"Emily, vi går om tyve minutter," Emily så fra sin bog op på sin far, der stod i døråbningen indtil hendes værelse.
   "Hvadbehager?"
   Han hævede det ene bryn, og betragtede opgivende sin datter over brillekanten.
   "Kom du ud af din drømmeverden, og få en pæn kjole på, vi går mod teatret om tyve minutter."
   "Jeg skal nok være klar, far" mumlede Emily, og begravede sig igen i sin bog. Hun læste kapitlet til ende, satte et bogmærke i bogen med et længselsfuldt suk, før hun trak en kjole ud af klædeskabet.
   Da hun var klar, stod hun lidt foran spejlet, og betragtede sig selv. Hun var 17 år, og havde alle formerne som en kvinde, hendes lange lyse hår faldt smukt ned over hendes skuldre. Ellers var hun såmænd ikke synderligt køn. Hendes øjne var for små, og næsen for stor. Hendes ansigt var bredt, og når hun smilede afslørede hun en skæv tand i overmunden.
   Hun gik ikke meget op i sit udseende, men hun ville ønske, at hun fra naturens side havde været bare lidt køn. Men når hun ikke så sig i spejlet, kunne hun forestille sig, at hun var smuk som en gudinde - det var godt nok for hende det meste af tiden.
   Fra sit smykkeskrin tog hun nu medaljonen frem, som hun havde arvet efter sin mor. Den var hjerteformet og smuk i guld og med tre små ædelstene som midte i hver sin indgraverede blomst. Indeni var der et foto af hendes mor som ung. Emily elskede at sidde og kigge på billedet og forestille sig, hvordan hendes mors liv havde været, hvilke tanker hun havde dengang dette foto blev taget.

Emily trådte sammen med sin far ind i foyeren, der allerede var fyldt med mennesker. Det var en fantastisk stemning: folk i fint tøj, en summen af forventning.
   Emily rettede ryggen og så sig omkring, med et reserveret smil. Hun følte sig som en prinsesse, og forestillede sig, hvordan alle, når de så hende, stumme af forundring måtte se i hendes retning...
   Lige indtil en mand prikkede hendes far på skulderen. Emilys far vendte sig, og det samme gjorde Emily. Bag dem stod en lille skaldet mand, og smilede venligt til dem.
   "Mr. Williams," sagde han, og rakte hånden frem, "jeg synes jo nok det var Dem."
   Emilys far tog imod den fremstrakte hånd.
   "Godaften Mr. Johnson," sagde han, "må jeg præsentere min datter Emily."
   "En fornøjelse, Miss Williams," sagde Mr. Johnson. Emily bøjede hovedet og svarede ham så lavt, at hun ikke var sikker på, om han havde hørt hende.
   "Glæder du dig til at se forestillingen?" spurgte Mr. Johnson hende, og smilede fornøjet.
   Emily kunne mærke sine kinder blive røde. Hun var ikke god til at tale med folk og ville allerhelst lades i fred.
   "Ja," sagde hun, og så ned.
   Mens hendes far talte med Mr. Johnson, vovede Emily forsigtigt at kigge sig omkring. Hun var ikke længere nogen prinsesse, men bare en halvgrim og genert pige. Lidt væk stod en ung mand et par år ældre end hende selv, han så på hende, og han smilede, da hun kiggede på ham. Emily så hastigt væk igen. Hun kunne føle hans øjne hvile på hende endnu. Bare han dog ville lade være med at se på hende.
   Endelig lød det første ring med klokken. Emily og hendes far forlod Mr. Johnson, gik ind i salen og fandt deres pladser. Først da lyset blev dæmpet i salen kiggede Emily sig rigtigt omkring igen - en sidste gang før hendes liv blev forandret for altid.

Det hele gik så langsomt, at hun egentlig ikke opdagede det ske.
   Det var først, da hun om aftenen sad hjemme på sin seng, at hun blev opmærksom på forskellen. Hun havde taget sin bog frem for at læse videre, men da hun havde åbnet den, havde hun egentlig ikke lyst til at læse. Hun havde stadig hans ansigt brændt ind på nethinden. Hun kastede et sidste blik på bogen, og lukkede den.
