Hun er smuk
Hendes hår er langt og lyst
Hendes øjne er blå
Kolde
Hun ser på os, smiler
Rækker sin hånd hjælpende ud mod os
Vækker vores tillid
For så at håne os.
"Troede du virkelig du kunne følge med mig
som en ligesindet?
Du, der ikke er andet end et menneske
Et svagt, patetisk, klynkende menneske"
Hun vidste fra starten, at vi ikke kunne følge med hende
Ligegyldigt hvor hårdt vi prøvede
Men hun lokkede os med sit smil
Et smil med løftet om at alt nok skal blive godt
Og når det er for sent at vende om
Når der ingen vej tilbage er
Og uden man overhovedet kan se ændringen i hendes ansigt
Bliver hendes smil kynisk
Hun støder os fra sig, så vi ligger på jorden
Svage
Patetisk
Klynkende!
Hun efterlader os her
Hendes navn er sandheden.

Vi var aldrig klar til at følge hende...