Lyden af råb og skrig, og metal mod sten, blev båret gennem gangene i Nidavöggu. Bivar sad bastet til tre af hans fæller i et kammer. Han havde svært ved at trække vejret gennem sin brækkede næse, men hvilken forskel gjorde det, når det gjorde ondt bare at trække vejret, på grund af hårdt forslåede ribben. Bivar bevægede hovedet lidt frem og tilbage, i et håb om, at han kunne finde ud af, hvad der foregik. Mens han drejede nakken for at lytte, faldt hans blik på to af hans faldne fæller; den ene kvalt med sit eget lem, den anden hovedet halvt revet af. Blodet omkring dem lå tykt og størknet. Havde vi ej havnet i troldens kløer, vil dette aldrig være hent. Forbandede mosgnaskere, må de få en langsom og grufuld ende!
   Ti solopgange havde de været ude og spejde, og mærke træer klar til at blive fældet. Som det altid var i området med de grå træer, hang skyerne mørke og faretruende over deres hoveder. De var elleve dværge, to enheder, der havde slået sig sammen. Natten faldt over dem, og fortærede skoven hel. Bivar, der holdt de resterende fakler tændte én, da de ikke havde fundet et sted hvor de kunne slå lejer for natten. Flammen fra faklen flakkede i mørket, og kastede et lille lys fra sig, i det store, altopslugende mørke. Sneen knitrede under deres fødder for hver skridt de tog. De søgte efter et hvilested i et godt stykke tid før de omsider, fandt et sted i læ fra vind og den værste kulde.
   En gråskægget dværg smed sin rygsæk på jorden, så sne hvirvlede op. Ud af rygsækken fandt han lidt brænde, og begyndte at opstille et bål, mens de andre gjorde sovepladser klar. Da bålet var sat, gik Bivar hen og lagde faklen på bålet. Ilden tog fat i det tørre brænde, og inden længe kunne alle elleve side og varme sig ved den behagelige ild.
   Mens de varmede sig og spiste tørret kød, delte de fortællinger med hinanden om, hvad de havde oplevet mens de var ude og spejde. "Skovens kæmpe, der sendte mange af vor brødre til Daudrheim, og blesserede Hornbore?" sagde Eikenskalde, en gråhåret dværg, med mange perler i skægget, da en af de yngre spurgte ind til den. "Det hæslige bæst slagtede jeg vinteren efter. Sikke en kamp det var. Tolv fod ragede den over jorden, aldrig en modstander som den har jeg mødt. En værdig modstander af en trold at være, må jeg sande. En god halv dag slog vi på hinanden, nægtede begge at lægge os. Dog fandt min hammer bæstets svage sted, og til jorden den faldt. To rust den indtjente mig. Som minde for værdig kamp, tog jeg dens ene hugtand." Han førte sin hånd ind under hans tøj, fremdrog en hugtand stor som en seax, hængende i en lædersnor, for de andre at beundre.
   Historierne døde hen, og hvile kaldte på dem. Eikenskjalde tog den første vagt, mens de andre lukkede øjnene.
   Bivar lå under sin pels - urolig - søvn ville ikke indfinde sig. Han havde en hvileløs fornemmelse og lå på vagt, et eller andet føltes ham forkert. Bivar lå med øjne åbne, stirrede ind i den dansende ild, og ventede på det værste.
   Snorken fra de andre dværge blandede sig med lyden fra Eikenskjaldes nynnen, Gudernes Sorg lød det som, og let vind.
   En raslen i krattet lød, og Bivar drejede hovedet lidt hen mod lyden, mens han observerede Eikenskjalde der rejste sig op, med våben i hånd, og bevægede sig hen mod krattet, hvorfra lyden kom. Bivar rullede om på den anden side, og holdt sit blik fæstet på Eikenskjalde.