   Hele hans skikkelse var slank og skrøbelig at se på. Skrøbelig, og alligevel ukuelig. Hans hår var mørkeblond, og hans ansigt afslørede ærlighed og sårbarhed. Han smilede, og det var som om, det var hende, han smilede til. Han rakte hånden frem mod hende, ligesom han havde gjort det til den kvindelige hovedrolle.
   Emily slukkede lyset og lukkede øjnene, og så tog hun imod hans hånd.
   Hun vågnede tidligt næste morgen. Stod ud af sengen som i en trance. Hun havde drømt om ham, og var ked af, at drømmen måtte stoppe.
   Hun klædte sig på, og satte sig igen på sengen. Det hele var så fjernt her i morgenlyset. Så uvirkeligt. Hun følte sig tom indeni. Lukkede øjnene, og forsøgte at se hans ansigt igen. I et svagt øjeblik, kunne hun mærke ham ved sin siden. Han havde lige lagt sin arm om hende, da en lyd bag hende tvang hende til at åbne øjnene.
   "Godmorgen, min pige," lød fars stemme, "sikke tidligt du er oppe i dag."
   "Godmorgen, far," svarede hun ærgerlig over, at han var forsvundet igen.
   Ved morgenbordet havde hun ingen appetit, men tvang sig selv til at spise lidt, for ikke at gøre sin far bekymret. Hun gik tidligt hjemmefra, men var nær kommet for sent i skole alligevel, fordi hun var gået forbi teatret, bare for at få et hurtigt glimt af ham på plakaten.
   De næste uger gled ubemærket forbi hende. I skolen kunne hun ikke koncentrere sig. Hun spiste næsten ingen mad. Talte endnu mindre til sin far, end hun plejede. Bogmærket sad stadig det sted i hendes bog, hvor hun havde sat det, den aften, for en evighed siden i en anden verden.
   Hun gik rundt som et spøgelse, og først når natten kom, livede hun op. Når natten kom, havde hun ro til at drømme.
   Men selv hendes drømme begyndte så småt at være utilstrækkelige.
   Hun hadede sig selv for det, men hun var begyndt at glemme, hvordan han så ud. Hun gik forbi hans billede hver eneste dag, men det var kun ét billede, det viste hende ikke hvordan han så ud, når han lo, når han var ked af det, eller hvordan hans ansigt ændrede sig fra ét udtryk til et andet.
   En dag på vej til skole, gik hun som sædvanligt forbi hans plakat. Som hun plejede, satte hun umærkeligt farten ned, bare for at forlænge øjeblikket en smule, og så så hun ham.
   Faktisk blev hun først irriteret. Han kom til at skubbe hende bagfra, og ødelagde dermed det magiske øjeblik, hun så frem til hver morgen: når hun gik forbi hans plakat.
   "Undskyld Miss," sagde han. Hun kendte straks hans stemme, og standede op. Paralyseret.
   "Er De ok?" spurgte han, og så bekymret på hende.
   "Øhm ja..." fik hun endelig fremstammet, "tak." Hun forsøgte sig med et smil, og bandede samtidig sin skæve tand langt væk.
   Han smilede tilbage. Til hende. Så gik han hastigt videre.
   Han var her. Han havde rørt ved hende. Hun så efter ham, men kunne ikke længere få øje på ham. Åh, hvorfor havde hun ikke sagt noget mere?

Om aftenen, da hendes far var gået i seng, listede Emily sig ud. Hun havde ventet i lang tid på hans snorken, der var signal til, at han helt sikkert sov, før hun endelig listede sig ud af døren. Hun havde aldrig før været ude så sent. Gadelygterne udsendte et blidt lys, der afslørede næsten tomme gader.
