Hun løftede langsomt hovedet. Vinden strøg gennem det lange, sorte hår. Det vajede bag hende som et slør. De blå øjne lyste af en sjælden styrke.
   "Det er, hvad I havde at fortælle?" sagde hun langsomt.
   "Min datter." Stemmen var læspende og ru. "Du er klar. Det er den mission, du har været udvalgt til, siden du blev bragt hertil."
   Hun rettede blikket fremad. "Det bestemmer I ikke, gamle."
   "Datter!" Stemmen var skarp. "Vi er din herre! Du er opdraget til at lystre!"
   Hun kastede hovedet tilbage og lo højt. "Jeg behøver ikke lystre. Jeg er stærkere end jer!"
   "Du lyver!"
   Hun løftede en hånd. Hovedet var let bøjet. De hemmelige ord flød ud af hendes mund.
   "Datter! Stop det! Du kan ikke kontrollere det!"
   Noget eksploderede ganske tæt ved. Klippestykker fløj i alle retninger.
   "Du kan ikke slå os ihjel!"
   Hun smilede. "Ikke det?"
   I næste sekund eksploderede alt i et inferno af ild. Den gamle skreg med tusinde stemmer, skingrende, øresønderrivende. Så blev alt stille.
   Hun rettede sig op. Den sorte, slanke skikkelse stod fast og rank midt i ødelæggelsen. Med et lille smil løftede hun hånden. Skingre tunger af ild skød fra hendes hånd, mod himlen, tordnede mod det smukke grønne, skar sig gennem. En skælven løb igennem den stolte skikkelse, og hun krummede sig sammen. De blå øjne, fantastisk blå, flammede op med en kraftfuld glød, og hun kastede sig opad. Den hvirvlende, grønne himmel var i oprør, den vred sig i kramper over kraftudladningen, over den gamles død. Hun bragede mod himlen, og alt bølgede op i et virvar af farver. Hun skreg, da alting skar sig gennem hendes krop. Så var hun igennem.
   Hun rettede sig forsigtigt op. Tyngdekraften trak i hendes krop, og alt lugtede nyt og anderledes. Himlen over hende havde samme farve som hendes øjne, og græsset var skinnende grønt. Luften lugtede af... liv.
   Det var her, hun hørte til. Det var det her, den gamle havde revet hende væk fra. Hendes hjem. Hendes artsfæller.
   Hun smilede, et smil fuld af smerte og lettelse. Hun var kommet hjem.

Hun fandt hurtigt ud af, at den nye verden ikke var meget bedre end det, hun havde forladt. Her var alt nyt, fjendtligt, underligt. Og alligevel mærkeligt velkendt. Her skulle alle spise, alle skulle drikke, alle skulle af med det igen. Alle trak vejret, alle blev forpustede, alle havde ånde og liv.
   Og, det mest underlige, alle var individer. Alle havde følelser og tanker. Fuldstændig ligesom hende selv. De var ligeså underlige, stående ligeså meget udenfor. Men her var det normalen.
   Hun fik det hurtigt svært. Når en snaksaglig mand henvendte sig og spurgte til hendes navn. Hun var bare Datter. Andet havde hun aldrig været. Men når hun svarede, begyndte folk at le. Når de spurgte ind til hende, og hun fortalte, at hun kom fra de dødes rige, lo de bare mere. I starten var hun bange, skræmt af al sin tilsyneladende uvidenhed. Så begyndte de at gøre nar. Sige, at "så burde hun da hellere se at komme hjem" og "kom, vi kender en fin kirkegård". De skubbede til hende, og hun var ude af sig selv af forvirring og frygt. Så slog hun dem ihjel.
   Derefter blev hun tvunget til at drage væk. Videre til en anden by, et nyt sted, nye mennesker, der også troede, at hun var en galning. Men hun blev bedre. Dygtigere. En dag fik hun den ide at vise dem noget af sin magi, når de spurgte. Så ville de måske tro hende. Men de blev bare bange, gav sig til at hyle op om ondskab og heksekunst, og de begyndte at slå hende og kaste ting mod hende. Da de tog fakler frem, slog hun dem ihjel.
