At ligge på en græsmark og stirre ind i den uendelige blå himmel, der i susende fart pludselig ændres til en truende mørk og stormfuld himmel. Vinden river blade og støv med sig, det hvirvler op omkring mig, rammer mig i øjnene. Det gør ondt og jeg fryser, så jeg vender hovedet på min silkepude, og trækker dynen tættere op omkring mig... Tryghed, varme. Men jeg åbner mine øjne, og ser det samme ansigt som hver nat, et ansigt, der tilhører én jeg ikke burde være sammen med. Forbandede tryghed. En tåre triller ud af mit øje, og flere dråber følger efter imens jeg gennemblødt løber gennem regnen, for at komme hjem, hjem til mit endelige hjem. Lynglimtene er smukke, og klæder regnen godt, og den kraft der ligger i det efterfølgende tordenbulder er fascinerende og tiltrækker mig, og mens jeg står ved mit vindue, og ser ud på det, får jeg lyst til at gå ud i det, og bare for et øjeblik glemme den virkelighed, jeg ellers konstant forsøger at fremstille som noget andet. Mit første skridt væk fra trygheden...? Nej, jeg tør ikke, men løber alligevel, fuldt af spænding ind i skoven, der om muligt er endnu mørkere end resten af verden, et spændende men lidt uhyggeligt mørke. Alligevel kan jeg ikke tage fejl, skoven har altid været det rette for mig. Mit hår, mit tøj og mine sko er så gennemblødte af regnen, der ingen ende vil tage, at det er svært at løbe længere. Jeg elsker regnen og vejret, og selvom det er hårdt at komme fremad nu, og vejen til mit hjem, hvor end det er, pludseligt synes lang, kan jeg kun glæde mig over at være på rette vej. Mit klistrende tøj gør det næsten umuligt at holde et løbende tempo, jeg nå have det af, så jeg sætter mig ned på sengen, og trækker benene op under mig.
   At leve, er i bund og grund bare et spørgsmål om at få mad og drikke, og finde på ting, der kan distrahere en fra den almindelige triste hverdag.
   At leve er ikke at give op, at søge sit sande jeg, sit hjem, følge indskydelser, der egentlig burde virke skræmmende...