De ligger derinde. Hun sover. Han ligger og betragter hende. Blidt skær i øjnene.
   Vi betragter det samme ansigt. Hun er vel køn. Lyst, næsten gyldent hår. Ansigtet en smule for bredt. Næsen for stor. Munden fin og blød. Fra fotografierne ved jeg, at hun har grønne øjne. Funklende grønne, smukke, garanteret korrigerede.
   Et sted i mit baghoved synes jeg at genkende hende. Synes at have set hende før. Men det er en irrationel følelse, som altid er der, og som jeg efterhånden har lært at ignorere.
   Pistolen er let mellem mine hænder. Den er allerede ladet - man kan miste uvurderlig tid, hvis det skal gøres under selve missionen -, og mit sigte er perfekt. Jeg tøver ikke - man må aldrig nogensinde tøve -, og den dæmpede lyd fra pistolen drukner fuldstændig i lyden af smadret glas. Så et skrig. Endnu et skud. Kvinden skriger ikke mere. Kun manden. Jeg er ikke sikker på, om det er skræk, sorg eller raseri. Men jeg er her ikke for ham. Han kan få lov at rydde op i fred.
   Det tager ikke mere end et øjeblik, før jeg er væk. Vindens blafren er i et kort sekund ved at give mig overbalance, idet jeg svinger mig op på taget, men jeg er professionel. Jeg vælter ikke. Vælter aldrig. En eller anden på gaden under mig standser forskrækket - og stirrer. Jeg kaster et enkelt blik tilbage. Ved, at den tunge jakke og det mørke hår får mig til at ligne et spøgelse. En ansigtsløs, navnløs skikkelse, som ingen ville kunne identificere. Det er min styrke.
   Jeg fortsætter.

Aften.
   Jeg er hjemme. De har givet mig mine piller - smerterne er væk for denne gang, men det ansigt, der møder mig i spejlet, er hærget. 20 år og allerede en gammel mand. Jeg ser væk. Hader det spejl. Hader dets påmindelser om, hvad jeg er og - vigtigere - hvad jeg ikke er.
   Det er ikke mit eget hjem. Jeg bor her, men jeg ejer det ikke. Det gør Organisationen. Min beskytter. Min familie. Min nemesis. Mine piller.
   Jeg finder lidt mad. Suppe, mikroovn - gammelt udstyr, men stadig brugbart. Træt smider jeg jakken fra mig, mens suppen varmer. Sparker støvlerne væk. Er nu kun iklædt mine slidte jeans. Dette nyder jeg. At mærke luften mod min hud, vide at jeg er i live. Uanset prisen. Jeg kan gå rundt i min lejlighed, jeg kan tilberede min mad, jeg kan stå op om morgenen og gå på arbejde. Uanset arbejdet. Uanset prisen.
   Ding. Mad. Jeg spiser. Glemmer at nyde den lunkne smag af proteiner, fedtsyrer og energi. Det har aldrig smagt mig, og det er kun i mine mest hykleriske, desperate øjeblikke, at jeg mærker taknemmeligheden ved de måltider, de giver mig. Men ingen mængde kunstige smagsstoffer kan døve den overvældende, kvalme bitterhed.
   Seng.
   Jeg går ud på mit badeværelse. Her er igen et spejl. Jeg ser mismodigt på det - mit ansigt skuler tilbage. Skægstubbene er ved at dukke frem på den kantede hage. Min hanekam er ved at falde ned - jeg skal også snart klippes -, og den tynde hestehale har mere eller mindre revet sig fri. Jeg er et mess. Man skulle ikke tro det, vel? Jeg, der har så flotte træk. Så god fysik. Så brugbar hjerne. Så optimeret. Der er ikke megen logik i, at min eneste umiddelbare fejl er en sort, strittende hanekam - som jeg selvfølgelig kun har anlagt mig, fordi det ville genere professorerne. De hader mit hår. De hader min arrogance. De hader alt, hvad jeg står for. Synet af mig, min lugt, min stemme, mine ord, mine følelser.
   Og kan jeg bebrejde dem?
   Jeg tager et par sovepiller og går i seng.


* * *
   De taler til mig. Jeg lader, som om jeg ikke lytter efter. De er ligeglade. Vi ved alle, at jeg både lytter og adlyder. Sådan er det. Men derfor kører vi stadig vores lille spil. For vores værdigheds skyld.
