Jeg fornemmer helt klart, men husker kun svagt, tiden for vi var ét. Vi var den samme, følte det samme, og nærede den samme betingelsesløse kærlighed til hinanden og der igennem til os selv. Det opfyldte os, og var alt vi behøvede.
   Vores fejl var vel - ja, jeg er ikke engang i tvivl - vores fejl var, at vi glemte verden omkring os, glemt vores rolle i helheden, den helhed, der består af alt, der har liv. Den helhed, der kaldes Gud.
   Jeg husker den første smertelige del af adskillelsen. Du havde haft noget i tankerne, som jeg ikke kunne se, vi delte ellers alt med hinanden. Som menneske kan det vel sammenlignes med pludselig at miste synet eller hørelsen, noget man har taget for givet og til alle tider har set som uundværlig, men som pludselig er væk. Blot var det tusind gange mere smertefyldt. Jeg vidste ikke hvad du tænkte, og det gjorde mig så bange.
   Da du endelig fortalte mig det, skulle, mine værste anelser vise sig at være begrundede.
   Du så på mig, alvorlig og sørgmodig. Du havde tænkt dig, at tage ned på jorden. Leve et liv som menneske. Du havde set at adskillelse var nødvendigt.
   Jeg kunne ikke nægte, at du muligvis havde ret, og ville aldrig ønske eller bede dig om at gøre andet, end det du måtte.
   Men jeg var bekymret! Beslutningen, og tankerne omkring den, havde været din alene, og uden mig, som den del af dig jeg opfyldte, vidste jeg, at du ville være ude af stand til at se alle konsekvenser, ude af stand til realistisk at bedømme, hvad der skulle til. Langt sværere ville det blive, når du først kom ned på jorden, fik et menneskes begrænsninger, mistede evnen til at se klart og midt i det hele konstant skulle blive fristet til at tro på det skuespil den fysiske verden stiller op, i et forsøg på at bilde mennesket ind, at den er virkeligheden.
   Jeg tvivlede stærkt på din dømmekraft, og skønt det også smertede dig, følte jeg ikke, at du et øjeblik forstod, hvor dybt smerten ville komme til at skære, hvor hård adskillelsen måtte blive, og hvor tvivlsomt det var, at vi nogensinde igen skulle kunne blive ét.
   Du sagde, at det kun drejede sig om ét liv, at du snart ville være hos mig igen, og at vi som ét ville få det endnu bedre bagefter, selvom det er svært at forestille sig, at noget fuldendt kan blive bedre.
   Jeg ønskede at tro dig, ønskede det så stærkt, at jeg skød min tvivl og mine egne bange anelser væk. Jeg valgte at tro på, at adskillelsen kun drejede sig om et enkelt liv, valgte at tro at det ikke ville blive slemt, men jeg narrede mig selv, og jeg vidste det.

Da du var taget af sted, fik jeg øjnene op for verden omkring mig. Alle de andre sjæle, der også levede i adskillelse, de sjæle, der endnu (som vi havde gjort det) levede i lykkelig uvidenhed om at adskillelse eksisterede, og de sjæle, der var kommet lykkeligt igennem deres adskillelse.
   Jeg ønskede at følge dit liv på jorden, guide dig og lade dig vide, at jeg stadig var her, kun for dig. Men det skulle vise sig slet ikke at være spor nemt.
   Næppe havde jeg begyndt min søgen efter dig, før tre sjæle opsøgte mig. De var blevet tildelt opgaven, at følge dig, og hjælpe dig igennem din tid på jorden, og de tillod mig, at hjælpe også.
   Af dem lærte jeg meget. Jeg lærte at vores adskillelse havde været uundgåelig, at vi var nødt til at udvikle os hver for sig, som alle sjæle er det, før kunne vi ikke bare de opgaver der var vores, og som måtte bæres før vi kunne opfylde vores del af guddommen. Du havde haft ret - det var nødvendigt.
   Jeg lærte at se en anden mening i verden, end kun dig og mig. Lærte at hjælpe andre, og fandt en glæde og tilfredsstillelse i det. Men altid var jeg alligevel tynget af savnet efter dig.
   Det smertede mig at se dig på jorden, ulykkelig og søgende efter noget, der var for sløret til at du kunne se hvad det var. Du flakkede rundt i forvirring og forsøgte, at fastholde den opgave du havde givet dig selv, som skulle udvikle dig, men det var nærmest umuligt for dig, i en verden hvor alting forsøgte at narre dig, i modsætning fra den verden du kom fra, hvor ærlighed var det eneste der eksisterede, og derfor det eneste du som sjæl kendte til. Det var umuligt for dig at forstå, at ikke alt du stødte på ville dig det godt, at ikke alt var sandhed. Det gjorde dig ulykkelig, bitter og tvang dig til at gå i den forkerte retning.
   Og jeg græd!
   Jeg tiggede og plagede om at få lov til at vise mig for dig, fortælle dig hvad du skulle gøre, trøste dig, og tage alle dine sorger og al din frustration på mine skuldre. Men jeg måtte ikke, det var dig selv, der skulle leve dit liv.
   Vi græd alle fire, men vi kunne intet gøre. Vi forsøgte at tale til dig, tale i dig, men du kastede vores ord væk i bitterhed, troede at de var et produkt af din egen fantasi, og du nægtede at lade dig narre mere. Livet på jorden havde tvunget dig til ikke at tage noget som helst for gode varer. Kontrasten til dit liv før, var for stor.