   Det var sidst på sommeren - aftenluften var kølig, og Emily ønskede hun havde taget sin varme frakke på. Men det betød ikke så meget. Hun nåede frem til teatret, der var smukt oplyst, og hun stillede sig det samme sted, som hun havde stået, da han var kommet. Hun lukkede øjnene, og genoplevede situationen. Hans bekymrede udtryk i øjnene. Han havde været bekymret for hende. Hans smil. Det smil, der havde gengældt hendes smil.
   Hun åbnede igen øjnene, og vendte sig helt mod plakaten. Hun var alene, og kunne få ro til at stå og nyde hans billede, så længe hun ønskede.
   "Der er ikke flere forestillinger i aften, Miss," lød en stemme bag hende. En stemme hun kendte alt for godt. Hendes hjerte slog hurtigere. Hun havde ikke hørt ham komme. Hun vendte sig smilende imod ham.
   "Jeg ved det godt," sagde hun, da hendes øjne mødte hans, "jeg er bare ude på en lille aftentur."
   Hans venligt smilende ansigt ændrede sig, da hun så ind i hans øjne. Hans øjne blev store, håbefulde, hans smil forsvandt, blev til en stille måben.
   "Jamen, er det ikke Dem, jeg var ved at vælte i morges?" spurgte han ømt. Som om dette møde, dette gensyn, var lige så stort for ham, som det var for hende.
   "Nåh, De kan godt genkende mig?" lo hun, "der skete ingen skade, sir."
   "De kan bare kalde mig Walter, miss" sagde han.
   "Og De kan kalde mig Emily."
   "Emily," gentog han, "Emily, må jeg gå sammen med dig?" Han bød hende sin arm, hun sendte ham et legende smil og tog den. Sammen gik de videre ned ad gaden uden andet mål end at være i selskab med hinanden.
   "Emily, jeg har tænkt på dig hele dagen," sagde han så.
   Det er kun retfærdigt, tænkte Emily, jeg har tænkt på dig i en evighed.
   "Du troede forhåbentligt ikke, jeg var kommet til skade, på grund af sådan et lille skub?" lo hun.
   "Nej," sagde han, og standsede op, han drejede hendes ansigt i hans retning, og så alvorligt på hende, før han fortsatte, "det var det smil, du gav mig. Smuk som en gudinde. Jeg har ikke kunne få dig ud af hovedet igen."
   Emily kunne ikke gøre andet end at smile til ham, og han smilede igen. Det skønne smil, som hun kendte så godt.
   De gik ind i parken. Med ham ved sin side var det som at gå ind i en eventyrverden. Søen syntes at skinne som sølv, og blomsterne i parken udsendte den sødeste duft i aftenluften. Selv månen virkede pludselig større. Hun gøs lidt.
   "Fryser du?" spurgte han.
   "Nej, det er ingenting," smilede hun. Han tog alligevel sin frakke af, og lagde den om hendes skuldre. Den var dejlig varm. Hun kunne mærke hans duft, og den varme, frakken gav hende, kom fra hans krop. Det var en berusende tanke.
   De kom til en bænk med udsigt over søen.
   "Skal vi sidde?" spurgte han. Emily satte sig først, så satte han sig.
   "Fortæl mig noget om dig selv," bad han hende, efter en tid i stilhed "jeg føler jeg kender dig så godt, og alligevel ved jeg ingenting om dig."
   Hun begyndte at fortælle. Hun fortalte om sin mor, der havde haft en sindslidelse, og havde taget sit eget liv, da Emily var bare tre år. Hun fortalte om sin far, der stadig var tynget af sorg, men havde klaret det og passet på hende siden da. Hun fortalte om de bøger, hun havde læst. Hun fortalte om, hvordan hun altid havde følt sig anderledes. Hun vovede sig endda til at fortælle ham om, hvordan hun var blevet forelsket i ham dengang for en evighed siden, da hele verden ændrede sig.
