"DE GJORDE HVAD?" Spyttet regnede ned over lille Galb, da han fortalte hvordan det for seks solnedgange siden, var lykkedes fem dværge at forsvinde under hans varetægt. Galb havde holdt sin tunge, da ingen havde haft nogen interesse i dværgene, og i frygt for hvad han ville blive udsat. Dog måtte han stå til ansvar, da det blev bragt for dagen.
   "Brot, jeg ..." forsøgte Galb at svare, men blev afbrudt af Brots tordnende stemme.
   "Ingen undskyldninger! Du er uduelig, intet kan man sætte dig til, uden at du kludrer." Brot tårnede, med sine syv fod, over Galb, som kun selv stod fem fod over jorden. Brot vendte sig mod de to, der havde slæbt Galb ind til Brot, deres drot. "Jernbærerne skal findes, døde eller levende. Vender I tilbage fraværende dem, river jeg lemmet af alle, der var ude at søge!" De to trolde han tiltalte gav et let buk med hovedet og forsvandt ud af kammeret. Han vendte sig tilbage mod Galb, "Fjern dit hæslige fjæs fra mine øjne, og vend tilbage til din byrde, uden at famle i det."
   Galb begyndte at gå med hastige skridt ud af kammeret, og væk fra Brot. "AAAHHH" lød det efter ham, efterfulgt af et bang fra en knyttet næve der slog ind i en væg. Galb satte hastigheden yderligere op. Hvordan kunne jeg lade det falde sig? Galb drejede ned af en anden gang og fortsatte ned til hvor jernbærerne blev holdt fængslet. Af hvilke grunde kalder de mig altid hæslig? Fordi min næse er mindre? Galb havde altid været den mindste af troldene. Han havde en lille næse, små stumper af horn, og korte, hvide tænder. Galb så næsten tækkelig ud, modsat sine brødre, hvor af mange havde store næser, gule, skæve tænder og lange horn af forskellige former. Han var endda mindre behåret end de andre trolde.
   Galb gik ind i et kammer, hvor der sad fem dværge bastet og kneblet. Han gik hen til en af dem, tog fat i rebet dværgen var bundet med, og begyndte at trække ham hen over gulvet til en væg i den anden ende af kammeret. Han slyngede dværgen ind i væggen. Han rømmede sig et par gange for at gøre sin stemme dybere og mere raspet end den var.
   "Hvor mange er I? Fra hvor falder I ind? Vor troldkælling spåede jeres kommen." Galb gjorde et forsøg på at lyde hårdnakket. Dog uden held. Dværgen sad op ad væggen med et ansigt af sten, fortrak ikke en mine. Galb kløede sig i skridtet og forsøgte endnu engang. "Hvor mange er I? Fra hvor falder ..."
   "Dette er ej din byrd hvalp, træd til side." En hånd tog fat om Galbs hoved før han nåede at vende sig om og se, hvem der havde afbrudt ham. Hånden løftede Galb op fra gulvet og lod ham flyve gennem kammeret og ramme endevæggen med hovedet først. "Fjern ej øjne fra jernbærerne, og hold din tunge." Galb rejste sig fra gulvet, og gned sit hoved. Han vendte sig om og så nu, hvem der havde kastet med ham. Det var Hik, en af de største trolde, som stadig havde livet i behold. Han stod næsten syv og en halv fod over jorden, havde lange, snoede horn, hvor af ét af hornene buede ned over hans ene øje, og størstedelen af hans krop var dækket af ar. Hik tog fat om dværgens højre side af ansigtet og løftede den op fra gulvet og slog dværgens nakke ind i væggen.
   "Løsen tunge, og lad ord flyde om jeres sæde, hvor mange falder ind, hvornår falder I ind?" Hiks stemme var dyb, ru og raspet. Spyt faldt som regn ned over dværgens ansigt. Dværgen trak lidt på det ene øje, men forblev udtryksløs.
