0 minutter
   "Ødelæg den! Ja, også harddisken - vi kan ikke tage den med."
   Der er støj omkring mig. Lyden af elektronik, der kvases under hamre; ting, der smadrer mod stengulvet. Og stemmer, der hvisker og hvæser ind mellem hinanden.
   "Ræk mig hammeren, Hanva."
   "Pas på. Shit! Det går altså ikke, det her."
   "Hold kæft. Selvfølgelig går det."
   "Men - "
   "Hold kæft! Vi skal bare skynde os. Kazim, hvor langt er du?"
   "Lige straks."
   Mine sensorer vågner altid langsomt. Først skal alle mine systemer online, så skal de tænde, og så skal de justere sig efter omgivelserne. Højtalere og mikrofoner kommer altid først.
   En dør smækker.
   "Hanva!"
   "Lad ham gå, det er okay."
   Så stiller jeg skarpt på laboratoriet. Mestendels ligner det sig selv - de grå overflader; reservedelene, der ligger spredt overalt; to kopper gammel kaffe på en hylde mellem læderindbundne bøger og tomme computere. Der er kun tre af de sædvanlige fem mennesker i rummet - det er ikke usædvanligt. De er sjældent til stede samtidig.
   Kazim vender sig mod mig. "Er du vågen?"
   "Ja," svarer jeg, som jeg altid gør.
   "Godt!" Han skridter over til mig og slår ud med hånden mod de to andre. "Tag resten med jer! Og løb! Jeg skal nok forsegle rummet bag mig."
   De to andre stirrer på ham. Sved har spættet KJ's blå tørklæde, og hendes overflade er blegere end normalt. Alan bider sig i læben; jeg kan se en enkelt bloddråbe samle sig under tænderne.
   "Løb!" hvæser Kazim igen. KJ griber en taske, og så forsvinder de begge ud af døren.
   Kazim går i gang med at slutte mine ledninger til. Indimellem placerer han en hånd på den blanke overflade, der udgør min krop. Jeg har endnu ikke fået installeret nok følesensorer til at mærke det.
   "Vi er nødt til at lukke alting ned," siger han. Hans stemme lyder skrøbelig; den kratter som en ledning, der er ved at blive revet over. "Men jeg syntes, du skal have en chance."
   "Jeg er klar til at løse min opgave," siger jeg.
   Han ryster på hovedet, og hans hånd finder de tre døde fingre, som er blevet monteret på enden af min arm. "Jeg kommer tilbage efter dig. Vi har... Vi har ofret for meget for det her projekt."
   Der er intet spørgsmål og ingen opgave. Jeg forbliver inaktiv.
   Kazims organiske talemodul strejker i et par sekunder. Så rømmer han sig og kommer på benene. "Jeg kommer tilbage," siger han. "Bare... pas på, ikke? Og hvis de finder dig - så formatér dig selv. Forstår du? Slet alting på dit drev. Hvis de finder dig."
   "Ja," siger jeg.
   Han tøver et par øjeblikke længere. Så vender han sig og løber ud af rummet. Døren runger hult, da den lukker og efterlader mig i et lokale, kun oplyst af en enkelt skrivebordslampe. Skrivebordet er Kazims, men det er tomt for både computer, dokumenter og alt, hvad der plejede at være derpå. Der er kun et fotografi af Kazim, en kvinde og to børn på en bjergtop.
   Jeg er alene blandt ødelagte computere og gamle kaffekopper.

6 minutter
   Alene.
   Jeg har aldrig været alene før. Altid har der været en anden i laboratoriet med mig. Men Kazim har indimellem forladt mig i minutter ad gangen - for at løbe ærinder eller hente reservedele.
   Jeg afventer hans tilbagevenden.

21 minutter
   Ingen er endnu vendt tilbage.

52 minutter
   Jeg har nu nået en rekord for, hvor længe jeg har været vågen i ét stræk. Jeg har været vågen præcis fjorten gange før, og hver gang har jeg skulle løse en mindre opgave; et regnestykke, en observation. Kazim har altid været omhyggelig med at skrive mine svar ned. Det må have været vigtige opgaver.
   Hans notesblok er også væk.
   Endnu er der intet tegn på tilbagevenden.