   Og han fortalte om sin barndom. Om hans forældre, der havde støttet ham i alt, om hans højtelskede lillesøster, der var bare ét år ældre end Emily. Han fortalte, at han også havde følt sig anderledes, at han aldrig havde følt sig hjemme i skolen mellem kammeraterne. At det var derfor, han havde valgt scenen, fordi han dér kunne give udtryk for alle de sider, han havde inden i sig. Fordi han dér kunne være alle de ting, andre ikke forstod. Han fortalte hende, at han også var blevet forelsket i hende, i det øjeblik han så hende.
   Først da himlen begyndte at lysne ude i horisonten, fulgte han hende hjem.
   De stod foran porten. Hun havde ikke lyst til at forlade ham.
   "Tak, for lån," sagde hun og rakte ham frakken tilbage.
   "Tak for i nat, Emily," sagde han. Han tog frakken på, og greb hendes hænder i sine.
   "Selv tak, Walter," sagde hun. De stod længe og så hinanden i øjnene. Langsomt hævede han hendes hænder op til sin mund, og kyssede hver hånd så umærkeligt blidt, at det ikke var til at holde ud.
   "Godnat, Emily," sagde han så.
   "Godnat, Walter. Jeg vil vente på dig her i morgen aften."
   Han smilede til hende. Hendes hjerte smeltede.
   Hun vendte sig og gik ind gennem porten. Kiggede en sidste gang efter ham, inden hun lukkede porten igen. Men han var allerede gået.
   Hun frøs nu, og skyndte sig op ad trappen, hvor hun låste sig ind i lejligheden. Hun kunne igen høre sin fars snorken. Hun så på uret. Klokken var snart fem. Hun kunne måske nå at sove en time eller to. Hun lagde sig ind under dynen. Og først nu, mærkede hun, hvor meget hun egentlig frøs. Men det betød alt sammen ikke noget. Denne nat var det bedste, der nogensinde var sket for hende. Hun havde stadig ikke sovet, da klokken slog syv på uret inde i stuen.

Den næste aften var hun klar igen. Mens hun ventede på sin fars snorken spejdede hun igen og igen ud af sit vindue, for at se, om han ventede dernede, men hun kunne ikke se ham.
   Hun havde haft ondt i halsen hele dagen, og havde fundet sin varme frakke frem.
   Da det første snork lød, var hun klar, og sprang ud af døren, ned ad trapperne, ivrig efter at se ham.
   Hun kom ned lige i rette øjeblik: Han kom rundt om hjørnet samtidig med, at hun lukkede porten bag sig. Han smilede da han så hende. Hun gengældte hans smil.
   De næste måneder var fantastiske. Der gik ikke én aften, hvor de ikke sås. Han var hendes mand, hun var hans dame. Men det var stadig en smuk hemmelighed imellem de to. Hun så fremtiden for sig, som en lysende drøm, der ligeså langsomt ville gå i opfyldelse. Hun var lykkelig. Hun kunne igen koncentrere sig om skolen. Hun kunne atter læse sine bøger, men nu var hun ikke længere fortabt i deres univers, de var ikke længere en tilflugt - hun havde noget, der var meget bedre. Hendes eventyr var bedre end noget, hun kunne læse sig til.
   Hver aften gik de i parken, sad på den samme bænk, mærkede blomsternes duft, fortabte sig i hinandens selskab.

Emilys far havde fødselsdag i slutningen af november. Han fyldte 50, og de skulle holde et stort selskab på et hotel i byen.
   "Jeg synes du ser så bleg ud for tiden, min pige," sagde hendes far ved morgenbordet et par dage før den store fest, "nu skal du ikke til at være syg på min fødselsdag vel?"
   Emily havde glemt alt om fødselsdagen. Men hun smilede beroligende til sin far.
   "Jeg skal nok være frisk," sagde hun. Det var rigtigt, at hun ikke var på toppen for tiden, men hun kunne dårligt fortælle sin far, at det var fordi, hun hver nat gik rundt i parken med Walter. Hun smilede lidt for sig selv ved tanken om, hvad han ville sige, hvis han vidste det. Han ville ikke tro sine egne ører.
   Hendes far smilede varmt til hende, og vendte sin opmærksomhed imod sin avis igen.
   "Se Emily," sagde han pludselig, "kan du genkende ham dér?"
