Det startede alt sammen med at jeg købte den fløjte. Jeg har altid elsket musik, og altid ønsket mig selv at spille. Det var en af mine drømme.
   Den var som ler i mine hænder. Nej, ikke ler. Mere som vand. Jeg kunne få den til at bruse, til at synge og danse vilde sange. Og let som ingenting blev den stille igen. Nynnede små, triste toner, muntre viser, og så igen blodige ballader. Jeg var god. Nej, jeg var fantastisk. Fløjten var næsten en del af mig. Jeg beherskede den. Folk begyndte at snakke om at jeg burde prøve at gøre det til en karriere.
   Så vågnede jeg.

Det var en af de gode drømme. En af dem, man vågner fra med en god følelse i kroppen. En følelse, der sad fast, mens jeg stod op, børstede tænder, tog tøj på, spiste morgenmad og tog i skole. Jeg gennemgik den i tankerne i bussen. Jeg burde vist læse mine lektier, ja, men det var nu sjældent jeg drømte så livagtigt. Så jeg sad bare og gennemtænkte den. Prøvede at tolke. Fløjten, et instrument, musik. Det kommer altid an på tonen. Men min musik havde været af alle slags. Jeg kunne endda stadig høre melodierne i mit hoved. Det afspejlede vel bare mit liv? Et typisk, kaotisk teenageliv. Hvad med kontrollen? Der havde været en klar følelse af fuldstændig, total beherskelse af instrumentet. Følelser i drømme afspejler altid følelser i det vågne liv. Der måtte være noget, jeg manglede kontrol over. Jeg smilede bittert. Ja, mon ikke. Hele mit liv. Mine veninder, fyrene, mine forældre. Alt var kaotisk og ude af kontrol. Jeg rystede følelsen af mig. Jeg overreagerede bare. Sådanne perioder har alle teenagere jo. Når forældrene er hjerneblæste idioter, veninderne sladdervorne backstabbere og fyrene ikke er interesseret i andet end sex.
   Det regnede, da jeg nåede hen til skolen. Jeg løb, men nej. Mit hår krøllede vanvittigt, da jeg nåede frem. Jeg hader regn! Jeg ligner altid lort efter en tur i regnvejr. Godt nok betyder det ikke så meget, når det bare er almindelig skoledag, men alligevel...!
   Jeg fik øje på Andreas fra 3.g i den anden ende af kantinen. Han er så lækker! Jeg smilede af mig selv. Lækker, ja, men langt over min standard. Men derfor må man jo godt drømme lidt. Ikke?
   Jeg fandt mine veninder og sluttede mig til dem. Resten af dagen druknede i fnis, skole og hverdagssysler, og jeg glemte alt om min fløjtedrøm.