   Så måtte hun flygte igen. Efterhånden, ganske langsomt, måned efter måned, lærte hun det dog. Hun lærte at lade være med at svare, når folk henvendte sig. Hun lærte, at tavshed var det bedste våben til at jage dem væk. Og hun nøjedes med at iagttage. Hun var stadig chokeret over den velkomst, hun havde mødt, og hendes betragtninger bestyrkede blot hendes opfattelse af, at de levende var en ond race. Ligeså var de døde, men de havde mistet evnen til at skade hinanden. Det kunne de levende derimod. Manden kunne slå sin kone, så hun græd. Tyven kunne stjæle den sidste mønt fra den lille, lasede dreng, så han måtte sulte. Kvinden kunne gå bag om ryggen på sin mand og gå i seng med andre, mens han sad ulykkeligt tilbage derhjemme. Alfonsen kunne udnytte sine ludere, til de begik selvmord i desperation. Børnene kunne, dag efter dag, drille et andet barn sådan, at det altid gik grædende hjem.
   Hun forstod betydningen af kærlighed. Betydningen af sex. Hun forstod, hvad penge kunne gøre, og hvad magt betød. Hun forstod, at alle mennesker blot var egoister, der gjorde deres bedste, men ofte fejlede. Det eneste, hun aldrig forstod, var deres forhold til døden. De var bange for den, flirtede for den, søgte den, flygtede fra den. De betroede den aldrig nogen ultimativitet. Mest af alt undgik de den, bildte sig ind, at den ikke eksisterede. Alt i alt var de levende nogle underligt komplicerede væsner. Men de tænkte mange af de samme tanker, gjorde mange af de samme ting, som hun selv altid havde gjort.
   Så mødte hun en mand. En mand, der satte sig overfor hende en dag i en kro.
   "Hej," sagde han bare.
   Hun sagde ingenting.
   "Hvad hedder du?" fortsatte han.
   Hun sagde stadig ingenting.
   "Du er ikke herfra, vel?" blev han ved.
   Hun rystede på hovedet. Ønskede, at han ville gå væk.
   "Det er bare fordi," sagde han, "jeg synes, jeg kan genkende dig et sted fra."
   Menneskets hukommelse var mangelfuld. Det havde hun for længst lært. Men han skulle nok komme i tanke om, at han huskede hende fra en mislykket heksejagt eller en desperat mordeftersøgning. Hun rejste sig.
   "Nej, vent," sagde han. "Jeg er ikke ude på noget, sværger."
   Den havde hun hørt før. Der var så mange mænd, der sagde det til så mange kvinder. De endte altid med at gå op på et hotelværelse, og midt om natten sneg manden sig væk. Om morgenen kom kvinden som regel ned med forgrædte øjne.
   "Hvad hedder du?" spurgte han igen.
   Hun rystede på hovedet og gik mod døren. Han sprang op og fulgte efter hende. Hun gik med hastige skridt, men han fulgte efter.
   "Hør, jeg gør dig ikke noget!" prøvede han, men hun svarede ikke. "Vil du ikke bare fortælle mig dit navn?"
   Hun rystede igen på hovedet. Hun havde ikke brug for hans hån.
   "Hør, vent nu lidt." Han greb fat i hendes arm. Som en gnist, der eksploderer i en krudttønde, snurrede hun rundt og slog ud. Slaget ramte ham med et højt smæld, og han vaklede forbløffet tilbage.
   "Det er dig!" udbrød han. "Du er hende datter-tøsen, ikke?"
   Hun vendte ryggen til ham og gav sig til at løbe. Han løb efter hende.
   "Hør," gispede han, mens han prøvede at holde trit med hende. "Jeg vil ikke sladre. Jeg har et tilbud til dig."
   Hun kneb øjnene sammen. Fortsatte med at løbe.