   Jeg får instrukser. Mundtligt. Jeg kan jo huske hvert et ord. Det er aftalen. Min overlegne hukommelse, mine gavmildt skænkede evner - i bytte for liv. I bytte for, at jeg overholder aftalen.
   Noget er anderledes ved instrukserne denne gang. Ikke instrukserne i sig selv - de er næsten, som de plejer. Men der er en tøven i deres stemmer. Noget i deres blik, der siger, at de ikke er helt sikre. Så for én gangs skyld bryder jeg min distancerede tavshed og spørger: "Hvorfor?"
   De virker overraskede. Lidt for overraskede. Jeg vil ikke vove at påstå, at jeg er en empatisk person, men der er noget... kunstigt over den måde, de standser, hvad de har gang i, og ser på mig. Den høje er nærmest irriteret. Den lille skræmt. Den stærke svarer stadig ikke. Kun den fede ser ud, som om han kunne overveje at give mig et svar.
   Men det bliver den høje, der svarer: "Fordi det er dine ordrer."
   Jeg ser på de fotografier, de har givet mig. Ordrer. Ordrer kræver lydighed, og lydighed giver piller. Men det foruroliger mig, at jeg ikke kan gennemskue disse. Normalt kræver det blot en hurtig gennemtænkning, en sammenkædning af informationer - så kan jeg genkende mønstret. Men dette... For det første er der alderen. Hun er ikke engang myndig, en ung pige. Hun har aldrig været ansat - har ingen forbindelse til Organisationen, hverken nutidig eller tidligere. Hvad er hun?
   Jeg ser op igen: "Er det lejet?" Jobbet. Er det ikke Organisationen, som har iværksat det?
   Igen skæver de til hinanden med de mærkelige blikke. Så taler den lille: "Det er dit job. Vær tilbage i morgen, sædvanlig tid."
   Jeg giver op. Ved, at de vil blive ved at svare undvigende og kontant. Sådan har det været, hver eneste gang jeg har vovet at hæve stemmen. Jeg er intet for dem. Et værktøj. Et par villige hænder, som de kan fornægte, hvis det nogensinde viser sig belejligt. Det er aftalen.
   Jeg er træt af aftalen.


* * *
   Det er mørkt. Fra lommen finder jeg min Pocket og går ind i den mappe, de har lagt ind. Fem fotografier og et skema med personlige oplysninger. Hun er sytten. Har tykt, sortkrøllet hår og lidt for store, blå øjne. Samme farver som mig. Ansigtet er mærkeligt firkantet, stærkt, men ikke særlig kønt, og hun... bruger briller? Er hun fattig? Nej - hun bor i vestkvartererne. Altså må det være et bevidst valg ikke at korrigere. Jeg ser interesseret på hende. Prøver at fange noget i hendes blå øjne - noget, der kan bekræfte min mistanke om, at dette er en særpræget pige. Hvorfor er der ikke det sædvanlige glimt af genkendelse? Jeg har ikke set hende før - og så alligevel. Mit blik glider videre. Navn: Melody Alison Stafford. Efternavnet virker sært bekendt, men jeg skyder det fra mig. Har allerede personificeret hende alt for meget.
   Jeg sætter af sted.

Et par gadelamper bliver sat ud af spillet, da jeg retter min laser mod dem. Total nedsmeltning. Mørke. Jeg løber videre. Det kommer ikke til at vare længe, før reparatørerne ankommer, så jeg må udnytte tiden. Skynder mig af sted. Min jakke flagrer efter mig - som en vampyr på jagt. Navnløse jæger.
   Huset er hvidt. Stort. Der er altaner, og taget er dækket af solceller. Parabol. Antenne. Sender. Selv for et højklassehus er det imponerende udstyret. Et øjeblik overvejer jeg at kappe forbindelserne, men jeg forlader tanken igen. Organisationen bliver bare irriteret, hvis jeg skaber unødig ballade.
   En rundtur rundt om huset forsikrer mig om, at der ikke er mange veje. Jeg tager hoveddøren. Opgiver på forhånd at dirke låsen op og smelter den ned i stedet. En næsten uhørlig bip-lyd fortæller mig, at min handling har alarmeret politiet. Jeg er ligeglad. Hvis jeg arbejder hurtigt nok, behøver jeg slet ikke bekymre mig for det.