   Emily kiggede. Det var et billede af Walter hendes far pegede på. Han så meget alvorlig ud, og hans hår var anderledes. Det måtte være et ældre billede.
   "Er det ikke ham skuespilleren?" spurgte hun henkastet, og kunne mærke sine kinder blive røde. Bare hendes far ikke bemærkede det.
   Han smilede og nikkede.

"Walter, jeg kan desværre ikke mødes med dig på lørdag," sagde Emily bedrøvet, samme aften da de sad på deres bænk, "min far bliver 50, vi skal holde selskab."
   Et lille suk undslap hans læber. Hun mærkede et lille klem på den hånd, der lå trygt og varmt i hans.
   "Jeg..." begyndte hun, og bed sig selv i læben mens hun overvejede, om det nu også var klogt at bede ham om dette, han så afventende på hende "Jeg er sikker på, at du gerne må komme med, "sagde hun så, "jeg kan spørge min far i morgen, så kan jeg..."
   Hans øjenbryn trak sig sammen. Bekymret? Afvisende? Smertende? Hvor var han dog smuk.
   "Emily," sagde han, "det ved du jeg ikke kan. Det vi to har, må være en hemmelighed endnu. Vi må bevare magien så længe, det er muligt. Når først billedet af os to er ude over alle landets aviser, vil magien være brudt. Det vil jeg ikke kunne bære. Ikke endnu."
   Emily nikkede. Han havde sagt det før, og hun kunne godt forstå det. Hun selv ville nok heller ikke kunne klare den opmærksomhed, hun pludselig ville få. Alle hun kendte ville begynde at udspørge hende. Hun smilede til ham. Han havde ret, selvfølgelig havde han ret.
   Han stak en hånd i den ene frakkelomme, og trak en lille æske med op.
   "Jeg har for resten en gave til dig," smilede han.
   "Hvad er det?" spurgte hun nysgerrig som et lille barn. Han rakte hende æsken og hun åbnede den. Der lå en kæde med en medaljon i, hjerteformet. Hun åbnede den, og så på et billede af Walter. Han så meget alvorlig ud på billedet, men han var smuk. Hun strøg blidt henover det, med fingeren. Han lukkede den, og satte den rundt om halsen på hende.
   "Så kan du altid have mig på dig," sagde han og kyssede hendes hals.
   "Tak, Walter" sagde hun, og knugede sig til ham.
   Lidt efter rejste han sig og bød hende sin arm.
   "Vi må hellere få dig hjem, min smukke Gudinde," sagde han, "du trænger til at sove om natten." Han brækkede en rose af til hende. Hun duftede til den, og lagde hovedet mod hans skulder, mens de langsomt gik videre.
   Da hun var hjemme på sit værelse igen, satte hun rosen i en lille vase på sit bord. Hun tog medaljonen af og så engang på hans billede. Hun ville lægge den hen i smykkeskrinet ved siden af den fra sin mor, men hun opdagede til sin undren, at hendes mors gamle medaljon manglede. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde brugt den, men satte sig for at ville finde den næste dag.

Det blev lørdag. Emily klædte sig pænt på. Tog nænsomt medaljonen fra Walter, så et øjeblik på billedet, før hun hang den om sin hals.
   "Så kommer du alligevel med til fars fødselsdag, Walter," tænkte hun for sig selv. Rosen stod stadig i vasen på bordet. Hun satte sig ved bordet og duftede til den. Forsøgte at berolige sig selv. Hun frygtede aftenen, alle de mennesker, der skulle komme, hvoraf hun kun kendte ganske få.
   Middagen syntes at vare en evighed. Emily havde sin onkel til bords til den ene side, og en ung mand, fra hendes fars arbejde, som hun ikke kendte, til den anden. Hendes onkel, der kendte hende, opgav hurtigt at føre en samtale med hende. Den unge mand, mr. Brown, var mere ihærdig, han spurgte hende om alt muligt, og gjorde glade kommentarer til alt, fra maden til de andre gæster til lokalerne. Han syntes at være ovenud tilfreds med hendes enstavelsessvar. Emily spekulerede på, om det overhovedet havde nogen betydning for ham, hvem hun var, eller om han bare var lykkelig for at kunne snakke løs om ligegyldigheder til én, der ikke afbrød.
