Alle mænd udforsker alle kvindens territorier, dog er der ét territorium, som utallige er tøvende med at sætte fod i. Det er det dybeste rige af en kvinde; et rige kun de mest modige af mænd tør sætte fod i, et rige, hvor ondskabens yngel bliver født. Riget er kendt under navnet Brylluppet. Jeg hylder de, som er brave nok til at udforske dette rige, og sørger over dem der har mod til at modsige sig ondskabens yngel.
Jeg har taget beslutningen om at revolutionere mit liv for bestandigt; Jeg har besluttet at drage på en rejse gennem riget Brylluppet. Nu skal jeg blot have afdækket den rette form for hyre, for at begynde på en sådan rejse.
Jeg har nu købt passage til herredømmet Brylluppet, i form af et rundt metal stykke med et hul igennem. Indtil videre har denne rejse været mig dyrest; det må være en risikabel ekspedition. Brylluppet er for mig et uudforsket territorium, og jeg ved ikke hvad der vil vente mig, når jeg passere grænsen til riget. Ønsk mig god vind.
Min rejse er blevet forhalet, grundet ulyksalige hændelser. Det er kommet mig for øre, at der ikke har været nok omhyggelig planlægning, og jeg må nu blot side tiden ud i spænding, og se om det er muligt eller ej, at begive mig ud på rejsen.
Formidable nyheder, det er kommet mig for øre, at planlægningen er blevet færdiggjort, og jeg kan nu påbegynde min rejse. Jeg vil da endnu en gang forespørge, at I ønsker mig god vind i sejlene.
Jeg har haft en mindre hindring i begyndelsen af min rejse. Jeg var nødsaget til at krydse en isende å med megen strøm kaldet Budgettet. Dog var det ikke en hindring af bemærkelsesværdighed.
Mange dage har passeret, og jeg har haft det held ikke at støde på megen hindring. Dog vil det ej være sådan mere. Den første virkelige hindring ligger forude. Jeg er blevet fortalt mange fortællinger, om dette bjerg jeg nu skal kæmpe mig om af. Bjerget har været rod til talrige tordenskyer. Bjerget går under navnet Kjolen.
Det har taget mig adskillig dage at kæmpe mig op af Kjolen, og det har ikke været uden hindringer. Jeg har været tvunget til at bruge min forstand og snilde for at overkomme disse forhindringer, og indtil videre har jeg været sejrrig over bjerget til megen glæde. Dog er det ikke Kjolens hindringer jeg frygter mest, der er hvad der ligger for foden af bjerget, en kløft der har krævet mange liv, og deri lever det mest afskyvækkende væsen, gylpet fra ondskabens underliv - Bridezilla.
Før min nedstigning fra Kjolen, skal jeg passe på med forsigtige skridt, hvis jer er at krydse den smalle sti, kaldet Ser Jeg Tyk Ud. Til dette punkt, har jeg kun én gang mistet fodfæste, dog lykkedes det mig at rede fæstet før jeg så mig til et dødeligt fald.
Jeg har nu nået kløften, og Bridezilla er påbegyndt at rejse sig fra Vrede, som den er navngivet. Hvis jeg ikke finder sikker overgang, bliver dette muligvis en tidlig ende på min rejse, dog må jeg fortsætte min søgen efter sikker passage over kløften. Jeg håber sådan en eksister.
Jeg lykkedes i at finde sikker overgang over Vrede. Overgangen var en form for ustabil hængebro kaldet Massage. På trods af den sikre passage, er jeg ikke ude af harme. Fare lurer i horisonten, og jeg frygter for hvad jeg kan støde på, hvis jeg fortsætter min rejse, dog må det gøres.
Det er mig endnu engang lykkedes at snyde døde. Jeg knap overlevede et angreb fra bæster mest modbydelige. I et uforudset fremstød fra væsnerne navngivet Elsker Mig Ej, undgik jeg med næppe døden. Denne ekspedition har vist sig mere hasarderet end først antaget. Dog må jeg holde hovedet højt, og fortsætte, jeg er kommet for langt til at vende om nu.
Jeg står nu ved kysten af et stort hav, kaldet Brudepigerne. Det er et svigefuldt hav, der har skibsvraget mange mænd i deres forsøg på at krydse det. Jeg nærer et håb, at dette ikke vil blive hvor jeg møder min ende.
