kattene langede ud efter Funden og slog hans hjelm af. Funden gjorde igen ved at knuse kattens kranium med hans stridskølle. Katten faldt til jorden, og sneen blev farvet i rødt velour.
   Hornbore slog med sin økse mod katten, der havde langet ud efter ham, og skar toppen af dens øre. Kampen fortsatte, dog ikke meget længere. Tre af kattene lå på et rødt tæppe, og de andre tre havde løbet såret og haltende ind mellem træernes dyb.
   Den flakkende ild fra faklen begyndte at miste liv, og lyset svandt langsomt ind. Dværgene nærmede sig Kalmarstadr. Området henlå i mørke, og det svage skær fra faklen var ikke nok til at de kunne se, hvad der stod foran dem. Ilden døde ud. Mørket omsvøbte dværgene i et nattens tæppe. Vinden begyndte at tage til, og sneen hvirvlede om dem. De tog deres øjenbe-skyttere på. De tykke og tunge skyer begyndte at bryde op, og lyset fra halvmånen trængte igennem den hvirvlende sne. Sneen trak sig tilbage, og malede om en genstand ikke mange favn fra dem. Månelyset trak længere ned, og indhyllede den malede sne. De unikke krystaller ophørte med at spinde om genstanden, og hang stille i luften. Dværgene skuede det forunderlige fænomen an. Da hele søjlen af krystaller stod dækket af månes skær, faldt de til jorden. Månen belyste ej mere sneen, men et træ, der stod otte fod over sneen. Kalmars Fæste tænkte Hornbore. Dværgenes lykke over at have fundet Kalmars Fæste blev kortlivet. De bevægede sig tættere på træet.
   Hornbore stod en halv favn fra træet. Hans mund stod åben. Han kunne ikke begribe, hvad der var træet sket. Trætoppen stod ikke med blade, som den ofte gjorde, selv i den Evige Vinter. Bladene var brændt væk, og grenene stod sorte, forkullede og afstumpede. Det brændte fortsatte ned af stammen. Der var dog et sted på træet, som ikke havde lidt samme forkullede skæbne som resten af det. Det eneste, der havde undgået formørkelse af flammer, var træets ansigt. Øjne halvt åbne, og mund helt åben, kunne ses i træet fem fod over sneen. Øjne der fældede gyldne tårer. Hornbores øjne fortsatte, bedrøvede og fortvivlede ned af træet, ned til sneen. For foden af træet, lå et halvt dusin forbrændte lig. Den ellers spændte og glatte hud var nu dækket af en tør, tyk skorpe, i en grel mørkebrun - næsten sort - farve. Deres fingre havde trukket sig sammen, og vises arme og ben lå bøjet op i luften. Deres kæber stod åbne, som havde de skreget i smerte, da ilden fangede deres kød, og forvandlede dem til levende fakler.
   Det havde været dage siden deres fælder led denne grusomme skæbne, men stanken af død hang stadig tungt om træet og de bortgåede dværge. Han faldt på knæ i sneen, og slog med knyttet næve i det hvide tæppe, og begyndte at råbe af hans lungers fulde kræft. De fire andre dværge gik hen til Hornbore, og Nye og Tror hjalp ham atter på benene.
   "Mange af disse har længe været mig nærer frænder." sagde Hornbore med grådkvalt stemme. Det var sjældent for en dværg at vise følelser, som ikke var for deres egen æt, men spejderfrænder, uden at dele blod, var som en æt.
   "Stede dem til hvile vi må, de har lidt nok." sagde Nar.
   "De vandrer nu i disse skove, draugr er de blevet til. At stede dem til hvile nu er for sent." sagde Funden, "Dog en sidste respekt vi vil vise dem!"
   "Hvorledes vil De vise dem en sidste respekt, når ravnene ej vil feste af deres brændte kød?" spurgte Nye.
   "Og ej vil de!" svarede Nar.
   "Lad dette være deres kroppes sidste hvile, deres ånd kan vi ej række en broderhånd! I jorden de vil ligges - for foden af Kalmar - og lad ormene fortære deres brændte kroppe." sagde Hornbore, der nu stod op uden støtte fra de andre. Der var ingen indvendinger, og de påbegyndte at løfte de brændte lig væk fra foden af Kalmar. Da ligene var flyttet til side, startede de fem dværge med at grave et hul i jorden, under Kalmars maske.
