Vi har lagt fjendskabet på hylden. Midlertidigt. Vi er fanget under det samme tag og overlevelse kræver samarbejde. Men tro ikke, at en eneste af os har glemt, hvad I står for.
Vi er venlige. I er venlige. Jeg smiler og kan egentligt godt lide jer. Jeg er glad for at have lært en anden side at kende.
Du smiler. Mest til mig, og vi falder i snak. Jeg kan lide dig. Men tro ikke, at jeg har glemt. Vores slags kan ikke være venner med jeres slags. Vi kan kun lade som om. Men dette, når det er slut, vil blive glemt. Stridighederne må uvægerligt genoptages. Vi står her - I står dér. Vores slags vil kæmpe imod jeres slags hele livet.

Vi er mange, og forholdene er små. Vi sidder på gulvet og spiser. Nyder jeres selskab. Du sætter dig altid nær mig og taler. Med andre. Men kun til mig. Jeg ved, at du lægger mærke til mig. Du ved, at jeg lægger mærke til dig.
Hvert øjeblik af dagen. Når du går. Når du står. Du er flittig. Har gode idéer. Behandler andre med respekt. Jeg kan godt lide dig. Men har intet glemt.
Her er ikke mange sovepladser. De fleste af os sover, som jeg, på gulvet. Din soveplads er lige ved siden af min. Jeg tillader mig ikke at glædes over det.
Jeg vender ryggen til dig, når vi skal sove. Jeg drømmer uden billeder og ord. Mørkt i mørkt. Vågner op i mørket. Jeg er dejlig varm. Her var ellers koldt. Det er dejligt at blive holdt om.
Jeg forfærdes. River mig løs med en voldsomhed. Du vågner. Forskrækket.
"Slip mig!" vrisser jeg. Ordene lyder højt i stilheden. Ingen vågner og ordene vokser sig større i mit hoved.
Slip mig... SLIP MIG!
Du har vendt dig væk uden et ord. Ordene lyder skarpere end det var tiltænkt. Jeg kan ikke sove. Jeg fortryder min voldsomhed. Savner dine arme. Sover du mon?

Vi sidder på gulvet og spiser. Du sidder i den anden ende af rummet. Dine øjne er triste. Du taler med ingen. Jeg fryser. Taler og smiler. Jeg spiser ikke min mad. Og forlader huset trods faren. Vores madlager er snart tømt. Det varer ikke længe før vi dagligt må sætte livet på spil for mad.
Jeg hører skridt. Gemmer mig. Det er dig. Er du fulgt efter mig? Eller trænger du, som jeg, til ro? Om det så koster livet.
Jeg rejser mig. Søger dine øjne. Du ser væk. Undskylder.
Jeg bliver vred. Vi havde det så rart som én af din slags og en af min slags kan have det sammen. Nu har du ødelagt det.
Du undskylder. Vender dig for at gå. Jeg griber din arm. Du stopper. Søger mine øjne. Jeg vil holde om dig. Jeg vil mærke dine arme om mig. Jeg vil aldrig skilles fra dig.
"Jeg..." Jeg kan jo godt lide dig.
Jeg kan ikke gøre det, jeg har lyst til. Kan ikke få mig selv til at holde om dig.
Jeg kysser din pande.
"Det er så dum en situation!"
Du siger intet. Jeg vender mig væk. Irriteret. "Gå din vej".
Du går.
Jeg kan jo godt lide dig... Fik jeg sagt det?