Vidarskolen
   Camilla og Allan gik begge to på Vidarskolen i Gentofte, en Rudolf Steiner skole. Selvom jeg aldrig selv nåede at gå der, elskede jeg stemningen derude. Ja, jeg må indrømme, at jeg en gang imellem godt kan være lidt ked af at jeg aldrig selv kom til at gå der, men jeg skulle lære andre ting, og sådan er det bare.
   Jeg kan huske, at jeg i lang tid troede at skolen hed første klasse, så da Camilla og mine forældre begyndte at tale om at hun skulle op i anden klasse, blev jeg helt ked af det fordi jeg troede hun skulle skifte skole.

Jeg har flere minder fra diverse bazarer og lignende derude.
   Jeg kan huske jeg stod i Allans klasselokale og så på de ting de solgte, og en pige fra hans klasse stod og talte med min mor. Jeg synes hun var rigtig sød, og stod og så på hende, indtil hun pludselig så ned på mig, og smilede. Jeg skyndte mig at kigge væk på nogle af de ting der lå på bordene. Hun spurgte hvad jeg hed, men jeg var så genert, at jeg ikke turde svare, og lod som om jeg ikke havde hørt hende. Da vi kom ud, spurgte min mor mig, hvorfor jeg ikke ville svare hende, og jeg gjorde mit bedste for at lyde overbevisende og overrasket, da jeg svarede, at jeg ikke havde hørt hende.

Det jeg nu vil fortælle er, i al sin komiskhed en meget traumatisk oplevelse for mig - allerede nu, hvor jeg kun er kommet til tanken om det, får jeg næsten tårer i øjnene. Ja, ja, overdrivelse fremmer forståelsen.
   Jeg var som barn, på mange måder meget opslugt i en verden, som ingen anden end jeg selv kendte til (og er det i høj grad stadig), og havde derfor, da vi om sommeren på Vidarskolen stod ved en isbod, ikke forstået, at den isvaffel, jeg med store øjne stod og så få læsset kugle på kugle ovenpå sig, rent faktisk var til mig. I min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille sig, at det kunne overgå mig, at få sådan en stor is - det var nok også derfor det gik galt.
   Da den ene af de to piger, der stod der, rakte den til mig, kom det i en sådan grad bag på mig, og jeg rakte overvældet hånden ud for at tage imod den... Hvis I kunne se mig nu, ville I nok more jer en smule over den voksne pige, der sørger over en 17 år gammel is, men men... sørger er nok også lidt meget sagt, men jeg smiler da ikke.
   Jeg havde aldrig troet, at en is kunne være så tung, som den jeg nu fik i hånden, så i samme øjeblik pigen gav slip på den, drejede isen med min hånd 180 grader, til toppen havde retning mod jorden, og alt, undtagen vaflen lå på jorden. Jeg kan stadig fremkalde mig billedet af den smule flødeskum og syltetøj, der i faldet havde sat sig fast på dugen. SUK!
   Jeg har muligvis fået en ny is bagefter, men det har været uden betydning, for det var dén is jeg ville have. En ny is ville aldrig blive helt det samme...

På Vidarskolen lavede de også nogle fantastiske skuespil. Jeg kan huske Camilla engang i 2. klasse skulle spille Broder Blå - jeg kan ikke huske hvad stykket hed eller hvad præcist det handlede om, men jeg kan huske, at jeg var dybt fascineret af det, og ikke mindst af min storesøster, som var den bedste af dem alle sammen. Det var hun virkelig, det er ikke bare noget jeg siger fordi hun er min søster.
   Engang i et andet stykke skulle hun spille Satan. Jeg har jo allerede sagt, at hun er verdens bedste storesøster, og en helt igennem kærlig og sød person, men hun spillede nu altså Satan, med sådan en indlevelse, at selv jeg, der vidste bedre, blev helt bange for hende.

Man tænker nu på en sjov måde, når man er barn. Jeg gjorde i hvert fald, men jeg har vist også altid tænkt anderledes end så mange andre. Jeg får i hvert fald tit at vide, at jeg siger nogle mærkelige ting, netop når jeg siger det jeg helt ærligt tænker - men måske er det bare fordi andre sjældent siger deres ærlige tanker…
   Nå, men jeg kan huske, at Annette (Camillas klasselærer), kom hen til min far, engang vi var derude til et sommerarrangement. Hun ville have ham med, for han skulle hjælpe med et eller andet, og pludselig blev jeg bange for, at han aldrig mere ville komme hjem til os, men skulle bo på skolen. Han skulle bare hjælpe med at sætte noget op på scenen, men det forstod jeg først senere.