   Da de saliges grav var gravet, lagde de dem forsigtigt ned i jorden, og dækkede dem til med jord. Da det sidste jord var langt på de fældede, trådte Hornbore, Nye, Nar, Funden og Tror tilbage, og kiggede på graven. Mens de stod og holdt øjne på graven, virkede deres egentlige formål med deres ankomst til Kalmars Fæste ubetydeligt, der var ej heller noget Kalmars Skæg tilbageværende, det var gået til i flammerne.
   "Når livet går sin gang, kan man høre, ravnens sang." begyndte Hornbore at synge i en dyb, sørgmodig stemme.
   "Den sidder der, og kigger ned." fulgte Tror. De andre kimede ind:

Til hvor vor ven, lå og led.
   Den til ham flyver, med vinger sort,
   Og i kødet sætter, dens næb så stort,
   Hans sjæl den æde
   For at ham hvile stede,
   Med sorte fjer, den ham bringer hjem.
   Tilbage vi står, farvel vi siger,
   Vi vil ej glem', vor gode ven,
   Et hil ham råbe, som han kan høre,
   Et hil som vil, gjalde i hans øre.
   Og nu vi ham råbe, højt dertil
   Vor største, lunge hil.

Lyn tordnede fra Hornbores øjne, og vrede formede sig i hans ansigt. "Det vil ej blive hen-kastet, hævn vil finde dem, råger mæske sig i deres kød, og råger dem til Sorteriget bringe!"
   Os muligt det var! Et halvt dusin er bragt for dagen, en halv snes er varig langt af led tænkte Hornbore, og endnu et hverv står os for døren, et hverv de fire ej er bekendt med.
   En raslen i krattet kunne høres, og Hornbore, Nye, Nar og Funden stoppede op, lyttede og kiggede sig omkring. Der var bevægelse i flere af krattene, og en knurren begyndte at lyde fra de forskellige steder.
   "Vær i agt!" råbte Hornbore til de tre andre. De strammede alle deres greb om deres våben, og gjorde sig rede på at spilde blod.
   Ud af krattet sprang et syv fod højt væsen, med en stor næse, arme en kvartgang længere end dens ben. Spidse øre, med en tot pels på spidsen, pels på knæ, albuer, skuldre, håndryggen og vristen, samt øverste del af ryggen. Den havde store hænder, med fire fingre, og fødder med lange negle, spidse tænder, der hvilede uden for dens mund når den var lukket, og en to alen lang hale. Den bevægede sig i høj fart hen mod dværgene, med flere af sine fælder efter den, fra forskellige sider, alle havde horn på hovedet af varierende længde. Jeg afskyr trolde! tænkte Hornbore, før den første var inde for rækkevidde.
   Trolden langede ud efter Hornbore med sin store hånd. Han blokerede slaget med øksebladets flade side. Han løftede øksen op ved siden af sit hoved, og svang den med kraft mod trolden. Trolden sprang uden for øksens rækkevidde, men det lykkedes stadig Hornbore at hugge to af dens fingre af. Blodet pulserede i en lind strøm fra fingrene og plettede jorden rødt. Trolden udstødte et brøl. En anden trold kom springene hen mod Hornbore. Han spottede den i øjenkrogen, og huggede sin økse i dens kranium. Øksen flækkede hovedet på den. Hornbore satte foden på troldens flækkede hoved, og trak øksen ud. Blodet flød ud af flængen i dens hovedskal, og en hvidlig væske fra dens bortlagte hjerne blandede sig med det røde blod og sne. Blod dryppede fra hans økse, og han vendte sig mod trolden med to manglende fingre. Han satte i fart mod den, råbende og blod bedækkede hans ansigt. Trolden bevægede sig i hast mod ham. Han svingede med øksen, trolden undveg, og langede efter ham. Hornbore blev ramt i brystet, og hans fødder lettede et par tommer over jorden. Sne hvirvlede op, da han ramte jorden fire fod væk. Bestialske nidding! tænkte Hornbore, mens han fjernede blod fra øjne. Han rejste sig op, svang øksen og huggede en tredje trolds hoved midtover. Dens halve hjerne gled ud og landede i sneen.