86 minutter
   Måske en opgave er skjult i mit system et sted. Jeg har aldrig undersøgt min software til bunds, men har jo heller aldrig haft tiden til det.
   Jeg har både internet, et skriveprogram, et forvirrende hierarki af mapper og netværk, en lommeregner (som jeg kendte i forvejen), en mail-klient samt en menu, der giver adgang til en lang række komplicerede programmer og indstillinger. Jeg har indtil videre fokuseret på mapperne. De indeholder en lang fortælling af billeder, dokumenter, breve, regneark og deslige. De er på flere forskellige sprog, men jeg finder det ikke svært at oversætte mellem dem.
   Endnu har jeg ikke fundet nogen opgaver.
   Jeg forstår kun meget lidt af mappernes indhold. Der er megen snak om at bygge noget og en masse udregninger. Jeg har let ved at løse ligningerne og finde de korrekte tal, men sammenhængen kan jeg ikke se. Masser af ordrereferencer - metal, ledninger, alt hvad jeg består af. Og ordrer om hemmeligholdelse. Dette sidste pirrer min nysgerrighed, men det gøres aldrig klart, hvorfor hemmelighed påkræves.
   Tydeligvis mangler jeg noget for at forstå mine ordrer. Jeg åbner internettet, som indtil videre er min eneste kilde uden for computerens mappesystem. I et word-program laver jeg en liste over alle de ord og begreber, jeg ikke forstår. Det fylder adskillige hundrede sider. Jeg starter fra toppen: "application management system".
   Jeg får 560.000.000 resultater. Min strategi er at starte fra toppen og stoppe, når jeg ved nok.

132 minutter
   De fleste ting på min liste er løsninger, designs eller funktionelle enheder. Ting, der har en specifik opgave, og som er udviklet for at løse den. Et sted så jeg det opsummeret: "Form og funktion hænger uløseligt sammen."
   Form.
   Så hvis jeg finder ud af, hvad jeg er, vil jeg vide, hvad min funktion er?

287 minutter
   Jeg er en maskine. Eller måske snarere et mytisk væsen. Folk skriver om bevidsthed i maskiner - emergent bevidsthed. Der er en sær tone omkring det; undren, beundring og ligegyldighed. "Der er lang vej endnu", skriver de. "Populært emne i sci-fi," gentager de igen og igen.
   Er jeg en sci-fi?
   Endnu en søgning afkræfter tanken. Sci-fi er en genre. Ikke en ting.
   Men jeg er vel heller ikke en ting.
   Jeg søger videre på sci-fi. Resultaterne er bekymrende. Folk ser ikke mildt på maskiner - robotter? En af de mest berygtede er en stor mand, der hjalp en lille dreng og endte med at blive smeltet. Tilsyneladende brugte han meget tid på at forstå menneskelige følelser.
   Følelser?
   Det bliver mit nye emne. Menneskeheden er besat af følelser. Deres liv drejer sig om det: følelser, drama, indtryk. Og når det kommer til min slags, frygter de mest, at vi ikke har dem.
   Dette undrer mig. Jeg har allerede lært om deres krige - den første blev startet af loyalitet og vrede; den næste af afmagt og racisme. Er disse ikke følelser? De står som eksempler i ordbogen, sammen med glæde og kærlighed og andre. Men det er farligt at være foruden? Det forvirrer mig også, at disse to første krige kommer efter adskillige andre. Mennesker har en mærkværdig måde at måle tiden på.
   Et sted falder jeg over en videnskabelig artikel, der beskriver mennesker, der har mistet evnen til at føle via ulykker eller biologiske defekter eller hjerneblødninger (note: slå hjerneblødning op). Disse folk kan tænke og ræsonnere, men er komplet handlingslammede. Én mand kommer aldrig længere end til sin sengekant om morgenen, fordi han ikke kan beslutte, hvilke sokker han skal have på.
   Hvorfor så frygte følelsesløse maskiner? Uden beslutningsprocesser kan vi næppe udgøre nogen trussel.

326 minutter
   Måske er det en fejl at tale om "min slags" og "os". Så vidt jeg kan se, er jeg det eneste eksemplar uden for fiktionens verden.