   Jeg skynder mig gennem huset. Hvis der er andre foranstaltninger, sætter jeg dem af, men jeg hører intet til dem. Mine skridt er stille, næsten lydløse. Og jeg bevæger mig hurtigt. Stopper end ikke op for at beundre den smagfulde indretning, de næsten hvide møbler. Bortset fra... Jeg standser. Én ting fanger min opmærksomhed. Det er et stort, grimt portræt, der hænger over den - ægte? - kamin. Forestiller en mand i grønt jakkesæt. Et filtreret billede. Og jeg kender ham. Han var en af mine første... klienter. En af de første, de sendte mig ud for at dræbe. En af dem, hvor den svage følelse af erindring var tydelig. Faktisk... Nu, hvor jeg står og ser ham, er jeg sikker på, at jeg har kendt ham. Engang. Jeg ryster det af mig og fortsætter.
   Dér. Soveværelse. Jeg standser et kort øjeblik, trækker min pistol og skruer lyddæmperen på. Så griber jeg fat i dørhåndtaget.

Chok. Hamrende, lammende skælven. En enkelt spasme, jeg flyver tilbage, mærker smerte. Følsomhed. En sitren i hver eneste del af min krop. Så mister jeg bevidstheden.

Jeg vågner ganske kort efter. Det første, jeg registrerer, er en pigestemme. Hun taler ikke til mig, men i telefon. En kort, professionel samtale. Så opfatter jeg den lås, der er lagt om mine håndled. Min hud... huden på den ene hånd - føles, som om den er blevet brændt helt væk. For fanden, det gør ondt. Hvorfor i alverden har jeg ikke lært at tage mine sikkerhedsforanstaltninger? Jeg ser op. Forhåbentlig har jeg så meget voks i håret, at elektriciteten ikke har smadret min hanekam helt. Det ville glæde professorerne for meget.
   Pigen lægger mærke til, at jeg er vågen. Hun kaster et enkelt blik i min retning og vender sig så væk. Taler videre i sin telefon. Jeg skæver til hende og ser så rundt i værelset. Det ligner et hvilket som helst værelse - et skrivebord, en seng, et par plakater på væggene - bortset fra den store... stationære computer? i hjørnet. Jeg ser forundret på den. Sådan nogle har jeg ikke set, siden jeg var en tur nede i Organisationens lager engang for nogle år siden. Hvilket minder mig om... min egen Pocket er nok ristet nu. Pokkers.
   Melody afslutter sin telefonsamtale og vender sig mod mig. Jeg skæver tilbage til hende fra min plads, lænket til det nærmeste bordben. Kan ikke nægte, at jeg er lidt nervøs. En følelse, der ikke bliver mindre af den sære, distancerede følelse, det giver at se ind i øjne, der er skjult bag glas.
   Hun sætter sig på hug foran mig - men stadig langt nok væk til, at jeg ikke ville kunne nå hende. "Hvem," spørger hun - næsten høfligt, "er du?"
   Der er noget særpræget over hendes ansigt. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på det. Men hun ligner sin far - næsten uhyggeligt meget. Samme blå øjne. Samme mørke, tykke hår. Samme firkantede ansigt. Og de briller... Runde, tykke brilleglas. Uindfattede.
   Hun opgiver at spørge og lægger i stedet en hånd under min hage. Tvinger mit ansigt op. Jeg skæver til hende, men hun tager bare et billede. Bruger et par øjeblikke med sin Pocket, trykker et par ting ind og ser så på mig, hvorefter hun drejer skærmen mod mig og ser - næsten anklagende - på mig. "Du eksisterer ikke."
   Jeg ser på skærmen. Der er et billede af mit ansigt (og en lidt sørgelig - men stadig oprejst - hanekam), overplastret med beskeden "No match found in register". Et lille, skævt smil dukker op på mit ansigt, idet jeg ser op på hende igen. "Det kunne du bare have spurgt om."
   Hun ignorerer mig og skubber igen til min hage. Undersøger indgående mit ansigt. Jeg kan ikke lade være med at smile skævt. "Nyder du udsigten?"
   Igen ignorerer hun mit forsøg på at være smart. Slipper mit ansigt og vender tilbage til sin Pocket. Jeg ser lidt på hende, før jeg igen retter blikket ud i værelset omkring mig. "Hvad, eh," spørger jeg, "venter vi på politiet?"
   "Nej," mumler hun over sin computer. "Jeg afblæste alarmen."
   "Hvorfor?"
   Nu ser hun på mig. Et mærkeligt blik i de blå øjne. "Fordi du er min eneste kilde."
   "Kilde?" Jeg rykker lidt på mig - men kan ikke vriste mig fri fra armlåsen. "Hør, tøs, jeg aner ikke, hvad du har gang i. Men jeg...-"
   "Drop det der." Hun lægger computeren fra sig igen og sender mig et skarpt blik. "Hvorfor ville du slå mig ihjel?"