   Mellem brøl og råb, kunne Hornbore svagt høre Nar og Funden, der stod og disputerede hvem der havde dræbt en trold, mens de stadig kæmpede mod en trold hver.
   "Min økse fandt vej gennem dens nakke!"
   "Dog åndede den stadig, da min kølle knuste dens bryst!"
   "De kan ej vide, om den tog sit sidste åndedrag, før Deres kølle traf!"
   "Og ej kan De vide, at den ikke gjorde!"
   Hornbore trak vejret dybt og råbte: "Den er jeres begges!"
   Hornbore var dækket af blod. Han løb hen mod To-finger. To-fingers blik, som havde skiftet fra Hornbore til Funden, fandt endnu engang vej til Hornbore. To-finger satte i bevægelse mod Hornbore. Han havde sin økse løftet over skulderen, og fjernede To-fingers arm med et enkelt sving. Han hævede øksen hurtigt efter, og bestjal To-fingers hoved. Troldens hoved svævede gennem luften, og blodet sprøjtede ud af åren, og beklædte Hornbore i rødt.
   Hornbore stod og beskuede troldens hoved, før han vendte sig om og kiggede på sceneriet. Funden svang med sin kølle mod en trold, rev dens kæbe af, og derefter brækkede dens nakke. Nar svang sin økse, og flåede en trolds bug op, og alle dens indvolde væltede ud af den. Nye knuste hovedet på én med sin krigshammer, blod og hjernemasse fløj i alle retninger. Den sidste trold var bragt til fald.
   "Til Daudrheim, mosgnaskerne dunster!" sagde Nar, da dværgene havde samlet sig. Lemlæstede trolde havde farvet sneen rød. Blod fra dem selv, og troldene, løb ned over deres ansigter og tøj. Funden havde fået revet et øre af, og fået en flænge ned over øjet. Nar havde skaffet sig en brækket næse. Nye, som havde sluppet med et brækket ribben, tog fat om Nars næse og satte den på plads.
   "Efter hårde prøvelser i kamp, en kvenna med ben spredte ville være at unde." sagde Funden.
   "Sandere ord er ej længe blevet udfoldet. Lad os udføre opgørelse." sagde Hornbore, og fandt en lille bog frem, med træomslag om tykt, brunligt pergament, og en pind, hvorpå der var påbundet et stykke kul. Han bandt knuden, der holdt træomslaget fast om pergamenterne op, og åbnede den. På pergamentet stod de fem dværges navne skrevet med hver deres rune, og under dem var dværgetaltegn skrevet. "Jeg har sendt tre til efterlivet." han skrev tegnet for tre under sit navn. Han løftede sit blik, og afventede de andres antal.
   "Fire faldt for min hammer." sagde Nar.
   "Fem for min kølle."
   "Fire for min økse."
   Hornbore nedfældede deres likvideringer, og kiggede på den samlede opgørelse. "Funden har tilegnet sig en rust. Alene er Tror der ej har fældet en trold."
   "Det vil jeg ej være sikker på." Ud af krattet kom Tror gående, med sin stridskølle tæt knyt-tet i den ene hånd, og dækket af blod.
   "De har fejdet?" spurgte Nye, da de vendte sig om mod Tror, der kom gående mod dem.
   Tror nikkede. "Vor veje krydsede på min færd mod jer. Tre så deres fald for min kølle."
   "De havde bekendtskab med vores orientering?" spurgte Funden.
   Tror trak på smilebåndet. "Det var ej besværligt, vinden bar lyden af råb til mine øre."
   Hornbore lagde bogen og pennen tilbage fra hvor han tog den fra. Han flyttede sit blik mod himlen, der blev mørkere. "Det sortnes bag himmelulden, vi må finde vej til restepladsen. Tror, vis stien dertil."
