Alene tanken gjorde mig underlig tilpas. Udseendet. Stemmen, bevægelserne. Alt sammen løb som en iskold dråbe vand ned ad ryggen. Både afskrækkende og tiltrækkende på samme tid. Hvis jeg så tilbage på det hele, var det som et mareridt, man ikke ville vågne fra. Som en gyser man ikke turde slukke for. Alt i alt en fantastisk oplevelse...

Han var egentlig ikke særlig smuk, når han gik der, helt alene. Håret fedtet og skuldrende ludende. Alle gik forbi ham, uden at skænke ham et enkelt blik. Det var som, kun jeg kunne tyde hans silhouet blandt alle de andre elever. En veninde puffede til mig, og jeg kiggede væk. Silhouetten var forsvundet.
   Mit liv var utrolig specielt dengang. Altid fester, nye kærester og veninder, men aldrig tid til fordybelse i ting. Det føltes som om jeg aldrig rigtig fik stoppet op, og set på selve livet. Min mor var begejstret over min popularitet og arrangerede altid fester. Åhh, hvor jeg elskende min mor - men også kun for det. Så om aftenen kunne hun række mig en bunke tøj og sige: "Du holder fest i aften. Have fun!". Det var sjovt og helt uden grænser, mit liv. Alle kendte mig, og så var det lige meget om det var af kærlighed eller had - jeg var en celebrity. Så jeg synes det var fascinerende, sådan som han holdt sin person fra al opmærksomhed. Det var som om han gik i et med omgivelserne - simpelthen forsvandt.

Frikvarteret var næsten ovre, og vi skulle have astronomi. Alle undrede sig over hvorfor i himlens navn vi havde det intetsigende fag, for hvem ville dog interessere sig for stjerner og himmelrummet? Det var bare små lysende pletter på himlen. Det mente vores lærer dog ikke. Mr. McNealy gjorde alt for at få os til bare at røre et stjernekort. "Prøv at lægge mærke til Uranus' hældning. Fascinerende ikke?! Hvorfor mon den hælder sådan? Jo, ser I..." Hele klassen lå og sov. Jeg kastede et kedsommeligt blik rundt for at se på klassekammeraterne, rullede øjne af en og lagde så hovedet, støttet af hænderne, ned på bordet igen. Mine øjne standsede ved et bord aller bagest. Han fulgte faktisk med. Ingen andre end Ham. Sad endda og skrev notater, med et interesseret blik på tavlen, og billedet af Uranus. Jeg sukkede og fæstede mine øjne på hans ansigt. Han havde lyse øjne, der så helt makabre ud til hans ligeså lyse, halvlange fedtede hår. Der hang en tot ned foran hans øjne, men han gjorde ingen mine til at fjerne den. Blot pustede han til den, så den et sekund forsvandt fra hans ansigt, men lagde sig kort efter igen over hans skæve næse. Ifølge min mening havde mandlige blondiner aldrig været kønne, og da især ikke ham. Han så bare uhyggelig ud. De få skyer drev langsomt forbi uden for vinduet. Vejret var fantastisk, og i de sidste fem minutter af timen, summede hele klassen af uro. Endelig ringede klokken og alle kastede så hurtigt så muligt deres ting i taskerne, og styrtede ud ad døren. McNealy stod bare og så på den strømmende flod der var forsvundet efter mindre end et minut. Jeg kastede et blik over skulderen og så, igennem menneskemængden, at han stod og førte en venlig samtale med læreren. Jeg fnøs og smågrinede. Nørd.
   "Hey! Claire!" lød en stemme et stykke bag mig. Jeg vendte mig og fik øje på Parker, min kæreste. "Parker!" råbte jeg igen som svar og begyndte, at gå i den modsatte retning af strømmen. Det var endnu en praktisk ting: folk flyttede sig når jeg kom forbi. Han smilede drenget til mig og trak mig ind til sig, da jeg nåede ham. "Hey, babe, hvorfor har jeg ikke set dig i dag, hva'?" Jeg grinede højlydt, så de omkring stående gloede på os med mærkelige blikke. "Du er så mærkelig, skat," gav jeg ham som svar og lukkede munden på ham med et kys. Det virkede og han holdt mig bare tættere ind til sig. Han lugtede af sved. "Hva'eh, har du spillet i dag?" spurgte jeg for at få lov til at trække vejret i den frie luft.
   "Nogen er opmærksom,"
   "Total," svarede jeg så igen og rystede på hovedet, så mit blonde hår bølgede i luften.
   "Skal du med til Louis' fest i aften?"
   "Selvfølgelig, det var nærmest mig der arrangerede den," lo jeg og puffede til ham.
   "Nå, ja, fedt. Skal du have noget med at spise?"
   Smilende rystede jeg på hovedet og svarede; "Næh, men jeg går da gerne med."

Jeg tilføjer også gerne at jeg var en meget tynd pige- alt for tynd, men det var der selvfølgelig ikke nogen der lagde mærke til, så jeg blev bare ved med at spise et æble om dagen, eller slet ikke noget.

