Som ved et trylleslag blev alt mørkt omkring hende. Den varme der før havde fyldt luften behageligt op, var nu veget for en fugtig kulde, der borede sig ind igennem selve hendes hjerte. Hun rystede over det hele. Hun forstod hvorfor det skete, hun vidste hvad, der havde sat det i gang, og havde hun kunne forhindre det, ville hun alligevel have ladet det ske. Allerede nu havde hun svært ved at holde tanken ud om hvor let alting havde været før. Og hun havde bare accepteret det, uden at se på falskheden i det...
   Nej, ikke falskheden... Uvidenheden - hun havde tilladt sig selv at være uvidende, for så længe hun skjult bag sin 'uvidenhed', så længe hun kunne undgå at se på alt det hun ikke turde gøre noget ved, var hun tryg.
   Men nu var det mørkt. Mørkt og koldt. Hun var bange. Kulden var så grum, og spredte sig som en sygdom i hendes krop og efterlod den rystende og, følte hun, døende.
   Og så mærkede hun den - varmen. Den samme gamle, trygge varme hun kendte. Det ville være så nemt, så uudholdeligt nemt, bare at læne sig tilbage, lade ham lægge sine arme omkring hende, og hjælpe hende med at jage kulden på flugt. Og dog lade svagheden blive, lade den slå sig ned for evigt i hendes ynkelige krop og sind. Alt i hende sank hulkende sammen, en enkel spinkel pind inde i hende holdt hende ret. Hun længtes efter at læne sig de få centimeter tilbage i varmen og lade pinden knække - den stak så grufuldt, og bød hende at stå alene i den dræbende kulde. Men ved at læne sig tilbage ville hun gøre sig for evigt afhængig af ham og aldrig igen kunne rejse sig ved egen hjælp. Nu var hun dog alene, ligeså ynkelig som nogensinde.
   Ja, hun havde set det ske og undladt at gøre noget ved det, og hun fortrød ikke engang. Hun havde i et kort glimt set at der var noget bedre, det mente hun da i hvert fald at have set. Det eneste hun nu kunne gøre var at tro på at det bedre stadig eksisterede, og håbe på, at hun kunne nå det i sin blinde søgen i mørket, før kulden tog livet af hende.