Jeg rækker en usynlig hånd ud mod dig. Beder til at du må se den, men hvordan kunne du? Den er jo usynlig! Jeg kan se den... eller er det bare noget jeg forestiller mig? Jeg forstår ikke, at du ikke kan mærke den - den er usynlig, men lige så fast og virkelig som en hvilken som helst anden del af mig. Og den må have ramt dig. Eller er det igen bare en syg forestilling i et desperat hoved? Sidder jeg bare og famler i blinde, uden nogensinde at kunne nå dig? Uden jeg så meget som nærmer mig dig?
Jeg er glad for min usynlige hånd, og bruger den ofte. Med den kan jeg uden at fortrække en mine, give kærtegn, forståelse og tryghed. Den virker, men jeg frygter, at den i det lange løb vil stå i vejen for mig. Den gør min verden så meget nemmere, men den gør min fysiske krop overflødig. Med den behøver jeg aldrig at løbe den risiko, der er for at blive afvist, for hvem vil kunne afvise noget, jeg aldrig har bedt om? De ved det jo ikke, de har bare følt det. De har ikke noget synligt bevis, for det har altsammen været usynligt, og uanset udfaldet, har jeg stadig min stolthed.
Alt dette sidder jeg nu og tænker på, mens jeg desperat prøver at give dig alt, hvad jeg har, men af en eller anden grund, tror jeg ikke du modtager det. Eller måske er du bare ligeså forsigtig som jeg - du vil ikke antage, at du har modtaget det, netop fordi du ikke har noget synligt bevis, og risikoen for at blive afvist dermed pludselig ville være skubbet over på dig. Jeg kan godt se uretfærdigheden i det.
I virkeligheden er du nok en lektie, der har til formål at lære mig, at se min frygt i øjnene. Lære mig at kommunikere på lige plan med alle andre, og ikke misbruge min usynlige hånd, som jeg har gjort indtil nu.
En sitren spreder sig i hele min krop. Min hånd har fået fat i noget - eller rettere noget har fået fat i min hånd. Noget, der er lige så usynligt som den selv, jeg kan ingenting se, men mærker, at den får at klem. Jeg ser dig i øjnene - spørgende. For en gangs skyld er situationen byttet om, du ser på mig smiler som altid, men fortrækker i øvrigt ikke en mine. Mit spørgende udtryk forvandler sig hurtigt til et gengældende smil, og min forvirring er i samme splitsekund den opstod blevet skjult igen. Du har helt sikkert ikke nået at se den? Snakken går lystigt videre om ting der i princippet er ligegyldige.
Det er rart at sidde her, hånd i hånd med dig, men samtidig så uudholdeligt utilfredsstillende. For første gang i mit liv, mærker jeg, hvilken pine det er at have en krop, der længes så meget. For første gang i mit liv oplever jeg fysisk længsel. Jeg kunne svælge for evigt i dette øjeblik, hvor jeg fuldt og fast tør tro på, at vi to hører sammen - jeg kan jo mærke det! Der er en stiltiende forståelse imellem os - vi føler det samme, ønsker det samme, men frem for alt frygter vi det samme. Frygter at være den der bliver afvist, frygter at være den første, der tager de endnu uudtalte ord i munden, velvidende, at de vil ændre alt, og der ingen vej tilbage til det velkendte og trygge vil være.
Og tvivlen har igen overtaget. Den hånd jeg mærker i min kunne være et produkt, af et dybt og inderligt ønske i mig. Jeg er overbevist om, at vi hører sammen, og at vi begge ved det, men den blotte tanke om, at du skulle føle noget for mig, der er bare halvt så stærkt, som det jeg føler for dig, forekommer mig latterlig. Lille gale mig, der aldrig siger noget af betydning.
Fornemmelsen af min hånd i din bliver stærkere, og energien imellem os er meget koncentreret, skønt jeg vil påstå, at en udenforstående ikke ville kunne se, at der overhovedet skete noget. Vi holder begge vores masker pænt oppe, taler og griner, og holder den tvungne høflige afstand, man nu gør. Men min krop brænder, min mund længes kun efter at udtale de ord, der vil ændre alt, og forhåbentligt gøre det lovligt for mig, at tage din hånd, din synlige hånd, i min. Gøre det lovligt, at holde om dig, køre min hånd gennem dit hår, føle varmen fra din krop, så tæt op af min og mærke dine læber mod mine.
Aldrig har jeg følt noget så stærkt, og jeg ved, jeg må give efter, det er kun et spørgsmål om tid.
Jeg opdager, at en naturlig pause har sneget sig ind i vores samtale, jeg samler alt mit mod, og tager en dyb indånding. Du retter dit blik mod mig, og ser afventende på mig. Jeg vil tro, at du ved, hvad der kommer, men det er ikke til at se på dig: som jeg selv holder du spillet kørende til det sidste.
Jeg åbner min mund, og ganske overvældet af situationen, kan jeg ikke tænke klart nok til at gennemskue betydningen af det første ord, der så længe har ventet på at blive lukket ud, og som hurtigt efterfølges af flere, mange flere...