   Mørket faldt bag skyerne, og dækkede skoven i et tykt, sort tæppe. De fem dværge sad om et bål, hvor træs banemand ej flakkede. Nye sad med to flintesten, og et stykke forkullet stof, de havde medbragt i tindåser fra Kalmars Stavn, som han havde placerede ovenpå dunbirke bark og tørt græs. Kritch lød det når Nye gned flintestenene sammen. Nye gned flinte-stenene sammen endnu engang. Det lykkedes ikke at få gnisterne til at tage fat i det forkullede stof. Tredje gang han gjorde et forsøg, tog gnisterne fat i stoffet. Hvor gnisterne havde fået fat kom der en orange kant, og stoffet begyndte at trække sig sammen. Nye lukkede forsigtigt barken og det tørre græs sammen om stoffet, og pustede gelinde på gløderne, som lyste op for hvert pust. Efter et stykke tid, fik gløderne fat i tændingsmaterialet, og ilden begyndte at flakke og tage ved. Hurtigt lagde Nye det brændende tænding på et bundt af kviste. Han tog nogle flere kviste og lagde oven på ilden, og ikke længe efter havde ilden fat i træet, og varmen begyndte at strømme fra bålet og ud til de fem dværge. Der er ej intet som ild på en frostnat, tænkte Hornbore, der sad op ad stammen på et træ, dækket af rødbrun mos.
   Dværgene sad tæt om den varme, flakkende ild, og tyggede på tørret rensdyrkød.
   "Mange tunger synger sange af forskellige ord, om hvorledes vor kiv med troldene fangede an, her adspørge jeg hvilken sang, der synger sandt?" spurgte Nar, og kiggede på Hornbore. De andre vendte også deres blik hans vej.
   Hornbore, kneb det ene øje sammen, og forsøgte at erindre, dog kunne han ikke finde den egentlige grund. "Nogle tunger, at troldene uden overlæg angreb Kalmarheim blot for skæm-tens skyld, nogle at det var os, Kalmarheims dværge, der uden nåde påbegyndte at slagte dem. De der ytrer sådan mangler ofte at nævne vor grund for sådan handling. Andre gisner på sangen om jern og mos." Hornbore bredte armene ud og pegede med åbne hænder på træerne. "At trolde som dværge er afhængige af mosset der gror om stammen. Dværgene har brug for det til at fælde træerne, når de nok rustne er, hvilket er kendt viden, og troldene, der er afhængige af det for ædelse, guderne må vide hvorfor, og at det er hvad vi konflikter over, os, der ønsker mosset urørt, og troldene der ønsker at æde det. Hvad end den sande oprindelse er, ved kun guderne. Vor kiv har verseret i så mange tusinde somre og vinter, at oprindelsen er gået tabt. Der er ej ingen, der længere ytre undren over dette, vi gør blot hvad vore forfædre har videregivet os - at nedkæmpe troldene." Hornbore tog en dyb indånding. "Vi må se os selv til hvile, vi skal færde videre ved første lys - hvis det begiver sig. Vi vil tage en nattevagt hver til lyset ses. Den første er min."
   Nye, Nar, Funden og Tror nikkede sammentyggende, og lagde sig til på sneen, med hovedet på deres rygsække og krøbet op under deres pelsfrakker. Hornbore blev siddende op af stammen på træet, og kiggede ind i ilden mens de fire faldt hen. De var ej dem jeg ville spejde med, og ej til vort andet hverv. De er ingenlunde befarne madin, tænkte Hornbore og erindrede dagen, hvor han fik givet deres opgave.
   Rådshornet gjaldede i haller og miner. Hornbore sad i sit kammer i stearinlysets skær og inspicerede krystaller, ædelstene og metaller for defekter, gennem en brillelup. Han sad med et stykke metal i hånden, og undersøgte det tomme for tomme.
   Jern: Nedre J4 overflade bristning, skriblede Hornbore på et stykke pergament. Han løftede metalstykket op til øret, og bankede på den med en finger. Bristning ej komplet, anvendelig til banale instrumenter, tilføjede han på pergamentet. Han lagde pergamentet til siden og placerede metallet derpå.
   Hornbore tog en rød ædelsten, og begyndte at inspicere den. Han vendte og drejede den mellem fingrene, mens han hummede. Rubin: Mat, antagelig tilstand, ingen yderligere defek-ter, trivielle prydelser, kvindeværdig. Han lagde pergamentet til side, og idet han lagde ædelstenen oven på, bankede det på hans dør. Han vendte sig om, og undrede sig over hvem der ville ham noget. Han tog brillerne med luppen af og lagde dem fra sig på bordet, ved siden af kurvene med krystaller, ædelstene og metaller. Han rejste sig fra sin stol, og bevægede sig hen mod døren. Det bankede yderligere tre gange på døren, før han var henne og åbne den. Der stod en dværg med hvidt skæg og hår, med flere perler flettet ind i skægget.