   Jeg skæver op til hende. "Det er mit job."
   "Dit job, eh?" Hun lægger armene over kors - og er lige ved at miste balancen, sådan som hun sidder på hug. Lader sig dog ikke mærke med det. "Stiller du ikke spørgsmålstegn ved, hvem du bliver sendt ud for at dræbe?"
   "Ikke til daglig," svarer jeg og smiler lidt skævt til hende. "Hvad med dig? Plejer du at fange tilfældige indtrængende, der sådan kommer dumpende forbi?"
   "Nej," svarer hun kort.
   Jeg smiler bare tørt. Nyder faktisk udvekslingen. Hun er dog lidt mere professionel. Et par lange øjeblikke ser hun på mig. Så - uden nogen forklaring - læner hun sig frem, griber fat i min hestehale og skubber mit hoved forover. Jeg kan ikke rigtig protestere, mens hun inspicerer implantatet. Den anordning, der gør det så meget nemmere for dem at give mig mine indsprøjtninger, når de skal.
   "Du skal vedligeholdes," konstaterer hun og slipper mit hår. "Er det derfor, du arbejder for dem?"
   Det tager et lille øjeblik, før vægten af hendes ord trænger ind. Så ser jeg brat op på hende med en helt ny - oprigtig, målløs - overraskelse i blikket.

Melody Alison Stafford. Datter af Stephen Stafford, anerkendt videnskabsmand og geni. Ansat i Organisationen gennem en lang årrække, før en mystisk død standsede hans karriere. Og derefter... intet. Ikke et ord. Ingen informationer om hans forskning. End ikke hans familie fik noget at vide. Samtlige oplysninger blev frosset inde.
   Melody har sluppet mig løs. Jeg er imponeret over hendes mod. Jeg - en lejemorder, sluppet direkte ind i hendes hjem for at slå hende ihjel... og hun slipper mig fri? Modig, dumdristig tøs. Men imponerende. Helt klart imponerende. Og lige nu... siddende ved sin computer. Arbejdende. Tænkende.
   Jeg sidder ved siden af hende. Ved den stationære. Skærmen er ikke af særlig god kvalitet, men der er ikke megen tvivl om, at selve computeren kan trække mere end de fleste.
   Jeg kan ikke lade være med at smile lidt. "Du er rigtig old fashioned, eh?"
   "Hvad mener du?" spørger hun.
   "Bare... Du ved, briller. Stationær computer. Du er heller ikke blevet korrigeret, vel?"
   Hun skæver til mig. "Har du et problem med det?"
   "Næh... Det er bare sært."
   "...siger klonen," bemærker hun.
   Jeg ser lidt på hende. Så på computerskærmen, hvor myriader af farver, tal og koder flyver rundt i en sær dans. "Hvad, eh," spørger jeg, "hvad er egentlig din interesse i det her?"
   "Min far stod for projektet," svarer hun kort. "Dit DNA er taget fra ham. Han har skabt dig."
   "’Skabt mig’, ligefrem?"
   "Hvad vil du ellers kalde det?" bemærker hun snusfornuftigt og retter igen blikket mod computerskærmen. "Jeg nåede at falde over noget, jeg ikke burde have set, og konfrontere ham, inden de fik ham gjort tavs. Du ved, på det tidspunkt, hvor alle troede, at projektet var afsluttet for længst."
   "Og er det ikke det?"
   "Nej," svarer hun. Bider lidt i sin kuglepen. "Du lever jo stadig, ikke?"
   Det kan jeg ikke argumentere imod.

Pause. Jeg står på et badeværelse. Det er fremmed, og det er alt for lyst. Lyset generer mine øjne. Det giver genskær i det store spejl, reflekteres tilbage og kastes frem af de hvide fliser. En skinger symfoni af lys.
   Jeg vasker mine hænder uden at tænke over det. Bander højlydt, da sæben svider sig ind i kødet på den hudløse hånd. Skyller det hurtigt væk og tager mig til hovedet. Hvad er klokken? Jeg burde have taget mine piller nu. Jeg burde være hjemme, og jeg burde tage mine piller - jeg burde tænke logisk, overveje konsekvenserne. Jeg risikerer at dø, hvis jeg ikke får min medicin. Så starter rystelserne, hovedpinen, smerterne. Jeg er ikke så bange for at dø. Men smerterne føles, som om de flår min krop fra hinanden.