   Larmen af de mange talende mennesker og klirren af glas og bestik gjorde Emily dårlig. Hun kunne ikke koncentrere sig om alt det mr. Brown sagde til hende. Ikke at den detalje havde nogen betydning for nogen af dem. Tanken om alle, at de mennesker vidste, hvem hun var, datter af aftenens hovedperson, gjorde hende kun endnu mere utilpas. Hun synes konstant at se nogen udpege hende for en anden, kigge på hende, tale om hende. Og her sad hun, så akavet som nogensinde.
   Åh, bare hun dog havde haft Walter hos sig. Hun kunne mærke medaljonen, der hvilede mod hendes bryst, og når hun lukkede øjnene, kunne hun se ham for sig, hans skønne smil. Han beroligede hende. Når bare hun vidste, at hun skulle se ham igen, skulle hun nok klare sig igennem. Men igen og igen afbrød mr. Brown hendes tanker. Hvorfor lod han hende dog ikke i fred?
   "Jeg hørte fra mr. Johnson, at De og deres far mødte ham i teatret for nogle måneder siden."
   Ved denne bemærkning slog Emiliys hjerte et ekstra slag. Mr. Brown, der mærkede, at han pludselig havde fanget hendes opmærksomhed, fortsatte ivrigt.
   "Ham skuespilleren, der var med," sagde han, "...Hvad er det nu han hedder?"
   "Walter," sagde Emily hurtigt, og mærkede sine kinder bliver røde, "Walter Edwards."
   "Rigtigt ja," svarede mr. Brown. Åh, han skulle bare vide.
   "Jeg læste, at han er blevet forlovet."
   Emily stirrede på ham, forstenet. Hun havde følelsen af at have hørt noget ubehageligt, noget utænkeligt. Ordet forlovelse gav genklang i hendes hoved, hun hørte det, men kunne af en eller anden grund ikke opfatte betydningen af det, hun havde hørt.
   "Forlovet?" sagde hun, uden at forstå hvad det egentlig var, hun sagde.
   "Ja, han er blevet forlovet med en ung dame... Susan, tror jeg hun hed. Det var i avisen her for nogle dage siden."
   Avisen... Walter havde været i avisen forleden dag. Hvad var det, der havde stået om ham? Det gik op for Emily, at hun ikke engang havde læst det. Hun havde ment, at hun vidste alt hun behøvede at vide om Walter. At han selv skulle have lov at fortælle hende, hvad han ville, at hun skulle vide.
   Forlovet? Ordene begyndte at trænge ind i hendes bevidsthed. Men det måtte være løgn! Hun kendte Walter, han var et godt og et ærligt menneske. Han ville aldrig føre hende bag lyset på den måde. Walter elskede hende, og hun elskede ham. Han ville aldrig forlove sig med nogen anden. Aldrig!
   Men tanken spøgte i hende. Var det mon derfor, han ikke havde villet med til fødselsdagen? Var det derfor, han havde insisteret på at holde deres forhold hemmeligt?
   Resten af aftenen gik Emily rundt i en tåge. Hun var svimmel, følte sig syg. Da hun kom hjem, kastede hun op. De næste par dage lå hun syg.
   Mandag aften da hendes far sov, sneg hun sig igen ned for at mødes med Walter. Hendes sædvanlige forventningsfuldhed var afløst af en bange uro. Hun ventede nede på gaden i over en time i en kold efterårsblæst, men han kom ikke. Han havde aldrig før ladet hende vente.
   Hun kunne dårligt nok støtte på sine ben, da hun stavrede op ad trappen igen. Hun famlede sig ind i stuen, og ledte efter avisen fra sidste uge. Hendes hænder rystede, da hun endelig fandt avisen frem, og langsomt bladrede den igennem. Hun studsede over, at der på den ene side var klippet i avisen. Hendes far plejede aldrig at klippe artikler ud.
