Christina
   Jeg har lyst til at fortælle lidt om mine søskende. Jeg har tre. En storebror, en storesøster, og en lillesøster. Min storebror og storesøster har jeg allerede fortalt lidt om, min storesøster specielt.
   Min lillesøster er fire et halvt år yngre end mig.

Noget af det allertidligste, jeg kan huske, er da jeg fik at vide, at jeg skulle være storesøster. Jeg kom ind i stuen, og min mor bad mig komme hen til hende, hun sad i en sofastol, og jeg gik hen og stillede mig foran hende. Jeg kan ikke huske hvordan hun begyndte. Mens hun talte kom Camilla ned ad trappen, jeg mener at kunne huske at jeg hørte hende, men det kan ligeså godt være noget jeg har bildt mig selv ind siden hen, fordi jeg nu ved, at hun kom nedenunder samtidig med.
   Men min mor sagde i hvert fald: "... du skal være storesøster."
   I det samme kom Camilla ind i stuen og sagde: "Har I hemmeligheder for mig?"
   Og så blev Camilla også indviet.
   Vi glædede os alle sammen meget til 'lille ny' skulle komme. Lille ny hed hun, indtil hun blev født.
   Camilla og jeg tegnede hende (eller rettere 'lille ny' vi vidste jo ikke endnu, at det blev en pige), på rutsjetur ned ad en regnbue fra Gud og ned til os.
   Og jeg kan huske, specielt da tiden nærmede sig, at jeg forestillede mig, hvordan 'lille ny's sjæl nu var meget tæt på jorden, og på os.
   I forbindelse med tiden op til, har jeg lyst til at fortælle en lille sød historie, om en bekymring jeg gik med:
   Min mors veninde fra barndommen, Jenny, havde fundet sig en svensk mand, Jörgen, og de havde børnene Marina, på min storebrors alder (Marina var ganske vist Jennys barn fra tidligere ægteskab), Linnea på Camillas alder, og Altéa på min alder. Altéa var i lang tid min bedste veninde, men vi havde af og til lidt forståelsesproblemer, for jeg forstod simpelthen ikke svensk.
   En dag i begyndelsen af 1987 havde de været på besøg. Og et par dage efter slog tanken mig, den forfærdelige tanke:
   Hvad hvis lille ny blev svensker? Jeg var godt klar over, at Gud vist nok altid havde ladet folk i samme familie have samme sprog, men hvad nu hvis han kom til at lave en fejl? Eller hvis han bare mente, at det i vores tilfælde ville være i orden at lave en undtagelse?
   Jeg tror jeg delte min bekymring med min mor, der (højst sandsynligt) beroligede mig med, at den lille ny, ville lære at tale det sprog, som hun hørte os tale. Men jeg følte mig ikke helt overbevist. Jeg kan huske, at jeg overvejede, at man måske altid havde taget fejl, at en baby allerede havde et sprog, når den blev født, og det bare kom langsomt. At det så indtil nu altid havde vist sig at være det samme sprog, havde fået folk til at tro, at det man fik det sprog man fik, fordi det var det man hørte, men hvad nu hvis det var omvendt, at man kom derhen, hvor man kom hen, fordi man havde det sprog man havde. Hvis det sidste var tilfældet, kunne der vel godt ske en fejl...
   I princippet er der jo ingen, der kan bevise hverken det ene eller det andet, på et rent filosofisk plan, men i dag må jeg dog indrømme, at jeg selv er rimelig overbevist tilhænger af den første og generelt accepterede teori.

Lille ny blev født den 15. februar 1987.
   Jeg kan huske vi sad ved morgenbordet, da vores forældre sagde til os, at det nok blev i dag lille ny skulle fødes. Camilla og jeg strøg rundt i huset, og fortalte alle dyrene det. (På det tidspunkt havde vi vist både kat, fugle, marsvin, hamster, fisk og kanin(er?)). Mens vi rendte rundt, bankede det på døren. Det var Maria og Maja, hvis far, som de besøgte hver anden weekend, boede på vejen. Maria var på Camillas alder, og Maja var på min alder. Vi åbnede døren, og inden de nåede at sige noget nærmest råbte vi i munden på hinanden, at den lille ny skulle fødes i dag. Jeg tror måske at vi legede med dem et par timer inden vi kørte på hospitalet, men hvis jeg skal være ærlig, kan jeg ikke huske det.
   Men jeg kan huske, at det sneede meget den dag, og Camilla og jeg tegnede billeder af lille ny, der var kommet helt ned for enden af regnbuen, mens sneen dalede ned omkring hende.
   Inde på hospitalet sad Camilla, Allan og jeg selv på venteværelset, mens lille ny blev født. Allan sad og læste, og Camilla og jeg sad og tegnede. Der var åbenbart travlt på fødegangen den dag, for mens vi sad der, blev en helt nybagt mor kørt ind i venteværelset. Jeg mener hun havde født en pige, men jeg er slet ikke sikker. Hun spurgte os, om vi ville se hendes lille baby, hvilket vi naturligvis gerne ville. Jeg tror nok jeg fortalte hende, at vi også skulle have en lille baby i dag. Jeg vil tro, at der er en ret stor sandsynlighed for, at hun allerede havde regnet det ud, men det er vel altid godt at få det bekræftet.
   Jeg vil tro, det var mens vi talte med hende, eller måske kort efter, at vi, for gud ved hvilken gang, hørte lyden af en baby græde. Vi stod i hvert fald, så vidt jeg husker, op. Jeg kan ikke huske, om det var mig eller Camilla, der sagde, at det kunne være det var lille ny. Allan sagde, at det nok var en anden, men et øjeblik efter kom vores far ud, og spurgte, om vi ville ind og se vores lillesøster.
   Vi havde købt hende en lille orange elefant i fødselsdagsgave, som hun fik.
   Vi tog hjem allerede samme aften igen, og jeg fik lov at holde hende.

