Jeg lukker øjnene og læner mig tilbage. Hvor der før var en dyne, er der nu det blødeste græs. Den stillestående luft, der fyldte mit værelse og tømte mig for energi, har aldrig eksisteret. En let vind kærtegner hele min krop, som ville den sige, at den har savnet mig ligeså meget, som jeg har savnet den. Jeg sætter mig op, og lader den legende hvirvle mit hår hvorhen den ønsker.
   Aftenluften er kølig, og jeg åbner igen mine øjne, for at se efter mit tæppe, som jeg trækker godt op om mig. Til venstre for mig ligger en skov. I alle andre retninger strækker en græsslette sig. Men mit blik er fokuseret på solnedgangen. Mens jeg ser den røde sol langsomt forsvinde, synger vinden en sang for mig. En sang jeg kender så godt, en sang, der beskriver mit inderste væsen. Jeg er en del af det hele, der er ikke længere nogen klar skillelinie mellem mig og omgivelserne. Alt er ét.
   Tid eksisterer ikke, jeg kan være i hvert enkelt øjeblik så længe jeg ønsker det. Der er ingen, der jager med mig, ingen der vil have mig videre, ingen der kræver min opmærksomhed.
   Jeg er. Intet mere. Intet mindre. Jeg er...
   Jeg er hjemme...
   Jeg er mig...