Jeg står ved springvandet midt i byen. Til højre for mig ligger købmandsbutikken, der som nabo har værtshuset. Lidt længere fremme ligger en forretning der handler med uld og skind på modsatte side af springvandet ligger Skomageren, snedkeren og smedjen.
   En hestevogn kører forbi mig. Borstenene under mine fødder, strækker sig ud til en vej. Jeg følger den vej de har lagt sig i for mig. Op ad en bakke. Her bliver vejen smallere. Jeg er kommet til et beboelsesområde, med kun få forretninger. Mange mennesker går forbi mig, men jeg kender dem ikke, jeg er en fremmed, netop dumpet ned i mit eget uudforskede indre. Med tiden vil jeg måske kunne hilse på dem alle, men nu... Nu er jeg helt alene i menneskevrimlen.
   Jeg søger min vismand. Jeg har mødt ham før. Kun en enkelt gang, har jeg talt rigtigt med ham, siden har jeg prøvet at opsøge ham, men været ude af stand til at få ham til at høre mig, eller været ude af stand til selv at høre hans svar.
   Første gang jeg mødte ham, spurgte jeg ham om jeg havde grund til at turde tro på mine drømme. Han gav mig en fjer, og fortalte mig, at turde jeg kaste mig ud, kunne jeg flyve højere end ørnen.
   Jeg kommer forbi en smal trappe, der fører ned under jorden, ind i den lange bygning, der følger vejen af brosten så langt jeg kan se. Dernede holder heksen til. Hun er vis, ved jeg, men jeg har endnu ikke mødt hende. Lige nu har jeg kun brug for min vismand, hende er jeg først klar til at møde senere.
   I dag, vil jeg spørge min vismand om hvad der skal til før jeg tør at kaste mig ud. Jeg har min fjer gemt væk i lommen. Den skal med.
   Det tynder langsomt ud i strømmen af mennesker, der går den anden vej, ned mod torvet. Og jeg kan se, at jeg snart er nået til enden af vejen, fulgt af den lange bygning. Min vej drejer, breder sig, for så helt at høre op. Den bliver bremset af en vandløb. En bro er bygget henover, men længere fører den fastlagte vej ikke. På den anden side af vandløbet ligger et slot, ikke særligt stort, men et slot er et slot. Bag slottet er en skov, og jeg ved, at jeg nu nærmer mig mit mål.
   Jeg træder ud på broen går over på den anden side. Skoven healer mit bekymrede sind, jeg kan samle tankerne igen. Jeg går videre, mit mål nærmer sig. For hvert skridt jeg går dybere ind i skoven forlader endnu en bekymring mig, og da alt andet er glemt ser jeg ham.
   Han sidder på en sten i en lysning i skoven. Hans hår er gråt, men ikke lyst. Hans hud mørk og rynket. Hans øjne er dybe mørke og kloge. En bedrøvelse eller træthed gemmer sig bag dem, men ikke for at skjule sig. Fra ham kommer den sandhed, jeg skal lære om mig selv.
   Om sig har han et lysebrun tæppe, og fra hans hår hænger en fjer. Han ved at jeg er kommet, han vidste jeg var på vej før jeg selv vidste det. Han ser ikke op, men hilser mig alligevel.
   Bag ham ligger hans magiske redskaber. Jeg sætter mig i skrædderstilling på jorden foran ham. Han nikker som en hilsen, men har stadig ikke set mig i øjnene. Han mumler nogle ord jeg ikke forstår, gør nogle bevægelser med armene og et lille bål tændes ved siden af os. Det tænder helt af sig selv, men jeg undrer mig ikke. Han er jo min vismand. Han har svaret på alt jeg behøver at vide, og sat op imod det, er et selvtændende bål vel ingenting...
   Han vender nu blikket mod mig, og ser mig direkteind i øjnene med sin egne trætte øjne. Han venter på mig nu.
   "Du gav mig en fjer..." begynder jeg, og håber at det er nok til at få ham i tale, jeg ved han kender mit spørgsmål. Men magien virker ikke hvis jeg ikke selv udtaler ordene. Jeg forstætter: "Det er snart to år siden, men..."
   Han nikker venligt, men siger stadig intet.
   "Du sagde jeg kunne flyve højere end ørnen hvis jeg turde at kaste mig ud, men hvor finder jeg styrken der skal til. Hvor er den styrke jeg skal bruge, for at slippe jorden under mine fødder, for aldrig at blive afhængig af den igen?"
   Han ser på mig, ikke længere afventende, men forstående, han ved hvad der skal til, men venter med at sige noget. Han mumler igen nogle ord, jeg ikke forstår.
   Han rejser sig. Går væk fra mig, hen mod et af de store træer. Rækker hånden frem og plukker et blad. Et stort blad. Inderst inde ved jeg hvad der skal ske, men jeg forstår det ikke, og kan ikke forklare mig selv det. Mine øjne fyldes med tårer, som jeg ikke ved hvad betyder.
   Han holder bladet oppe, og vinden trækker blidt i det. Solens stråler rammer det. Regnen styrter pludseligt i få sekunder ned fra himlen kun for at ramme bladet, men der er ingen skyer at se, og bålet slukkes ikke. Til sidst bøjer han sig ned og samler en håndfuld jord op, som han langsomt lidt efter lidt lader ramme bladet.
   Nu vender han sig om. Han går tilbage mod mig, og sætter sig igen på stenen som før. Han ser et øjeblik på bladet i sin hånd, og løfter det op, mod mig. Han lader mig betragte det i et øjeblik. Han nikker til mig, han ved jeg inderst inde har forstået det. Nu lægger han bladet mod mit bryst. Jeg føler dets kraft strømme ind i mig til det sted, der mest af alt hungrer efter opmærksomhed. Mit hjerte.
   Tårerne løber nu ned af kinderne på mig. Bladet reparerer mig. Med en del af mig ødelagt, kan jeg ikke finde mod til selv det midste lille hop. Jeg må ordne mig selv først af alt.
   Han smiler til mig.
   "Bær altid dette blad på dig. Forstå hvad det siger til dig, og tag imod dets gave." Det er de første ord han siger henvendt til mig
   Jeg ved det er ovre nu og føler, at jeg er blevet rigere. Jeg har fået nyt mod til at arbejde med mig selv. Men i virkeligheden tænker jeg også på, om jeg mon i virkeligheden ikke søger sandheden i den omvendte rækkefølge. Måske vil jeg næste gang komme og spørge ham om hvordan jeg skal lade bladet arbejde med mig, og hvad jeg skal gøre for at forstå det. Eller måske har jeg nu fået det, der skal til, for at hele alle de gamle sår. Han ved det hele, men meningen er, at jeg selv skal finde ud af det, og går jeg en omvej, skal jeg blot lære af den.
   Han smiler igen. Han kender mine tanker bedre end jeg selv kender dem.
   "Jeg er her altid og venter på dig. Jeg ser dig hele tiden. Jeg er inden i dig. Brug mig så længe du har brug for det!"
   Jeg er taknemmelig.
   Jeg går tilbage mod byen. Kommer til udkanten af skoven. Går over broen. Går ned ad den brostenbelagte gade, der fører ned ad bakken, og til sidste står jeg igen ved springvandet. Omkring mig er der livligt. Folk handler og snakker. Børn leger. En kat løber over torvet og springer op på et tag. Ingen ænser mig. Jeg smiler, og lægger igen bladet mod mit bryst. Så træder jeg op i springvandet, og svæver op, op, op...
   Og så er jeg her igen. Sidder foran min computer, og vil snart være klar til at se, hvad jeg har oplevet.