   Dværgen begyndte at samle spyt i munden, og spyttede Hik i det ene øje. Hik lukkede øjet, og blottede sine tænder i arrigskab. Han trak dværgen lidt væk fra væggen, og hamrede hans venstre side af ansigtet ind i væggen. Bang, bang, bang. Da Hik holdt inde, var dværgens ansigt dækket af blod. "Spild ord og svar." Hiks næse var tæt nok på dværgen til at røre. Dværgen åbnede munden, som skulle den til at svare, men bed spidsen af Hiks næse af i stedet. Dværgen spyttede stumpen ud i hovedet på Hik, som havde givet et brøl fra sig.
   Galb fornemmede at det var den sidste dråbe i den allerede overfyldte skål. Hans fornem-melse var fejlfri. Hik tog fat i dværgens bukser og rev dem af ham. Med dens lem blotlagt, tog Hik fat om dværgens sten. "Du vil lade ord forlade din tunge." sagde Hik, mens han begyndte at klemme. Dværgens vejrtrækning blev hurtigere, og smerte begyndte at kunne ses i dens ansigt. Hik klemte nu så hårdt til at stenene knuste.
   "AAAHHH." råbte dværgen i smerte, og tårer trillede ned over det bloddækkede ansigt.
   "SVAR!" råbte Hik. Dværgen nægtede stadig, og rystede på hovedet.
   Uden Galb kunne se Hiks øjne, vidste han, at de tordnede og lynede. Hik tog fat om dvær-gens lem, og flåede den af i ét hårdt ryk, blod pulserede ned på gulvet. Endnu engang udstødte dværgen et smertens skrig der skar gennem marv og ben. Hik hamrede dværgen ned i gulvet, tog fat om dens kæbe og åbnede munden på den. Han tog dværgens afrevet lem, og stak den langt ned i dværgens hals. Han lukkede da dværgens kæber hårdt sammen, så tænder knækkede, og kæben brækkede. Hik vendte sig om, og gik hen til én af de andre dværge, og lod den første ligge på jorden og kvæle.
   Galb var til stede under hele Hiks afhøring af dværgene. Hik var succesfuld i kun at sende to jernbærere til efterlivet, og hårdt såre én. De andre slap med én brækket arm, et par brækkede fingre, og én brækket næse. Mere end én gang havde Galb tænkt hvorfor han ikke kunne være mere som Hik, stor og brutal.
   "Træd af, hvalp." lød det fra en stemme, der var på vej ind i kammeret. "Jeg skal træde i dit sted." Galb vente sig om, og en hånd tog fat i hans skulder og kastede ham ud af åbningen til kammeret. Han rejste sig op og gned sin skulder, kastede et sidste blik ind i rummet, med skulende øjne, og begyndte da at gå ned ad gangen. Efter et par venstre og højre sving, blev lyden af grynt og raspende stønnen båret ned gennem gangen til Galbs øre. Han fulgte lyden.
   To trolde stod midt i gangen og delte kødelige fornøjelser. Galb så på, hvordan den ene, han, trak sig ind og ud af den anden, hun, i hastige ryk. Hvordan hendes bryster slaskede frem og tilbage og slog med hendes mave. De to trolde havde intet andet for øje end hinanden, og tog sig ikke af Galbs fæstede blik. Galb førte hånden ned til sit skridt og begyndte at klø. Dog blev det efter lidt dvæle en torn i øjet på Galb. En følelse af at blive ladt ude skyllede ind over ham, at blive nægtet at være med til at dele de kødelige lyster de andre trolde delte med hinanden, til trods for at hans lem var længere end andre troldes, skar ham dybt. Galb satte sine ben i bevægelse med ilsomme skridt.
