Hr. Mortensen og andre nisser
   Hvis du nogensinde har set Nissebanden, vil du også vide, at Hr. Mortensen er guld værd! Det var i hvert fald lige ham jeg bedst kunne lide, da jeg var - hmm - ikke så gammel, fire år måske, og Nissebanden blev sendt. Og så skulle man vogte sig, for når lille Michala så gik rundt med nissehue på, lystrede hun ikke andet navn end Hr. Mortensen.
   Jeg tror det var det, med den der hund, der altid væltede ham ud af sengen, jeg godt kunne lide. For han gik jo altid og var lidt irriteret over den hund, men vi vidste jo alle sammen godt, at han var helt vild med den. Jeg kan ikke engang huske hvad den hedder, jeg var ellers også helt vild med den, men jeg var jo også selv Hr. Mortensen, så det giver nok meget god mening...

Nogle andre nisser jeg godt kunne lide, var dem fra Jul på Slottet. Specielt elskede jeg deres drillesang. Det er så dejligt, når man er barn, hvordan man kan lade sin fantasi løbe, og selv føle sig overbevist om at det man forestiller sig, og ser, er fuldstændig sandt. I Jul-på-slottet-perioden, (der er svært at sige hvilken, for Jul på Slottet optog vi i sin tid, og så den derfor år efter år), elskede Camilla og jeg, og senere Christina og jeg at tage nissehuer på - så var vi nemlig usynlige - og så rende rundt i huset og være drillenisser. Vi sneg os ind under bordene når der var gæster, og kildede folk under tæerne. Vi listede ud i køkkenet når vores forældre var ved at lave mad, og ’stjal’ nogle ting, for så at gemme os inde i stuen og vente spændte på en reaktion. Åh, hvor var det dog dejligt at være nisse. Spændende, sjovt og bare rigtig juleagtigt.

Dog vil jeg sige, at den/de nisser jeg mest har holdt af, er Nis og hans kone og deres tre børn. Nis bor på mine forældres loft. Det var egentlig Camilla, der opdagede ham, da hun som ret lille var med oppe på loftet, og så i den meget svage belysning så nogle små hoveder stikke op fra under et tæppe eller lignende... Jeg vil ikke komme med nogen nærmere beskrivelse af synet, det var jo ikke mig, der så det. I hvert fald foreslog mine forældre, at det nok var nisser, hun havde set, og de (kan ikke huske om jeg selv var med på det tidspunkt) forsøgte sig så med at sætte en skål risengrød, der så blev spist. Siden da, har vi skrevet breve, tegnet, lavet risengrød og småkager til Nis og hans familie, og fået små gaver tilbage, ofte med et tilhørende brev.
   Det meste af året bor Nis og hans familie ude i skoven, men når det begynder at blive koldt i vejret, flytter de igen ind på loftet (for det meste i løbet af november), der bor de så indtil påske, hvor de igen flytter ud i skoven. Mellem jul og påske hviler de sig dog, så der hører vi ikke noget fra dem.

Nu er det jo sådan, at nisser ofte sover om dagen, og er vågne om natten, derfor har vi mange nætter forsøgt at holde os vågne, i håbet om at fange et glimt af dem når de kom ned for at se til alle vores dyr, og for at se hvad vi havde lagt til dem. Engang havde Camilla så opfundet en trylledrik, som ville hjælpe os med at holde os vågne, den bestod vist bare af vand blandet sammen med en masse krydderier. Vi drak den og puttede os spændte under dynen... Et eller andet gik galt, fandt jeg ud af, da jeg vågnede næste morgen... VÅGNEDE!?? Man kan da ikke vågne, når det ikke var meningen man skulle falde i søvn. Jeg skyndte mig ud i gangen for nærmere at undersøge risengrødsskålen. Ak ja, den var tom. Og der lå så vidt jeg husker et brev, hvori Nis drillede os med at tro vi kunne snyde ham så let, og at nisser kun bliver set når de vil ses...

Jeg har vist også mange gange plaget ham om, om han ikke nok ville lære mig at gøre mig selv usynlig, og at trylle, men igen og igen fået det svar, at det ikke var noget han kunne lære mig, og selv om det var, ville han ikke gøre det alligevel, for det var noget det alt for let kunne misbruges. Jeg lovede højt og helligt, i hvert fald for mig selv, at jeg aldrig ville misbruge det, men jeg vidste også godt at det var løgn. At jeg ville elske at bruge det til at hævne mig med, hvis der var nogen der drillede mig, eller til at trylle mine lektier færdigt med, eller gøre mig usynlig, så jeg kunne liste steder hen, jeg ellers ikke måtte komme. Og han vidste det også godt. Sådan er mennesker nok bare, hvor søde vi end kan virke, så misbruger vi alt for mange ting, der burde værnes mere om, og det ved nisserne godt. Det er vel også derfor vi har mistet vores evne til at tale med dyrene og naturen, som nisserne kan.
   Når jeg sådan tænker efter, tror jeg nok, at jeg også til Nis har lovet aldrig at ville misbruge det, i håbet om, at han ville overgive sig, om man så må sige, men jeg har nu også været lidt nervøs for at det skulle lykkes, for Nis ville jo nok blive meget skuffet over mig, når han opdagede, at jeg ikke holdt hvad jeg lovede... Kan huske jeg sagde til Camilla at hvis nu Nis gik med til at lære os det, så kunne vi jo også lære vores veninder at trylle, hvorpå Camilla svarede, at de i hvert fald ville misbruge det, og sikkert også lære nogle af deres veninder at trylle, og så ville vi ikke længere kunne tage ansvaret for det... Det er nok ikke de helt samme ord hun brugte, men meningen er den samme.

Juleaften har det altid været en fast tradition, at vi tre piger kravler op på loftet med et lille juletræ eller grangrene, en skål rismam (det hedder nemlig ikke ris a’ la mande) og en nisseøl, og så siger vi glædelig jul til Nis og hans familie deroppe, før vi selv går ned og spiser julemiddag. Et år spurgte min fars gamle morbror os så hvor vi havde været henne, da vi et øjeblik senere end de andre kom ned og satte os til bords.
   "Vi har bare været oppe med træet til Nis," sagde jeg, jeg regnede jo med at han nok kunne huske hvem Nis var.
   "Er I ikke blevet for store til at tro på nisser?" spurgte han så.
   "Ne-ej," svarede jeg lidt tøvende... For stor til at tro på nisser? Enten er de der eller også er de der ikke, og så er det da lige meget hvor gammel man er. Bestemt findes der nisser!