   "Du har fantastiske kræfter!" gispede han videre. "Du dræber med magi. Hør, du... Vil du ikke hjælpe mig?"
   Hun sagtnede farten. Fordøjede lynhurtigt oplysningerne. Enten betød hans ord, at han prøvede at narre hende til at blive meldt til ordensmagten, eller også ville han udnytte hendes evner til personlig vinding og smide hende ud bagefter.
   Hun rystede på hovedet og fortsatte fremad i hurtigt tempo.
   "Det er et seriøst tilbud!" fortsatte han. "Jeg har... Jeg har noget, jeg skal gøre. Jeg har brug for hjælp."
   Nu spidsede hun ører. Han kom med en undvigende forklaring. Enten var det et ynkeligt forsøg på at vække opmærksomhed, eller også var der noget seriøst bag hans forslag.
   Hun standsede og så på ham. Han var lige ved at støde ind i hende, og han var temmelig forpustet.
   "Du... Du er da hende, ikke?" gispede han.
   Hun nikkede langsomt.
   "Fantastisk! Kom, så byder jeg på en drink!"
   Hun fulgte efter ham. Han gik med hurtige, entusiastiske skridt, og hun kunne ikke lade være med at undre sig. Han fulgte ikke menneskets normale adfærdsregler. Når man blev mødt med fjendtlig adfærd, pressede man ikke på særlig længe. Og stod man overfor noget, man vidste, var farligt, vendte man ikke ryggen til det.
   Hun fulgte ham, og han købte hende en drink. De satte sig ved de grove træborde overfor hinanden, og hun så afventende på ham. Hun var stadig vagtsom, men hun vidste, at intet menneske kunne røre hende. Om nødvendigt slog hun ihjel og stak af som så mange gange før.
   "Hvad er du for én?" spurgte han og tog en slurk af sin drink.
   Hun rynkede panden. Forkert samtaleemne.
   Han så bare undrende på hende. "Du siger ingenting. Vil du ikke fortælle, hvad du hedder?"
   "Det ved du," sagde hun. Hendes stemme var hæs, men klar som krystal.
   "Datter," sagde han. "Det kan man ikke hedde. Har du slet intet navn?"
   Hun rystede på hovedet.
   "Hm. Nåh, så må vi finde dig et." Han smilede og lænede sig fortroligt frem. "Hør, jeg er glad for, at du ville tage med. Jeg ville nok ikke have stolet på mig."
   Så ligefremme plejede de aldrig at være. Hun blev mere og mere forundret over den underlige mand. Men hun holdt stadig sin distance. Undren fik hende ikke til at blive dum.
   "Hvor kommer du fra?" spurgte han.
   Hun bed tænderne sammen og svarede ikke.
   "Okay, jeg prøver på en anden måde. Vil du hjælpe mig?"
   "Med hvad?"
   "Længere forklaring."
   Hun så bare på ham.
   "Okay, ser du... Jeg har denne her fyr, som... som jeg skal hævne mig på. Men han... Han er ikke lige sådan at få ram på."
   Hun så afventende på ham.
   "Ja, altså... Han er faktisk fyrste," indrømmede fyren. "Og en tyran. Han er godt beskyttet."
   "Hvad gjorde han?"
   "Han... Han slog én ihjel, som... som jeg holdt meget af."
   "Hvem?"
   Han så væk. "En kvinde, jeg kendte engang."
   Kærligheden. En af menneskets stærkeste drivkræfter. Og den, der lettest kunne få mennesker til at opføre sig som hjerneløse fjolser.
   "Glem det," sagde hun.
   "Hvad?"
   "Glem det," gentog hun. "Det er ikke det værd."
   "Jo, det er!" Han så sammenbidt på hende. "Det dumme svin slog hende ihjel! Fordi hun ikke ville gifte sig med ham! Er det ikke at gøre verden en tjeneste at skaffe sig af med ham?!"