Jeg vil ikke kede dig med flere små historier fra Vidarskolen, for tro mig, jeg kunne blive ved i timevis, men jeg vil alligevel stoppe her. Bortset fra, at jeg lige bliver nødt til at fortælle denne her historie, om da Annette, som jeg nævnte før, var hjemme hos os, for at se hvordan Camilla (og selvfølgelig også os andre) boede. Men det er jo heller ikke rigtigt en historie fra skolen.
   Fra det øjeblik, min mor sagde, at Annette kunne være der hvert øjeblik, gjorde jeg mig ekstra umage, for at være en lille smule mere højrøstet, og gøre alting med lidt større og vildere bevægelser. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gjorde det, tror bare jeg ville have, at hun skulle opdage mig, uden jeg selv behøvede at gå hen til hende. Sandheden er, at jeg var frygtelig genert, det er jeg stadig det meste af tiden, nogle gange lader jeg som om jeg ikke er, men i virkeligheden er jeg.
   Men det var altså derfor, at jeg, da jeg havde været ude til vores kaniner med mad (vi havde på det tidspunkt syv kaniner), skulle lukke døren ekstra hårdt, hvilket resulterede i, at alt glasset i døren gik i stykker. Det var vist ikke lige det, mine forældre havde brug for, men heldigvis blev de ikke sure på mig. Det var jo ikke noget jeg gjorde med vilje. Døren blev tapet midlertidigt sammen, og jeg synes faktisk, det så meget godt ud, trods min enormt dårlige samvittighed.
   Da Annette var kommet, viste Camilla hende vores værelse. Vi sov på samme værelse dengang. Det var virkelig noget jeg nød. Vi hyggede os så godt. Synes nu, at det er helt synd for mine egne børn, at de allerede nu, har fået hvert sit værelse, men det kan jo være det ændrer sig...
   Jeg følte det som min lillesøsterlige pligt, at gøre opmærksom på, hvor god en storesøster Camilla var, og hvor meget jeg beundrede hende for alt, hvad hun gjorde. Men som jeg sagde, er jeg jo meget genert, og turde ikke fortælle det direkte til Annette, så hvad jeg gjorde var, at jeg tog en dukkeseng, som Camilla havde sømmet sammen til mig at tre små stykker træ - hun havde altid sagt til mig, at den ikke var særlig pæn, men jeg synes den var perfekt. Jeg gik hen til Camilla med den, og sagde, at den var pæn.
   "Nej, den er ikke," sagde Camilla, og prøvede at slutte den dér, men jeg blev stædigt ved, og sagde, nu lidt højere, så Annette skulle høre det:
   "Jo, den er altså flot."
   Til min store glæde vendte Annette sig nu mod os, og så nysgerrigt på sengen. Camilla svarede igen, lidt pinlig over hele situationen, at den ikke var flot, men Annette, der havde luret, at det var Camilla selv, der havde lavet den, tog min side og roste Camilla for den. Jeg var glad, min plan var lykkedes.
   Senere på aftenen, efter maden, satte jeg mig hen på skødet af min far, mens de andre snakkede. De spurgte, om jeg var træt, men jeg sagde nej, jeg ville ikke gå glip af et øjeblik. Jeg hyggede mig rigtigt. Men jeg var træt, og da jeg pludselig opdagede, at mine øjne var lukkede, kom jeg til at tænke på "Far til fire på landet". Hvis du ikke har set den, eller ikke kan huske det, kan jeg fortælle dig, at lille-Per på et tidspunkt i den bliver begravet under en kæmpe sandbunke, og var det ikke for en god hundeven han havde fået sig, ville han være død, men hunden hentede hjælp, og de fik gravet ham ud.
   Grunden til, at jeg kom til at tænke på det, var, at jeg følte jeg måtte se lige så bevidstløs ud, som ham, da de endelig fik ham ud, og jeg lå derfor og opdigtede en dramatisk historie om hvad, der var sket med mig, siden jeg var blevet bevidstløs (historien mindede faktisk ned til mindste detalje om lille-Pers). Det irriterede mig derfor, da de voksne pludselig opdagede, at jeg 'sov', og besluttede sig for, at jeg skulle ind i seng.