Jeg har kendt Kathy næsten hele mit liv. Hun er lidt speciel, men hun er uden tvivl min bedste veninde! I de små klasser var hun altid så stille, hun sad helt alene nede i sit fjerne hjørne af lokalet og tegnede eller skrev eller hvad hun nu gjorde. Ingen snakkede til hende. Jeg gjorde heller ikke; jeg tror knap nok, jeg anede, at hun eksisterede.
   Så flyttede hun skole, og en dag nogle år efter, mødte jeg hende tilfældigt på gaden. Jeg skulle have nye bukser, hun var på udkig efter en bog. Vi faldt i snak, og så, jae, så var vi pludselig veninder. Hun var en helt anden på tomandshånd. Sød, smilende, sjov og glad.
   Så fik hun en kæreste, i en alder af tolv år. Han var meget ældre end hende, og vild. Meget vild. Jeg tror, hun savnede spænding i sit liv, derfor tog hun ham. Hun var altid selv så "pæn pige"-agtig. Men anyway, hun blev enormt farvet af denne her fyr. Hun begyndte at gå til fester, først almindelige, så drukgilder, så cokefester. Hun begyndte at ryge som trettenårig, og som fjortenårig prøvede hun stoffer for første gang. Men mærkværdigt nok bevarede hun kontakten til mig. Hun blev lidt mere hård, lidt mere frustreret, men ellers forandrede hun sig ikke. Ikke overfor mig, i hvert fald.
   Efter folkeskolen kom jeg i gymnasiet. Hun droppede fuldstændig ud. Hun læste stadig en masse, sjovt nok, men alt det med skole, dét gad hun ikke! Hun prøvede vist på teknisk skole, men droppede det med det samme. For mange useriøse ballademagere, sagde hun.
   Mine forældre vidste ikke at jeg stadig så hende. De ville nok ikke have billiget det. Det forstår jeg nu godt. Hun var den slags pige, som enhver forælder burde frygte. Den slags pige, som først gik igennem en trashy-periode, en hystade-periode, og så en goth-periode med tøj, makeup, cuttertilbøjeligheder og det hele. Hun flyttede hurtigt hjemmefra og gad ikke se de "senile fjolser" mere. De kontaktede nu heller ikke hende. Men hvad kan man forvente? Hun slog og bed sin lillesøster, stjal deres penge og var bedøvende ligeglad med alle strukturer og regler.
   Hun rettede sig nu op, da hun flyttede hjemmefra. Hendes stolthed nægtede pure at lade sig understøtte af staten, så hun var nødt til at få sig et job. Hun havde adskillige, omkring ni, tror jeg, i de to år efter hun flyttede hjemmefra. Det var selvfølgelig kaotisk, men hun var altid nødt til at stå op om morgenen. Der var nogen, der var afhængige af hende. Og hun var virkelig stærk. Hun holdt ud, hun begrænsede sit stofforbrug, og det sidste - eller var det det næstsidste? - sted, hun nåede at arbejde, fandt hun en sød fyr. Sådan en helt okay fyr, nede på jorden og helt anderledes end alle de rocker-pusher-typer, hun plejede at holde sig til. Hun havde en mindre depression på det tidspunkt, som han reddede hende fra.
   Jeg ved ikke helt, hvad det var, der bandt os sammen. Men vi havde en helt utrolig fortrolighed. Jeg kunne sige alt til hende, alle mine problemer, hjertesorger og frustrationer. Og hun kunne det samme til mig. Trods vores vidt forskellige verdener (min var middelklasse, amtsymnasium, almindelige forældre, almindelige venner, almindelige fester og almindelige fyre) kunne vi give hinanden råd, måske netop fordi vi ikke var farvede af den andens verdenssyn? Det var hende, der sagde "Glem svinet! Han fortjener dig ikke." da Peter slog op med mig, og alle mine andre veninder græd sammen med mig over det og udtænkte planer for at jeg kunne få ham tilbage. Og det var Kathy, der fik ret. Det var mig, der hev Kathy op af det sorte hul, hun befandt sig i, efter at hendes første kæreste slog op. Mig, der hev hende med i byen, hvor hun mødte en anden, og fik sin selvtillid tilbage. Alle hendes andre venner havde opgivet hende.
   Hun var stærk og jeg støttede mig til hendes styrke, lærte lidt nødvendig råhed af hende. Og hun fik glæde af min loyalitet. Jeg blev der, selvom alt andet i hendes liv faldt sammen. På en måde blev vi vel en slags holdepunkter for hinanden. Lidt som søstre. Vi var der bare, holdt altid sammen, ligegyldigt hvor rygende uvenner vi blev. Men der var en periode, der hvor hun var mest trodsig og eksperimenterende, at jeg fik nok. Jeg gad hende bare ikke, når alt, hvad hun sagde, handlede om den seneste fyr, hun havde kneppet, eller den sidste gang hun var væk på E. Hun var aldrig rigtig narkoman, men hun balancerede godt nok på kanten. Så der holdt vi os fra hinanden nogle måneder, indtil hun en dag ringede og grædende fortalte, hvor meget hun savnede mig.
   Jeg blev virkelig chokeret. Hun græd ellers aldrig.
   "Er du på stoffer?" var min første reaktion.
   Hun lød såret. "Nej. Ikke lige nu. Og jeg har slået op med Kew."
   "Nåh.. Det var da godt."
   "Ja. Han bollede udenom."
   "Det gjorde du også!"
   "Ja..." Hun var tavs lidt. "Men jeg savner dig virkelig! Det er frygteligt at du er sur på mig."
   "Jeg er ikke sur på dig. Jeg gider bare ikke... -"
   "Jeg ved det godt. Undskyld. Jeg ved godt at jeg var lidt for fucked up. Men... Hør, jeg har fået et job. Og jeg flytter snart hjemmefra."
   "Hjemmefra? Jamen, du er kun 16!"
   "Jeg kan godt klare mig."
   Ingen af os sagde noget i et stykke tid. Så prøvede hun: "Hør... Kommer du ikke over?"
   "Kathy... -"
   "Jeg har pizza!"
   Jeg smilede mod min vilje. "Okay okay. Men Kathy, lov mig en ting!"
   "Ja?"
   "Inviter mig aldrig over, hvis du ikke er clean."
   "Jeg er næsten altid clean. Du overreagerer, gør du. Du har set mig høj to gange."
   "Tre."
   "Okay, tre."
   "Hvor jeg har været nødt til at hente dig in the middle of nowhere fordi du var for skæv til at finde hjem."
   "Jeg er ovre det. Jeg tager det til fester, men aldrig på en hverdag mere. Det er sgu for dumt."
   "Tænk? Det har jeg sagt til dig hele tiden."
   "Du er også den kloge af os. Studenten, ikke?"
   Jeg kunne mærke mine forsvarsværker falde så småt. Jeg var måske en bitch overfor hende i den samtale, men vi havde altid kunnet være helt ærlige overfor hinanden. Og hun havde virkelig også været led sidste gang jeg hentede hende. Alle de ting hun sagde. Alt det hun kaldte mig. Jeg var stadig gal.
   "Kommer du så over?" spurgte hun forsigtigt. Hun var altid stærk, og ekstremt stolt. Så alene det at hun krøb overfor mig...!
   Jeg tog derover. Vi snakkede, råbte lidt, lo en masse. Det var sindssygt hårdt, men vi lavede nogle aftaler, og siden fortsatte vi med at ses. Jeg tror hun havde brug for mig. Hun kunne mærke, at stofferne var ved at tage overhånd, og hun havde taget beslutningen om at droppe det, men hun havde brug for en støtte. Og jeg sparkede hende til at overholde sit løfte: Aldrig tage til en fest, hvis stofferne trækker mere end festen.
   Hvem ved? Måske var hun gået fra teenageweekendstofer til rigtig narkoman, hvis det ikke havde været for mig? For hun var virkelig fucked up.
   Og jeg fik min bedste veninde tilbage. En veninde, der ville gå gennem ild og vand for mig.