   "Hvad søger De af mig Altjof?" spurgte Hornbore.
   "De bedes stille Dem for Rådet."
   "Hvad efterhiger De Syv af mig?"
   "Jeg er ej stadfæstet til at videremelde sådan efterretning uden for Rådskammeret."
   "Valget er fjernet fra hænder?" Altjof nikkede. Jeg har intet valg. Hornbore nikkede lidt på hovedet og gav et suk fra sig. "Betænk mig blot et øjeblik." Hornbore lukkede døren på klem og gik tilbage til sit bord. Han lagde et lin hen over hver kurv, som indeholdt krystallerne, ædelstenene og metallerne, og stillede dem over på en hylde. Han lagde sin brillelup i en skuffe i bordet, og pakkede de allerede inspicerede materiale ind, og lagde det væk. Han gik tilbage til døren, åbnede den, og trådte ud på den lange gang, med små, højt siddende vinduer, med et par alens mellemrum. De små men mange vinduer, lukkede nok lys ind til at dværgene kunne færdes i gangene uden brug af deres øjenbeskytter. De bevægede sig ned af korridorer og op ad trapper. Vejen til Rådskammeret var lang, og de gik dertil i stilhed.
   De ankom til en stor egetræsdør, med gulddørgreb og hængsler. Hornbore tog fat i dørgrebet, og skubbede døren op. Hængslerne knirkede idet de åbnede sig. "Beklagelser for min sindige ankomst. Havde jeg fået meddelelse om min ønskede tilstedeværelse, ville jeg have indtrådt tidligere." sagde han, mens han bevægede sig ind i Rådskammeret.
   I midten af Rådskammeret stod et bord formet som en heptagon, med hul i midten. Rundt om den sad syv dværge, seks madin og én kvenna. Ved endevæggen stod der syv statuer, der afbildede forskellige guder. Den midterste, og største af billedstøtterne, afbildede dværgegudernes overhoved Kalmar. På hver side af Kalmar stod tre mindre statuetter: Gangler, Járnlid, Gimsi, Gallalaus, Járdgjur og Vidann. Kalmarheim dværgenes mest betyd-ningsfulde guder. På væggene rundt om i kammeret, var dværgenes største historiske begi-venheder og gudefortællinger hugget ind. Foruden fordøren ind til Rådskammeret, var der yderligere syv sidedøre, én til hver Rådsherre.
   "Unødigt, tag plads ved væggen til vi henvendelse retter." sagde en madr med gråt hår, skæg og en bronzekrone på hovedet.
   "Lofar!" sagde Hornbore med et let nik, og gik hen til væggen blandt fire andre dværge.
   "Alle er indfundet, lad mødet påbegynde." sagde Lofar, og satte sig på sin stol med høj ryg, og udsmykninger. "Hvad er vort første fremlæg?"
   "Hvergelmir havariet." svarede én med kastanje farvet skæg.
   "Ah, forræderiske vande. Hvilke skader har skuden lidt, Bambor?" spurgte Lofar.
   "Beretninger fra vore fæller synger, at al fragt er forlist. Havet slugte skuden én mil fra kysten, ved deres forsøg på tilbagevenden." svarede Bambor.
   "Hm." sagde Lofar mens han gned sig i skægget. "Til hvilken gehalt stod fragten?"
   Bambor kiggede på sit pergament. "Ét tusind konungar."
   "Til hvornår kan næste fragt være klargjort?"
   "Til næste måneskifte om en snes dage."
   "Se det udført, mændene venter. Er vore brødre på skuden blevet fortæret af Hlers yngel?"
   "Livet flyder med knaphed i årene på én. Det er med stadig uvished om hans skæbnetråd."
   "Må Daudr-Ann være ham nådig, og Vendaris bryst forlene med tryghed."
