I Rødhætte åd den Bedstemor og i De Tre Små Grise var den stor og styg. Ulven har været offer for mange negative associationer, hvilket er skyld i dens upopularitet hos mange mennesker, som føler at den er en grusom, blodtørstig og nådesløs dræber. Det er samtidig disse mennesker som ikke sætter sig ind i hvordan ulven reelt er, og lader deres syn styrer af frygt for det ukendte og alle de negative associationer som hænger på dette vidunderlige dyr. Men realiteterne er meget mere nuanceret end hvad mange går og tror. Ulven er ikke så farlig som mange påstår, men skal dog stadig omgås og behandles med respekt.
Ulven (Canis lupus) er ét af de rovdyr, som har nemmest ved at tilpasse sig omskiftelige miljøer, hvilket betyder at de kan leve mange forskellige steder, som mennesket, alt fra det kolde nord til det varme syd, i territorier på rundt regnet 35 km2, men mindre kan gøre det. Den lever hovedsagligt af råvildt, men kan også nedlægge kronvildt; hvilket vejer næsten fem gange så meget som råvildt, og indtager cirka 4-5 kg kød om dagen, men de kan gå et par dage uden at få noget at æde. Dette betyder at der i et råvildt, til én enkelt ulv, som vi indtil videre har fået bekræftet i Danmark, er der mad nok til en uges tid, og det svare til at én ulv æder omkring 1400-1500 kg kød om året.
Mange modstandere af ulven, ytre gang på gang at ulven er et stort rovdyr. Det er ganske vidst det største rovdyr vi har set i Danmark i de 200 år den har været fraværende, men dog er den ikke meget større end en schæferhund.
Af natur er ulven sky over for mennesker, da den har været forfulgt ligeså længe som Homo sapiens har gået på planeten. Ulven vil have en naturlig frygt over for mennesker, hvilket betyder at vi ikke skal frygte ulven mere end et menneske bag rattet i en bil.
Da det kom for mine øre, at en strejfende ulv var blevet set i Danmark, ved Hanstholmreservatet i Thy, var jeg ekstatisk og oppe i skyerne af bar ildhu, for at et sådan vidunderligt dyr var vendt tilbage for at berige vor lands natur. Men da den blev fundet død, mistede jeg modet, indtil en ny ulv var blevet fanget i en fotofælde ved Harrildhede i Midtjylland, hvor min begejstring vendte tilbage. Derfor virkede det for mig (og virker stadig for mig) underligt at nogen overhovedet kunne modsige sig lysten til at have ulven tilbage i den danske natur, som den har været fra slutningen af den sidste istid til 1813, hvor den sidste ulv, tragisk nok, blev dræbt.
Jeg besluttede mig for at lære alt hvad jeg kunne om ulven, dens adfærd og habitat. Dette indebar at jeg også læste rapporten som Centeret for Miljø og Energi (CME) udfærdigede, samt mange af de postulater der var mod ulvens genindvandring. Mens jeg sad og læste, var der et par ting der slog mig: (1) alle modargumenter var baseret på alle de negative associationer som ulven har pådraget sig gennem tiden, og folks frygt der stammer deraf. (2) alle påstande var uden belæg; hvilket vil sige, at der var ingen, der havde et ordentligt og velargumenteret grundlag for at ulven ikke skulle have lov til at være i vor natur, det hele var baseret på myter og frygt for det ukendte. (3) alle argumenter mod ulvens berigelse af den danske natur var de samme som blev gentaget; der er ikke plads nok til at husere ulve i vores natur, de er farlige dræbermaskiner, de stresser og skrammer vildtbestandene, de tager landmændenes dyr og nærbefolkningens kæledyr, de angriber mennesker, samt et par andre.
At der ikke er plads til ulve i den danske natur, er en påstand uden belæg. Rapporten som CME udfærdigede, med videnskabelige metoder, fandt frem til at vores natur har 10 gunstige egne i landet, som ulven vil kunne trives i, eftersom de besidder en biotop som er ulvens fortrukne. Samtidig udregnede de, at der hvert sted ville kunne leve ét ulvekobbel på op til 8 individer. Dette giver sammenlagt en fastboende bestand af ulve på 80 individer. De tog samtidig højde for at der vil kunne komme strejfene ulve til landet, og fandt frem til at den danske natur da ville kunne husere 100 ulve: 80 fastboende og 20 strejfene.
