Trille
   Dyr!
   Vi har altid haft mange dyr. Jeg elsker simpelthen dyr, så dette emne kan nok ikke afsluttes på én gang, men må komme i flere bidder (hvilket nok i øvrigt gælder de fleste områder af mit liv).
   Mit første helt eget kæledyr hed Trille, og han var et marsvin, jeg var vel fire eller fem år, da jeg fik ham.
   Jeg glædede mig som en sindssyg, da vi skulle ud og finde mig et marsvin. Camilla skulle have en hamster, mener jeg, ved samme lejlighed. Det må have været vinter, for der var mørkt udenfor, og vi havde vist ventet med at tage af sted til min far kom hjem.
   Vi kom ind i dyrehandelen og mens de andre til at starte med så efter hamstre, gik jeg lidt rundt og så efter, hvor der mon var et marsvin henne. Da jeg havde gået og beundret de forskellige dyr lidt, og undret mig over endnu ikke at have stødt på noget marsvin, fik jeg, til min store bedrøvelse netop øje på et marsvin. Det stod lidt højt oppe, så jeg kunne ikke se det helt rigtigt, men jeg kunne se, at det var et kæmpestort marsvin. Nu er det jo ikke til at sige om det rent faktisk var større end almindelige voksne marsvin, man oplevede jo logisk nok tingene lidt større, da man var lille...
   Jeg kiggede febrilsk rundt, for at se, om der ikke var nogle lidt mindre marsvin omkring, nu hvor jeg havde fundet det sted de nok ville stå, men jeg kunne ikke få øje på nogen.
   Jeg var nærmest skrækslagen ved tanken om at skulle have det kæmpe-marsvin med, der, som jeg så det, mindst var på størrelse med mit hoved. Og i samme øjeblik, blev jeg overvældet af medlidenhed med det stakkels marsvin, der havde levet hele sit liv i en dyrehandel, og som ingen endnu havde valgt at købe. Det stakkels dyr måtte jo tro, at der ikke var nogen, der elskede det. Det var næsten ikke til at bære.
   Jeg synes det var et lidt skræmmende marsvin, og jeg var ikke sikker på, at jeg ville turde kæle med det, men jeg besluttede mig for ikke at være den, der afviste det, for det havde fortjent et bedre liv, end at stå på en hylde og aldrig blive kælet med, så da de andre kom hen, efter at have valgt et hamster til Camilla, sagde jeg, mens jeg virkelig anstrengte mig for at lyde glad, at der stod et marsvin deroppe. Jeg kan ikke huske hvad de sagde til det, men i hvert fald kom det ikke med hjem, og jeg var, trods medlidenheden med det stakkels marsvin, meget lettet.
   Næste dag, da Camilla var i skole, tog min mor og far mig med til en anden dyrehandel, og dér fandt vi Trille, den mindste lille marsvineunge, han var så lille, at han kunne sidde i min hånd, og den var altså ikke større end andre fire- femårige hænder. Han var mest hvid, men havde også meget sort og brunt på sig, og derfor var sort, hvid og brun i mange år mine yndlingsfarver, til stor undren for folk, der ikke forstod min kærlighed til ham. I bilen på vej hjem, mens jeg sad og kælede med ham i en kasse på skødet, spurgte mine forældre mig, hvad han så skulle hedde.
   "Stride bananskrald," fløj det ud af munden på mig. Mine forældre mente vist, at det var lidt synd at kalde sådan et sødt lille marsvin for stride bananskrald, hvilket jeg vist også godt selv kunne se, da jeg tænkte mig om, og så kom han altså til at hedde Trille.
   Da Camilla kom hjem fra skole den dag, sad jeg og kælede med ham. Jeg kan ikke selv huske dette, men Camille har fortalt, at jeg, da hun kom op på vores fælles værelse, sad musestille og aede ham, og uden at kigge op på hende ganske forsigtigt sagde: "Han hedder Trille."
   Senere fik han en masse ekstra navne oveni, hver gang jeg hørte et navn, jeg godt kunne lide, fik han et til mellemnavn, jeg kan slet ikke huske denne lange remse af navne i dag, men jeg kan huske, at et af navnene var Viola. Jeg syntes selv det var lidt forkert, eftersom han jo var en dreng, men tænkte, at det ikke gjorde så meget for dyr.
   Udover det, så kunne Trille og jeg kommunikere over utrolig store afstande, og Trille var min egen personlige rådgiver. Han var ret klog, af et marsvin at være, skal jeg lige fortælle dig.
   Det var sådan, at uanset hvor jeg var henne i verden, så kunne Trille høre mig. Det var ret smart, for hvis vi var et sted henne, og Camilla måske drillede mig, så sagde jeg det bare til Trille, der straks svarede mig, og sagde at så blev han sur på hende. Kan ikke huske, om det rent faktisk hjalp, men det var i hvert fald morsomt for mig.