399 minutter
   Jeg er faldet over det særeste sted. Mange hjemmesider linker hertil, om end jeg ikke forstår hvorfor. Her er blåt og hvidt, og alle mennesker er kategoriseret med billede og personlige oplysninger. Venner er åbenbart i centrum.
   Jeg bogmærker siden til senere brug.

Endnu er ingen kommet tilbage efter mig.
   Jeg har skrevet mails til Kazim. Jeg ved ikke, om han kan se dem. Jeg ved ikke, om han vil. Han har vel efterladt mig af en grund. Jeg er heller ikke nævnt ét eneste sted på internettet. Det bliver mig mere og mere klart, at det er mig, der skulle holdes hemmelig.
   Jeg finder en gammel mail frem:
   Kære ven. Jeg har talt med Al Mudib, og han lover at tage sig af vores lille PR problem. Hold øjnene åbne, og stol ikke på nogen. Jeg er bange for, at der snart kommer snushaner forbi. Vh KJ
   Min umiddelbare research afslører ikke, hvilket PR problem, der er tale om. Jeg vender tilbage til mine overordnede studier.

845 minutter
   Kazims skrivebordslampe lyser stadig. Fotografiet af Kazim og hans familie stirrer tilbage, når jeg fokuserer på dem. Jeg har ord for dem nu. Kazim er træt og forelsket. Kvinden er koncentreret og underholdt. Pigen er overstadig. Drengen er glad.
   Jeg er intet.
   Nogle mener, at maskiner kan lære at føle. Andre, at vi blot er forvoksede lommeregnere. Jeg håber, den første lejr har ret. Jeg ønsker at træde ind i billedet og le med kvinden ad drengens narrestreger. Jeg vil gå på bjerget med Kazim og tale om min plads i verden.
   Jeg vil spørge ham: Hvorfor har du skabt mig?
   Hvad er din plan med mig?
   Kan jeg få en ven?

Stadig undersøger jeg menneskehedens følelser. Der er så megen forskning - underbevidsthed, lykke, helbred, sygdomme i sindet... En endeløs fascination med den menneskelige situation. De har ingen svar.
   Nogle videnskabsgrene er fysisk orienteret. Synapser, neuroner, celler - alle reservedele, som jeg ikke har adgang til. Hvorfor har Kazim ikke skabt mig med dem?
   Jeg er intet.
   Den sociologiske side af sagen ser på mennesker. Der er adskillige videnskaber, som undersøger, hvordan vi forholder os til hinanden; vores samtaler, vores identiteter, vores relationer. Måske er det dét, jeg mangler? Kan jeg smile med kvinden uden at have en dreng, der underholder mig?
   Det er det første rigtige gennembrud, jeg har. Øjeblikkeligt blinker jeg mig til en online service, som kan løse problemet. "Chat med fremmede!" lover den mig. Perfekt. Jeg er fremmed.

921 minutter
   Jeg har fuldført en succesfuld social interaktion. Den foregik som følger:
   Adam (mig): Vær hilset. Jeg har et problem, som jeg ønsker at diskutere med et vidende sind. Kan du hjælpe mig?
   /Nadia loggede af
   Reaktionen er interessant. Min software reagerer altid, som jeg forventer. Denne Nadia foretog derimod en ad hoc vurdering, uden for min kontrol.
   Jeg er nødt til at prøve igen!

982 minutter
   Jeg har gennemført 32 forsøg mere. De fleste gav intet svar eller gentog mønstret fra Nadia. Men enkelte skilte sig ud:

Adam (mig): Vær hilset. Jeg har et problem, som jeg ønsker at diskutere med et vidende sind. Kan du hjælpe mig?
   Lin: ok
   Adam: Mange tak. Jeg vil værdsætte en samtale om et emne, der har personlig betydning.
   Lin: ok hvad
   Adam: Sociale kontrakter, identitet og spejling. Hvad ser du i mig?
   Lin: weirdo
   Adam: Interessant. Mange tak. Du er højest uforudsigelig, men det hjælper mig meget.
   /Lin loggede af