   Hun så bare på ham. Lod ham selv opdage, hvor højt han snakkede. Da det gik op for ham, så han sig forskrækket omkring, men ingen havde opdaget noget. Så vendte han igen sin opmærksomhed mod hende. "Jeg er nødt til det, så enkelt er det. Med eller uden din hjælp."
   Hun betragtede ham indgående. Så nikkede hun. "Okay."
   "Okay hvad?"
   "Jeg hjælper dig."
   "Du... hvad... Tusind tak!"
   Hun trak på skuldrene. "Hvor er det?"
   "Jamen, skal vi ikke..."
   Hun så bare på ham. Han rejste sig perplekst. "Okay, vi skal af sted nu? Jamen så... okay." Han førte hende ud gennem døren. Indimellem skuttede han til den underlige kvinde, der fulgtes med ham, men hun ignorerede ham hele tiden.
   En underlig, underlig følelse var dukket op i hende. Hvorfor havde denne mand besluttet sig for at henvende sig til netop hende? Hvorfor hende? Hun var en udstødt, en abormination. Opfostret af de døde, udstødt af de levende. Hvorfor hende?
   Han prøvede stadig at spørge ind til hende. Inden dagen var omme, havde han givet hende et navn: Alana. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun følte ved det, men hun lod ham kalde sig det. Han hed Cruen.
   De slog lejr hen ved aften. Hun tændte bål ved at verfe lidt med hånden, og han stirrede på hende. Hun ignorerede hans blik. Hun var ikke bange for ham nu. Ikke når de var alene. Mennesker var kun skræmmende i grupper.
   De spiste i tavshed. Hun brød sig ikke om at spise overfor andre. Havde aldrig gjort det. Det havde altid fået hende til at føle sig sårbar, anderledes, udstødt. De døde behøvede aldrig at spise.
   "Hvor kommer du fra?" prøvede han igen. Hun svarede ikke. Det var da utroligt, så tungnem han var.
   I stedet begyndte han at fortælle sin egen historie. Han fortalte, hvordan han havde mødt denne her kvinde, smuk, sød, sjov, blid og god som dagen var lang, og hvordan han havde forelsket sig. Hvordan også fyrsten havde fattet interesse, og hun havde afvist ham. Hvordan han havde tævet hende ihjel i raseri. Hvordan Cruen selv havde brugt de seneste mange uger på at finde ud af, hvordan han skulle få hævn. Lykken havde, sagde han, tilsmilet ham, da han så Alana der i kroen. Han var ligeglad med hendes plettede fortid. Ligeglad med de ting, han havde set hende gøre i en anden by flere måneder før. Alt i ham higede efter hævn. Desuden havde han set, hvordan hun var blevet bange og desperat, før hun slog ihjel. Hun ville ikke røre ham, hvis han ikke provokerede. Og det havde han ingen planer om.
   Hun undrede sig inderligt over ham. Han mindede ikke om nogen af de andre mennesker, hun havde mødt. De var alle tilbagetrukne, konfliktsky. Hvordan kunne han være så direkte?
   Hun forstod mere og mere, hvorfor han havde valgt hende. Det var logisk. Så hvorfor gav det hende så sådan en underlig følelse? Han hadede hende ikke. Hans første instinkt var ikke at skubbe hende væk. Han havde inviteret hende nærmere. Ligesom den gamle. Den gamle, der havde opdaget hende, kidnappet hende og opfostret hende for at udnytte hendes evner. Udnytte hende. Ligesom Cruen ville.
   Hun holdt op med at spekulere mere over det.
   Men som dagene gik på vej mod fyrstens hjem følte hun sig mere og mere tryg ved ham. Han var aldrig fjendtlig. Faktisk interesserede han sig ikke rigtig for hende. Hans hoved var kun optaget af hævn. Det var okay for hende. Faktisk ganske okay. Så lod han hende være i fred.
   Og en dag svarede hun ham faktisk.
   "Jeg kommer fra de dødes rige."
   "Hvad?"
   "Jeg kommer fra de dødes rige."
   Han stirrede på hende. "Du er ikke seriøs, vel?!"
