Nu sner det. Terrassedøren står stadig på vid gab, det har været en varm dag. Varmen har været på grænsen til det uudholdelige, men nu sner det.
   Jeg jubler højt og springer ud i sneen, der lægger sig som et tykt lag og helt gemmer den stadig varme jord. Jeg render rundt i mit tynde sommertøj, og kaster sneen rundt omkring mig. Jeg ruller mig rundt, og bliver selv helt dækket af sne. Jeg ler. Lykkelig.
   Hvis ellers nogen kunne se det, ville de le med mig, men de tror alle sammen, at jeg er gal. De ser ikke sneen. Ser ikke glæden. De ser kun en galning, der springer rundt på den tørre, gulnede græsplæne.
   Den følelse af at smelte, der hele dagen har siddet i min krop, er helt væk nu, og derfor ved jeg, at sneen er virkelig, selvom jeg er den eneste, der kan se den. Men jeg fryser nu heller ikke.
   For bare få timer siden knoklede jeg med hus og have på én gang, for at få det hele klart til når gæsterne kom. Så mange ting at ordne. Og jeg kunne ikke koncentrere mig om én ting ad gangen, men måtte tage det hele på én gang. Jeg husker, at jeg tænkte jeg aldrig ville overleve. Jeg husker, at jeg mest af alt ønskede at lægge mig ned og dø, hvis det bare ikke var for de forbandede gæster, der snart ville komme. Jeg husker, at jeg sagde til mig selv, at det måtte være en drøm, for aldrig før havde jeg oplevet en så altopslugende og nådesløs varme. Jeg husker, at jeg gang på gang tørrede mit sved af, mens jeg undrede mig over hvor meget væske, der mon kunne være tilbage i min krop.
   Men mine tanker i situationen, er den eneste eftersmag af det helvede, det må have været, for følelsen af håbløshed er nu så langt væk, at jeg ikke længere kan fremkalde den fornemmelse i min krop.
   Nu er der kun glæde og jubel, og jeg er ikke længere træt, for nu sner det.