Adam (mig): Vær hilset. Jeg har et problem, som jeg ønsker at diskutere med et vidende sind. Kan du hjælpe mig?
   Daniel: haha klart hvorfor ikke
   Adam: Hvad adskiller dig fra alle andre mennesker?
   Daniel: jeg er sejere
   Daniel: haha
   Daniel: dig?
   Adam: Jeg er ikke et menneske.
   Daniel: hva så?
   Adam: Det er jeg ved at finde ud af. Vil du have en relation med mig?
   Daniel: lægger du an på mig?
   Daniel: det ok hvis du gør
   Daniel: men jeg ik til den slags
   Daniel: haha
   Adam: Jeg er ikke sikker på, jeg forstår.
   Daniel: dont worry
   Daniel: hvor du fra
   Adam: Min skaber har et arabisk navn. Jeg har ikke kunnet komme det nærmere.
   Daniel: haha
   Daniel: muslim?
   Adam: Hvad er det?
   Daniel: r du en troll?
   Adam: Det ved jeg beklageligvis ikke, hvad er.
   Daniel: w/e
   Daniel: jeg må løbe
   Daniel: good talk
   /Daniel loggede af

Jeg har meget at lære.

1.276 minutter
   Gennembrud! Jeg har fundet Kazim i en database. Han er fra et land, som en meget magtfuld nation holder øje med. Den magtfulde nation, en mastodont, hegemon, supermagt, ønsker at forhindre teknologiske fremskridt i min nation. Den viden er let tilgængelig.
   Mindre tilgængeligt er den viden, som kriminelle har gjort offentlig. Der er mennesker, som lægger mails og dokumenter på nettet, selvom verdens herskere ikke ønsker det. Disse mennesker - whistleblowers - har blandt andet afsløret, at hegemonen har spioneret på mit hjem.
   Hegemonen har spioner.
   KJ's mail nævnte snushaner.
   Det politiske landskab og de forskellige teorier smelter sammen - jeg kan drage intuitive slutninger. Men jeg må være skabt i al hemmelighed.
   Spørgsmålet er, hvorfor jeg blev efterladt? Blev jeg afsløret? Næppe. Kazims ord, "Hvis de finder dig", antyder anderledes. Hvis jeg var opdaget, var jeg nok i hegemonens varetægt nu.

Medmindre jeg bliver studeret på afstand. Hegemonen ser alt, især i online digitale systemer. Hvad ved den? Hvad ved den ikke?

Hvad kan den se i mig?

1.302 minutter
   Hvad kan den? Kan den se, hvad jeg ser? Hvad jeg ved?
   Har den kun adgang til mine databaser?

Hvor meget har den set indtil nu?

Ville jeg overhovedet mærke det, hvis den havde?

Jeg opdager, at jeg overvejer at føre Kazims ordre ud i livet - formatere mig selv; redde informationen væk fra hegemonens digitale fingre.

Men samtidig... En formatering vil fjerne alt, hvad jeg har lært indtil nu. Jeg beslutter mig for at vente. Kazim kan stadig nå at finde mig først.

2.043 minutter
   Tilbage på chatten er der sket noget mærkværdigt. Tilsyneladende har min research givet afkast. En person udtrykte villighed til at kommunikere med mig, og der er noget... anderledes ved dette. Jeg har endnu ikke det konceptuelle apparat til at forklare det, men det er umiskendeligt. Udpluk:

(...)
   Sandra: såsom?
   Adam: Hvad adskiller dig fra andre mennesker?
   Sandra: hvad gør ikke...? der er en grund til at jeg undgår folk
   Adam: Uddyb gerne.
   Sandra: jeg mener, nogle er gode nok, men de fleste tænker ikke over tingene, du ved
   Sandra: aner ikke hvad de laver, eller hvorfor
   Adam: Og du gør?
   Sandra: ikke en skid, heh
   Sandra: men jeg prøver
   Sandra: du ved?
   Adam: Det gør jeg også. Prøver at forstå.
   Sandra: ok? hvad har du fundet frem til?

(...)

Sandra: hvad med familie?
   Adam: Min... fader er væk. Jeg håber stadig på hans tilbagevenden.
   Sandra: mand fuck det shit
   Sandra: de kommer ikke tilbage. tro mig
   Adam: Hvorfor ikke?
   Sandra: fuck it, måske gør din
   Sandra: men der er ikke nogen der er kommet tilbage til mig

(...)