Jeg sov, da min veninde Cecilie ringede. Jeg var netop i færd med en yderst interessant samtale med Platon om mobiltelefonens indvirkning på ungdommen (huh?), som hun rev mig ud af.
   "Du afbrød Platon," mumlede jeg søvndrukkent, da jeg forstod at det var hende.
   Hun grinede. "Vækkede jeg dig?"
   "Bare lidt. Hvad vil du?"
   "Jeg vil bare høre om du vil med i centret?"
   Det tog kun et splitsekund at overveje. "Jaa! Hvornår?"
   "Jeg kan være hos dig om ti minutter?"
   "Super! Så ses vi."
   "Yes."
   Jeg elskede at være ude med Cecilie. Hun fandt altid på de skøreste ting. Men ikke lige i dag. Hun hentede mig, vi tog op til centret og snusede ellers bare rundt. Det var nu rigtig fedt alligevel, vi jokede om alt og fik os en ny insider-joke: sokker! Jeg ved ikke helt, hvordan det startede, men pludselig råbte vi "Sokker!!!" af hvert stykke tøj, den anden tog frem, som vi ikke kunne lide. Og så flækkede vi af grin.
   Ømme i maverne af at grine tog vi på cafeteria med hendes poser med tøj. Vi placerede os i hjørnet og bestilte vores mad. Vi snakkede lidt, da jeg pludselig fik øje på én, jeg kendte. Cecilie snakkede intetanende videre nogle sekunder, men stoppede så pludselig op.
   "Er der noget galt?"
   "Ham..." Jeg blinkede lidt. Det kunne da ikke være Thomas! "Ham der, det er Kathys kæreste."
   "Kathy? Hende din venind - åh, fuck!" Cecilie havde vendt sig om. Og mere tydeligt kunne det ikke være. Det var Thomas, Kathys kæreste. Og den nedringede blondine, der sad overfor ham, var ikke bare en ven.
   "Det er sguda for klassisk," mumlede Cecilie. "Mere brintet dulle skal man da lede længe efter."
   Jeg vidste, at hun bare sagde det for at hjælpe, men det hjalp ikke. Min mave havde slået en kæmpe knude, og nægtede at løse op igen.
   "Åh gud," slap det ud af mig. "Hvad skal jeg dog sige til Kathy?"
   "Måske er de bare venner?" forsøgte Cecilie. Vi kastede begge et blik mere derhen; hendes hånd lå ovenpå hans, og det smil hun sendte ham var mere end bare hengivent.
   Cecilie skar ansigt. "Okay..."
   Så sad vi stille lidt. Cecilie havde, selvfølgelig, ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Ligeså lidt som jeg selv havde.
   "Skal vi ikke gå?" spurgte jeg efter lidt tid.
   "Vi har ikke fået vores mad."
   "Vi har ikke betalt."
   "Nåh ja. Kom! Vi køber en sandwich på vejen." Hun rejste sig, tog sine tasker og marcherede ud af cafeteriet. Jeg fulgte efter hende, duknakket så han ikke skulle genkende mig.
   Vi brugte det næste kvarter på bare at slentre forbi alle butikkerne og snakke om det.
   "Måske skulle du vente?" foreslog Cecilie. "Du ved jo praktisk taget ingenting. Og hun finder vel selv ud af det eller får en mistanke på et tidspunkt."
   "Men hvad hvis hun ikke gør?"
   "Så tager du den derfra. Vent lidt og se. Måske tilstår han endda selv. Måske har de lavet en aftale om, at de gerne må se andre."
   "Næppe."
   "Men mit råd er at vente."
   "Ville du ikke selv gerne ville vide det, hvis din kæreste havde andre?"
   "Jo! For pokker, jo! Men jeg ville ikke bryde mig om overilet, ondsindet sladder. Så hellere vente lidt. Jeg siger jo ikke, at du ikke skal sige noget - du skal bare vente til du eller hun ved mere."
   "Jae okay."
   "Og så holder jeg mund. Jeg har ikke helt styr på mine argumenter, og vil nødig få dig til at gøre noget forkert. Lyt til mit råd eller lad være. Men du bestemmer."
   "Ja. Tak..."
   "That's what friends are for." Hun smilede. Jeg gengældte det.
   Jeg valgte at følge Cecilies råd. Måske var der slet ikke noget i det. Og det var vel også bedre, hvis Kathy selv fandt ud af det eller han selv tilstod det. For jeg vidste jo praktisk taget intet. Men jeg havde det stadig ad helvede til med det.