Brudepigerne gjorde mange udfald på at skibsvrage mig, dog formåede jeg at ankomme i behold til den anden side. Jeg er til jer, der hjalp med at nå den anden kyst, forevig taknemmelig; I vil have min evige takke. Jeg er nu næsten halvvejs, og der er stadig mange hindringer jeg må overkomme, for at komme sikkert til den anden side af riget.
Jeg har begået en grusom fejl. Jeg kom til to stier, der var kaldet Ja og Nej. Jeg valgte tåbeligt at gå ned af stien kaldet Nej, og jeg har betalt dyrt for min fejltagelse. Jeg blev overfaldet af flyvende bæster, ræbet fra det mørke skovland, stien ledte mig igennem. De er givet navnet Hvad Mener Du. Skrammer blev påført mit kød, af de blodfrysende kreaturer. Jeg begyndte på hurtige skridt, for at komme ud af skoven hurtigst muligt.
Det har været et par dage siden jeg gik ned af den skæbnesvangre sti. Når jeg gør holdt for hvile, kan jeg stadig se de frygtindgydende øjne fra de blodfrysende væsner. Jeg håber at jeg på et tidspunkt oplever bedre dage.
Mine håb var for høje. Jeg har endnu ikke set bedre dage, kun dage med flere hindringer. Jeg har nu nået en tunnel med navnet Klager. Jeg må gå gennem; den er for stejl at klatre over. Klager er mere risikabel end Kjolen. Jeg ser ikke frem til dette.
Jeg har været i Klager i lange tider, og jeg ser ingen ende på hulen. I frygter jeg har taget en forkert retning et sted. Jeg gruer at jeg ikke får set denne rejse til ende. Dog må jeg fortsat holde min retning, og undgå panik - lettere sagt end gjort.
Dette bliver muligvis min sidste journal, du hører måske ikke fra mig mere. Jeg er ikke overbevist om at jeg vil overleve prøvelserne, denne farefulde ekspedition har bragt mig, dog vil jeg stadig gøre et svagt forsøg på at se denne rejse til ende.
Jeg kan nu se lys for enden af tunnelen. Jeg har klaret den igennem, og er kommet forholdsvis sikker ud. Jeg er overlykkelig at jeg stadig trækker vejret, og ikke har bukket under for de dødsensfarlige hindringer. Mine håb om at færdiggøre denne rejse er vendt tilbage.
I mange dage har jeg vandret under åben himmel med solen skinnende over hovedet. Det er rart med forandring af omgivelserne. Jeg ser frem til at dette vil vare ved.
Mine forhåbninger var ukorrekte. Mørke skyer samler sig over hovedet, og jeg står nu ved kanten af en marsk, kaldet Stres, jeg bliver nødt til at passere - Hvo intet vover. Jeg er uvidende om hvad der lurer under dette mørke vand, og det gør mig nervøs. Jeg kan kun bede til at jeg ikke vil falde bytte til et væsen der sniger sig op på mig.
Jeg er klaret den hele vejen gennem Stres, dog har jeg ikke gået langt, før en stamme af nogle mærkelige menneskelignede levende ting kidnappede mig. Mine forsøg på flugt fra kløerne af disse væsner, har været forgæves.
Disse menneskeagtige væsner, som bortførte mig, ser ikke ud til at være interesseret i at spise mig. Det ser der imod ud til at de udføre en eller anden form for mærkelig ritual, hvor jeg spiller en vigtig rolle. Dog kan jeg ikke se konceptionen af ritualet - Det er et mysterium jeg ikke måske ikke finder svar på.
Det mærkelige ritual, væsnerne udføre med mig, ser ud til at indeholde en form for gaveofringer, og fest for øjne med en kvindelig udgave af væsnerne danse. Jeg mistænker det er en form for besynderligt offer, til deres guder. Jeg må forsøge flygt endnu en gang.
Alle mine forsøg på flugt har fejlet. Besynderligt nok løslod de mig uden løsesum. Disse væsner giver ingen mening.