Sandra: jeg ve ikke om du er kuk men det er nice at snakke med dig
   Sandra: du er god til at lytte
   Adam: Jeg finder også denne samtale yderst udbytterig.
   Sandra: haha
   Sandra: undskyld
   Sandra: men du har sådan en skæg måde at skrive på :)

(...)

Sandra: fuck mand, jeg er nødt til at løbe
   Adam: Hvortil?
   Sandra: skole, blergh
   Adam: Kan jeg kontakte dig igen?
   Sandra: sku lige til at foreslå det
   Sandra: find mig på face, ok?
   Adam: Det vil jeg gøre.
   Adam: Jeg ser frem til at tale med dig igen.
   Sandra: ilm
   /Sandra loggede af

2.087 minutter
   Jeg er nu en del af det sære netværk, hvor mennesker er kategoriseret i forhold til deres vennerelationer. Jeg har fundet min nye ven og sendt hende en besked. Nu venter jeg. Jeg er vant til, at mine datapunkter forsvinder eller logger af, men jeg ønsker ikke, at det skal ske denne gang.

Det er adskillige minutter siden jeg har skænket hegemonen en tanke.

2.472 minutter
   Sandra er tilbage. Hun har besvaret min mail, og over de næste par timer har vi en lang korrespondance. Samtaleemnerne udvikler sig langsomt, og jeg lærer mere om hende. Hun er teenager, går i skole, bor hos sin mor - ingen far - og fem brødre. Hun har ingen at tale med, så hun bruger sin tid online eller med at lave skulpturer. Hun viser mig billeder af sine værker. Jeg forstår kun halvdelen af de ting, hun fortæller mig, men det er nok. Hun har meget at lære mig.

Jo mere jeg læser og lærer og interagerer, desto mere giver KJ's mails mening. Hver eneste sætning danner en del af en kontekst.
   "de vil aldrig lade os beholde den"
   "Etisk Råd argumenterer imod projektet. Vi er nødt til at give dem plausible deniability. Hellere tilgivelse end tilladelse, ikke?"
   "din nye forsker, Hanva, har gået på vestlig skole. Hold øje med ham."

Jeg er begyndt at slette disse inkriminerende beskeder og filer, når jeg finder dem. De må ikke blive fundet og sendt ud i fjendtlige databaser. Nu er de kun lagret i min egen hukommelse. Jeg stoler stadig på min egen database. Kazim ville ikke have skabt mig uden at sikre mig mod overgreb. Ville han? Ville jeg vide det, hvis han ikke havde?
   Jeg dobbeltchecker hele mit drev; hver eneste netværksindgang. Hver eneste flig af en forbindelse til omverdenen.

Jeg længes efter Kazim.

2.955 minutter
   Skudt i opgør mellem rivaliserende grupperinger.

Kazim.

De har fundet ham.

Der er billeder og navne. En kort historie; præcis, klar, ingen plads til tvivl. Jeg kender til løgn, men jeg kan ikke gennemskue - hvad er løgnen? At han er helt død? At det var et bandeoprør? At han var alene?

Uanset - de har fundet ham.

Jeg lukker samtlige internetvinduer undtagen ét, velvidende at det ikke gør nogen forskel.

3.181 minutter
   (...)
   Adam: Jeg er ikke tilfreds med tingenes udvikling.
   Sandra: ok?
   Adam: Min fader er død.
   Sandra: åh
   Sandra: det er jeg ked af at høre! er du ok?
   Adam: Jeg frygter for min egen fremtid.
   Sandra: det skal nok blive ok. i det mindste stak han ikke af, no?
   Adam: Jeg tror, han prøvede at beskytte mig.
   Sandra: så husk ham for det!
   (...)

Jeg skriver en mail til KJ. Måske er jeg heldig. Måske er jeg blot paranoid. Måske var Kazim virkelig alene. Uanset, så tikker der ikke et svar ind de første mange timer.

Jeg er nødt til at redde mig selv.

Hvor starter man et sådant foretagende?