De er overalt. Over mig, under mig, i mig. De æder mig op. De angriber, de stikker, hugger, dræber. Ødelægger alt på deres vej. Sorte skygger, deres skrig skærer mig i ørerne. Skingre skrig. Jeg splintrer. Falder skrigende fra hinanden. Stormen river i mig, flår i mig, jeg drukner, jeg forsvinder.
   Jeg vågnede med et skrig. Mit hjerte hamrede vildt. Der gik et par sekunder, før det gik op for mig at jeg hyperventilerede. Så tvang jeg mig selv til at slappe af. Trække vejret langsomt og dybt. Iiind, uuuud. Iiiiind, uuud.
   Klokken var kun fem. Det var stadig mørkt udenfor. Men ikke om jeg ville tilbage i seng! Ikke med sådan et mareridt hængende over hovedet. Så jeg stod op. Gulvet var koldt, men jeg elskede det. Det kolde gulv mod mine bare tæer, følelsen af at rende rundt i natkjole og bare have hele huset for mig selv. Så plejer jeg altid at sætte mig ned med et glas mælk og lave alle mine lektier. Det er som om der ikke rigtig er andet at tage sig til om morgenen. Og så starter dagen med en god følelse af at al stress og jag er overstået.
   Så jeg satte mig ned med et glas mælk. Jeg havde min mobil med, vane mere end nødvendighed. Der var alligevel aldrig nogen, der skriver på denne tid af døgnet. Som vanligt satte jeg mig med mine lektier. Først kemirapporten til i næste uge. Den var god at have af vejen.
   Jeg slappede helt af nu. Drømmen var kommet en del på afstand, nu hvor jeg sad i mit lune køkken med mine trygge lektier og min mælk.
   Jeg var kommet halvvejs gennem mængdeberegningerne, da min mobil pludselig lyste. På displayet stod: Kathy.
   Jeg frøs til is indvendig. Hun var aldrig oppe så tidligt! Og da slet ikke nu, hvor hun havde et job, som tillod hende at sove til klokken ti.
   Jeg havde stadig ikke fortalt hende om, hvordan jeg havde set Thomas. Det var jo derfor, jeg havde mareridt. Rigtig grimme mareridt.
   Jeg tog telefonen.
   "Han har slået op!"
   "Hvad?" Jeg begyndte at fungere igen. Slået op? Thomas? Så var problemet løst. Men...
   "Han har slået op! Thomas har slået op!" Hun brød sammen. Hendes hulk lød hjerteskærende gennem telefonen.
   "Jamen... Hvorfor?"
   Hun prøvede at sige noget, men kunne ikke. "H-han..."
   "Er du hjemme?"
   "Ja..."
   "Jeg kommer over!"
   Hun sundede sig lidt. "Men... Klokken er..."
   "Jeg kommer over. Du skal ikke være alene."
   Hun var tavs.
   "Medmindre du vil foretrække at jeg holder mig væk?"
   "Nej...! Tak."
   "Det er det, jeg er her for."
   Det var først bagefter jeg kom til at tænke på, hvad jeg skulle sige til mine forældre. De anede knap nok at Kathy eksisterede. Efter lidt overvejelse skrev jeg en seddel:
   Jeg er ovre hos en veninde, som har kæresteproblemer. I skal ikke være bekymrede for mig. Vi ses i eftermiddag. Knus!
   Og så tog jeg af sted. Jeg tog min skoletaske med, men regnede ikke med at få brug for den.
   Kathy var fuldstændig opløst, da jeg kom derhen. Hun åbnede døren, så at det var mig, og kastede sig så nærmest ind i mig. Længe stod hun bare lænet op af mig og græd stille. Det var næsten skræmmende. Jeg havde aldrig set hende så ulykkelig før. Det tætteste, jeg kom, var den dag, hun ringede for at få mig tilbage som veninde, men det var ikke tilnærmelsesvis det samme.
   Jeg prøvede klodset at trøste hende og fik hende ned i hendes ramponerede sofa.
   "Vil du tale om det?" spurgte jeg stille. Hun rystede på hovedet. Jeg gik ud i køkkenet, satte te over og lavede et glas saft, som jeg tog tilbage til hende. Hun smilede taknemmeligt til mig.
   Vi sad længe og så bare ud i luften. Så lænede hun sig ind mod mig. "Jeg forstår det ikke. I forgårs sagde han, at han elskede mig. I sidste uge snakkede vi om at flytte sammen."
   Jeg sagde intet. Hvad skulle jeg sige? "Han har vel ikke ment det"? "Han mente det. Han kommer tilbage!"? Begge dele ville være det helt forkerte.
   "Han sagde, at han elskede mig. Jeg elsker dig skat, det var præcis det han sagde. Betød det intet?!"
   "Kathy... Hvorfor slog han op?" Ordene gjorde ondt at sige. Det gjorde det ligesom endegyldigt, det hun var så ked af.
   "Det ville han ikke sige. Det skal bare ikke være os to mere."
   "Ikke andet?"
   "Hvad skulle han have sagt?! "Jeg hader dig fucking meget Kathy"? "Bye bye, hav et godt liv. Sucker!"? Hva'?"
   "Lad være med at angribe mig."
   "Undskyld. Du har ret. Jeg forstår det bare ikke. Jeg forstår det ikke!" Hun pressede hænderne mod ansigtet. "Jeg forstår det bare ikke."
   Jeg lagde en hånd på hendes skulder, og hun begyndte at græde igen. Jeg mærkede en knude i maven. Det var nu jeg skulle fortælle, hvad jeg havde set. Fortælle at Thomas bare var et dumt svin, hun ikke skulle spilde sin tid på. Men... Hun var for ked af det. Det ville bare gøre endnu mere ondt at få at vide, at hun var blevet kasseret til fordel for en brintet blondine-dulle. Så jeg holdt mund. Lod hende bare græde. Trøstede hende så godt jeg kunne. Hentede de chips, hun bad mig om. Jeg lejede en film med, hvis vi skulle få lyst til at tænke på noget andet. Den så vi. Så snakkede vi. Jeg konfiskerede hendes telefon, så hun ikke kom til at skrive til Thomas. Ikke før hun slappede lidt mere af. Det accepterede hun.
   Jeg fik en sms fra min mor: Er I okay? Hvor er du?
   Jeg svarede at vi havde det fint og at jeg var hjemme til aftensmad. Det andet spørgsmål ignorerede jeg elegant. Så pakkede jeg også min mobil væk.
   Vi spillede lidt spil, snakkede, og tænkte i det hele taget på noget andet. Indimellem fortalte hun mig om alle de små tegn. Hvordan hans beskeder var blevet kortere og mere intetsigende. Hvordan han var blevet mere og mere utilnærmelig når hun rakte ud efter ham. Hvordan det var tyndet ud i søde ord, kærtegn og alt andet. Det havde ikke været et så stort chok som det først havde føltes som om, kunne hun godt se. Men sekundet efter græd hun igen. Ville bare have det gode, de havde haft sammen, tilbage.
   Men henad dagen fik hun det bedre. Blev lidt mere afklaret. Så da jeg tog af sted henad aften var jeg sikker på, at hun nok skulle klare sig. Hun gav mig et langt knus inden jeg gik.
   "Tusind tak. Du er den sødeste veninde, man kunne ønske sig."
   Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare til det, og rødmede næsten. Så grinede hun.
   "Vi ses, ikke?" sagde jeg.
   "Jo. Og jeg klarer mig. Bare, tusind tak fordi du var her."
   "Det er det man har venner til, ikke?"

Dagen efter skrev jeg selvfølgelig til hende for at høre, hvordan det gik. Hun svarede ikke i løbet af morgenen, men da var først da skoledagen begyndte at skride frem, at det begyndte at undre mig. Jeg var lidt nervøs, men slog det hen.
   Jeg vidste det vel godt på det tidspunkt. Jeg havde den der rigtig lede følelse i maven. Den, der føles som overbekymring, men så alligevel ikke. For det føles en smule for stærkt.
   Jeg tog lige hjem efter skole, men da klokken nærmere sig seks, og hun stadig ikke svarede på mine beskeder eller tog telefonen da jeg ringede, blev jeg rigtig bange. Så jeg tog hjem til hende. Hun var der ikke.
   Som den altid gør, begyndte min hjerne at udtænke alle mulige skrækscenarier, men jeg tvang dem tilbage: Hun var sikkert bare hos en fyr. Eller en veninde. Eller til en fest. Men hvorfor havde hun ikke svaret hele dagen? Hun svarede altid med det samme.
   Jeg kunne ikke gøre mere, så jeg tog hjem. Hun svarede heller ikke dagen efter. Jeg overvejede at ringe til nogen, men hvem? Thomas? Hendes familie, som hun aldrig så? Hendes veninder, som jeg aldrig havde mødt? Politiet? Jeg kunne ikke ringe til nogen, hun kendte, og politiet var næppe en mulighed. De lytter vel ikke til en hysterisk teenagepige, der ikke har hørt fra sin veninde i to døgn.
   Men jeg vidste det jo godt. Jeg huskede udtrykket i hendes øjne. Gnisten, der var helt væk. Latteren, der lød afslappet, men hul. Meget hul. Hvorfor havde jeg ikke set det dengang?
   Jeg vidste godt, hvad der var sket. Jeg vidste, at hun var væk.

