De stod og holdt om hinanden.
   Nød øjeblikket - det var alt, der eksisterede. De to. Den milde aftenluft. Bakketoppen de stod på. Skoven, der bredte sig i alle retninger for foden af bakken.
   Solen forsvandt et sted ude i horisonten, og bag dem bredte mørket sig. De første stjerner dukkede frem på himlen. De stod helt ubevægeligt og blev opslugt af den evighed ethvert sekund bærer med sig. De var som én person. De to hørte sammen, det havde været bestemt fra den tidligste morgen, og intet kunne for alvor skille dem.
   Der hørtes råb nede mellem træerne. Det kunne kun betyde, at byttet var fanget. Så skulle bålet til at tændes, og festen begynde. Hun trådte et skridt til side, og tog hans hånd. De så ind i hinandens øjne i et kort øjeblik, der var som 1000 år.
   "Kom, lad os gå derned," hun smilede sit eget specielle smil, der afslørede, ikke blot al hendes kærlighed til ham og glæden over at være sammen med ham, men også al den smerte, der er evig følgesvend, til ægte dybe følelser.
   Han gav hendes hånd et klem.
   "Jeg synes du skal gå i forvejen," sagde han og så på hende på sin egen mystiske sorgfulde måde, "jeg vil snart være hos dig igen."
   Det var som fik hun en pil boret igennem sig. Hun vidste, at nu var øjeblikket kommet. Hun havde altid vidst det ville komme, men hun havde lært at leve med frygten, uden at give den for meget opmærksomhed. Hun havde lært sig selv, ikke at lade frygten overskygge hendes kærlighed til ham, men nu, på under et sekund, mærkede hun den flamme op i hende og vinde sin fulde styrke tilbage. Hun frygtede hvad, der skulle komme bagefter, frygtede at møde resten af livet uden at have ham ved sin side, men mest af alt frygtede hun adskillelsen, og den dybe smerte den ville medføre.
   Hun vidste, at hun skulle være stærk. Og når hun om lidt skulle forlade bakken alene måtte det være med løftet pande. Men det eneste hun virkelig følte trang til var at falde hulkende sammen for hans fødder og trygle ham om at blive.
   Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, for at suge så meget styrke til sig som overhovedet muligt. Så gav hun ham et sidste kys. Og uden et ord vendte hun sig, og gik nedad. For hvert skridt hun bevægede sig væk fra ham, følte hun hvordan, hun blev revet i stykker, og tanken om nogensinde at blive hel igen forekom hende ganske umulig.
   Hun nåede foden af bakken, men før hun trådte ind i skoven, så hun en sidste gang efter ham. Han var allerede væk. Alt i hende trak sig sammen i smerte, sorg og savn, hun følte den totale håbløshed, hun faldt mod jorden og hulkede hæmningsløst, i et forsøg på at få sin smerte ud, men intet hun kunne gøre kunne tilnærmelsesvist udtrykke den smerte, der strømmede igennem hver lille del af det, der var hende. Sådan lå hun i en tid, hun vidste ikke selv hvor lang tid, men endelig overtog roen, som om han igen stod ved hendes side, og støttede hende.
   Hun kunne igen tænke klart, og hun vidste, at hun skulle se ham igen! Intet kan for alvor skille to, der hører sammen.
   Hun rejste sig og gik ind i skoven, og hun kunne mærke, at han fulgte efter.