   Gad vide, om Melody vil lade mig tage hjem efter dem? Jeg har ikke lyst til at slå hende ihjel. Ikke efter det, hun har fortalt mig. Jeg vil gerne stille hende alle de spørgsmål, professorerne aldrig har besvaret. Hun er så intelligent. Ved for meget. Gad vide, om Organisationen ved det. Er det derfor, hun skulle slås ihjel?
   Men...
   Bare men.
   For første gang et men.

Hun smiler til mig, da jeg træder ud fra badeværelset. Ved hun, at jeg slog hendes far ihjel? Ved hun, at det var mig? Ved hun, at jeg stadig er bevæbnet og kunne ende hendes liv på den tid, det ville tage hende at tage et åndedrag? Jeg ved det ikke. Jeg håber det ikke.
   Jeg har pjasket noget vand i håret. Min hanekam har lagt sig. Pjusker ned foran øjnene. Hun ser på mig, kommenterer det: "Du ser bedre ud sådan der."
   Jeg er ligeglad. Det frustrerer mig bare at se almindelig - normal - ud. Jeg er ikke normal. Jeg vil ikke være normal. Bliver det aldrig.
   Hun vender sig igen mod sin computer. Trykker nogle ting ind, mens hun taler til mig. Næsten retorisk: "Hvorfor skabte de dig?"
   "Det ved jeg ikke," må jeg indrømme. "Jeg er aldrig blevet tilladt at stille spørgsmål."
   "Og du har ingen teorier?"
   "Jeg er vel et eksperiment," foreslår jeg med et skuldertræk. "For at se, om det var muligt."
   "Hvorfor så slå alle ihjel, der kunne vide noget om dig? Og hvorfor bruge dig som våben?" Hun peger på mig med sin kuglepen, har en rynke over de blå øjne. "Andre lande har allerede klonet mennesker. Der er ikke så langt derfra og til at modificere DNA’et. Så hvorfor al denne hemmeligholdelse?"
   Det er farlige tanker. Jeg har aldrig selv turdet tænke dem. Hvordan tør hun sige dem højt? Ved hun ikke, at hun står øverst på listen lige nu? Især når hun nu har set mig. Kan genkende mig. Ved, hvem jeg er. Hvad jeg er.
   "Du er optimeret," fortsætter hun. Finder en skabelon på sin computer. Et dokument og en skrabet pdf-fil. Skrevet af Stephen Stafford? Melody bider igen i sin kuglepen. "Genmodificeret," siger hun. "Ikke skabt fra bunden, men det er sgu tæt på." Hun skæver til mig. "Hvordan kan du overhovedet være i live?"
   "Hvad ved jeg," svarer jeg med et skuldertræk. Den her samtale er ubehagelig. Og mit hoved er begyndt at hamre - jeg har snart brug for mine piller. Træt tager jeg mig til panden.
   "Dit sensoriske nervesystem er konstant overbelastet," informerer hun - lægger ikke mærke til min bevægelse. "Du er nødt til at spise smertestillende konstant, ikke sandt?"
   "Måske," svarer jeg bare. "Jeg tager, hvad de giver mig."
   Nu ser hun på mig. Retter en smule på de runde briller. "Så det kunne være sløvende. Stimulerende. Reparerende. Vedligeholdende. Hvad som helst. Har du nogen implantater - andet end det i nakken?"
   "Ja," svarer jeg og peger på min arm. "Holder øje med mit blod."
   "Den er ristet nu," informerer hun. "Få den udskiftet."
   Jeg nikker. Er ligeglad med chippen. Mit hoved hamrer hårdere og hårdere nu. Både af informationerne og af hovedpinen. Det når snart det punkt, hvor jeg ikke kan holde det ud. Hvor eneste fokus bliver at få det dulmet. Hele min krop sitrer nu. Som når nerverne vågner til live efter en lang periode med blokering af blodbanerne. Men det er ikke det værste. Ikke det, der fylder i mit hoved.
   Hvorfor er det altid hovedpinen, der er det værste?