Jeg var på vej hjem med bussen. De sidste par dage havde virket som en tåge; alt flød sammen og jeg kunne intet huske. Cecilie vidste, at hun var død, den klassiske, selvmord, piller, men jeg havde ikke fortalt det til andre. Ingen behøvede at vide det, ikke endnu. Ikke før jeg selv var på benene igen.
   Jeg så på menneskene omkring mig. De snakkede og lo. Deres latter føltes som en hån, og jeg var sikker på, at jeg aldrig ville komme til at grine igen. Ikke mig, nej. Ikke mig. Jeg fik nogle blikke, kunne jeg mærke. Jeg så også miserabel ud. Var min mascara løbet? Jeg havde grædt i dag, på toilettet, efter skole. Havde jeg tjekket min mascara? Den var waterproof, var den ikke? Men var det en garanti?
   Folks blikke blev mere og mere intense. De brændte sig ind i mig. En glødende følelse skyllede igennem mig. Det var da ikke min skyld! Jeg bad hende ikke dø; hvorfor var de så bebrejdende?! Hvorfor beskyldte de mig? Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne!
   Du fortalte hende ikke om Thomas.
   Nej, det havde bare gjort hende endnu mere ulykkelig!
   Men så havde hun hadet Thomas. Så havde hun ikke givet ham sit liv.
   En pige stirrede mig lige i øjnene. Jeg mærkede, at jeg var ved at græde. De så så vrede ud, så bebrejdende. Jeg kunne mærke deres blikke, deres tanker, deres afsky.
   Stop! Jeg trykkede desperat på stop. Så stop dog! Jeg ville ud, jeg ville væk! Det var ikke min skyld, det var det ikke! Jeg havde ikke slået hende ihjel! Det havde jeg ikke!
   Jeg styrtede ud af bussen og slugte den friske luft. Det føltes befriende. Jeg indåndede den grådigt, nød friheden. Nød at være fri for deres blikke, der brændte så frygteligt.
   Der gik nogle fodgængere rundt. Jeg var et godt stykke hjemmefra, så jeg gav mig bare til at gå.
   Jeg bemærkede den første fodgænger se på mig. Jeg fornemmede det mere end jeg så det; en prikken i nakken, som forsvandt, før jeg kunne se efter.
   En kraftig kvalme skyllede op i mig. I løbet af få sekunder kunne jeg intet se. Det prikkede overalt i mit hoved, og jeg greb ud efter den første lygtepæl jeg kunne få fat i. mine ben føltes som gele; som om jeg var et helt andet sted end i min krop.
   Svimmelheden fortog sig, og jeg åbnede øjnene. Alt trykkede, menneskene var rykket tættere på, og husene hældede ind over mig som prøvede de at knuse mig. Solen var også væk. Alt var mørkere, ondere. Som prøvede hele verden at råbe: Hun gjorde det! Hun slog sin bedste veninde ihjel!
   Jeg kneb øjnene sammen, men alt var det samme, da jeg åbnede dem igen.
   Jeg satte i løb. For anden gang den dag flygtede jeg. Jeg ville bare hjem, væk, være i fred, være okay, være hjemme. Være normal.

Jeg blev hjemme de næste par dage. Sagde at jeg havde det skidt. Det var helt okay med mine forældre. Jeg var jo bleg og træt, kunne de se. Men ikke voldsomt syg. Så jeg fik lov til at passe mig selv.
   Jeg fik nogle beskeder fra mine klassekammerater, som fik den samme smøre: Jeg var syg, jeg var snart tilbage, jeg var okay, ellers tak. Kun Cecilie, der ringede, fik sandheden. Det var utroligt så tæt vi var kommet på hinanden på det seneste. Vi havde altid været rigtig gode veninder, men nu var der kommet et element af fortrolighed ind i vores forhold.
   Så hun ringede, fik hele historien, og var rigtig sød.
   "Du kan ikke mure dig inde for evigt. Så har du intet andet at lave end at tænke på det. Kom ud, lav noget, få det på afstand."
   Hun var sgu en klog pige. Jeg besluttede også at følge hendes råd, en anden dag. Lige nu havde jeg bare brug for at sove det væk.

Platon kom gående imod mig. Han hilste og jeg tog høfligt hans hånd.
   "En ære."
   "Ja ja." Han grinede. "Mere berømt er jeg vel heller ikke."
   "Næsten alle kender dit navn i min tid, to et halvt årtusinde efter din død."
   Han lyste op. "Anerkendes mine ideer?"
   "Du bliver i hvert fald anset for en af historiens største tænkere."
   Han så glad ud. Så så han nærmere på mig. "Er der noget galt, min pige?"
   "Bare personlige problemer..."
   "Fortæl."
   Han så så flink ud. Og den rynke i panden sagde tydeligt, at han ville lytte. Og forstå. Så jeg fortalte ham det hele. Kathys død, min egen dårlige samvittighed, alt. Da jeg kom til, hvor gerne jeg ville se hende igen... kom hun gående. Hun smilede til mig og vinkede, og jeg styrtede hen til hende og faldt hende om halsen. "Kathy! Er det virkelig dig?!"
   Hun grinede og slog armene om mig. "I egen høje person."
   Vi stod sådan længe, indtil jeg begyndte at græde.
   "U-undskyld Kathy... jeg savner dig sådan!"
   "Jeg savner også dig," sagde hun. "Men hvis du er bekymret for mig, så lad være. Jeg har det fint nu."
   ""Fint"? Men du var så ulykkelig."
   "Jae. Men det er som om der er kommet en eller anden fred over det hele nu. Som om det alt sammen er kommet lidt på afstand."
   Jeg så bare på hende, kunne ikke finde noget at sige. Hun så faktisk ud til at have det bedre.
   "Nåh..." Hun smilede til mig. "Jeg har things to do. Så, rart at se dig igen. Ciao og på gensyn!"
   "Ciao." Jeg så efter hende, da hun vendte sig og gik. Hun var stadig lige tynd.
   "Kathy...!" råbte jeg. Hun vendte sig om. "Ja?"
   En del af mig, en stor del, længtes efter at fortælle hende om Thomas. Fortælle hvilket svin han havde været overfor hende. Men hun så så glad ud, så fredfyldt.
   "Ikke noget," sagde jeg bare. Hun så spørgende på mig, men da jeg ikke sagde mere, vinkede hun bare en sidste gang og forsvandt.