I ugevis har jeg rejst, og jeg har klaret mig gennem hindringerne mere eller mindre uskadt. Jeg er ankommet til en form for stamme, med indbyggere der skubber mig gennem hvad der for mig ligner gader; jeg har bemærket at de har taget min familie som gidsler. Da vi kom til en stor sten bygning, de kaldte ved et besynderligt fremmede navn: Kirke. Da vi entrerede den store sten bygning, placerede de mig foran en mandagtig skabning der bar en lang sort kjole, med et hvidt halsbånd. Måske den er en form kæledyr?
Det er mig ukendt hvor mange minutter jeg stod der, før døren endnu en gang åbnede. Jeg øjnede mig en mulighed for flugt, men før det var muligt kom, et væsen klædt i en lang hvid kjole, og et slør dækkende dens ansigt, gående op af sten gulvet mod mig. Flugt var umuliggjort.
Jeg er blevet benægtet en chance for flugt; jeg frygter at jeg må se denne ceremoni til ende. Den mandagtig med halsbånd, der åbenbart ikke er et kæledyr, gav mig det mest bizarre spørgsmål jeg nogensinde har hørt: Den spurgte om jeg ville tage den hvid klædte væsen for evigt. Evigt er lang tid. Jeg søgte at give svaret nej, dog frygtede jeg hvad stammen ville gøre mod min familie, så jeg gav det eneste svar jeg vovede. Jeg blev præsenteret med et stykke metal med hul i, til at putte på det hvide væsens finger. Det må være en måde at forsegle sakramentet.
Det hvide væsen blev givet samme underlige spørgsmål som jeg, og den gav samme svar, som jeg ufrivilligt havde. Den blev også præsenteret med et metal stykke med hul i, til at sætte på min finger. Jeg frygter at jeg er blevet bundet i trældom.
Vi er nu blevet flyttet til et sted kaldet Receptionen. Min familie ser ud til at more sig over situationen; jeg forstår ikke hvad der more dem; er de ikke gidsler? Jeg tror jeg bliver nødt til at forstille at jeg more mig, for ikke vække mistanke, så jeg kan forsøge tidlig flugt, og se min familie frigjort.
Jeg har ikke været succesfuld i mine flugtforsøg, og forsøg på at frigøre min familie; åbenbart er der høj sikkerhed. Mærkeligt nok lader stammen min familie tage af sted når de lyster, dog beholder de mig, og min familie ser ikke ud til at ville rede mig. Er jeg blevet efterladt?
Jeg er nu blevet overflyttet til en location med navnet Natten. Navnet lyder ildevarslende, og jeg er bange for hvad der kan ske.
Det ser ud til at jeg ikke har grobund for at være bange. Det ser ud til at det hvide væsen udføre en form for parrings ritual. Hvis det bliver udført i samme facon, som jeg er vant til, kan jeg oprigtigt ikke vente.
Jeg er blevet holdt gidsel i næsten en uge, og det ser ikke ud til at de er blevet trætte af mig. Jeg har hørt røgter om at jeg er at blive taget alene, med væsnet jeg afgav løfte til, til en slags ø de har kaldt Hvedebrødsdagene. Måske er det der jeg skal se min flugt.
Hvedebrødsdagene er et paradis sammenlignet med resten af riget. Jeg tror jeg vil blive her for en uge og lade op, før jeg endnu engang drager videre på min færd.
Måske jeg var for hastig i mit ønske om at genoplade før videre rejse. Parringsritualet ser ikke ud til at have nogen ende; det er udmattende.
Jeg har været succesfuld i endnu engang at påbegynde min færd, og jeg er næsten ved enden. Ugen på Hvedebrødsdagene har gjort mig godt. Jeg håber der vil ej være flere hindringer på min vej.
Endelig har jeg nået enden af min rejse. Det har været en dumdristig ekspedition med mange halsbrækkende hindringer. Jeg er taknemmelig for stadig at trække vejret, og jeg er udmattet efter den lange rejse. Jeg har ingen planer om andre ekspeditioner af samme kaliber i den nærme fremtid. Jeg vil nu drage hjem, og smelte sammen med min seng, og hvile efter denne interessante rejse.
Jeg frydede mig for tidligt. Før min hjemkomst, skal jeg vælge mellem to stier: Ægteskab og Skilsmisse. Hvorfor var jeg ikke advaret om, at sådan to riger ville befinde sig for enden af Brylluppet? Jeg havde så store håb om at denne rejse ville ende snart. Dog skal jeg vælge en sti, men hvilken skal vælges?