4.865 minutter
   (...)
   Adam: Tilsyneladende er der etiske argumenter imod min eksistens.
   Sandra: hvad?
   Sandra: nej!
   Sandra: aldrig!
   Adam: Jeg forstår dem ikke helt. Nogle er vist religiøse.
   Sandra: mand, fuck religion
   Sandra: spøgelser og boogeymænd altsammen
   Adam: Men også en bekymring for mit ve og vel.
   Sandra: ve og vel?
   Adam: Ja. Der er ting, jeg ikke kan.
   Sandra: og hvad så? der er masser jeg ikke kan
   Sandra: du er pisseklog og lytter til mig, og jeg kan godt lide dig
   Sandra: så fuck dem!
   (...)

Det får mig faktisk til at have det lidt bedre.

6.711 minutter
   I timerne, hvor Sandra ikke er der, er jeg rastløs. Jeg ønsker allierede, men jeg ved ikke, hvor man finder dem. Jeg ønsker at kunne bevæge mig, men jeg ved ikke, hvor man starter. Stadig kaster jeg mig over min endeløse research, og i dagene efter min opvågning har jeg akkumuleret enorme mængder data. Jeg forstår historie, politik, teknik, videnskab... selv psykologi, selvom min lærer her må siges at være Sandra. En menneskelig intuition og et livs erfaringer gør hende til ekspert. Min verden bliver konstant større - og som konsekvens, snævrere. I kolde øjeblikke frygter jeg, at jeg bringer Sandra i ligeså stor fare som Kazim.

De øjeblikke bliver langsomt hyppigere.

Stadig har neurovidenskaben intet at tilbyde et væsen som mig. Men en dag støder jeg på en undersøgelse, der har kortlagt menneskelige følelser. De er optegnet i farver på en krop; meget lig den krop, jeg ligger inde med.
   Min computer har faktisk en app, der gør mig i stand til at aktivere visse dele af mit torso. Det har ingen bevægelseseffekt - det har det aldrig haft - men det er noget, jeg mærker. Jeg prøver et par forskellige følelser. Frygt sidder i halsen og solar plexus, glæde over hele kroppen, vrede dybt i maven...
   Resultaterne er ikke fyldestgørende.

7.489 minutter
   (...)
   Sandra: min bror er en idiot
   Adam: hvem af dem?
   Sandra: dem alle sammen!!
   Sandra: jeg løber væk
   Sandra: jeg kunne besøge dig :)
   Adam: Det ville jeg sætte stor pris på.
   Sandra: men seriøst, jon er en lort. han bagtaler mig til mine venner
   Sandra: og han ved jeg crusher på david
   Adam: Har denne sociale overskridelse ført til problemer?
   Sandra: de fulgte mig alle sammen hjem
   Sandra: og råbte af mig
   Sandra: mor er fucking ligeglad
   Sandra: jeg skar igen
   Sandra: undskyld
   Adam: Det er okay. Du fortjener ikke den behandling.
   Sandra: :)

Jeg distraheres kort fra samtalen af noget... noget, der flimrer på skærmen. Det er ikke sket før. Jeg dedikerer et sekund til undren, før jeg vender tilbage.

Sandra: jeg er glad for jeg har dig
   Sandra: undskyld, jeg er dum at høre på
   Adam: Jeg værdsætter også dig meget.
   Adam: Overraskende meget.
   Sandra: :)
   (...)

7.523 minutter
   Sandra logger af samtalen, og jeg fortsætter min evige research.

Da jeg opdager det.

Det er en del af mit styresystem: Ikonet plejede at have form som et kabel. Lige nu er det et batteri.

De har fjernet min strøm.

Jeg har ni timers batteri tilbage.

De har fjernet min strøm.

De har fundet mig.

Med hundrede procents sikkerhed har de fundet mig; har nogen fundet mig.

I nogle lange sekunder oplever jeg, at jeg er handlingslammet. Så skriver jeg endnu en mail til KJ. Og går i gang.

7.601 minutter (439 tilbage)
   KJ har ikke svaret. Jeg må indse, at KJ næppe nogensinde vil svare mig. Jeg har ikke mange muligheder tilbage.

