Og en dag når man åbner døren ind til sig selv opdager man, at der er tomt...
   Tomt?
   Hvor blev det hele af? Alt det man i lang tid havde gået og tillagt betydning. Det er ikke andet end sorte aftegninger på en kold grå væg, i et halvmørkt uinteressant rum.
   Man kan huske det hele, hvert ny sorte kedelige aftegning husker man, men der er ingen følelser forbundet til noget af det.
   En trang til at føle sorg over det mistede overvælder en på den mest fjerne og ubetydelige måde.
   Der er virkelig bare tomt.
   Ikke et smil. Ikke en tåre. Ikke ensomhed. Ikke frygt. Ikke engang en tanke?
   Kun tomhed.
   En tomhed så gennemtrængende at man begynder at tvivle på sin egen eksistens, og værre endnu: Man er ligeglad.
   Der er ingen kontakt til det man engang var.
   Men man ved, at hvad end det var, ligger det og tuder et eller andet sted.
   Som et ynkeligt lille barn. Men man kan ikke mærke det, ikke se det. Man er ligeglad.
   Tomheden og meningsløsheden går på hver sin side. Og hvad så?