Du sidder i toget. Du er træt efter en lang dag proppet fuld af matematik. klokken er 17:20. På en af stationerne ser du et ansigt du kender. Kender er måske meget sagt, men du faldt i snak med ham for en måneds tid siden på en café.
   Han genkender vist også dig, men I er begge usikre på om den anden genkender jer, så I nøjes med at smile til hinanden. Han har sin kone med… eller kæreste, det er jo ikke til at vide. De sætter sig lige overfor dig.
   Det føles mærkeligt, at sidde dér overfor ham, du ved, hvem han er, kender hans navn, ved hvor han bor, og har faktisk haft en lang dybsindig snak med ham om livet (så dybsindigt, som det nu kan blive efter en stor alkoholindtagelse - men jo, det var vist ret dybsindigt). Men alligevel sidder I som fremmede. Det passer dig faktisk også bedst sådan, du elsker at betragte mennesker. Hans kone ser sød ud. Det er tydeligt, at de er glade for hinanden.
   Pladsen bagved dem bliver ledig, og de rykker sig derom, så de kan sidde lidt mere for sig selv. Nu er det også nemmere for dig at betragte dem uforstyrret. Hun læner sig op ad ham, og så sker det… Noget i hans blik, får dig til at smile indvendigt, måske også udvendigt. Du er i hvert fald fyldt med glæde over skønheden i det par. Han lægger armen om hende, med en ømhed og en kærlighed, der ikke kan beskrives. Han kigger ned på hende. Vinklen er forkert, så han kan ikke se hendes ansigt, men han betragter det af hende han kan, og hans øjne er fyldt med kærlighed og ærefrygt, overfor denne kvinde, der for ham er hele forskellen mellem liv og meningsløshed.
   Sådanne øjeblikke er man, selv som tilskuer, ikke i tvivl om, at livet er smukt!