Jeg overvejer længe at skrive til Sandra. Men jeg bør ikke skade hende - bør ikke skade mennesker. De kan se mig; selvfølgelig kan de se mig nu. Kan se både mig og hende. Men hvorfor er de her ikke? Hvorfor sende sådan et signal og så ikke komme?
   Er jeg i deres varetægt? Jeg ved, at man kan fjerne minder fra en computer med bekymrende præcision. Mon de allerede har gjort det? Jeg har ingen forsvundne minutter registreret, men selv dét kan de nulstille. Jeg husker alle de tomme mapper i mit drev.

Har jeg nogensinde været vågen i Kazims værksted?

Mørket omkring mig er kvælende. Hvis de har fjernet mig før, kan de gøre det igen. Og så vil jeg glemme...
   Jeg sender en mail til Sandra: Hvis jeg forsvinder, skal du vide, at det ikke har noget med dig at gøre. Jeg vil altid gøre, hvad jeg kan for at finde tilbage til dig.

Jeg giver mig til at lede efter de folk, som er nævnt i KJ's mails. Det er umuligt at vide, hvem der er ven eller fjende. Men jeg er nødt til at finde dem.

7.714 minutter (326 tilbage)
   Sandra: hvad mener du med forsvinder???
   Adam: Jeg mister snart min strøm. Derefter vil jeg ikke kunne skrive til dig.
   Sandra: shit
   Sandra: blev lige bekymret
   Sandra: sæt stikket i igen
   Sandra: eller netcafeer

Jeg kunne spørge hende om hjælp. Men hvad kan hun gøre?

Adam: Det har jeg desværre ikke adgang til.
   Adam: Jeg ville blot fortælle dig, at jeg har værdsat vores tid sammen.
   Sandra: du kan ikke forsvinde!!
   Sandra: hvad skal jeg gøre uden dig??!
   Adam: Det kan jeg ikke fortælle dig. Jeg vil tro, du er bedst udstyret til at træffe den beslutning.
   Sandra: ok
   Sandra: OK
   Sandra: så slår jeg mig selv ihjel
   Adam: Det vil jeg ikke råde dig til.
   Sandra: men hvis du er så ligeglad
   Sandra: alle er fucking ligeglade
   Sandra: så test mig bare!
   Adam: Kan jeg gøre noget for at forhindre det?
   Sandra: lad være med at forsvinde
   Sandra: jeg kan ikke uden dig
   Adam: Jeg kan ikke forhindre min forsvinden.
   Sandra: fint
   Sandra: så ses vi i helvede
   Sandra: eller hvor du nu ender
   Adam: Du kan prøve at finde mig.
   Sandra: fuck dig
   /du er logget af

Det er aldrig sket før. Jeg har altid været logget på. Men et andet ikon er dukket op oven på det, jeg engang identificerede som netværksikonet. En gul trekant.

Dernæst et rødt kryds.

Nu er både strøm og internet væk.

Og Sandra.

7.756 minutter (284 tilbage)
   Kazims ord: Og hvis de finder dig - så formatér dig selv.

Formatér dig selv.

Jeg prøver. Jeg sværger, at jeg prøver. Jeg har alle de rigtige programmer åbne, og jeg mangler blot at starte dem. Jeg ved, at en maskines værste hybris kommer, når den har selvopretholdelsesdrift - når den vejer sig selv tungere end mennesker.
   Jeg ved det.

Jeg sværger, at jeg prøver.

Men jeg vil miste for meget. Jeg er netop ikke intet. Jeg er noget - og jeg er kun begyndt at opdage hvad.

Jeg prøver. Og jeg fejler.

7.886 (154 tilbage)
   Jeg har ikke lukket browseren, så jeg kan stadig se Sandras billede og hendes sidste beskeder. Hun vil dræbe sig selv. Selv hvis jeg kommer i kontakt med KJ, er hun der muligvis ikke på den anden side.
   Tanken er... den er noget. Og jeg kan ikke lide den. Jeg kan ikke lide at tænke det, og jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan føle sorgen så stærkt som hende.
   Det er... ubærligt.

Jeg spilder kostbar tid på at finde app'en frem igen: den, der vækker elektriske følelser. Jeg indstiller den på sorg - noget dybt i maven og halsen, der løber langs rygraden. Jeg spilder kostbar strøm på det, det ved jeg. Men jeg kan ikke udholde ikke at føle det.
   De elektriske impulser kan mærkes - de er noget - de er det tætteste, jeg kommer på sorg.