   En kølig brise strøg henover hans ansigt, da han trådte ud af åbningen til deres hule. Sneen lå hvidt på jorden, og på nålene af de jerngrå træer. Han trak en dyb indånding, og trådte ud på den kolde sne. Galbs mave gav fra sig en rumlende lyd. Han lagde hånden på maven, og begyndte at slentre hen mod det nærmeste træ, hvor en rødbrun mos voksede på den nederste del af stammen. Han satte sig foran træet og begyndte at rive stykker af mos af stammen, og gik i gang med at spise det.
   Mens han spiste mosset, sad han med sin hale i den anden hånd, og børstede i sneen med pelsen på spidsen af halen. Han mærkede brisen i hans krøllede hår, og fuglenes klangfulde melodier. Han fandt en vis fred, når han sad for sig selv og spiste, væk fra de andre, der altid hakkede på ham.
   Squeak lød det i sneen, og Galb vendte blikket mod lyden. Et stort vildsvin, næsten hans egen højde over skulderne, med lange stødtænder, der buede i en halvcirkel ind foran den, under trynen og over munden. Hvor stødtænderne buede, begyndte tænderne at flade ud. Vildsvinet havde sorte børstehår dækkende hele dens krop. Mens den gik og skrabede sne væk med sine stødtænder, og lugtede efter svampe, rødder og orme, bevægede den sig langsomt mod Galb.
   Vildsvinet skubbede til Galbs ben med tryne og stødtænder. Galb lagde en hånd på dens ru og stive hår, og kunne føle små totter af blød pels samtidig. Svinet begyndte at lugte til Galbs krop, og dens stødtænder gled blidt henover hans krop.
   "Dage siden har det været, Gryt." sagde Galb til svinet Gryt. Gryt og han havde været fræn-der i mange somre og vintre. Galb havde fundet hende som øfling.
   Det var under en af de korte somre, for ti somre siden. Sneen lå stadig som et hvidt, koldt, tykt tæppe i skoven af jern. Galb havde forladt Niddavöggu, da han havde fået nok af de andres ondskabsfuldheder. Han havde vandret et stykke ind i skoven, og fandt et træ han satte sig ned ved for at æde, som han ofte gjorde, når han havde fået nok af de andre trolde. Galb havde spist halvdelen af mosset på den ene side af stammen, og skulle til at tage en håndfuld mos til, da hans øjne fandt en lille skabning komme gående alene hen mod træet. Den havde en lysebrun pels med hvide striber på ryggen og et hvidt øre. Galb gik stille hen til den lille øfling, og tog den op i sine hænder. Den var lille, ikke større end at den kunne ligge i begge hans håndflader. Galb gik i gang med at kæle øflingen på ryggen, mens den snusede til hans hånd.
   En lyd af utilfreds grynten blev båret i brisen til hans ører, og Galb løftede blikket. Et stort vildsvin på hans egen størrelse, med stødtænder der buede ind for dens tryne og mund, stod ikke mange favn fra ham. Forsigtigt satte Galb øflingen på jorden, og lod den løbe på sine små ben hen til sin moder. Svinets ånde frøs, når hun udåndede gennem næsen. Langsomt satte Galb sine ben i bevægelse uden at vende ryggen til svinet, som stod og så på med øjne i flammer. Galb havde lagt lidt flere favn mellem svinet og ham selv, før han vendte sig om satte op i fart, hen mod et træ han kravlede op i. Længe sad han i træet før vildsvinet og øflingen forlod ham.
   Mange måner senere, da han atter havde forladt troldene, stødte han på et vildsvin, ikke stort som en voksen, stadig en unge i voksen pels. Lidet anede han, at det var øflingen, hvis moder havde jaget ham væk. Vildsvinet løftede hovedet og nussede til luften. Den sænkede atter sit hoved og begyndte at tage klov i klov hen mod Galb. Han vaklede et par skridt tilbage og væltede. Vildsvinet nærmede sig i hast, og Galbs hjerte bankede. Først da vildsvinet var ham tæt nok, kunne Galb øjne et hvidt øre. Hans hjerte faldt tilbage i brystet på ham. Vildsvinet kom hen til ham, og puffede ham med hovedet. Galb satte sig op, og påbegyndte at kæle svinet.