   Hun nikkede sammenbidt. Nu kom det. Fordømmelserne, hånen, latteren, hadet.
   I stedet sagde han bare: "Er det der, du har lært al den magi?"
   Forundret nikkede hun. Hvorfor hånede han ikke? Ingen mennesker ville acceptere, at der ikke var noget efter døden, men ingen troede på, at der var noget. Det var et af de store paradokser, hun aldrig forstod.
   "Hvordan er du så kommet hertil?" spurgte han.
   Hun ventede stadig på, at han skulle bryde ud i latter. Da det ikke skete, svarede hun: "Jeg slog den gamle ihjel og åbnede en port hertil."
   "Den gamle?"
   "Min læremester. De lærte mig alt det, jeg kan."
   "Var det så dem, der opfostrede dig?"
   "Ja. De tog mig fra mine forældre og bragte mig til deres verden."
   "Hvem var den gamle så?"
   Hun så himmelfalden på ham. "De var min læremester."
   "Øh... Jamen... Var der så én eller flere?"
   "Der var den gamle."
   Han opgav at spørge mere. I et stykke tid sad de i tavshed. Så spurgte han: "Hvorfor slog du ham så ihjel?"
   Hun rystede på hovedet og tog en bid af den kanin, han havde fanget. Han så længe afventende på hende, men hun svarede ikke. Så bare på ham med sine undersøgende øjne. Hun ville ikke tale om det. Han opgav og lagde sig i stedet til at sove.
   Næste dag nåede de endelig frem. Hun standsede på et bakkedrag og så ud på den by, hvor det hvide slot var i centrum. Marmoret lynede i solen, og kobbertagene funklede som nypudsede. Omkring bymidten var alle tagene fine og glitrende i solen, men mod nordøst, længere væk fra centrum, smuldrede det. Hun kunne tydeligt fornemme den dunst af fattigdom og død, der hang over stedet. Den grimme, tunge lugt, der viste sig som en mørk sky over stedet. En sky af klageråb og nød.
   Hun løftede en hånd, og luften fortættedes omkring hende.
   "Hvad laver du?!" spurgte Cruen forskrækket.
   "Jeg dræber fyrsten."
   "Kan du det fra den afstand?!"
   "Jeg kan brænde byen ned."
   "Nej!"
   Hun så undrende på ham. "Hvorfor ikke?"
   "Det er kun ham, vi skal slå ihjel! De andre har jo ikke gjort noget!"
   "Men jeg kan slå ham ihjel?"
   "Ja, ham - og kun ham!"
   Hun sænkede hånden. Okay. Det var hans mission. Hun var der bare som hjælper.

De gik ind i byen. Alt emmede af fattigdom, og Cruen virkede oprigtigt utilpas. Hun havde lyst til at spørge ham mere om hans baggrund, men hun gjorde det ikke. Hans opførsel overfor hende vækkede underlige følelser i hende, som hun ikke brød sig om at fremdyrke.
   "Kan du få os ind til fyrsten?" spurgte han hende.
   "Uden at slå ihjel?"
   "Uden at slå ihjel, ja!"
   Hun nikkede. Ved slotsporten trådte soldaterne frem og bad om navn og ærinde. Hun berørte dem ganske let, og de dejsede om. Så rørte hun porten, og den gik op. Cruen så dybt forbløffet på hende, men fulgte efter. Alle andre soldater, de mødte, blev ligeledes uskadeliggjorte, og de fortsatte uforstyrrede ind i slottet. Cruen greb fat i en forskræmt tjener og spurgte om vej til fyrstens kamre. Tjeneren anviste vejen og pilede af.
   Cruen bankede ikke på dørene, men brasede bare ind. Hvor der var soldater, tog hun sig af dem, og han kunne fortsætte videre. Da de nåede de rigtige døre, standsede han og så på hende. "Det er næsten for let."
   Hun lagde hovedet let på skrå.
   "Jeg mener," fortsatte han. "Jeg har drømt om det her i måneder nu. Det skulle være heroisk og helt rigtigt. Men det her..."