Ovre i kantinen, gik rutinen sin gang. Eliten (mig, Parker og vennerne), var altid først i køen, og fik det største udvalg. Vi satte os altid ved det samme bord, lige i midten af det store lyse rum. Den fredag blev vi overfaldet af et par af skolebladets journalister der ville skrive mindst en side om 'det populære par' på Riverdale Highschool, New Orleans. Vi havde kun været sammen i et par uger, men for alle var vi bare det perfekte par - i hvert fald udenpå. Egentlig var vi aldrig rigtig sammen, og det var også fint. Jeg havde aldrig elsket Parker, han var bare - ja hvad skal man sige - et godt parti.
   "Er Parker så den perfekte fyr?" spurgte Sally, en garvet, men lille journalist fra min klasse.
   "Øh, tja, det er han vel," svarede jeg ligegyldigt og prøvede at smile lidt til hende. "Bruger han penge på dig?" spurgte hun igen. Jeg var ved at blive en smule irriteret nu.
   "Ja, ja,"
   "Hvordan er jeres dates, og -"
   Slam! Længere kom hun ikke, for et millisekund efter, plantede jeg min næve lige i ansigtet på hende. Det var utroligt, så virksomt det slag var på den livlige snak i kantinen. Alle stoppede med at snakke og stirrede på mig, og Sally der sad på gulvet med en blodtud. "Hvad fanden bilder du dig ind!" skreg hun i en skinger tone, og tårene begyndte at trille ned ad kinderne på hende. Jeg prøvede at sige noget, men sad bare som lammet. Hun rejste sig op og løb ud af kantinen, med hænderne foran ansigtet. Imens hun løb, slyngede hun også en del bandeord ud i rummet.
   "Wow, hvad skulle det til for, Claire?" spurgte Parker i et dybt overrasket toneleje.
   "Det-, det har jeg ingen ide om," stammede jeg og kiggede på min, stadig knyttede, næve.

Det var der jeg begyndte at undre mig over min tilværelse, og at alle faktisk ikke var lige som mig. For Sally kom ikke i skole igen efter den dag, og det var der endnu en grund til:

Senere den dag, midt i matematik-timen, bankede det på døren til klassen. Læreren undskyldte sig og gik over for at åbne døren. Allerede der, havde jeg en tyk fornemmelse af at det havde noget med mig at gøre. Og ganske rigtigt: Udenfor stod rektor og Sally, begge med dybt alvorlige ansigter. "Frøken Wilson, vil De venligst følge med mig?" spurgte rektor formelt, men med en myndig undertone. Jeg sukkede, lavede en grimasse til min sidemakker og rejste mig så larmende så muligt. Da rektor havde lukket døren, sendte hun mig et borende blik. "Hvorfor i himlens navn slog du din klassekammerat?"
   Det var nu jeg skulle bruge min iskolde håndtering af situationer.
   "Hun gik mig på nerverne," svarede jeg kort og kiggede på mine negle.
   "Gik dig på nerverne?!" Sally kom igen op i det skingre toneleje og fortsatte: "Det er mit job - jeg er journalist, det er meningen jeg skal spørge om sådan noget."
   "Du kunne jo måske først prøve at tage hensyn til folks privatliv, ikke?"
   Hun måbede og grinede så, næsten bizart.
   "Søde ven, du har da ikke et privatliv! Alle ved alt om dig!"
   Det havde hun selvfølgelig ret i, men jeg fortsatte alligevel ud af et meget uklogt sidespor.
   "Det kan godt være, men det er fordi du bare gerne vil være som mig, ikke? Livet må godt nok være surt når man er gift med et skoleblad."
   Det slog hende helt ud af kurs. Rektor prøvede at gribe ind, men sekunder for sent. Nu var det Sallys tur til at slå mig. Ikke med knytnæve, men en lussing, lige under øret. Slaget ringede i hele mit hovedet, og gav mig en grund til at gå amok på Sally. "Din møgso!" skreg jeg, for både at få folk til at høre det, og for at forskrække Sally. Ubehersket sprang jeg på hende og rev og kradsede i alt hvad jeg kunne få fat i - Hår, hud, tøj og smykker. Vi skreg begge højt og hev fat i hinandens hår. I et par sekunder sloges vi bare voldsomt, indtil der kom nogen og tog fat under mine arme. "Slip mig!" råbte jeg og slog om mig, men grebet blev bare hårdere. Svømme-læreren kom og tog fat i Sally og fik hende slæbt lidt væk fra mig.
   "Må vi lige få ro her!" lød rektors myndige stemme.
   "Hvad er det for en opførsel, om jeg må spørge?" Hun forventede ikke noget svar, da vi begge var for gale og for forpustede til at sige noget. "Det vil jeg ikke se igen! Eftersidning, til jer begge - mød op på mit kontor efter skole. Og indtil da - lad være med at slås. Tak!" Med lange skridt forsvandt hun ned ad gangen. Jeg kunne ikke lade være, og sendte Sally et 'jeg-skal-nok-komme-efter-dig blik.

Det var nok det der gjorde udslaget, så hun ikke mødte op igen - nogensinde. For tre uger efter fik vi at vide at hun var flyttet skole. Og desuden holdt journalisterne sig fra mig, ligeså. Jeg havde vist sat en ordentlig skræk i livet på dem alle, og det var helt fint med mig. Kendt, men hadet.