Jeg mødte op i skolen igen, med lidt mere svingende fravær, men jeg var der. Mine klassekammerater lagde mærke til forandringen i mit humør, men jeg fortalte dem ikke grunden.
   Jeg kunne godt mærke, hvordan jeg begyndte at trække mig væk fra dem og ind i mig selv, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare have Kathy tilbage. Selv Cecilies kontaktforsøg ignorerede jeg. Det var ikke dem jeg havde brug for, ikke mine klassekammerater, ikke Cecilie, men Kathy!
   Og desuden var jeg begyndt at kunne mærke deres blikke. På en eller anden måde var jeg overbevist om, at de kunne se det. Eller fornemme det. Jeg emmede så stærkt af dårlig samvittighed.
   Der gik nogle måneder, og så begyndte de at bagtale mig, hviske om mig i krogene. Det var, når de ikke troede jeg kunne høre det, at jeg fornemmede deres stemmer.
   Det startede med en følelse, en vag fornemmelse af noget underligt ukonkret. Det var ikke en direkte viden, mere en fornemmelse af deres afsky. Men om det var fordi jeg havde udviklet mig til Little Miss No One eller fordi jeg var skyld i Kathys død, var svært at sige.
   Men tiden gik, og efter jul (hvor jeg bare havde siddet og kedet mig helt alene det meste af tiden) blev det værre. Jeg sad for mig selv i kantinen og læste lidt i en bog, da jeg pludselig hørte nogen sige: "Hun kunne have reddet sin veninde. Så er det ikke hendes skyld?"
   Jeg så brat op, men der var ingen, der så på mig. Selvfølgelig - bagtalere gav sig aldrig til kende.
   Og så kom rædslen. Den kolde rislen ned ad ryggen. De vidste det! Jeg klappede bogen i, rejste mig og skyndte mig ud på toilettet. Her græd jeg. Rigtig, rigtig meget. For ét er selv at vide det, noget andet var at høre det fra andre. Det gjorde ondt. For jeg vidste det jo. Jeg kunne have reddet hende. Jeg kunne have reddet min bedste veninde.

Jeg drømte om Kathy. Hun græd. Jeg gik hen til hende, prøvede at trøste, men hun skubbede mig væk. Jeg så uforstående på hende, men hun sagde ikke noget. Hun bare græd og græd, krøllede sig sammen med hænderne for øjnene. Det skar mig i hjertet, men hvad kunne jeg gøre? Hvad kunne jeg gøre, når hun blev ved med at skubbe mig væk?

Snakken tog til. I starten var det bare lidt hvisken i hjørnerne, ting jeg hørte, løsrevne stumper af samtale. Folk holdt op med at tale med mig, og jeg trak mig bare længere væk. Der var alligevel intet at gøre. Kathy var død, de vidste det. Jeg var toast.
   Men det hjalp ikke, at jeg gemte mig. Det fik tilsyneladende bare folk til at snakke endnu mere.
   Som da jeg sad i biblioteket med mine lektier. De lå bare foran mig; jeg kunne ikke koncentrere mig. Det var ikke fordi jeg tænkte på ting, jeg var bare tom. Det var jeg ved at blive. Rigtig tom. Når jeg sad i timen, hørte jeg heller ikke så meget. Lærerens stemme flød bare ud til en vag summen, kun indimellem afbrudt af elevernes svar og spørgsmål, som jeg ikke hørte.
   Men jeg sad der i biblioteket og næsten-læste, fredeligt for mig selv, da en flok grinende piger gik fordi.
   "Han havde en anden!"
   "Hun fortalte det ikke."
   "Sikke en elendig veninde."
   Jeg kan ikke påstå, at jeg havde vænnet mig til det. Jeg blev stadig bange, ked af det, helt kold indeni, når jeg hørte det. Men det var efterhånden trængt ind, accepteret som sandhed. Jeg kunne jo have reddet hende.
   Det værste var, når jeg ikke kunne høre, hvem der talte. Når jeg bare hørte en stemme, og ikke kunne få øje på nogen i nærheden. Så kunne det jo være hvem som helst. Det var rart at have et ansigt på, en fornemmelse af, hvem der talte. Ikke at det gjorde det bedre. Det gjorde det bare ikke værre.
   Så var der den dag, Cecilie ringede. Hun var bekymret for mig, ville bare høre hvordan det gik. For én gangs skyld snakkede jeg med hende. Rigtigt. Det var rart.
   "Du tænker stadig meget på hende, ikke?"
   Jo, det måtte jeg indrømme. Jo, jeg tænkte på hende konstant; jeg havde dårlig samvittighed, jeg var bange, jeg havde ingen veninder tilbage, alle talte om mig. Men det kunne jeg ikke sige. Så det blev bare til et stille "jo."
   "Hvordan går det ellers?"
   "Okay. Lidt svært at koncentrere mig i skolen, men ellers okay nok."
   "Okay. Er jeg glad for at høre."
   Vi var tavse lidt. Det var svært. Hun plejede at snakke som et vandfald, men ikke i dag, åbenbart.
   "Er der noget galt?" spurgte jeg.
   "Nej nej." Hun tøvede. "Jeg er bare bekymret for dig. Jeg snakkede med Carina i går..."
   Carina gik i min klasse og var en bekendt af Cecilie. Jeg blev straks nervøs. Cecilie fortsatte: "Hun sagde, at du aldrig snakker med nogen mere. At du altid sidder for dig selv."
   Jeg sagde ikke noget.
   "Det går ikke fint, vel?" sagde hun.
   "Jo," svarede jeg.
   "Hvorfor snakker du ikke med nogen? Hvorfor undgår du mig?"
   Hun var frustreret. Jeg kunne høre det på stilheden. Men jeg brød den ikke. Det gjorde hun:
   "Hun har selv fortjent det."
   "Hvad?"
   "Hun slog sin veninde ihjel, og hun ved det. Det er derfor hun holder sig væk. Fordi hun er beskidt, ikke værdig til at møde andre mennesker."
   Mobilen gled ud af min hånd. Jeg forstod det pludselig, chokeret over min dumhed. Når selv Cecilie... Hun ville aldrig sige det til mig, aldrig direkte. Det var også derfor jeg aldrig så dem tale, aldrig så deres munde bevæge sig.
   Jeg kunne høre deres tanker.