   Hun forstod ham ikke.
   Han rystede på hovedet og åbnede døren. En høj, tynd mand så irriteret op.
   "Jeg sværger, Caleb, hvis du spørger én gang til, om...!" Han standsede, da han så dem. "Hvem er I?!"
   "Genkender du mig ikke?" spurgte Cruen. Han virkede vred, forvirret, beslutsom og malplaceret på én og samme tid, idet han trådte et skridt ind i rummet, frem mod den høje fyrste.
   "Beklager, nej," svarede fyrsten. "Hvad vil du?"
   "Du slog Kira ihjel!"
   "Nåh ja! Landsbytøsen!" Han så på dem. "Og hvad er din pointe?"
   "Du slog hende ihjel!"
   "Hun modsatte sig en direkte ordre." Fyrsten var iskold og hånlig. "Jeg tager, hvad jeg vil."
   "Fordi du er fyrste!" Cruen greb efter den kniv, han havde med.
   For første gang så fyrsten lidt nervøs ud. "Caleb! Kom og smid de her uromagere ud!"
   "Han kommer ikke," sagde Cruen. "Ingen kommer."
   Hun stod i et hjørne og betragtede spillet mellem de to mænd. Hun var dybt fascineret. Først spillede de med musklerne, og de prøvede hver især at retfærdiggøre deres handlinger. Cruen prøvede også at samle mod til sig. Trods hans lemfældige omgang med hendes fortid, havde han intet dræberinstinkt. Han brød sig ikke om det. Hun var spændt på at se, om han ville have modet. Spændt på at se, hvad han kunne. Hvad han var.
   Cruen trådte et skridt frem mod den blege fyrste. Fyrsten betragtede ham som var han en gal slange. "Læg kniven!" prøvede han med al den autoritet, han kunne mønstre. "Du vil blive straffet!"
   Cruen huggede ud, og fyrsten udstødte et hyl, da kniven skar en flænge i hans arm. Han sank sammen i hjørnet og stirrede op på Cruen som en forskræmt mus. Og så gjorde han det, et menneske normalt ville gøre i den situation: Han tryglede. Tiggede og bad for sit liv. Argumenterede for, at han aldrig ville gøre noget lignende igen.
   Og Cruen sænkede kniven. Han trak vejret tungt, og han var helt hvid i ansigtet. Så så han sammenbidt på fyrsten: "Jeg holder øje med dig. Hvis du nogensinde..."
   "Ja. Ja!" Fyrsten nikkede heftigt. "Jeg rører aldrig en uvillig kvinde igen!"
   Cruen så på ham, men kunne tydeligvis ikke finde mere at sige. Så vendte han sig. "Kom, Alana, vi -" Han stivnede. Uden en lyd faldt han om på det fine tæppe. Fyrsten stod bøjet over ham med en blodsbestænket, diamantbesat kniv i hånden.
   "Jeg gør, hvad jeg vil," hvislede fyrsten. "Det var et prisværdigt forsøg, men du er ikke andet end en ussel, ynkværdig tyv!" Han rettede sig op. "Og dig! Alana - var det det, han kaldte dig? Kom her!"
   Hun trådte et skridt hen mod ham.
   "Du var med ham, ikke?" Han puffede til liget med sin støvle.
   Hun nikkede tavst.
   "Du burde straffes for din delagtighed," sagde fyrsten koldt. "Hvis du var køn, ville jeg slavebinde dig."
   Hun så bare på ham.
   "Hvad var dit forhold til ham?" spurgte fyrsten.
   Hun trak på skuldrene.
   "Sig mig, er du dum eller hvad?"
   Hun så bare på ham med sine gennemborende, blå øjne.
   "Nåh, skrup af med dig, tøs. Jeg har ikke tid til også at glo på dig."
   Hun vendte sig mod døren, men noget rev i hende. Fyrsten havde slået Cruen ihjel. Cruen var en fin fyr. Cruen havde troet på hende og lyttet til hende. Cruen havde behandlet hende som et ligeværdigt menneske. Cruen havde givet hende et navn.