   Eikenskjalde ruskede i krattet med sin stridshammer for at fremlokke hvad end der gemte sig. Ud af krattet sprang en trold, og rev Eikenskjaldes hoved halvt af. Bivar sprang på benene, greb sin kampøkse, og råbte "TRO..." Dog før han kunne færdiggøre ordet, blev han ramt i baghovedet.
   Jorden nærmede sig, og alt sortnede.
   Han åbnede og lukkede øjnene, alt var tåget. Han rystede hovedet og skar ansigt. Hans hoved dunkede, og han gjorde forsøg på at løfte hænderne op, og gnubbe på sit ømme punkt. Men ak, det kunne han ej. Da han genvandt bevidstheden og kunne klarlægge, hvad der var hent, fandt han sig bastet til ni af hans fæller i et kammer kun oplyst af fakler langs væggene.
   Ind i kammeret kom en syv og en halv fod stor trold slentrende ind, med en hvalp af slagsen efter ham. Bivar gættede at han ikke kunne være højere end en dværg. Den store trold sparkede til hvalpen, så den tumlede ind i væggen. "Hold øje!" brummede den store trold, mens han løftede en finger hen mod Bivar og hans brødre.
   For Daudrheim, hvorledes kunne det lade sig henne?
   Skrig og metal mod klippevæg og gulv nærmede sig kammeret, hvor Bivar og hans resterende brødre opholdt sig. Bivar tog en dyb indånding, og åndede lettet op, da han blandt virvaret svagt kunne høre dybe og ru dværgestemmer, mellem de faldende trolde.
   "Hvad foregår derude?" spurgte én af Bivars brødre.
   Bivar holdt sin tunge stille, og nød lyden af troldeskrig. "Vor frelse!" svarede Bivar endeligt.
   Bivar vidste, at deres flygtede brødre ville hans ordre, og vende tilbage og se dem fri af troldenes kløer. Havde det ej været for hvalpen - under hvilket navn gik den? Ah - Galb - ville det ej have været dem muligt at bortfly.
   De sad med bastede hænder og fødder, og var knyttet med et reb viklet tre gange rundt om dem, bundet i knude. Efter flere dages udspørgninger om det samme, hvor hvalpen havde siddet med og skuet, havde hvalpen Galb selv en dag kommet ind til dem, for at forsøge det samme.
   Den havde bundet rebet, der holdt dem sammen, op for at kunne trække én af dem hen til væggen og udspørge ham. Da den ikke fik mere en spot og hån, opgav den, og slæbte ham tilbage til de andre, og bandt dem samme igen. Dog fik den ikke bundet knuden ordentligt, og da hvalpen havde forladt kammeret, gik der ikke længe før knuden løsnede sig selv. Mange af Bivars fæller, prøvede at komme ud af rebene, der holdt deres hænder og fødder sammen.
   "Holdt blot et øjeblik." sagde Bivar, "Vi må smede vore nerver til stål, og bie til mosgnaskerne ej længere bevæger sig på gangene."
   Snorken fra trolde gjaldede i Nidavöggu, og dværgene øjnede en mulighed for at slippe væk. Rebet der bandt dem sammen, fik de bevæget ned omkring deres liv. De begyndte at binde hinandens hænder op.
   Fodtrin kunne høres nærme sig, og de fem dværge der var kommet fri af bast, satte sig hurtigt ned, med hænderne på ryggen og fødderne samlet. Trolden gik forbi det åbne kammer og kiggede ind. Der fik Bivar øjne set at rebene, som de frie dværge havde været bastet med, lå synligt fremme, for trolden at se. Sved samlede sig på hans pande, og hans hjerte begyndte at hamre derudad. Han løsrev sit blik fra rebet, for ikke at fange troldens interesse eller skabe mistanke om, at noget var galt. Efter lidt, fortsatte trolden ned af gangen.
   Bivar åndede lettet op. "Vi kan ej alle søge friheden. I der ej længere er bastet, fly og vend tilbage med broderhånd, og lad troldene kvæles i skrig."
