Det jeg ikke selv kan huske
   Nogle gange er jeg overbevist om, at jeg må være noget helt specielt, andre gange føler jeg, at jeg ikke gør bare den mindste forskel for nogen.
   Min mor har fortalt mig, at hun, da jeg ikke var mere end et par måneder, havde båret mig på armen inde i City2. Pludselig udstrålede der fra min pande (lige der hvor det tredje øje siges at sidde) et lys, der blændede min mor totalt. Hun måtte sætte sig ned, for hun kunne ikke se andet end lyset der strømmede fra mig. Når jeg tænker på den historie er det, at følelsen af at være noget særligt (i hvert fald bare en lille smule) kommer over mig. Weee, så har man mod på at gå ud og redde verden.
   Men sådan har alle det jo nok en gang imellem...


* * *
   Jeg blev født på Frederikssund sygehus lørdag den 28. august 1982 kl 16:01. Det var min mormor og morfars guldbryllupsdag. Hvis jeg giver mig mig selv lov til at digte lidt, kan jeg afsløre at solen skinnede, og det var en vældig varm dag, faktisk ikke særlig velegnet til en hård fødsel. (Men i øvrigt tror jeg det var overskyet, det har jeg vist set på optagelserne fra bryllupsdagen. Skidt det andet lyder bedre).
   Jeg vejede 3800 g og var 52 cm lang.
   Datter af Annie Grethe Escherich, født Olsen, og Niels Ove Escherich.
   Tilbage til mine bedsteforældres bryllupsdag, det er lidt interessant. Min mor havde arbejdet ret hårdt op til den bryllupsdag der, men følte sig vist slet ikke særligt værdsat fra hverken sine brødres eller forældres side, derfor havde hun en vis modvilje mod at komme og fejre dem, og jeg kom hende til undsætning! Sådan har hun i hvert fald set på det, og... Tjah, lad os bare sige, at det kunne ligne mig.
   På hjemmevideoen fra festen om aftenen, ser man min far sidde ved middagsbordet. Tilsyneladende havde han vist ikke voldsomt meget lyst til at sidde der heller (klart nok, når babyen Michala lige var kommet til verden), men han sad der nu alligevel. Længere nede af bordet sidder min storesøster, Camilla, og laver ansigter til kameraet, da hun opdager, at det kommer forbi hende. Hun er 4 år, to måneder og to dage, på det tidspunkt for at være nøjagtig. Min storebror, Allan Escherich, dengang omkring 13 år, var der nok også, men det er nogle år siden jeg så det, og kan ærligt talt ikke huske om han var med på optagelserne, han har muligvis forladt bordet på det tidspunkt. Min farmor og farfar er også med.
   Da kamaraet filmer min morfar, sidder han midt i en samtale med en eller anden jeg ikke kender, man kan høre ham sige:
   "Ja, Annie kunne jo ikke komme alligevel. Næh, for så var vi blevet én mere."
   Smiler lidt for mig selv, ja, det var vi jo...

Til min dåb, havde mine forældre inviteret min mors moster Edith, verdens rareste menneske! Men af en eller anden grund kunne min mormor ikke holde hende ud, så hun gik i protest fra kirken, dog under påskud af, at min morfar havde tisset i bukserne. Jeg smiler lidt mens jeg skriver det, men egentlig er det jo sørgeligt.
   Min mor havde stået ude i våbenhuset og ventet på at gå med ind. Det at hendes forældre gik, lagde forståeligt nok en dæmper på hendes humør. Min morfar var kommet tilbage og sagde til hende de sidste ord, hun nogensinde skulle høre ham sige:
   "Det er jeg ked af, Annie!"
   To måneder efter (tror jeg) døde han, og på grund af min mormors stædige sind, fik han aldrig set min mor eller os andre igen. Jeg er egentlig ret ked af aldrig at have lært ham at kende, tror egentlig han var et ret rart menneske, når han ikke lige blev domineret af min mormor. (Nu lyder jeg meget negativ overfor min mormor, men vil lige sige, at jeg trods alt godt kunne lide hende. Hun har så vidt jeg husker altid været sød ved mig). Min eneste kilde er jo den ene videooptagelse fra deres bryllupsdag, og min mors og mormors minder. Og jo han har da givet livstegn fra sig siden sin død, min mormor fortalte mig engang, at hun skulle ud i køkkenet for at tage opvasken, kun for at opdage, at en eller anden i den tilsyneladende tomme lejlighed allerede havde vasket noget af den.
   En måned efter min morfar døde, døde min farfar. Ham har jeg haft et helt specielt bånd til. Jeg har fået at vide, at han var den eneste, jeg som lille altid med sikkerhed smilte til. Min farmor kunne vist i rigtig lang tid slet ikke lokke et smil af mig. Det glædede ham meget midt i hans sygdom, da det ellers altid havde været omvendt med børnebørnene, at de smilede til hende, og ikke til ham. Selvom jeg ikke kan huske, at jeg har kendt ham, så føler jeg det dybt inde i mig selv, og jeg savner ham! Er helt sikker på, at jeg har en forbindelse til ham, der strækker sig ud over dette liv.

Det er tid til at høre lidt mere om min storesøster, Camilla Maria Escherich. Den bedste storesøster nogen kan ønske sig. Da jeg blev født opstod der, ganske naturligt, en misundelse i hende, men hun har fortalt mig, at hun selvom hun først følte sig fristet til at rette sine negative følelser mod mig, ikke nænnede det alligevel, da hun godt vidste at det ikke var min skyld. Derfor besluttede hun sig for at give mig en chance. Siden da har vi været de bedste venner. (Ja, der gik jo nok lidt tid, før jeg rigtig var med på hvad det ville sige at være venner, men derfor kan man jo godt være det alligevel).

Det er umiddelbart den information, der er værd at vide, som jeg ikke selv kan huske gennem andet end genfortællinger og hjemmevideoer. Men der bliver højst sandsynligt smidt flere af den slags ting ind hen ad vejen - men sådan er det. Et liv kan/bør ikke huskes i kronologisk og logisk orden, men præcis som man føler det...