Kathy dukkede op. En dag, da jeg kom hjem fra skolen, sad hun på trappetrinnet foran hoveddøren.
   "Kathy!" udbrød jeg. "Du må da ikke komme her. Mine forældre får et føl."
   "Det går nok," smilede hun. "Jeg tager bare vinduet, hvis de kommer hurtigere hjem end beregnet."
   Jeg gav hende et knus. "Det er godt at se dig!"
   "Jeg sagde jo vi ville ses."

Jeg holdt efterhånden op med at gå i skole. I starten gik jeg bare ud i haveskuret og ventede til mine forældre var taget af sted. Mens jeg sad i skuret og krøb sammen, hørte jeg på tankerne, der strømmede ind mod mig fra alle naboerne, alle forbipasserende. Sommetider smed vores træer kastanjer efter mig, mens jeg gik tilbage. Men når jeg gik op på mit værelse, op til Kathy, dæmpedes det. Hun havde ligesom en beroligende effekt på det hele. Og vi havde det fantastisk. Hun var lige så sød, sjov og rapkæftet som i gamle dage. Jeg, på min side, var nok mere afdæmpet. Jeg var plaget af alle stemmerne, der hamrede i mit hoved som vilde, flaksende fugle, der slog mod min pande og mine øjne.
   Jeg sov meget. Jeg havde grimme mareridt, monstre og uhyrer, der jagtede mig. Men når jeg vågnede, haglede fordømmelsen og vreden ned over mig. Så var søvnen bedre.
   Jeg vidste at det ville stoppe, hvis jeg fortalte det til Kathy. Men jeg turde ikke. Der var gået for længe; hun ville bebrejde mig det, blive vred. Selvfølgelig.
   Men vi kunne tale om alt andet. Jeg fortalte, at Cecilie havde svigtet mig, at ingen talte med mig, at jeg havde haft det så dårligt over at hun var væk. Og hun gav mig et knus, trøstede mig og gjorde mig sikker på, at det nok skulle gå.
   Som da jeg drømte en af de værste. Jeg var på flugt, løb, snublede, faldt, løb videre. Jeg havde ikke tid til at vende mig om, men jeg kunne fornemme monstret, mærke den varme ånde i nakken, høre det tunge åndedræt. Jeg mærkede følelsen af de gifttunge hugtænder, de sorte kløer. Jeg snublede, genvandt balancen, mærkede noget koldt strejfe min nakke, snublede og skreg. Jeg skreg og skreg. Kathy sprang til og vækkede mig.
   "Rolig! Rolig, det var bare en drøm. Rolig, shh."
   Jeg holdt op med at skrige, men ikke med at ryste. Jeg kunne stadig høre den hæse stønnen, det kolde strejf.
   Kathy løb ned ad trappen. Jeg så ud af vinduet. Solen skinnede og det var midt på onsdagen, men jeg følte mig stadig helt kold indeni.
   "Det er kun hvad hun fortjener."
   "Hun er en lousy veninde!"
   "Det ville da være bedst, hvis hun døde."
   "Døde!"
   "Dø! Dø! Dø! Dø!"
   Jeg græd og holdt mig for ørerne. Det lukkede det ikke ude, den hårde, smældende stemme. Jeg mærkede Kathys hånd på min skulder. Hun rakte mig en kop te. Jeg smilede blegt til hende og tog koppen. Hun satte sig ved siden af mig. "Klarer du dig?"
   "Ja..." Jeg lukkede øjnene, prøvede at tvinge stemmerne ude. Jeg vidste det jo, jeg vidste det! Jeg fortjente slet ikke en veninde som Kathy!
   Hun satte en DVD på, en af mine yndlings, og vi sad i stilhed og så den. Bare helt stille, tæt sammen, gode veninder.