   "Af hvilke grunde ytre De dette, har De tabt sindet?"
   "Vi ved ej, hvor længe der vil gå, før de atter vælger at udspørge os. Dog kan jeg sige med sikkerhed at de ofte her forbi vil slentre. Ses vi ej her, vil grupper sendes ud, og flere brødre vil formodentlig være i fare, en chance vi ej kan tage. Fly, vi der bliver tilbage dækker for jeres bortgang, så længe de ej søger at udspørge os."
   Tilbage er de vendt, og trolde kvæles i gal, vidundersang for mine øre!
   Ind i kammeret kom to af deres brødre, mens de andre lod sig blive ude på gangen, for at holde troldene stand, mens de kunne befri Bivar og de andre bastede. Rebene faldt, da de blev skåret over, og de sårede dværge rejste sig op med smerter.
   "Taknemmelighed Hornbore." sagde Bivar, og de greb hinandens underarme.
   "Láttu ekki í bródir aftur!" svarede Hornbore. Lad ej en broder værende tilbage! "Kan de fejde?"
   "Mine arme er stadige." svarede Bivar. Hornbore gjorde en bevægelse, og Tror kom hen til dem, og rakte det ene af de to våben, han havde på sig, hen mod Bivar.
   Da de alle atter havde fået deres våben i hånd, gik fire af dværgene hen til deres faldne brødre, to ved hver, og løftede dem op, det sidste de ønskede var at se dem blive hos troldene.
   De satte i hastige skridt væk fra kammeret og drejede ned af gangen der førte dem tilbage til den åbne himmel. Trolde kom fra begge sidder, fra fronten og bagsiden. Bivar svingede sin hammer mod en trolds hoved, med det kraft han kunne ligge i. Hammeren var træfsikker, og blodet fløj ud af munden på den. Før den nåede at falde til jorden, kom endnu en, som Bivar ikke fik ramt ret, og den væltede ham til jorden.
   Da han ramte jorden gik et stød op gennem hans forslåede ribben, og han skar ansigt i smerte. Trolden skulle til at banke dens næve ned i hans hoved. Bivar løftede hammeren og svingede mod trolden, og ramte dens sammenknyttede hænder der var på vej ned mod ham. Trolden gav et brøl fra sig, og sparkede til Bivar, der gled et par fod hen over stengulvet. Han løftede hovedet og så trolden på vej mod ham, men langt nåede den ikke, før Nye kappede dens ben væk over knæet.
   Bivar rejste sig op i hast, og kæmpede sig videre vej gennem gangene i Nidavöggu, sammen med de andre. Knuste hovedet på en trold, og en anden bed to fingre af ham. Det var et kaos af brøl, blod og livløse kroppe.
   Ned ad gangen kom flere trolde løbene med store katte i snor. Troldene lod rebet falde, og de store katte løb frit. De satte med stålfast blik og hvæssen hen mod dværgene. To var på vej over mod Bivar. Den ene, en sort én, satte af og sprang hen mod ham. Før han formåede at løfte sin hammer, og slå den, fik Sorte fat i ham og slynget ham hårdt ned i gulvet. Den rødlige der fulgte Sorte, var i hast på vej hen til ham, mens Sorte rejste sig op. Bivar gjorde forsøg på at komme hurtigt på bene. Han svingede hammeren, ramte Røde på skulderen. Sorte undveg Bivars udfald. Begge katte sprang på Bivar, og væltede ham omkuld. Febrilsk forsøgte at han at fjerne dem fra sig, dog uden held. Kattene kradsede ham, og bed i hans arm. Deres tænder skar dybt. Havde det ikke været for hans kraftige muskulatur, havde de knust hans arm knogle. Swoosh, swoosh. De to katte faldt om. Tungt lå de over ham, blodet trillende ud fra et hul i hver deres hoved. Med smerter i armen og ribbenene, fik han med besvær og pine mejslet i ansigtet, skubbet begge katte af ham. Dog havde han ikke længe til at komme sig, før han atter måtte på benene og kæmpe videre.
