Jeg kan mærke det…
   Dybt inde i mig er der gået hul på den hårde lille skald, der lukker det hele inde. Desperat prøver jeg at mase det tilbage i den lille beholder, men ulykken er sket, og jeg ved godt, at der ikke er noget at gøre. Den klæbrige, ulækre masse får næring af mig, og vokser hurtigt, hurtigere end jeg kan følge med.
   Jeg mister kontrollen. Jeg bliver svimmel. Det flimrer for mine øjne, og langt væk ved jeg, at jeg sætter mig på gulvet uden at bemærke de undrende blikke fra menneskene omkring mig.
   Hvad var det lige der skete? Hvorfor gik der hul? Jeg husker, at jeg fornemmede faren, men jeg håbede og længtes efter noget, så jeg løb risikoen... hvad var det? Hvad kunne jeg ønske så meget, at jeg frivilligt risikerede denne tilstand? En tilstand af håbløshed, sårbarhed og dyb sorg!
   Jeg ser et par øjne... Efter stor anstrengelse lykkes det mig at fokusere på dem, og jeg ved, at jeg genkender dem.
   "Har du det godt?" lyder en mandestemme. Jeg overvejer at sige sandheden, men hvordan kan jeg det, jeg ved jo ikke engang selv hvad sandheden er... eller hvem jeg taler til. Jeg prøver at sige noget, men jeg har ingen kontrol over min krop.
   Jeg hører, at en anden svarer med min stemme.
   "Ja, jeg har det fint nu, jeg fik bare pludselig ondt i benet." Min stemme giver en lille latter, som enhver der kendte mig ville vide ikke kom fra mig.
   Jeg mærker en hånd i min hånd, han hjælper mig op.
   Jeg falder falder med en fart så kraftig, at jeg bliver bange. Jeg kan intet gøre, jeg er kun tilskuer. Som jeg lander mærker jeg et smertefuldt ryk... Jeg er tilbage i min krop. Tankerne vender tilbage. Der er en masse mennesker omkring mig, nogle ser bekymrede på mig, men de fleste står og snakker, de har nok ikke lagt mærke til noget... Hvis der da er sket noget - jeg husker det ikke. Der er en, der hjælper mig op at stå, jeg kan mærke en hånd i min. Jeg ser op, og møder et par øjne, som jeg genkender, men jeg husker vist ikke.... Det var dig!
   Du gjorde det, du slog hul på den. Du er skyld i, at jeg aldrig igen skal kunne lægge den klæbrige ulækre masse væk. At jeg aldrig igen skal kunne bilde mig selv, at jeg har det bare lidt godt.
   Jeg ved godt at jeg havde sat mine forventninger op. Jeg ved godt at jeg ingen grund havde til at tro på noget. Jeg ved godt at du aldrig havde lovet mig andet end venskab. Jeg ved... Jeg ved... JEG VED DET HELE!
   Der er bekymring i dine øjne. Du ved godt, at jeg ikke har det godt, men du ved ikke, at det er din skyld altsammen. Du ved at jeg altid vil elske dig, men du ved ikke, at jeg også vil hade dig til den dag jeg dør. Og hade mig selv endnu mere! Og det er din skyld!
   Og dog altid min egen uduelige skyld!