   "Et navn skal du have." sagde Galb til svinet, "Grynt - nej - Gryn - nej - Gryt ..." Svinet skubbede til hans lår. "Gryt det bliver."
   Galb lænede nakken tilbage, og kiggede op på nåletræernes grene. Han fandt en vis skøn-hed over dem. Det hele var fredfyldt og roligt. Og jernbærerne vil se det i kvas til hvilket for-mål? De fælder De Kolde Træer, og lader mosset værende tilbage, af hvilke grunde skal træerne væk? Hvorfor benytter de ej mosset? Fanger deres øjne os i at æde vor føde, forjager de os, eller lader ånden forlade vore kroppe. Galb kunne ikke se meningen i dværgenes fremfærd over for dem, når alt de foretog sig var at æde for at leve - og holde varmen i disse kolde egne.
   Mørke skyer lagde an til at samle sig over hovedet på Galb, og sne begyndte at dale fra himlen. Vinden tog til, og Galb lettede ryggen fra træets stamme, og satte sig op. Han skuede rundt, mens han lagde en hånd på Gryts hoved. Sneen hvirvlede rundt i vinden, og gennem hvirvlen kunne Galb svagt skimte omridset af noget bredt. Han missede med øjnene for at få et bedre glimt af den noget. Skyggen voksede sig større i takt med at den nærmede sig og Galb stirrede efter den.
   Swoosh, lyden af noget det blev kastet voksede sig større. Tingesten der afgav lyden, kom inden for Galbs synsfelt, og hurtigt reagerede Galb, ved at dreje hovedet til den ene side. I det tingesten passede forbi hans ansigt, skar den spidsen af hans næse af. Blodet sprøjtede svagt ud af såret, og landede i sneen. Den tykke røde væske gled ned i munden på ham. Da tingesten landede med et thumb i sneen, ophørte Gryt med, hvad hun var i færd med, og skyndte sig væk ind mellem træerne, og forsvandt i den hvirvlende sne.
   Før han kunne sanse, hvad der var på færre, lød der endnu engang, swoosh. Denne gang var det en rund genstand, der kom flyvende og ramte Galb i øjet. Han udbrød et smertens skrig. Blod flød fra det ramte øje ned over hans kind. Der kom det til ham som lyn fra en klar himmel, jernbærer. Dagen hvor Galb for første gang havde et sammenstød med dværge blussede frem fra erindringen.
   Det var den varmeste dag, og dagen hvor der havde været det første, og eneste, regnskyl i den grå skov. Det var sent på dagen, og Galb var ikke mere end fem vintre mæt af dage, og som altid flygtede han ud i skoven, når de andre trolde var efter ham. Vandet faldt voldsomt fra skyerne, som havde nogle prikket hul i dem med en pind. Vandet, der faldt fra himlen, var for Galb en forunderlig ting at opleve. Altid havde han kun oplevet sne, og troet, at det ikke var muligt for andet at falde fra himlen.
   Meget af sneen var blevet forvandlet til sjap, og det føltes mærkværdigt under hans bare fødder. Galb gik ind i skoven, til et træ han havde for vane at sidde ved, når han ønskede at fly fra hans brødre og søstre. Da han kom til hans træ, satte han sig ned, og begyndte at spise af mosset. Længe sad han og beundrede vandet fra himlen, da lyd blev båret til hans øre. Han satte sig op med ret ryg, og kiggede rundt. Ingenting var at se. Lyd kom endnu engang, og Galb kiggede nu bag træets stamme. Stadig intet at se, men lyden var der fortsat. Galb rejste sig, og begyndte at gå i retning af lyden.