Når der nu er blevet fastslået, at der kan være omkring 100 ulve i naturen, leder det hen til et nyt spørgsmål: er der mad nok til at så mange ville kunne leve i landet? Svaret er simpelt: Ja.
En ulv indtager, som nævnt tidligere, 4-5 kg kød dagligt. Lad os antage at det er 4 kg. Et rådyr vejer om-kring 20-25 kg, hvilket vil sige at ét rådyr, til én ulv, vil kunne holde i 10 dage. Det vil på ét år blive ca. 1460 kg kød. Det vil da betyde at én ulv ville være nødsaget til at nedlægge 146 stk. råvildt årligt. Har man da en bestand på 100 individer, vil det blive 14.600 nedlagte råvildt på årsbasis. Disse tal kan man da sammenlig-ne med de 30.000 råvildt som bliver påkørt årligt, og de 130.000 som jægerne årligt nedlægger på jagt. Tallene går op, og beregningerne har ikke taget i betragtning at ulve også supplerer deres kost med gnavere og ådsler.
Ulve er hvad man kan kalde for opportunister, de går efter de syge og svagelige individer. Ulven vil da hellere jagte et nemt bytte end et den skal bruge for meget energi på at jage (netop derfor har man set mange angreb på landmænds får, de er for nemt et bytte). Af den grund vil den rydde ud i bestanden af syge, skamskudte og påkørte råvildt. Samtidig vil den holde en sund bestand af råvildt, så der ikke kommer overflod af dem. Det skal også siges at ulven kun nedlægger hvad den har brug for, hvor mennesket nedlægger mere end deres egne behov.
Ulven er en dræbermaskine, men mennesket er den største. Det forekommer mig en anelse underligt at folk udtaler at ulven er en dræbermaskine. Det er klart den er en dræbermaskine, da det ligger til dens natur at slå ihjel for at overleve, den er trods alt et rovdyr (det ligger i ordet). Når folk ofte ytre sig på denne måde, glemmer de at vi mennesker også er dræbermaskiner, der nedlægger alt der har et hjerte, både for vores egen overlevelse, men også fordi vi anser det som en sport. Er vi af den grund mere anderledes end ulven?
At ulve skulle skramme og stresse vildtbestanden. I starten vil det være en mulighed, men de skrammer og stresser ikke mere end hvad mennesket gør når vi går i skoven med vores hunde, eller ødelægger deres habitater med veje, og forstyrrer dem ved at køre på vejene.
Ulve og vildt har levet side om side i gensidig respekt for hinanden i tusindvis af år, før ulven forsvandt fra naturen. Det kan tænkes at visse personer vil komme med argumentet om at vildtet vil have mistet deres naturlige frygt for ulven gennem dens 200-årige fravær. Det kan tænkes at det er hændt gennem generationerne, dog vil den vende tilbage. Ulvens genindvandring er en langsommelig proces, og før vi vil have en stor fast bestand af ulve, har vildtet lært at ulvene skal de være bange for.
Følger ulvens genindvandring til Danmark, den samme som i Tyskland, vil der gå 10 år fra den første ulv er spottet til det første ynglende og fastboende par er her. På baggrund af dette, kan man udlede at vildtet har 10 år til at vende sig til ulvens tilstedeværelse og lære at frygte den. Men ét ynglende par udgør ikke en stor bestand. Det kan være at der vil gå yderligere 10 år før en bestand af nævneværdig størrelse vil være i den danske natur. Dette giver da vildtet minimum 20 år til at genvinde deres frygt for ulven og vende sig til at leve side om side med den.
Ulve vil tage landmændenes landbrugs dyr, og nærbefolkningens kæledyr. Det er ikke utænkeligt at det vil kunne ske, men det kan minimeres ved at tage det der kaldes for forholdsregler.
Landmændene vil kunne indhegne deres dyr med elektrisk hegn (som ikke har behov for at være højere end 90 cm), som de tyske landmænd, og derved mindske risikoen for at deres dyr bliver taget. Samtidig kan de anskaffe sig en vagthund, som holder øje med flokken, og advarer mod eventuelle fare. Bliver ulven konfronteret af en hund, vil den højst sandsynligt forlade stedet, da det vil være den for meget besvær, når den ønsker at bruge så lidt energi som muligt og finde et nemmere bytte.