   Hun undersøgte siden nærmere, og blev enig med sig selv om, at hvad end der var klippet ud, måtte komme fra den anden side. Hun bladrede om, så at det kun var et billede der manglede, artiklen var der endnu:
   "Skuespiller Walter Edwards, 28 år, har forlovet sig med direktørdatter Susan Smith. ..."
   Emily følte det som om alt blodet forsvandt i kroppen på hende, hun blev kold og små prikker begyndte at danse for hendes øjne, hun læste ikke resten. Walter var forlovet med en anden, men det, der foruroligede hende endnu mere, var det manglende billede. Hvor var det? Hendes far ville aldrig klippe et billede ud af en avis.
   Hun lagde avisen fra sig. Forsøgte at få sit åndedræt under kontrol. Rejste sig langsomt, og støttende sig til væggen og møblerne i stuen, gik hun ind på sit værelse. Så i sit smykkeskrin. Hun havde endnu ikke genfundet sin mors medaljon. Medaljonen fra Walter lignede den, hun havde fra sin mor, med undtagelse af ædelstenene - den fra Walter havde ingen ædelstene. Hun tog den op i sine hænder, undersøgte den. Der var indgraverede blomster i den, som hun ikke tidligere havde lagt mærke til, i midten af hver blomst var der et lille hul, der lige gav plads til en ædelsten. Hun åbnede den, så billedet af Walter, alvorlig, smuk. Hun tog billedet ud, det var tyndt avispapir, bag det var billedet af hendes mor. En tåre dryppede ned på det lille skrøbelige avisbillede, flere fulgte efter, og snart var billedet opløst i hendes tårer. På bordet stod en lille vase, med en vissen pind i. På natbordet lå en bog. Både bogen og det bogmærke, der sad i den, var dækket af et lag støv, der viste, at den ikke havde været rørt i flere måneder.
   Emily græd ukontrollabelt i en time, før hun faldt til ro. Så sneg hun sig ud, ned på gaden, gik over i parken. Sidst hun havde været her, havde den været smuk og lysende, som var hun trådt ind i et hemmeligt eventyrland, nu var den kold og mørk, brune og halvsorte efterårsblade dækkede stien og græsset. Der havde været sarte og fintduftende roser på buskene, nu var buskene nøgne, uhyggelige og stikkende.
   Hun satte sig ned på bænken. Frøs så uhjerteligt. På denne bænk havde hun haft de bedste timer af sit liv, nu skulle hun aldrig mere blive glad.
   Hun stirrede tomt ud på søen, den var sort, som et bundløst dyb.
   "Du skulle ikke sidde her helt alene," lød en velkendt stemme bag hende. Hun så ikke op, svarede ikke, mærkede kun en tåre trille langsomt ned ad kinden.
   "Men kæreste, hvad er der dog galt?" Walter satte sig ved siden af hende, tog hendes hånd og kyssede den, på samme blide måde, som han altid gjorde, "du er jo iskold. Her tag min jakke."
   Hun rystede på hovedet, flere tårer trillede ned. Han fandt sit lommetørklæde frem, og tørrede nænsomt hendes kinder. Hun så på ham. Hans smukke øjne var fulde af ængstelse. Hun kunne ikke holde ud at se ham sådan, forsøgte at sende ham et smil. Han smilede tilbage til hende, kyssede hendes hånd igen. Hun så på ham, på hans smil, hans kærlige øjne, indtil hun kom til at le. Hvor havde hun været dum. Alting var jo, som det skulle være.
   "Jeg tænker på at gøre noget tosset," sagde hun efter nogen tid.
   "Ja?" svarede han spørgende.
   "Jeg kunne tænke mig, at tage en svømmetur. Søen er så smuk, den lyser som sølv i måneskæret."
   Sammen klædte de sig af, og med hinanden i hånden løb de ud i søen, legede og var som lykkelige børn. Lige indtil søens mørke slugte hende.