   Efter mange favn var lyden nu så høj, at han blandt vandet fra skyerne kunne afkode at ly-den var stemmer. Han bevægede sig tættere på, og kunne nu se et par skikkelser, ikke ret høje, men stadig højere end hvad han selv stod over jorden. Stemmerne var dybe og ru, ikke stemmer fra trolde, men nogle andre skabninger. Aldrig havde Galb set sådan nogle væsner før, og han forlod sit skjul bag ét af træerne. Han stod fuldt synlig, og skuede efter væsnerne, mens han stod og spiste mos. Med store øjne observerede han dem, mens de gik forbi ham. Men idet én af dem drejede hovedet over mod ham, stoppede de op, og vendte sig efter ham. Han stod, uvidende om den fare, der stod over for ham, med øjnene frosset til dem. Én af dem fandt noget frem, og kastede den mod ham. Stående blev han, og først da genstanden ramte et par tommer fra hans fødder, vågnede han op. Væsnerne satte i gang med at bevæge sig hastigt hen mod ham, og i et kort øjeblik, havde hans fødder slået rødder. Dog lykkedes det ham at rive rødderne løs, og tage benene på nakken.
   Galb løb på alle fire, men sjappet gjorde det ikke nemt; flere gange gled han, og hver gang kiggede han sig over skulderen for at se dem, der fulgte ham. Hans forfølgere havde det ej heller nemt. Swoosh, kliing, lød da et eller andet kom farende hen mod ham, og ramte et træs stamme. Galb tumlede skrækslagen på benene igen, og løb videre med dem i hælende. Han zigzaggede mellem træerne, og hørte flere kliing.
   Stemmerne blev svagere, og han kiggede sig over skulderen, og så at væsnerne var sakket bag ud, men fortsat fulgte ham. Hurtigt kiggede han rundt efter et sted at gemme sig, da han snart ikke kunne løbe mere. Han stoppede op i et kort øjeblik, for at genskaffe sig vejret. Da han skulle til at sætte i hast endnu engang, spottede hans øjne et hul under et af træerne, formet af dens rødder. Et sidste kig over skulderen, bekræftede at de stadig var efter ham, og kom nærmere. Galb kastede sig ned i hullet under træet, for at holde sig skjult.
   Hans brystkasse hævede sig hurtigt, og han kunne mærke sit hjerte hamre, da væsnerne stod ud for hans skjul. Han forsøgte at trække vejret så lydløst han formåede, og sidde stille for ikke at afslører sig selv.
   "Hvor forsvandt mosgnaskeren?" spurgte ét af væsnerne.
   "Tæt han må være." svarede en anden, "Gennemsøg området."
   Væsnerne gik i hver deres retning. Galb sad tilbage under træet, hvor vandet var begyndt at samle sig. Han kunne høre væsnerne rasle, og deres fodtrin i sjappet, mens de råbte til hinanden.
   Lang tid gik, og natten var ved at lægge sig over dem. Temperaturen faldt, og kulden tog fat. Dagens regn begyndte at forvandle sig til hvide fnug, og vinden tog til. "Lad os finde sted og tænde ild, før kulden gør krav på vore liv." råbte én af skabningerne. De andre samtykkede, og samlede sig for at finde et sted.
   Galb blev tilbage i sit skjul, og forholdt sig fortsat stille. Han var taknemmelig for at han havde spist så meget mos, for uden det ville han ikke kunne holde varmen, og let fryse ihjel i den kolde nattestund.
   Først da natten svandt, og dagen gryede, turde Galb komme frem fra sit skjul. Forsigtigt kiggede han ud og omkring. Da han fandt det sikkert, forlod han skjulet langsomt, og først da han havde listet et godt stykke væk, satte han i løb tilbage til Nidavöggu. At holde sig tæt på hjem er mere trygt!
   Hans tanker falmede da han vendte tilbage til nuet. Galb rejste sig med hast fra jorden, og satte i færd med at løbe tilbage til indgangen til Nidavöggu. Vind forvandlede sig til storm, og sneen slog hårdt mod Galbs ansigt. Et kraftigt stød fra vinden ramte Galb i ryggen så han faldt ned i sneen. Han kunne høre dværgene mumle højt til hinanden, men han kunne ikke afkode deres ord for stormen. Hurtigt famlede han sig på benene og fortsatte mod indgangen.
