Brudepiger
   Vores kusine, Helena, i Sverige skulle giftes, da jeg var omkring 4 år. Camilla og jeg skulle være brudepiger. Helena var Camillas gudmor.
   I hvad der føltes som måneder inden brylluppet gik Camilla og jeg med hinanden op og ned ad gangen hjemme hos os selv, og øvede os. Gå roligt og ikke fjollet, holde buketten, der under øvelserne var lavet af luft, og se lige ud. Det var sjovt, og jeg glædede mig.
   Jeg kan ikke huske hvornår det var, men det må have været omkring vinterhalvåret, for jeg kan huske at min mor vaskede brudepigekjolerne, som hun selv havde syet, og hang dem udenfor, og da de kom ind igen, var de dækket af et lag is, og derfor ganske stive. Jeg havde lyst til at brække i det, men min mor sagde, at de kunne gå i stykker hvis jeg gjorde det, så det måtte jeg ikke. Jeg gjorde det heller ikke, men det var fristende.
   De var helt gule, kjolerne, og så havde de en hvid blondekant, og vist nok også et hvidt bånd, men jeg er ikke helt sikker.

Da det endelig var ved at være tid, og vi var kørt op til min morbror, Leif, og hans kone Marianne, skulle vi aftenen før hen og se kirken de skulle giftes i. Jeg vidste ikke helt præcist hvor det var vi skulle hen, for jeg var med på, at det først var dagen efter de skulle giftes, og undrede mig derfor lidt over, at vi skulle af sted nu.
   I bilen derover, kørte Leif forrest og viste vejen. Jeg havde på det tidspunkt en idé om, at biler der kørte foran os var dumme, og bare skulle overhales, så jeg sagde, som jeg plejede:
   "Overhal den bil!"
   Og regnede med at min far som sædvanlig enten ville overhale den eller også love at gøre sit bedste, men så sagde han bare:
   "Nej, det er jo den bil der viser os hvor vi skal køre hen."
   Det kan lyde mærkeligt, men det vendte lige en stor del af mit verdensbillede, at dem i de andre biler ikke nødvendigvis var dumme, og dårligere end os. Tænk, at der virkelig kunne være en bil foran os, der var vores ven, ja, vores familie. Det kunne jo så i princippet gælde for alle biler. Det var en mærkelig tanke...
   Jeg mener langt inde at kunne fremkalde et svagt billede af hvordan kirken så ud, som vi trådte ind i den dér om aftenen, men det er et meget svagt billede, og jeg vil ikke begynde at beskrive det, for det vil blive helt forkert, men jeg kan huske det var stort, og jeg kunne godt lide kirken.
   Det jeg fortæller nu, er fra selve dagen, og faktisk ikke noget jeg selv kan huske, men det har en lille rolle i mit minde om dagen alligevel. Mens den stakkels brudgom stod og ventede på min kusine og var ved at besvime af nervøsitet, fik han øje på Michala, altså mig, der sad med buketten i min venstre hånd og med en flad højrehånd klappede buketten højere og højere op i luften, til den var så højt oppe som min venstre arm tillod den. Synet skulle tilsyneladende have været så sjovt, at han glemte alt om nervøsitet. Så selvom Camilla sikkert har siddet og synes det var lidt pinligt, at jeg sad så uroligt, var det ikke desto mindre, muligvis mig, der reddede brudgommen. Jeg kan i hvert fald godt lide at tro det var sådan.
   Senere (eller før - jeg kan ikke huske det) sad jeg - igen - meget uroligt, Camilla prøvede at få mig til at sidde pænt, og holdt fast i mig, men det var det værste hun kunne have gjort, for så ville jeg jo naturligvis forsøge at gøre mig fri, hvilket resulterede i, at min stol skrattede hen ad gulvet, og alle i kirken så hen på den stakkels trompetist, fordi de alle sammen troede, at det var ham, der var gået for tidligt i gang. Hehe, det var bare mig!
   Jeg mener at kunne huske, at jeg, da vi gik efter brudeparret ud af kirken, tænkte, at det var mærkeligt, at vi havde gået og øvet os i at gå i så lang tid, og så var det slut på så kort tid. Det var nok ikke sådan jeg tænkte, men skulle man oversætte de følelser dengang til en voksens tanker, ville det nok være den korrekte oversættelse.
   Da vi kom ud af kirken, stod folk og kastede ris efter hinanden (sådan opfattede jeg det), en meget barnlig opførsel, jeg var meget forarget. Der landede nogle ris på Camillas brudepigebuket, og jeg børstede dem alvorligt af, og fortalte hende det. Jeg synes det var synd for den stakkels buket, der ikke havde gjort nogen noget. Jeg kan ikke huske hvad Camilla sagde til det, men jeg var af den opfattelse at hun også mente det var forfærdeligt.
   Ak ja, lige indtil jeg så mine forældre stå med hver deres pose ris. Min mor rakte den hen mod mig og spurgte om jeg ville prøve at kaste. Først mente jeg, jeg burde sige nej, for at vise at det ikke var en skik, der passede mig, men så kom barnligheden op i mig igen, og jeg tog en ordentlig håndfuld. Først ville jeg kaste den efter Camilla, men besluttede så, at jeg hellere måtte vise, at jeg kunne kaste på andre end dem jeg kendte, så jeg vendte mig om, og kastede dem lige i hovedet på en mand der stod ved siden af mig. Han sagde noget til mig, som jeg absolut ikke forstod, for han talte jo svensk, men jeg forstod helt bestemt, at jeg havde lavet en fejl, så jeg nåede kun lige akkurat at vende mig om mod min mor igen før jeg brød sammen i tårer. Jeg mener, at Camilla der havde set hvad der skete, forklarede min mor det... Men nu jeg tænker efter kan det også være det var Camilla der i første omgang, lettere irettesættende, gjorde mig opmærksom på, at man kun skulle kaste efter brudeparret. Jeg kan ikke huske hvad der er rigtigt...
   Men jeg fik en håndfuld til, og denne gang gjorde jeg det rigtigt. Det hjalp lidt, og jeg morede mig da også hurtigt igen, men jeg kunne nu alligevel ikke lide at tænke på, at jeg havde gjort det forkert.
   Resten af festen kan jeg ikke huske noget om, men jeg mener at have fået at vide, at det var ved denne lejlighed, at Camilla og jeg fik hver vores fredsdue i en halskæde. Min fredsdue ligger i dette øjeblik henne i mit smykkeskrin.