   Hun vendte sig om.
   "Skrup af!" sagde fyrsten.
   "Du slog Cruens elskede ihjel," sagde hun langsomt. "Ved du ikke, at kærligheden er en af menneskets stærkeste drivkræfter?"
   "Hvad taler du om?"
   "Hævn er en af de andre stærkeste," fortsatte hun. "Det var den, Cruen var drevet af."
   "Hør her, tøs, du er ved at gå mig seriøst på nerverne!"
   "Du slog Cruen ihjel," sagde hun. "Jeg beklager, men jeg er stadig et menneske. Også jeg kan føle kærlighed og hævntørst."
   "Du er en skide tøs!"
   Hun løftede hånden. En stråle af sort og rødt tordnede mod fyrsten. Kun et lille, forbavset udbrud undslap ham, da den borede sig ind i hans bryst og flåede hans hjerte i stykker. Så faldt han til jorden med en tung lyd.
   Hun bøjede sig ned over Cruen. Han var død, og han var hos sin elskede nu. De døde kom ned i de dødes rige, det vidste hun. Her smeltede de langsomt sammen til én og samme, identitetsløse skikkelse: Den gamle. En overvældende kraft med et bittert had til alt liv. Et had, der havde kidnappet og opfostret en lille pige med blå øjne og et fantastisk talent for magi. Hun havde været udset til at udføre deres hævn. Fjerne alt liv. Men hun havde vendt sig mod dem.
   Hun fortrød ikke, hvad hun havde gjort. Dybest set kunne hun godt lide menneskene. Dybest set havde hun godt kunnet lide Cruen.
   Han led ikke mere, for han var ikke et individ dernede. Der var han bare dem, den gamle. Mon han ville synes om det?
   Hun tænkte sig lidt om. Cruen kunne godt lide livet. Der havde været et splitsekund af rædsel i hans øjne, da daggerten fandt sit mål. Han ville sikkert ikke bryde sig om at være dernede, hvis han stadig havde haft følelser.
   Den gamle måtte være ufatteligt svag. Det var ikke mere end nogle måneder siden, at hun, deres datter, havde slået dem ihjel. Hun tænkte sig om. Prøvede at få regnestykket til at gå op. Den gamle var død for mange måneder siden. Siden deres død var den gamle utvivlsomt vokset støt. Havde ernæret sig af de mange døde sjæle, der flød sammen til deres grå suppe af intet. Cruens elskede Kira var død for ikke mere end nogle uger siden. Hun måtte være der et sted.
   De dødes datter overvejede omhyggeligt alt det, hun havde lært. Hun kunne bygge bro mellem de levende og de døde. Måske burde hun have tænkt på det, før Cruen gik så vidt som til døden. Hun kunne sikkert hente Kira tilbage. Og Cruen. Hun ville gerne gøre Cruen den tjeneste. Han havde været flink mod hende. Han havde lyttet og troet på hende. Han havde ikke hånet hende. Han havde givet hende en chance og et navn.
   Han ville nok ikke være hendes ven, selv ikke hvis hun reddede ham tilbage. Det vidste hun godt. Han holdt for meget af livet, og hun var et væsen af død. Men hun ville gerne gengælde den tjeneste, han havde gjort hende. Hun havde hans krop. Hun skulle bare hente ham. Kira ville blive sværere, men ikke en umulig udfordring. Fejlede alt andet, kunne hun måske bare lave en ny krop til hende.
   Hun rettede sig op. Det ville vare længe, før soldaterne vågnede. Hun havde al tid i verden til at ordne, hvad hun skulle.
   "Jeg er Alana," hviskede hun til luften og løftede en hånd til magi. "Jeg er de dødes datter, men jeg er i live. Og ligeså god jeg er til at skabe død, ligeså gerne vil jeg skabe liv."
   Hun lukkede øjnene. I et kort sekund indhylledes alt i et skærende, blåt lys. Så gik hun igennem.