Før i tiden var en familie en sammenhæng, på en helt anden måde end den er det i dag. Man hjalp hinanden, og var afhængige af hinanden. Familien arbejdede ganske enkelt sammen imod ét bestemt fælles mål, at overleve!
I dag er der mere tryghed i samfundet. Man behøver ikke længere kæmpe for at overleve, og det er godt. På mange punkter er det i hvert fald godt, men problemet ligger i, at mennesket tilsyneladende lever for at kæmpe. Vi skal have et mål, noget at hige efter, ellers bliver vores liv for tomt. Dette er i og for sig godt nok, men desværre er der alt for mange, efter min mening, der har valgt at hige efter og kæmpe for de materielle goder… Jamen hvad ville da livet også være uden en computer, en ny bil hvert andet år…? Det giver anerkendelse og en smule misundelse fra andre, og det kan vi godt lide!
Det der gør det så problematisk med denne vores nye kamp, er, at det er en individuel kamp, faktisk ville kampen være lettere vundet, hvis der ikke var familien (børnene) at tage hensyn til i alt hvad man gør. Men familien (børnene) er blevet et statussymbol. (Dog er det alligevel blevet mere og mere almindeligt, at børnene er blevet valgt fra, og mange par når kun kun at få et, fordi de kommer så sent i gang). Er lykken da ikke gjort, når man er gift har villa, vovse og Volvo… og to børn? Helst en dreng og en pige, så er billedet perfekt! SMIL!
For at opnå denne familie-idyl, er man så nødt til at tjene en masse penge, og det er ikke let-tjente penge, det er her kampen begynder. Først en lang uddannelse, (her er der for de flestes vedkommende ikke plads til børn overhovedet), derefter er man rustet til at komme ud, og få det helt rigtige job. Det helt rigtige job indebærer ofte at man på det nærmeste kan stå til rådighed 24 timer i døgnet. Dette overlader ikke meget tid til familien, børnene tilbringer for at det ikke skal være løgn den største del af deres tid i daginstitutioner.
Min mor er dagplejemor, og jeg har tænkt meget på hvor lidt tid børn har sammen med deres forældre… eller omvendt for den sags skyld:
Der er som bekendt 24 timer i et døgn, barnet sover om natten de 10 af dem… så er der 14 timer tilbage, klokken 7:30 bliver de første børn afleveret i en daginstitution og de bliver hentet igen omkring klokken 16:30, det var 9 timer. Nu er der altså 5 timer tilbage. I de 5 timer skal forældrene nå at købe ind, en halv time, lave mad, en time, plus alt det løse (rydde op, gøre rent, vaske tøj etc.). Lad os sige at der meget lavt sat går 2 timer på det huslige, nu er der altså kun 3 timer tilbage af dagen. Det meste af disse sølle tre timer kan let blive brugt: spise (morgen og aften), vække og putte (med alt hvad det indebærer, som børste tænder, skifte tøj og læse højt o.lign.).
Bevares dette er selvfølgelig samvær med barnet, men det er, hvad man må sætte som minimum hvis man har børn, visse ting kan man blive nødt til at gøre da de jo skal lægges i seng og tages op igen…
Tilbage af dagen er der vel én time, hvor man som familie kan gøre hvad man vil, men forældrene er garanteret trætte efter en lang stresset dag, og har forståeligt nok ikke altid overskud til at rende rundt og lege som deres børn godt kunne tænke sig det.
Nu er der selvfølgelig noget, der hedder weekend, og her kunne der selvfølgelig også være mulighed for at få et familieliv, men de fleste mennesker har jo en stor bekendtskabskreds, så en weekends to dage kan hurtigt blive fyldt ud med familiesammenkomster, fødselsdage og dets lige, så der er altså heller ikke altid tid til at være familie i weekenden.
Når børnene bliver større bliver familien erstattet med vennerne og fritidsinteresserne. Efter skole tager man lige med en kammerat hjem (mor og far er jo alligevel ikke hjemme), så spiser man sammen, tager til fodbold (eller hvad man nu har lyst til at gå til), og kommer hjem omkring 8-9-tiden om aftenen. "Hej mor! Hej far! Jeg skal lige ind og lave mine lektier færdige. Ses imorgen. Sov godt!"
Nu kan det godt være at dette er en overdrivelse, og at der er mange familier dette ikke ville passe på, men ikke desto mindre kunne jeg, alene i min omgangskreds, pege på mange, for hvem en sådan hverdag har været en realitet siden de var små.

Så er det jo, at det uundgåelige spørgsmål må blive stillet: Hvem bliver lykkelige af denne måde at leve på?
Det er en kendsgerning at flere og flere voksne, når de kommer op i alderen 40-60 år, bryder sammen af stress, og må lægge hele deres hverdag om, simpelthen fordi de hele deres voksne liv har været for fokuserede på at få det materielt godt, og har ladet alt andet komme i anden række. Det er altså ikke de voksne, der bliver lykkelige af det.
De små børn kan man heller ikke sige får den store lykke ud af det. Det, der betyder mest i ens liv, fra man bliver født til man alligevel er rimelig stor (jeg vil ikke sætte nogen alder på, da jeg tror det er meget forskelligt) er jo netop mor og far, så det er da klart, at hvis børnene kunne vælge, så skulle mor og far være hjemme hos dem altid.
Teenagere… de ser det nok i nogen grad som en frihed, at mor og far ikke altid er der til at holde øje med alt hvad de foretager sig, men lykkelige som sådan? Nej det tror jeg bestemt ikke, at de bliver af den grund. De fleste (for ikke at sige alle) teenagere har stadig meget brug for deres forældre, for en familie i det hele taget, i den periode, og det er da kun naturligt.
Så må det vel være de gamle…? Ja, det kunne man jo fristes til at tro, de får en god pension, og kan trække sig tilbage i deres alderdom… eller hvad? Nu må vi jo huske på, at fødselstallet er stærkt faldende på grund af tidsmangel, så efterhånden bliver der jo også færre og færre til at tage sig af de ældre, både i form af små visitter, men også i form af pasning og pleje, når de bliver for svage til den slags selv.
Konklusionen må altså være, at der er ikke nogen, der bliver lykkelige af vores livsstil i dag. Man kan sige at vi lever efter reglen enhver er sin egen lykkes smed! Hvis man vil finde lykken som familie og som enkeltperson, må man bryde ud af normerne, og finde sig tid til at nyde livet sammen med dem man elsker. Det er der, som jeg ser det, heldigvis også en del, der er ved at være gode til, men der er desværre også uhyggeligt mange der ikke er det.
Vores samfund i dag, er ikke indrettet til familier, men ikke desto mindre afhænger samfundet af familiens overlevelse. Vi taber jo familien i vores ræs for pengene. Fødselstallet falder. Gennemsnitsalderen for befolkningen bliver højere og højere. Sådan kan vores samfund ikke fungere.
Jeg ved ikke hvad løsningen må være på det moderne samfunds problem, men jeg tror på, at der er en løsning på alt, og jeg tror at det første skridt i rigtig retning ville være at ændre vores kamp, fra at være en kamp for materiel tryghed, til at være en kamp for familiens overlevelse. Så er vi jo heller ikke så langt fra vores oprindelige udgangspunkt, der jo formåede at knytte en familie sammen, nemlig individets overlevelse.
Hvis vi bare turde at tage det første skridt…