Jeg fik selvfølgelig en advarsel fra gymnasiet. Den blev sendt hjem til mine forældre, uden mit vidende, og de var chokerede.
   "Du har ikke været i skole i... i..." skingrede min mor.
   "I halvanden måned," fortsatte min far. "Er der noget, du ikke fortæller os?"
   Jeg rystede bare på hovedet.
   "Du rydder heller aldrig op!" sagde min mor. Hun var den hysteriske af dem. "Eller gør rent. Eller hjælper til. Eller..."
   Min far standsede hende. Så så han strengt på mig. "Er du involveret i noget med stoffer?"
   "Nej nej..."
   "Vi er her for at hjælpe dig. Du kan sige det til os."
   Jeg sagde intet. Sad bare og så ned i gulvet, ønskede at det ville rejse sig og opsluge mig. Der var stille lidt.
   "Vi burde snakke med hendes lærere," sagde min mor. Hun lød forvirret og frustreret.
   "Se på os," sagde min far.
   Jeg løftede hovedet, men så ikke på ham. De var så store, så truende. Jeg vidste, at de ville tage Kathy fra mig, hvis de kendte sandheden. Men de vidste, at jeg havde slået hende ihjel! Jeg kunne høre det på dem. De hårde beskyldninger, de onde ord.
   "Må jeg gå?" spurgte jeg.
   Min mor svarede hurtigst. "Ja ja. Vi vil gerne snakke lidt alene."
   Jeg strøg hurtigt op på mit værelse. Kathy fulgte med. Hun så medlidende på mig, da jeg smed mig på sengen. Så forsvandt hun.
   "Hun burde dø."
   Jeg holdt mig for ørerne, begyndte at græde. De fortsatte ubønhørligt. Jeg græd, klynkede, tiggede og bad dem, men de lyttede ikke.
   "Burde dø."
   "Dø!"
   "Hun burde dræbe sig selv."
   "Hun burde dø!"
   "Afskum!"
   "Dø!"
   "DØ!"
   Og de havde ret. Det var jo rigtigt. Jeg var en frygtelig veninde, jeg skuffede alle, jeg ødelagde alt.
   Før jeg vidste af det, var mine arme smurt ind i blod. Blod, der dansede og cirklede og dannede smukke mønstre. Det rejste sig, sang for mig, dansede, fik mig til at smile. Jeg lo. Stemmerne tav. Blodet sang og dansede.
   Det bankede på døren til mit værelse. Jeg registrerede det ikke. Kun svagt hørte jeg min mors "Åh gud...!"
   Jeg hylede, da de greb fat i mig. Da ting blev presset mod sårene. Stemmerne brølede i mit øre. Bekæmp dem! Stop dem! Dø! Jeg skreg. Jeg skreg og slog og bed. Ænsede intet. Skreg og skreg. Monstret fra min drøm stod bag mig. Åndede mig tungt i nakken. Skyggevæsner samlede sig i hjørnerne. Skræppede og skreg og rev ud efter mig. Deres lange kløer skar sig ind i min hud. Jeg skreg af smerte.
   Så besvimede jeg.

Jeg vågnede og så direkte ind i et par gule øjne. Et hyl undslap mig. Den var her! Den var her for at æde mig! Straffe mig for min synd!
   De lo. Højt, skingrende, hånligt. Jeg trak mig sammen, ind i mig selv. De lo, angreb, slog mod mig. Jeg græd.
   Så kom Kathy. Hun verfede dem væk og kom hen til mig. "Er du okay?"
   Jeg nikkede blegt.
   "Jeg vil gerne tale med dig," sagde hun alvorligt. Jeg så bare på hende.
   Der lød en knirken af en dør, der gik op. En mand i hvid kittel kom ind. Han satte sig på hug foran mig.
   "Hej," sagde han. Jeg stirrede bare på ham. Han smilede venligt. "Kom med. Jeg gør dig ikke noget."
   Jeg rejste mig fra hospitalssengen og fulgte ham. Han førte mig til en læge, en flink læge, der stillede mig mange spørgsmål. Han var så flink, han vidste at jeg var bange. Han sagde, at det var okay; at han ikke ville dømme mig. Han ville bare hjælpe mig.
   Så jeg fortalte. Jeg fortalte om Kathy, hendes død, min skyld, alles afsky. Monstrene, frygten. Og han nikkede, kommenterede ikke, og forstod. Han sagde til mig, at Kathys død ikke var min skyld. Jeg kunne ikke forstå det endnu, sagde han, men det var det, han var der for.
   Han ville hjælpe mig.


* * *
   Jeg sidder for mig selv i kantinen. Jeg snakker sjældent med nogen. Det er som om der er kommet en distance mellem mig og andre mennesker; som om jeg er et sted, hvor de aldrig kommer. Jeg kan stadig snakke om tøj og mode og sukke over Andres, som arbejder i nærheden og ofte besøger sine venner i gymnasiet. Men det ligger hele tiden i baghovedet, at der er noget, der er vigtigere end det. Jeg nyder også livet lidt mere end før. Og ser Cecilie. Hun besøgte mig på afdelingen. Hun blev lukket ind, gav mig et knus, så på mig og udbrød: "Sokker!" Jeg begyndte at græde, undskyldte, og så talte vi sammen.
   Jeg fik også talt med mine forældre. De var chokerede over, at de intet havde opdaget før. At de havde haft så travlt med deres eget. De bebrejdede også sig selv. Følte, at det måtte være deres skyld, at det var sket. Men lægen talte med dem. Han var i det hele taget fantastisk. Tålmodig og dygtig. Det er alene hans fortjeneste, at jeg kom så hurtigt igennem det.
   Jeg er stadig på medicin. Men jeg har det bedre. Jeg er rask. Stemmerne, monstrene og frygten er væk.
   Christina fra klassen kommer hen og sætter sig ved siden af mig. Vi snakker sammen, lidt om vejret, lidt om lektierne, lidt om festen på lørdag. Som jeg ikke skal med til. Jeg tør ikke. Der er alt for meget larm og kaos. Jeg er godt nok ikke syg mere, men jeg holder mig generelt fra ting, der minder for meget om det hele.
   Christina joker, og jeg ler. Hun er enormt sød. Minder lidt om Cecilie. Cecilie. Jeg står i gæld til hende. Hun var den eneste, der holdt ved. Den, der hjalp mig tilbage til den virkelige verden med skole og shopping og andre unge mennesker. Men jeg savner stadig Kathy. Hun var min bedste veninde gennem otte år, og var en fantastisk støtte under min sygdom. Det er svært at give afkald på.

- Er du der?
   - Kathy?
   - Hvorfor sagde du intet?
   - Om Thomas?
   - Ja.
   - Jeg ved ikke... Du var så ked af det...
   - Vi er veninder! Vi kan sige alt til hinanden.
   - Så, du er ikke sur på mig?
   - Aldrig! Du er vist også blevet straffet nok.
   ...
   - Så, kan jeg komme over?
   - Kathy... Min læge sagde, at du ikke eksisterer.
   - Han behøver ikke vide at vi ses, vel?
   - Neej... Men mine forældre?
   - No problemo. Jeg tager bare vinduet, hvis de kommer hjem hurtigere end beregnet.
   Jeg smilede.
   - Så okay. Vi ses om lidt!
   - Yes! Ciao!
   - Ciao!