   Det var også sådan, at jeg altid hvis jeg skulle nogen steder hen, måtte sige farvel til Trille først, så han ikke undrede sig over, at jeg ikke kom ind og kælede med ham eller talte til ham, men en dag glemte jeg det altså. Kan ligeså tydeligt huske, at vi sad i bilen, lige akkurat kørt ud af byen, da jeg kom i tanker om det. Jeg begyndte straks at græde, og ville have min far til at vende bilen så jeg kunne komme hjem og sige ordentligt farvel til ham. Camilla sagde, at jeg da bare kunne sige det til ham nu, for han kunne jo høre alt hvad jeg sagde. Det fik mig bare til at græde endnu mere, for, som jeg sagde, det kunne han jo ikke rigtigt, det var bare noget jeg havde fundet på.
   Det var også Trille, der sagde til mig en dag, at man, når man havde taget et stykke pålægschokolade op af en af de der små sølvpapirspakker, der ligger inde i Toms pålægschokoladepakker, endelig måtte huske på, at lukke den rigtigt igen, altså folde den i de samme folder, så det så ud som om, der ikke var taget noget af den. Det måtte hele familien så gøre efterfølgende, og gjorde de det ikke fik de ellers et par sandheder at vide fra mig.
   Denne vane med at folde de dér pakker ordentligt sammen, hænger faktisk stadig ved (selvom jeg et par gange har indset nødvendigheden i ikke at holde så stramt på det, så ville det jo til sidst gøre mig skør... Altså mere skør!), og jeg tænker på Trille hver gang - han var nu et kært marsvin.
   Da jeg begyndte at gå i skole, Thomasskolen - en kristen privatskole i Skovlunde, fik jeg en veninde Lene, som jeg tit havde med hjemme og lege. Hun var også helt vild med Trille, og han var næsten med i alle vores lege.
   Da han var ved at være gammel, blev han meget tynd, så man kunne mærke hans knogler stikke frem, når man aede ham, og han begyndte også at få sår i stedet for pels enkelte steder. Da jeg så en dag havde Lene med hjemme, og hun så ham, havde hun ikke lyst til at kæle med ham. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne se på hende, at hun syntes, det var ulækkert, at han havde de sår. Jeg kunne slet ikke bære, at hun syntes, han var ulækker, og jeg var ikke i tvivl om, at Trille også havde forstået hvad der skete, så jeg tog ham selv op af buret, og sad og kælede med ham, til jeg var sikker på, at han i hvert fald ikke troede, at jeg syntes han var ulækker.
   Han døde tidligt på sommeren, da jeg gik i 2. eller 3. klasse. Jeg sad og lavede matematik, og det voldede mig nu og da problemer, men så er det jo godt, at man kan spørge sin storesøster til råds. Jeg var vist nok lidt fjollet, så til sidst mistede hun tålmodigheden med mig, og gad ikke hjælpe mig mere. Forståeligt nok egentlig.
   Jeg prøvede lidt selv, men har aldrig været særlig godt til at koncentrere mig, så mine øjne begyndte at vandre gennem værelset, mens jeg vist nok troede, at jeg tænkte mig om. Pludselig faldt mine øjne på Trilles bur, der stod på en kommode lige ved siden af sofaen jeg sad i. Jeg troede først han sov, men undrede mig over, at han lå på sådan en mærkelig måde. Så jeg prøvede at sige hans navn, men der kom ingen reaktion. så lod jeg hånden glide hen ad tremmerne på buret, det plejede at betyde enten mad eller, at han skulle op og kæles med, og det fremkaldte altid en eller anden form for reaktion, men der skete stadig ikke noget. Jeg blev helt panisk, og turde slet ikke tænke tanken, at han var død til ende, for gjorde jeg først det, ville det være sandt, nu havde jeg stadig et lille håb om, at han bare sov meget fast. Jeg turde ikke åbne buret, for at tage ham op, men kaldte i stedet min far ind på værelset, da han i samme øjeblik kom forbi. Jeg mener ikke, at jeg sagde noget, tror bare jeg pegede på Trille. Min far åbnede buret, og puffede blidt til ham, men der skete ingenting. Så så han på mig, og sagde: "Ja, han er død."
   Og så kunne jeg ikke holde det tilbage mere, tårerne strømmede ned ad kinderne på mig, jeg var dybt ulykkelig.
   Jeg kom stortudende ind i stuen, og Camilla, der stadig troede det var lektierne jeg kæmpede med, forbarmede sig over mig, og sagde: "Hvad er det, du ikke kan finde ud af?"
   "Det er ikke noget, jeg ikke kan finde ud af... Trille er død."
   Næste dag i skolen, da jeg fortalte Lene det, begyndte jeg at græde igen.
   Men nu sidder han et eller andet sted oppe i dyrehimlen, og holder øje med mig, og sikkert også mine efterfølgende marsvin, der har efterhånden været et par stykker...