   Rågesvie! Kunne de ej have mig indkaldt ved Rådets ende? Det vil tage måner før deres tun-ger vender henvendelse, tænkte Hornbore, mens Rådet fortsatte med deres dagsorden. Hedengang og kval! Hornbore havde aldrig følt sig hjemme ved Rådsmøderne, og havde ofte øjnet det som en mulighed for at få en lille en på øjet. Møderne var ofte grå og ensformige, og han havde jævnligt tænkt tanken, at de udelukkende gjorde det for at torturere ham. Da han var spejderfører, var det ham obligatorisk at deltage i størstedelen af de møder, der blev holdt, da der ganske ofte var spejderanliggender på dagsordenen. Mange vintre har sat sine afpræg, jeg er ej længere spejderfører, ej været det i lange tider. Hvilke tanker skjuler de i sinde?
   Rådsherrerne var omsider nået til talen, der henvendte sig Hornbore. Lofar rejste sig fra sin højryggede stol, løftede armen, og hidkaldte Hornbore med en håndgestus. Hornbore skubbede sig væk fra væggen, og slentrede i et stille og roligt tempo hen mod bordet. Da han nåede bordet, gav han et lille nik med hovedet til Rådsherrerne.
   "Vindalf, lad ord flyde fra Deres tunge." sagde Lofar, og satte sig ned.
   Vindalf rømmede sig, og hans tunge begyndte at spytte ord. "Vi søger Deres hjælp, hvilket De allerede er opmærksom på..."
   Elverbarn, af hvilke andre bevæggrunde ville I da hidkalde mig?
   "... Vi har haft mange af spejderhverv på det seneste, hvoraf ingen er tilbagevendt, og afgivet indberetning om træerne er klar til fældning. De er alle bortblevne i jernskovens grå tåge. Vores bekymring for deres ve og vel er grebet om sig, siden vore nuværende spejderfører har set sig selv bortkommen på hans sidste hverv, for at eftersporer og bringe for dagens lys vore bortkommende brødre. Vi alle ved, hvor fortrinligt De har ydet håndsrækninger til dette Råd, som spejdernes fører, og Deres færdigheder, for aldrig at underkaste Dem når tiderne er af de største vanskeligheder, er yderst eminente. Deres dage med broderhånd har været os mest nyttig, og deres tilbagetrækken fra tjeneste yderst velfortjent. Dog smerter det os at erkyndige mere fra Dem, for at bede Dem om at give os Deres anselige begavelser som spejder, da vi er i mangel på kompetente spejderførere ..."
   "Hold Deres tunge. Syng ord af tyd og kvæl i levningen." afbrød Hornbore, før Vindalf kunne formå at ytre det tilbageværende tungeskylle.
   "Vi har i sinde atter at udsende Dem på hverv. Vort ønske er, at De færder ud i Járnvidr, og markere træer til fældning, da vi snarest muligt skal have fældet træerne, og genopbygget vor forsyning af dem, eftersom efterspørgslen på jernet er i stigning. Derudover ønsker vi, hvis det er dem muligt, samtidig at forefinder vore bortkommende fæller. De er ej at vende tomhændet hjem." Det sidste sagde Vindalf med ekstra vægt. "De skal ingenledes sejle gennem sneen forladt af guder og dværge; fire af vore mest kompetente spejdere skal stå Dem bi." Vindalf gjorde en gestus over mod de fire dværge ved væggen. "Nar, Nye, Funden og Tror, kast lys over jer selv, træd fort." De fire dværge tog et par skridt frem ud i lyset. "I færder fra Kalmars Port ved tredje morgenlys."
   Søn af en trold, kan man ej få hvile fra gammelt hverv? Mugne kæltringer! Hornbore holdt ordene fra at hoppe over hans tunge. "Jeres vilje mine hænder."
   "Nye, Nar, Funden og Tror, træd af." sagde Lofar, " Rådet hæves."
   De fire dværge begyndte at bevæge sig mod døren til Rådskammeret, og seks af Rådsherrerne rejste sig fra bordet, og vandre hen til hver deres sidedør. Hornbore drejede om på hældene, og skulle til at sætte i bevægelse ud af kammeret.
   "Hornbore, slå rødder."
   Hornbore lukkede øjnene og gav et lettere irriteret suk fra sig. Han vendte sig om, og tilbage ved bordet sad Lofar. Lofar rejste sig, og Hornbore gik hen mod ham.
