At gå ud af min dør hver morgen, gå gennem byen, gå forbi de mennesker, der engang var mine venner, men som nu helst så mig brænde på bålet, er hårdt, men jeg må gøre det, og jeg må gøre det med løftet pande Jeg fortryder intet, og det skal de ikke tro, at jeg gør.
   De ser alle skjult på mig, og det ødelægger deres forsøg på at lade som om jeg ikke eksisterer, alt mens de gør deres bedste for at 'komme til' at gøre min vej mere besværlig - nærmest umulig - at gå, men det lykkes dem ikke, og vil aldrig kunne lykkes dem og derfor hader de mig.
   Ingen af dem forstår mine handlinger, de ønsker ikke at forstå dem, og jeg ønsker ikke at forklare mig.
   Nej, de ønsker ikke at forstå mine handlinger, for hvis de forstod dem, ville de selv blive nødt til at handle ligeså - handle i overensstemmelse med dem selv, og dermed tage deres egne slag i hovedet for det. Og de hader mig for evigt at minde dem om det, for at gøre deres fortrængning af dem selv sværere.
   Og de hader mig fordi de mener, at jeg skylder dem noget. De mener de har gjort alt det bedste for mig, og ser mig ikke som andet end et utaknemmeligt barn.
   De sagde jeg var svag, og jeg troede dem. De sagde de ville passe på mig, og jeg var taknemmelig og ydmyg. De sagde de nok skulle ordne det hele for mig, for jeg kunne ikke selv, og jeg beundrede og misundte dem for det. Men de lukkede mig inde i et bur, måske uden selv at vide det, og de havde ingen planer om at lukke mig ud igen.
   Men jeg slap ud!
   Og det var svært for mig, at opdage, at dem, jeg troede, ville mig det bedste, og var så langt stærkere end jeg, i virkeligheden var svage og hadske. Og min beundring og misundelse er nu afløst af medlidenhed og væmmelse. Væmmelse ved at se deres patetiske klappen-hinanden-på-skulderen, hver gang en af dem får spist en ekstra bid af sig selv.
   Jeg ville ønske, jeg ønskede at række dem min hånd, og tilbyde at trække dem op af deres hul, men jeg ønsker det ikke engang. Og de er så langt væk, at jeg ikke ville kunne nå dem, ikke engang komme tæt på, og gjorde jeg det alligevel, ville de hånligt vende sig fra mig, og spise endnu en bid af dem selv. Og de ville måske endda tro, at min udstrakte arm, ville være en bøn til dem om at tage mig tilbage, og det ville give dem en falsk bekræftelse af, at de var på det rette 'spor'.
   Det gør ondt i mig, men jeg kan ikke hjælpe dem. Kan ikke gøre andet for dem, end at vise, at jeg ikke skammer mig over hvem jeg er, og hvad jeg har gjort, i håbet om at bare én af dem måske vil prøve at følge mit eksempel, men jeg tror det ikke.
   Dette er hvad der rammer mig hver morgen, når jeg går ud af min dør, og det er hårdt, men aldrig så hårdt, som de tror det er. De tror stadig, de er min verden, tror stadig, at de er alt, jeg har, og at jeg en dag vil bukke under og komme grædende tilbage. Men deres verden er falsk for mig, og jeg kan knap nok se den mere.
   Når jeg går ud af min dør, forlader jeg min tryghed, men den er ikke længere bydende nødvendig for mig, for jeg kender ikke længere til frygt. Bag min dør finder jeg støtte - sand støtte! Jeg finder kærlighed og sandhed, og det er alt hvad jeg ønsker, og jeg takker alle jer, der altid er der for mig bag min dør. For når jeg lukker døren bag mig, er I der stadig. Jeg kan altid mærke jer.
   Jeg er aldrig alene!