   For øjnene af ham så han én af sine brødre, der var holdt fanget sammen med ham, falde for foden af en trold, der havde slået en knytnæve ned i munden på ham, og revet kæben af. Bivar skyndte sig hen til ham, svang sin hammer i brystet på trolden, som tumlede tilbage ind i væggen. Bivar nåede ikke at gøre det af med den, før en anden kom fra hans højre side. Han svingede hammeren, og ramte trolden, idet trolden ramte ham. Hans brækkede næse fik endnu et brud.
   Flere trolde faldt for hans hammer og hans brødres våben. Han kunne mærke, at det blev koldere og vinden hårdere. Tæt var de på deres frihed. Endnu én af hans brødre faldt, en af dem der fløj. Ikke længe efter beskuede Bivar tre trolde, der holdt i hver deres lem på en dværg og rev i ham, han skreg af smerte. Bivar forsøgte at komme ham til undsætning, men flere trolde forhindrede ham i det. Begge arme og et ben blev revet af dværgen, som faldt til gulvet og farvede det rødt. Inden de nåede nærmere udgangen, faldt endnu to af hans fæller, én overfaldet og halsen bidt over af fire af de store katte, én hovedet drejet halvt rundt.
   Udgangen kunne ses kort fremme. De satte alle farten op, mens de holdt troldene bag sig. En halv favn og de kunne forsvinde i snestormen. "ARRH" hørte Bivar, og han vendte sig om for se, fra hvem det kom. Hornbore lå med maven på jorden. Én trold fik fat i hans ben, og trak ham hen til sig, og væk fra hans økse, han havde mistet grebet om. De andre var kommet én favn ud fra Nidavöggu, og Bivar stod tæt på udgangen. Han strammede sit greb om sin hammer, og skulle til at sætte i løb tilbage mod Hornbore, der kradsede i gulvet og sparkede med benene for at komme fri af troldens greb.
   "Fly, din dåre!" råbte Hornbore, idet han blev løftet op af fire trolde, som begyndte at rive ham i hver deres retning. Bivar stoppede sin tilbagegang mod Hornbore. Lad ej en broder værende tilbage! Ord han ikke nu kunne efterleve. Han vendte sig mod udgangen og satte i løb til de andre, i samme øjeblik Hornbore blev delt ved livet. Troldene smed hans underkrop og overkrop på jorden.
   De overlevende bortflyede ind i snestormen, og ind mellem de grå træers skygger.
   Natten kom krybende ind over dem, og et bål flakkede i midten af de overlevende dværge. De havde søgt tilflugt fra vejret i en hule, i en lille klippe. De sad rundt om bålet og sang sangen Til Efterlivet.
   ...
   Et hil som vil, gjalde i hans øre.
   Og nu vi ham råbe, højt dertil
   Vor største, lunge hil.

Sangen sluttede og de seks overlevende dværge sad og stirrede ind i ilden.
   "Havde mosgnaskerne ej holdt jer fange så dybt i Nidavöggu, ville faldet af brødre ej være så stort." Det var Nar der brød tavsheden.
   "Vi skulle ej have ladt de faldende være tilbage hos troldene, Láttu ekki í bródir aftur!" sagde en brunskægget dværg ved navn Tekk, som blev holdt fanget med Bivar, men formåede at undslippe.
   "Hornbore ytrede strenge ordre, da han løsnede tunge om vore andet hverv." sagde Funden, "Lad de faldende være tilbage, fly, med de der endnu besidder liv, til Kalmarheim, ytre om vor opdagelse, og se en hær samlet. Det er hvad vi gør. Og da ser vi troldene falde til Sorteriget."
   Dværgene stirrede atter ind i det gnidrende bål. Fra indgangen kunne lyden af et knagende træ høres, men kun tanker om blodhævn kredsede bag de overlevendes øjne.