Og så havde jeg fået en lillesøster.

Hun er faktisk en skøn unge (selvom hun i dag jo næsten er voksen, er hun stadig lille for mig). Da jeg var lille, kunne man ikke få mig til at indrømme, at jeg var glad for hende, men jeg sagde det engang imellem til mig selv, bare for at være sikker på, at jeg ikke fik overbevist mig selv om noget andet. Vi var altid oppe at skændes dengang, det drev både mine forældre og Camilla til vanvid. Vi var virkelig så onde ved hinanden nogen gange, men selvom jeg dengang bildte mig selv ind, at det var hende der var noget galt med, vidste jeg godt, at det var ligeså meget mig selv.
   Jeg kan huske engang, jeg var 11-12 år. På det tidspunkt havde vi fået hvert vores værelse, men vi hang hele tiden ud på hinandens værelser alligevel. Alle tre, ikke kun mig og Christina, som min lillesøster hedder. Eva Christina Maja Escherich. Hendes kaldenavn er Christina, og derfor troede hun altid, at hun hed Christina Eva Maja. Det kunne jeg slet ikke stå for, jeg synes det var sødt, på en måde, at hun ikke kunne sit eget navn, og egentlig var det jo også mere logisk sådan.
   Nå, men Christina havde altså en tendens til at være på mit værelse altid, egentlig havde jeg ikke noget imod det, men jeg skulle jo være en rigtig storesøster (som alle dem i min klasse) og gøre hende opmærksom på, at hun ikke var velkommen. Jeg gjorde dog ikke et særlig stort nummer ud af det, det skulle bare lige siges, så der ikke var nogen misforståelser. Desuden pillede hun altid ved alt (det gør hun faktisk stadig) og det irriterede mig. Vi kom som sædvanlig op at skændes, og da Camilla trådte til som mægler, var mit bedste argument for, at det var Christina, der startede, at hun var inde på mit værelse, selvom jeg havde bedt hende om at gå ud.
   Vi blev enige om, at Christina skulle gøre, hvad jeg sagde, når hun var på mit værelse, og at vi skulle lade være med at skændes. Vi forsøgte så igen bagefter, at lave noget sammen, men vidste ikke hvad. Christina kom med et forslag, som jeg dog ikke gad, og jeg sagde "Ud!" Til forslaget altså. Men Christina misforstod, og troede jeg mente hende.
   Jeg vil tro hun blev lidt ked af det, men hun var fast besluttet på, at den nye aftale skulle holdes, og rejste sig derfor med et smil og gik ud af værelset. Jeg kaldte hende selvfølgelig straks tilbage, og forklarede, at det ikke var hende, der skulle ud.
   Men lige dér, forstod jeg hende på en måde meget bedre. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg synes faktisk hun pludselig var utrolig voksen af sin alder (7-8 år).
   Det var næsten altid Camilla, der var fredstifteren, når vi kom op at skændes, og hun var god til det. Men det gik først sent op for mig, at hun ikke synes det var sjovt, men at det rent faktisk var noget hun gjorde, fordi hun ikke kunne holde ud, når Christina og jeg skændtes. Grunden til, at det gik op for mig, var, at hun engang begyndte at græde over os. Jeg fik virkelig dårlig samvittighed dér, og har prøvet at være lidt mere rolig siden.
   En sang, der altid minder mig om Christina er 'Puf', den med dragen, der venter på drengen, som er blevet voksen, og derfor ikke kan lege mere med ham. Jeg kan huske vi engang i tredje klasse sang den i musik, og jeg var lige ved at græde, fordi den mindede mig om, hvordan Christina altid gerne ville lege med mig, men jeg ikke gad lege med hende, fordi jeg følte, at jeg var for stor til at lege med sådan en lille en. Jeg begyndte dog ikke at græde, for jeg sad jo midt i min klasse. Jeg tror ikke, der ville være nogen af dem, der forstod, at man kunne elske sin lillesøster så meget, at man kunne få dårlig samvittighed over ikke at lege nok med hende. Det troede jeg i hvert fald ikke dengang, og det tror jeg heller ikke, de selv ville tro dengang.
   Men sådan har alle ældre søskende nok prøvet at have det... Man kan jo ikke lade være med at elske sine søskende!
   I dag er Christina og jeg (langt om længe) blevet rigtig gode venner. Min mor har givet udtryk for op til flere gange, at hun aldrig troede det kunne lade sig gøre, dengang vi var små, men i dag kan vi ikke undvære hinanden. Det kunne vi jo heller ikke dengang, men vi har bare en anden måde at vise det på i dag...
   Og det må jeg sige, jeg beundrer hende virkelig. Der er et eller andet over hende, som jeg har den dybeste respekt for... kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er, men hvis jeg senere kommer i tanke om noget der kan bruges som eksempel vender jeg tilbage...
   Det ser ud til at dette kapitel alligevel kun skulle handle om Christina, det er jo så bare hvad det er, så må de andre komme senere.