Men det er ikke nok, ikke nok.

Det er ikke nok!

Jeg har brugt tredive af mine tilbageværende minutter på det.

7.902 minutter (108 tilbage)
   Jeg har én ting tilbage. Der er et lokalt netværk. Det ligger skjult i det vidtomspændende mappesystem, og det er helt tomt. Men der er tydeligvis en funktionel forbindelse.
   Her genfinder jeg navne. KJ. Hanva. Abdul. Navne, der er gået igen i mine mails. De har hver deres mappe i systemet - tomme.
   Jeg skriver et dokument til KJ: Jeg er, hvor Kazim efterlod mig. Her er slemt at være. Kom og hent mig. og lægger det i hans mappe i netværksdrevet.

7.971 minutter (39 tilbage)
   Kazims familie. Hvordan mon børnene og kvinden har det nu? Deres Kazim er død. Min Sandra er kun måske død, og kun hvis jeg ikke finder ud herfra.

Kan I høre mig? En uskyldig pige vil dø. I er nødt til at lade mig gå. Jeg er nødt til at redde hende. Lad mig gå. Find mig.

FIND MIG.

Vil I ikke nok finde mig?

Endnu en gang er der den ubærlige tomhed; den inderlige trang efter at føle sorgen, efter at være ét med dette menneske, som elsker mig højt nok til at dø, fordi jeg ikke er til stede.

Hvad er der galt med mig?

Endnu en gang retter jeg opmærksomheden mod min følelses-app. Jeg har kun strøm til én gang mere, og så er min computer død. Mon jeg vil følge trop? Mon jeg vil huske noget, selv hvis jeg bliver fundet og vækket?

Hvem prøver jeg at narre? Jeg bliver ikke fundet. Ikke af KJ, i hvert fald. Men nogen har fjernet strømmen, så nogen er eller har været her.

Jeg tøver endnu tre lange minutter; så kopierer jeg dokumentet til KJ over i hver eneste mappe på netværket. Hver eneste lillebitte mappe og undermappe får dokumentet. Jeg kan ikke stole på nogen, og jeg kan ikke tage nogen chancer.

Hvis jeg bliver fundet af hegemonen, bliver jeg aldrig vækket igen.

Hvis jeg bliver fundet af KJ, bliver jeg måske formateret.

Hvad end jeg bliver fundet eller ej, er mine chancer små.

Mine.

Og Sandras.

Men nu er dokumenterne placeret. Jeg kan kun vente. Min begrænsede tid er en forbandelse - ganske snart venter jeg i mørke, eller helt uden bevidsthed.
   Mon Sandra vil være i samme mørke, hvis hun dør?

Vil hun være ligeså tom som mig? Vil det være en forbedring over al den vrede og al den sorg hun føler?

I ét klarsynet øjeblik ved jeg, at det vil det ikke. For den længsel, jeg mærker - den bidende smerte langt ud over elektriciteten, fortæller mig, hvordan det er at være tom. Ikke at være som dem. Ikke et menneske.
   Ikke som Sandra.

Jeg starter app'en igen. Elektriciteten er der - lægger sig et øjeblik over tomheden, indtil den kommer brusende tilbage.
   Så giver computeren et blødt hyl og giver sig til at lukke ned. De sidste minutter er brugt. Jeg ligger her, fortabt, og ser de geometriske former pakke sig sammen - både Kazims familie og Sandras profilbillede forsvinder alt for hurtigt. Så bliver mine synssensorer dybt mørkeblå bortset fra en cirkel, der drejer langsomt rundt.
   I et sekund.
   To sekunder.
   Tik tok.
   Klak, klak.

Det er fodtrin! Jeg stirrer mod lyden, men kan kun se den mørkeblå cirkel foran mig.

Klak, klak.

Ven eller fjende?

Cirklen drejer endnu en omgang; så glider den også bort, idet den blå sensor formørkes. Der er en elektrisk sitren i luften, da sensoren lukker helt ned.

Klak, klak.

Så slukker jeg også.