   "Jeg sanser Deres flamme, der i forgangne dage brændte med lys luge for spejderne, er ved at slukne." sagde Lofar
   "Det er enhver drengsins drøm at se sig udføre spejderhverv. Det er en ophøjet pro-fession før vintre og somre sætter deres præg. Og mange tynger mine skuldre, flammen er blot en glød manglende voks til næring." svarede Hornbore. "Dog en bekymring jeg besidder ved dette hverv. De fire der står mig bi, de øjner mig ikke at være befarne madin."
   "Fem Vårmåner har de spejdet."
   "Dog er de grønne, ej grå. Skænk mig bevandrede madin med vintre på skuldrene."
   "Deres hånde er - rette ord er tabt på tunge."
   "Mandsværdigt?"
   "Det sagde De og ikke jeg. Dog svinger de våben med dødeligt formål. De burde vise sig rigeligt befarne." Lofar gned sig i skæget.
   Hornbore fornemmede at Lofar søgte mere af ham, end hvad han havde givet udtryk for under mødet. "Ét hverv er os givet, dog jeg sanser et andet liggende Dem på sinde."
   Lofar drejede hovedet ned mod endevæggen, hvor billedstøtterne af syv af deres guder stod. "Sandt! Rådets ønske er ej blot at finde vore brødre, og mærke træer til fældning. Ny viden er kommet i vor besiddelse: kendskab til hvor troldene er befæstet."
   "Det kan ej være muligt! I ætled har vi eftersøgt deres fæste, dog uden Herls gunst." sagde Hornbore med frapperet tunge. "Hvis jeg må fritte ud, på hvilken måde er disse kundskaber kommet jer for øre?"
   "Vor noldra har det for øje fået i bugen på en fimbulspurv. Thi vides det."
   Hornbore tvivlede ofte på hvad en noldra ytrede, da han selv havde været udsat for flere misvisende sandsagn. Dog vægtede en noldras ord betydeligt, når beslutninger skulle tages, og blev sjældent afvist. På trods af hans egne personlige erfaringer med noldris, tog de sjældent fejl når det omhandlede større sager end det personlige, og af den grund valgte Hornbore at lade sig kvæle i indvendinger. "Hm - med hvilken vind må vore øjne følge?"
   "Vor noldra ytrede sig at de befindes i øst - i Nidavöggu."
   Og Nidavöggu er hvor vor færden fører os! Hornbore sad og kiggede ind i ildens flakkende orange skær. Hans øjne bevægede sig hen over de fire sovende dværge, og tænkte: De er ej befarne, dog har de ført bevis for deres værd. Det grønne fra dem emmer, og lader det grå tage sit greb.
   To wit lod det fra en skyggeugle i mørket, og en anden svarede to woo. Det var en vindstille nat, og kun lyden af skyggeugle der vekslede lyde, blev båret gennem det tunge mørke, der bandt de grå træer sammen. Længe sad Hornbore og lyttede til uglerne, da de med ét holdt inde. Natten og skoven blev henlagt i fuldstændig stilhed. Hornbore sad stille op af mosen, og trak vejret langsomt, og lydløst. Squeak. Lyd af sne, der blev trådt sammen, blev båret gennem nattens dybe stille ro, ledsaget af en lugt som Hornbores næse kun kendte alt for godt. Han greb om sin økse, løftede den over hovedet, og hamrede den ind i træets stamme, der gav en høj metallisk genklang. De fire der sov, vågnede med hårdt ryg.
   "Få greb i jeres våben - de er her!"
   De fem rejste sig alle med deres våben i et solidt greb. Deres ånde frøs i den kolde natteluft, en ild brændte inde i deres sjælekammer, og de var alle fem beredte til at se døden i øjne, og kæmpe til livet deserterede fra deres kroppe. Squeak, squeak, squeak. Lyd kom langsomt nærmere. Der er noget der ej stemmer! Trolde bevægede sig tit og ofte hurtigt, angreb med en aggressivitet dværgene kun halvt kunne matche. List er ej en trolds vej til kamp!
   Ud af mørket og ind i skæret fra deres bål, var det ikke trolde, der trådte. Fæller og frænder!