   "DVÆRGE!" råbte Galb af sine lungers fulde kraft, da han fór ind i Nidvöggus gange. Hans ord rungede i gangene, og de trolde, der var i nærheden stoppede op, og kiggede efter ham, mens han fortsat løb og råbte. Det fik dog en ende da han løb ind i Hik. Han tumlede om på jorden, og løftede blikket så det mødte Hiks øjne.
   "Hvem har gjort ynde på dit fjæs?" spurgte Hik.
   Blod fra Galbs ødelagte øje, og afhuggede næse, løb stadig ned over ham. "Dværge." svarede Galb.
   "Tabt sindet har de, hvis de formaster sig vor sæde." svarede Hik, og gryntede af latter.
   "Men ... jeg ... de ..." Galb kunne ikke få ordene over sin tunge, før de hørte skrig runge i Nidavöggu. Hik kiggede ned af gangen, og Galb drejede sin krop, og skuede samme vej han var kommet fra. Splat, lyden af blod der sprøjtede på vægge og gulv blev båret til deres øre, efterfulgt af et thump fra én der ramte det hårde stengulv. Hik sparkede Galb til siden, og gik ned af gangen. Da han skulle til at runde hjørnet, blev begge hans knæ hugget over i to sving fra økse. Da Hik lå på jorden, kom en hammer og knuste hans skalp. Blod og hjernemasse fløj hen på vægge og dækkede gulvet.
   Galb tumlede sig på benene, og begyndte i hast at løbe længere ind i Nidavöggu. Da han skulle til at vende et hjørne, mærkede han at hårdt slag fra noget lille og rundt, der hamrede sig ind i hans knæhase; hans knæskal gav efter for trykket og ituslog. Galb sank til jorden, og skar ansigt i smerte. Blandt skrig og råb hørte han svagt fodspor og klingende ringbrynjer der kom ham nærmere. Han forsøgte at samle sig selv op fra gulvet og fortsætte, dog var smerten for stor, og sank samme endnu engang. Galb satte sine negle i gulvet, skubbede sig op, på sit endnu raske ben, og halte så hastigt han kunne formå, med det andet ben slæbende efter ham. Smerten, der før kom fra hans øje, blev nu overdøvet af smerten fra hans knæ; en smerte der skar ham så dybt, at han til hver en tid kunne kollapse og lide tab af bevidstheden, han fortsatte dog ufortrødent. Hans ubrugelige ben, med knust knæskal og smerte, sænkede hans fremdrift, inden længe kunne han høre fodsporene og ringbrynjerne komme tættere.
   Endnu engang mærkede Galb en flængende smerte, da en skarp genstand huggede sig fast i hans læg, og igen faldt han til jorden. Varmt blod flød ud af flængen hvor genstanden sad. Han satte sine negle i gulvet, og satte i færd med at trække sig hen over stengulvet. Han gjorde alt hvad han kunne, for at komme væk fra sine overfaldsmænd, men forgæves. En fod trampede hårdt ned på hans hale, og holdt ham fast.
   Galb knyttede sine hænder, og trak dem ind til kroppen, og lagde hovedet ned i gulvet og lukkede hans stadig gode øje. Tårer samlede sig i øjenkrogene, og løb ned af kinden på ham, hvor de salte tårer blandede sig med det næsten størknede røde blod. Er dette enden? Kan det være sandt, at det her skal ende? Galb vendte sig om på ryggen, og hans blik mødte en dværg med gråt skæg, og fletninger der lå ned over det, som stirrede ham i øjne. Blikket fra dværgen var mørkt, og hadet kunne fornemmes i dem. Med en hånd løftede dværgen sin økse, og svang den ned mod Galb. Øksens kolde kys gav ham et rødt smil.