Du levede i sorg og bitterhed og døde ulykkelig og alene. Jeg havde håbet at kunne tilbringe lidt tid med dig, når først du kom over på den åndelige side igen, men vidste, at det var højst usandsynligt. Vi kunne ikke være bare lidt sammen, før vi begge havde gennemgået den nødvendige udvikling.
   For mig var det nemt nok, på den åndelige side af livet, var der ikke noget der prøvede at narre, og jeg havde ikke behov for at kunne skelne mellem sandhed og falskhed, men lærte det alligevel, ved at se på dit liv oppefra.
   Da jeg af dine vejledere fik besked på, at du skulle leve et liv til, var jeg forberedt på det. Jeg havde lært at leve med smerten, og samtidig finde glæde og nytte i andre sider af livet.

Jeg kunne ikke længere være med på det hold, der skulle hjælpe dig, jeg fik mine egne opgaver at se til, skulle guide guide andre sjæle igennem deres liv - på jorden og andre steder.
   Adskillelsen blev total, men denne gang til min lettelse. Jeg kunne ikke længere udholde at se dig lide, uden at kunne gribe ind, og vide at du var ude af stand til at høre mine ord.
   Det, at jeg nu kunne lægge hele min sjæl i at hjælpe andre, og ikke længere var bremset af mit ønske om at i virkeligheden kun at hjælpe dig, hjalp nok mest af alt mig selv. Jeg genfandt en hel og uspoleret glæde. Elskede livet, og fandt det utroligt givende at se andre udvikle sig ved min hjælp.
   Uden overhovedet at have levet et eneste liv som menneske, havde jeg fået en enorm indsigt i menneskets liv og medfølgende problemer. Hvilke 'fælder' det bliver udsat for, som for at teste eller træne det - for at se hvor langt det er kommet, hvad det har lært, og hvad det mangler at lære.
   Jeg længtes stadig efter dig, tænkte tit på dig, men forsøgte ikke at opsøge hverken dig, eller dine vejledere. Når tiden var inde for at jeg igen skulle have indflydelse på dit liv, vidste jeg, at jeg nok skulle få besked, og indtil da ville jeg ikke bekymre mig, men bare sende dig den samme betingelsesløse kærlighed, som vi havde delt, og håbe på at du ville være i stand til modtage den.

Der gik hvad der syntes som evighed efter evighed, og jeg vidste, at du måtte have levet mange liv. Endelig kom en af dine vejledere til mig. Ham (eller hende - køn betyder intet udover i den fysiske verden), der havde evnen til at se, hvem der kunne hjælpe dig, og hvem der ikke kunne, og dermed ham der besluttede hvem der kunne få status som en af dine vejledere.
   Han meddelte mig, at du var kommet langt i din udvikling, men desværre stadig manglede alt for meget. Du havde brug for hjælp - en hjælp du kun kunne modtage fra mig - som menneske.
   Tiden var kommet, hvor jeg skulle følge efter dig og leve på jorden. Det havde aldrig været meningen, men nu var det nødvendigt.
   Jeg var godt udrustet til livet på jorden, men jeg vidste også, at det ville ramme mig som et slag i hovedet. Jeg ville ikke kunne undgå, at falde i fælder, ikke kunne undgå, at tro på den fysiske verdens virkelighedforstillelse, og ikke kunne undgå at miste troen på mig selv, og alt hvad der er sandt.
   Men tanken om at skulle møde dig igen efter så lang tids adskillelse, tanken om igen at få muligheden for at dele min sjæl, og alt hvad der er mig, med dig, gjorde mig så glad og spændt, at jeg ikke tøvede et øjeblik.
   Men livet på jorden, livet som menneske, skulle også vise sig at kræve langt mere end først antaget. Og jeg skulle igennem mange liv i ensomhed. Mit mål skulle blive så sløret, at jeg ville komme i tvivl om hvad det var, og næsten glemme det. Min søgen efter dig, uden at vide at det var dig jeg søgte, skulle drive mig ud på randen af opgivelse og håbløshed. Og min genforening med dig skulle dog alligevel vise sig at blive det smerteligste af alt, jeg endnu havde oplevet.
   Mine liv på jorden og min vej til dig er hvad jeg nu vil fortælle om. Må slutningen bare blive lykkelig...