Snob - måske
   Jeg er nu engang af den opfattelse at jeg (og sikkert også alle andre har levet tidligere). Tror egentlig nok, at jeg har haft denne følelse i mig altid, jeg mindes i hvert fald ikke nogen bestemt begivenhed, der har sat denne tanke i mig.
   Og når nu det er sagt, tror jeg muligvis, at jeg i et af mine seneste liv, har hørt til en højere klasse, og har været lidt af en forkælet snob. (Ved jo ikke om det er rigtigt, men hvis det er, er det da dejligt at jeg så småt er kommet mig over det).
   For det første har jeg altid været af den opfattelse (i hvert fald da jeg var barn), at jeg, og da også min familie, var bedre end alle andre. Det er sikkert en følelse mange børn går med, men vil mene det var lidt mere ekstremt end normen i mit tilfælde. Som jeg allerede har nævnt, vendte det jo hele mit verdensbillede, at folk i andre biler kunne være venner - ligefrem familie, og ikke bare nogen der skulle overhales (HAHA - TABER! - det tænkte jeg ikke direkte, men det var cirka sådan, jeg følte, blandet med en foragt for, at de overhovedet var der, når nu vi skulle frem).
   Og når vi var ude at handle! Altså hvad der ikke var af forkælede møgunger, der råbte op og pegede på ting (det gjorde jeg nok også selv, men helt bestemt ikke på en ligeså dum måde som de gjorde det!).
   Jeg kan huske en dag, vi stod ved en dyrehandel. Efter nogle dages overvejelse (og plagen fra Camillas side) havde mine forældre givet efter og gået med til at købe hende en kanin hun havde set i Farum centrum. Det var en lysebrun vædderkanin, der senere skulle lyde navnet Karamella. Der stod et helt bur med unger af det udseende. Jeg ventede udenfor mens de andre gik ind og købte den, og imens jeg stod der, kom en stor pige og hendes mor forbi.
   "Nååeh, hvor er den sød og blød," sagde pigen.
   Jeg vendte hovedet lidt væk fra dem, hånligt mod hendes ufrivillige rim, og tænkte med fryd, "Ha ha, vi skal bare have en af dem med hjem."
   Jeg vidste godt jeg ikke var så sød, men jeg kunne ikke lade være med at føle sådan.

Der er adskillige eksempler på lignende historier, men det minde der nu engang har brændt sig mest ind i min hukommelse var dengang, jeg som 4-årig gik forbi en pige, der blev kørt i rullestol eller klapvogn (jeg kan ikke huske det), hendes øjne så lidt mærkelige ud, og i panden havde hun en bule på størrelse med et æg. Huden på bulen var rødlig, og man kunne se alle blodårer meget tydeligt. Vi var alle sammen ude og handle, Camilla gik ved siden af mig, og mine forældre gik lidt bag os. Da vi var kommet vel forbi pigen, vendte jeg mig forarget mod Camilla.
   "Så du den pige?"
   "Ja," sagde Camilla, "det var rigtig synd for hende!"
   Hvad?! Tænkte jeg et øjeblik, indtil det gik op for mig, at hun havde ret. Jeg havde nu selv været ganske forarget over at sådan en pige var til stede i vores andres nærvær, når ingen tydeligvis brød sig om at se på hende.

Jeg tror det er rigtig godt, at jeg ikke er født af rige forældre, som kunne forkæle mig alt for meget (ikke at alle børn med rige forældre er forkælede), min generthed har da også bidraget til at jeg har været sød og artig på trods af hvad jeg ellers tænkte. Men tænk hvad der kunne være blevet ud af mig. Jeg synes nu egentlig, at jeg var ganske sød som lille, altså også inden i, havde bare nogle småting der skulle rettes. Det tror snart de er (men jeg kan da godt stadig have en vis tendens til at være lidt forudindtaget).