Hvad ejere af husdyr angår, kan det ikke undgås at der forsvinder ét husdyr eller to engang imellem, specielt hvis man lader dem vandre frit. Det vil nok mest være katte der ender i ulvens mave, da de er ét af de få husdyr som man tillader at vandre frit rundt. Dog skal man ikke som katte ejere være nævneværdigt bekymret for sin kat, da de er hurtige små dyr, og kan komme steder hen hvor ulven ikke kan (krat og træer).
Når det kommer til hunde, er der lovgivninger som fastslår at hunde ikke må være uden snor i naturen, med mindre der er tale om en hundeskov. Holder man hunden i snor i områder hvor ulve befinder sig, er ens bekymringer ubegrundet, da ulven formentligt vil være mere bange for dig og hunden end omvendt, og er forsvundet længe før I kommer den nær. Det er bevist at ulvenes føde i Tyskland kun består af 0,6 procent husdyr.
Det kan ikke være så svært at tage sine forholdsregler, og beklager man sig over hvor dyrt det er, er det intet andet end hysteri: Dine dyr, dit ansvar!
Ulve angriber mennesker. Det hænder, det er sjældent, dog er der en mulighed for at det kan ske, det er der ingen der benægter. Dog er der ingen grund til at hysse sig op over det. I de seneste 50 år i Europa, er der registreret 9 dødelige ulveangreb på mennesker. Dette er intet i forhold til at der i 2011 blev dræbt omkring 220 personer i trafikken. I Skandinavien er det sidste ulveangreb på mennesker, forårsaget af vilde ulve, fra 1882, og der er ingen kendte ulveangreb fra Tyskland i nyere tid. Eftersom mennesket ikke er et naturligt bytte for ulven, er det højst usandsynligt at ulve vil angribe mennesker.
Kigger man på forholdene i Italien, et land med 60 millioner mennesker og 1000 ulve, har der ikke været dokumenteret ét eneste ulveangreb i de seneste 150-200 år. I Abruzzo National Park, hvor der er en ulvetæthed på 1 ulv/4 km2 (hvilket svare til ca. 50-60 ulve), og 2 millioner turister om sommeren, er der endnu til dato ikke registret et eneste angreb. Ej heller har man i Rumænien, med 5000 ulve, hørt om nogen angreb på mennesker.
Derved kan man konkludere at der ingen grund er til bekymring.
Det kom mig på et tidspunkt for øre, at visse forældre var bekymret for om deres børn kunne gå i sko-ven, og tage i skovbørnehave. Jeg forstår deres bekymring, da det ligger til forældres natur at bekymre sig om deres børns sikkerhed. Dog behøver de ikke at bekymre sig. I selskab med voksne kan børn uden problemer færdes i skoven (alt lade dem gå alene i skoven er ikke videre intelligent, men direkte uforsvarligt). Deres børn kan også uden videre tage i skovbørnehave, uden at jeres hjerte behøver at sidde i halsen. Der vil som regel være 20-25 børn i en børnehave, som løber og skriger, mens voksne, kvalificerede pædagoger overvåger dem. Eftersom ulven er et sky dyr, vil 20 skrigene børn hurtigt kunne jage den væk, da den ikke er meget for al den larm børnene producere.
Som nævnt tidligere, så er det ikke uundgåeligt at en ulv vil angribe et menneske, på trods af at sandsynligheden for det er meget lille, og det er mere sandsynligt at blive dræbt i trafikken. Der er hovedsagligt 6 grunde til at ulve vil kunne finde på at angribe mennesker. (1) ulven er syg: er ulven syg vil den højst sandsynligt være for svag til at kunne jage vildt, og søger derfor efter et nemmere bytte. Dog er der intet der indikere at ulvene som kommer fra Tyskland er syge. (2) den er desperat: en udsultet ulv, og andre rovdyr for den sags skyld, angriber lette bytte dyr hvis de desperat har brug for noget at æde, før de ender med at dø af sult. De differentierer derfor ikke mellem mennesker og andet bytte. Mennesket er da også et af de letteste byttedyr, da vi findes i overflod. (3) den bliver provokeret: provokere man en ulv, eller andre dyr, kan de finde på at gå til angreb, eftersom man "trigger" dem til det. Udviser man provokerende adfærd over ulven, er det ens egen skyld at den angriber. (4) den føler at den er trængt op i en krog: trænger man et hvilket som helst dyr op i en krog, vil de angribe da de føler man er en trussel mod dem, og for at beskytte sig selv vil de angribe. Kæmp eller flygt respons. (5) de har unger: alle dyr vil beskytte deres afkom mod trusler og fare. Dette burde specielt mødre kunne relatere til. (6) ulven er blevet habitueret (tilvendt mennesker): jo mere en ulv omgås mennesker, og forbinder dem med positiv stimuli, vil den langsomt miste dens naturlige frygt, og derved kan den udgøre en trussel. Derfor skal man sensibilisere ulven hvis den er blevet habitueret. Dette gøres ved at man indgyder angsten for mennesket, så den oplever angst hver gang den ser eller høre mennesker. På den måde kan man udgå at den kommer for tæt på. At en ulv færdes tæt på en ejendom, er ikke ensbetydende med at den er habitueret, men at den har brug for at passere for at komme videre.
