"Last countdown 'Project Wormhole'!" lyder den forstærkede stemme i mit øre. Ingen vej tilbage nu. Langsomt begynder det store metalmonster under mig at ryste. Synker en klump, og gør mig klar. "Counting: 10 ... 9 ... 8 ... 7 ... 6 ... 5 ... 4 ... 3 ... 2 ...-" Så mange tanker der farer igennem mit hoved i dette sekund. Hele livet; skolen, uddannelsen, alle oplevelser. Enten forsvinder det hele snart, eller så får jeg endnu en oplevelse på samvittigheden. "-... 1 - LAUNCH!" En lyd så rungende og gennemborende ryster hele kroppen og trænger langt, dybt ind i knoglerne. Det er mit eget valg, ikke nogen tvivl om det. Jeg har altid drømt om denne tur. Hele mit liv er opbygget på det. Men nu når man endelig er her, føles det som om at man aldrig fik det oplevet. Jeg lukker øjnene og drømmer...

Det føles som en evighed af mørke og en smertende hovedpine før jeg åbner øjnene igen. "Lauren?" lyder den skrattende stemme i mit øre, som også talte ned før. "Lauren, are you okay?" Hvor gør det ondt. Jeg fugter mine læber og åbner forsigtigt munden.
   "Uhm, yeah. I think so." Nogle sekunder går, før han svarer: "Great! How was the launch? As you've been dreaming of?" Hovedpinen var ved at tage af, og jeg svarer ligegyldigt: "Yeah..." "Gotta' go Lauren. Work's calling. Have fun." slutter stemmen af og jeg hører et lille klik. Nu var der kun mig. Helt alene, klar til at se syn intet menneske før har set. Med stive lemmer, der føles så tunge som bly, løsner jeg selen. Rejser mig op og går over til det kamera-simulerede vindue. Det er ikke muligt at have vinduer, når man kommer så langt ud i rummet. Bange for synet, lukker jeg øjnene. Bruger et par sekunder på at forberede mig. Langsomt løfter jeg det ene øjenlåg. Intet. Der er bare sort udenfor. Lidt efter kan man dog se en lille blå plet. Jeg kigger på uret; 16:46, 1 Juni. Det er Neptun. Jeg er kommet langt ud, men det er også 4 timer og 46 minutter siden jeg blev sendt afsted. Jeg bevæger mig utrolig hurtigt. Hurtigere end noget andet menneske. Hvis det her lykkedes, vil jeg blive det mest kendte menneske på Jorden. Måske endda i hele Universet. Men jeg må vente...

Året er 2105. Det er nu 5 år siden jeg blev sendt op. Jeg sidder og kukkelurer med et mærkeligt flydende stof, der ikke smager af noget. Efterhånden har jeg vænnet mit til at der ikke er noget der smager. Mit liv går med søvn, motion, toiletbesøg og føde. Den velkendte skratten, når mine ører. Endelig lidt selskab. Der er gået to døgn siden de sidst snakkede med mig. Jeg tror jeg er ved at blive sindssyg. "Lauren? How are you?". Det samme spørgsmål som altid, og det samme svar fra mig: "I'm fine."
   "Great. Blodpressure?"
   "115 over 75."
   "Great. Lauren, I'm here to tell you something important."
   "What?" Jeg sætter flasken fra mig, og føler for første gang i 5 år, en lille smule spænding.
   "I'ts your big day today. You reached the wormhole. You'll hit it in 30 minutes."
   Næsten forskrækket rejser jeg mig op, og vælter en gammel flaske på gulvet.
   "Oh, my..."
   "Lauren, I'll have to leave you. This is the last time you hear a humans voice, if something goes wrong. Good luck." - Klik. Intet er sket - endnu. Jeg skal ikke gøre noget, bare sidde i stolen når jeg rammer. Enten duer det, eller så gør det ikke. Fifty-fifty, sagde forskerne. Det er derfor jeg aldrig har haft familie. Bange for at miste dem, bange for at såre dem. For jeg har altid vidst at jeg skulle gøre det. Nu sker det. 25 minutter igen. Jeg tager en sidste slurk af væsken, rækker ud efter min bog og sætter mig til rette. Ingen angst, ingen frygt. Afslappet slår jeg op på siden om ormehuller, og læser:

"Ormehuller, de såkaldte huller i universet, der kan bringe dig fra et sted til et andet, og måske endda frem og tilbage i tiden. Det er endnu ikke bekræftet at tidsrejsen kan lade sig gøre, så hvis ikke, vil astronauten og hans fartøj højst sandsynligt implodere." Aha, det er mig. Videre, selv om jeg kan det i hovedet: "Teorien om ormehuller, stammer tilbage fra en Einsteins kendte teorier: Krumningen af universet. Hvis universet krummer som et U, kan det også lade sig gøre at der er en 'tunnel' imellem de to sider. Der er fundet et, ca. et lysår væk fra Jorden. Det er forholdsvis ungt, og det vides derfor ikke hvor lang tid det kan holde. Hvis hullet modtager for meget stråling, kan det hurtigt 'knibe' sig selv af, og bare blive en dal i universets krumning."

5 minutter igen. Jeg kan intet se, og forventer heller ikke at komme til det. Forsigtigt lægger jeg bogen fra mig på panelet foran stolen. 3 minutter. Jeg sukker og trommer med fingrene på armlænet. 2 minutter. Det eneste jeg kan høre, er mit eget hjerteslag. 1 minut. Jeg synker langsomt og kigger på uret. 10 sekunder. 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2. Præcis som for 3 år siden. Samme tanker og forundringer suser igennem hovedet. ... 1! Ingenting. Ikke engang et lille bump. Næsten skuffet rejser jeg mig og kigger på vindues-skærmen. Heller ingen ting, lige præcis som der her været i meget lang tid. Og dog. Der er næsten for mørkt derude. En helt gennemtrængende sort cirkel på himlen. Jeg tager bogen og bladrer igennem, for at finde det syn der mødte mig. Det tegnede billede møder mit blik. Jeg farer over overskriften: Sorte huller. Min vejrtrækning stopper i adskillige sekunder og efter jeg har fået vejret, læser jeg:

"Sorte huller er en masse så tæt, at intet kan undslippe det. Ikke engang lyset undgår den stærke tyngdekraft. Sorte huller er ofte en supernovas slutning, og hullerne er tit i midten af galakser. Forskere har aldrig set et sort hul, men det formodes at være en stor sort plet, 'svævende' i luften. Ingen ved hvor det tiltrukne stof forsvinder hen."

Jeg kommer aldrig tilbage. Rumfartøjet styrer lige imod hullet. Jeg beder en sidste gang til Gud og lukker øjnene...