Jeg står på det øverste trin af en mægtig stentrappe. Bag mig er dørene lukket, dørene ind til trygheden. Den falske tryghed, den tryghed, der aldrig kan vare ved, hvis jeg ikke er parat til at forsvare den, sammen med alt, hvad jeg står for og alt hvad der er mit.
   Selvom det vel ikke helt er aften endnu, føles det hele så mørkt omkring mig. Så dystert. Vinden, den iskolde vind, står lige ind på mig, og på dørene bag mig, og den er kun optakten, ved jeg. Den håner de lag af tøj, jeg har taget på mig, de beskytter mig ikke, jeg kunne ligeså godt stå nøgen. Jeg står nøgen - sådan føler jeg det.
   Svagheden - jeg føler hvordan den langsomt kommer krybende, lader min krop give efter for kulden. Jeg ryster. Hele min krop går i kramper, og jeg formår knap nok at holde mig oprejst længere. Jeg hader mig selv for min svaghed, jeg føler mig ussel. Jeg føler en trang til at gå ind og lukke dørene så godt jeg kan, gemme mig så længe det kan lade sig gøre, og så overgive mig når alt er tabt.
   Men jeg vil ikke acceptere en i den grad mangel på styrke. Ikke acceptere uden kamp at give afkald på alt hvad jeg elsker og tillægger en betydning.
   Jeg ser nu, at himlen er helt mørk, den er ikke dækket af skyer, ingen stjerne viser sig, den er ligesom bare... tom - som om den ikke engang var der. Vinden tager til i styrke, og temperaturen falder. Og stadig venter jeg bare. Venter på at hæren skal komme, og angrebene hagle ned over mig, og det jeg forsøger at forsvare.
   Jeg ved slaget er tabt på forhånd. En mand alene ville kunne vælte mig, og den nådesløse vind, ville så kunne tage sig af resten. Men jeg holder på min ret til i det mindste at vise, at jeg mener, det er værd at forsvare.
   Jeg er blottet og sårbar. Har intet våben og intet skjold. Jeg er bange. Aner ikke hvad jeg kan forvente, og jeg føler stadig, at kulden og vinden alene med tiden ville være nok til at gøre det af med mig. Det eneste jeg rigtig føler trang til er at græde.
   En svag dunken høres i det fjerne. Så svag, at jeg ikke er sikker på, at den er der. Jeg prøver i hvert fald desperat at overbevise mig selv om, at den ikke er der.
   Det bliver helt sort for mine øjne. Min krop bliver følelsesløs. Jeg svæver nærmest rundt i mit eget univers, og tør ikke åbne øjnene, tør ikke vende tilbage. Vende tilbage? Til hvad? Jeg husker det ikke... Det var noget med...?
   Og så ser jeg mig selv. Jeg står oprejst. Rank. Har et viljefast udtryk. Stolt!
   Jeg genkender svagt det jeg står foran, men det hele ser så forandret ud i frygtens mørke. Men det er ikke frygt jeg kan læse på mit ansigt. Det er frygt jeg føler... Jeg er ikke inde i min egen krop. Jeg er ikke? Eller den falskt bevidste del af mig er ikke? Min falske bevidsthed, der altid har holdt mig selv nede, er sat ud af spillet. Min bevidsthed, som jeg har ladet få så meget magt, at det er den jeg har identificeret mig med.
   Jeg anede ikke, at jeg havde så meget styrke, men nu skammer jeg mig over selv at have valgt, at undertrykke denne styrke. Men den kom op, den tvang min frygt og falske bevidsthed væk, nu, hvor det var nødvendigt. Jeg ønsker at være den person jeg ser for mig. Ønsker at identificere mig med den person, der ejer den sande bevidsthed. Kender sit eget værd, og frem for alt tør at forsvare det hun har kært.
   Ingen kan slå hende. Hun er stærk. Vinden kryber frygtsom væk, og bliver til en stille raslen i bladene.
   Jeg kigger op, stjernerne skinner nu klart over mit hoved. Jeg føler mig så lykkelig. Den dunken jeg hørte før, er nu endnu stærkere, men nu byder mit sind den velkommen.
   Lad mig én gang for alle vise, at jeg er usårlig, udødelig og villig til at kæmpe for alt hvad jeg elsker.
   Lad mig fra dette øjeblik og ind i evigheden være MIG!