Da vi mødtes i går til festen...
Jeg kunne straks se det på dig. Du så på mig på en helt anden måde. Undersøgende. Overrasket. Mistænksom. Håbende?
Jeg kunne ikke helt finde ud af det. Men jeg turde ikke løbe risikoen. Der var for mange mennesker omkring. Jeg var forventet at være underholdende i mange timer endnu. Jeg tog en hurtig beslutning. Måske for hurtig?
Jeg måtte spille min rolle perfekt. Håbe på at du ikke skulle konfrontere mig med, hvad du havde set. Håbe på at du intet havde set - selvom jeg vidste, at du havde. Jeg kunne se det på dig.
Men du nævnte det også - selvfølgelig nævnte du det! Du er så meget anderledes end mig. Du flygter ikke, men tager en chance. Og jeg var tvunget til at afvise. Jeg havde jo taget min beslutning. Jeg måtte holde mig til den. Den var alt, jeg havde at holde fast i. Hvis jeg slap den ville jeg falde. Måske ville du gribe mig. Men greb du mig ikke, ville jeg falde og nok aldrig rejse mig igen. Jeg vovede ikke at risikere det.
Ja, jeg sagde, at det bare havde været en leg. Og jeg gjorde mit bedste for at få dig til at tro, at jeg ikke engang forventede, at du havde troet, det var andet end en leg.
Måske sårede jeg dig. Jeg ved det ikke. Jeg så dig aldrig i øjnene længe nok til at bedømme det. Jeg var bange for, at mine egne øjne samtidig ville afsløre mig. Afsløre mine løgne.
For det var ikke andet end løgne på løgne. Og nu fortryder jeg dem. Fortryder hvis jeg nogensinde sårede dig. Fortryder at jeg var for fej til at løbe risikoen. Fortryder at jeg lod tvivlen sejre endnu engang.
Den tvivl der evigt hærger mit sind. Der nat efter nat lader mig ligge og spekulere uden at komme videre. Den tvivl der kun kan jages væk, hvis jeg tør løbe en risiko...
Men jeg tør ikke - tilgiv mig!