Møder man en ulv, som ikke længere frygter mennesker, kan det skyldes 1 af de 6 overnævnte punkter. Man kan se på en ulv at dens frygt er forsvundet, hvis ulven står fast og udviser dominans. Først der er der grund til bekymring.
Havner man i en situation, hvor man står over for en ulv, som står fast og udviser dominans, skal man få sig selv til at virke så stor som det er en muligt, og råbe af ulven, samtidig med at man prøver at dominere den. Det burde skramme den væk, men hvis ikke, er der god grund til at være bekymret. Men det vil sjældent ske, så når ture gås i skoven skal man ikke lade paranoiaen overskygge den vidunderlige naturoplevelse.
Ulven er et smukt dyr, og en berigelse til den danske natur. Den har levet her i flere tusind år før vi ud-ryddede den. Påstandene og argumenterne mod ulvens tilbagevenden er uden belæg, og ordentlige argumenter. Dét der gør modstanden af ulven så stor, er alle de negative associationer som har forfulgt ulven ligeså længe mennesket har vandret på jorden. Landmænd der påstår at ulven tager deres dyr, og kæledyrsejere der påstår at ulven vil tage deres elskede kæledyr, har givetvis ret. Ulven er et rovdyr, som mennesket, og dræber for at overleve. Dog kan risikoen minimeres ved at tage sine forholdsregler: anskaf et elektrisk hegn og vagthund. Hold hunden i snor i egne hvor der er ulve. Det skal dog nævnes at jeg går ind for en ordning som yder erstatning til landmænd som mister dyr til ulve. Men igen, dette kan minimeres ved at tage sine forholdsregler, og kun 0,6 procent af ulvens føde kommer fra husdyr.
Ulven har også mødt stor modstand fra jægere, som mener at der ikke er plads eller bytte nok til dem. Min far er gammel jæger, og har bekræftet at de er modstandere af ulven, fordi de er bange for at ulven tager alt vildtet som jægeren kunne have nedlagt selv. Dog vil man aldrig kunne få en jæger til at indrømme dette.
Staten kunne bruge mange millioner på at indfange og forflytte ulve til Tyskland, men skulle vi ikke hel-lere bruge de penge på noget mere fornuftigt, som bedre velfærd, og lade ulven klare sig selv. Går vi ikke i vejen for ulven, går ulven ikke i vejen for os.
Mange råber op om, at Afrika skal beskytte deres løver, leoparder og geparder, Indien og Sibirien skal bevare deres tigere, men hvorfor kan vi så ikke acceptere at leve sammen med ulven, det er hyklerisk.
Ulven er beskyttet af et EU direktiv for truede dyrearter, som fastslår at ulven befinder sig på IUCN's rødliste, og er derfor fredet, og må ikke skydes eller flyttes. Det er samtidig usandsynligt at Danmark får særtilladelse til at omgå direktivet. Om vi vil det eller ej, så er ulven på vej tilbage.
Ulven skal behandles med respekt. Den har ligeså meget ret til at være her som vi har. Naturen tilhører ikke kun mennesket, men alle jordens levende væsner. Vi må lære at leve sammen, og respektere hinandens tilstedeværelse.
Jeg ved at mange modstandere af ulven ikke vil ændre holdning, selv om beviserne for ulvens tilbage-venden er overvældene. Jeg sammenligner det lidt med kreationisterne: selv om beviserne er der, vil I ikke acceptere dem.
Dog vil jeg tillade mig at efterlade jer med et sidste spørgsmål: Hvis byttedyr og rovdyr kan leve sammen i harmoni, og side om side, hvorfor skulle vi så ikke også kunne leve sammen med ulven?