   "Men..." funderer Melody. "Hvis det kun er nervesystemet, der er..." Hun ser op på mig. Lægger pludselig mærke til, hvor bleg jeg er. "Vent her!" udbryder hun, rejser sig og forsvinder ud af værelset. Jeg ser lidt efter hende. Så på computeren. Uden at tænke videre over det sætter jeg mig på hendes plads, åbner det dokument, hun sad med. Det er... anvisninger. Intens cellebiologi. DNA. Jeg ved ikke meget om den slags, men den smule, der ikke står på latinsk eller i indviklede, fysiske formler, sender en kold følelse ned langs min ryg. Eliminér sygdomme. Optimér muskeldannelsen. Optimér hukommelsen, sanserne. Optimér alt. Så uhyggeligt brugbar. Med tiden - måske endda personligheden. Tænk, hvis fremtidens mennesker kunne skabes sådan. Tænk, hvis et helt lands indbyggere kunne optimeres, tilpasses deres opgaver. Tanken virker ikke fremmed på mig, ikke så grusom eller underlig, men den må give Melody kvalme.
   Men jeg er fejlbefængt. En prototype. Smerterne, nervesystemet. Den arrogante, opsætsige personlighed. Og... Jeg lader fingeren glide hen over skærmen. En enkelt instruks: "Hemmelighold. Af yderste vigtighed." Noget har været tiltænkt. Noget, der rækker dybere end blot at skabe et optimeret menneske. Noget, det har været værd at slå ihjel over.
   "Fascinerende, ikke?" lyder Melodys stemme bag mig. "Og skræmmende."
   Jeg ser op på hende. "Hvad er det, det her går ud på?"
   "Jeg ville ønske, jeg vidste det," svarer hun og rækker mig et glas med hvidligt vand. "Drik det her."
   "Hvad...-"
   "Drik det. Og flyt dig så fra min computer."
   Jeg adlyder begge ordrer. Vandet er bittert, men langt fra værre end den suppe, professorerne fodrer mig med. Og det er, som om det dulmer min brændende hals på vej ned.
   "Hvis jeg har ret," siger Melody, mens hun retter blikket mod skærmen igen, "er det kun dit nervesystem, der er defekt. Det burde kunne klares med lidt dulmende medicin. Men du bliver kørt gennem komplette undersøgelser, ikke sandt?"
   "Jo," nikker jeg. "En gang hver tyvende dag."
   "Hvorfor?"
   "Vedligeholdelse. Siger de. Det sagde du også."
   "Ja," nikker hun. "For det var, hvad min far fortalte. Men," hun peger på computerskærmen, "der er intet her, der understøtter det."
   Jeg ser lidt på hende. "Kunne du ikke spørge din far om det her?"
   "Han er død," svarer hun mut.
   "Ja, men før det? Vidste han ikke alt om det her projekt?"
   Nu ser hun op med et lidt mærkeligt blik. For første gang er jeg næsten glad for, at der er et tykt lag glas mellem os. "Min far," siger hun tonløst, "er død. Han fulgte min mor i graven, og det var ene og alene, fordi han var en idiot, som stak fingrene i noget, han ikke kunne overskue."
   Et par øjeblikke ser jeg bare på hende. Så rømmer jeg mig. "Er, eh," spørger jeg, "er det ikke det samme, du er ved at gøre?"
   "Jo," svarer hun bare. Ikke mere.
   Jeg har lyst til at stille flere spørgsmål. Savner hun sine forældre? Hvordan kan hun leve her, hvis de begge er døde? Hvordan kan hun vide så meget? Kun gennem Stephen? Hvorfor interesserer hun sig for projektet? Fordi vi - teknisk set - er i familie? Og vigtigere, uhyggeligere: hvorfor er hun så... følelseskold? Næsten bitter. Det er da ikke normalt... vel?
   Men jeg spørger ikke. Det vil virke hensynsløst, vil det ikke? Ovenpå det, hun lige har fortalt.
   Hun er dog ikke særlig påvirket af det. Lukker tavst sit dokument ned, slukker computeren og ser på mig.
   Jeg gengælder blikket. "Hvad så nu?"
   "Nu," svarer hun, "tager du stilling til, om du vil hjælpe mig, eller om du vil fortsætte dit liv, som du hidtil har gjort?"
   "Hjælpe dig?" spørger jeg. "Hvordan?"
   Hun rejser sig. Står foran mig, et halvt hoved mindre, næsten sammenbidt. "Har du stadig ondt?"
   Jeg blinker en gang. "...nej. Faktisk ikke."
   "Godt," svarer hun. "Vil du hjælpe?"
   Det er det svære spørgsmål. Vil jeg hjælpe? Vil jeg risikere selv at komme øverst på listen?
   Er det overhovedet noget, der er værd at frygte?
   Jeg nikker.


* * *
   Hjemme. Hovedet svirrende af spørgsmål. Alt for mange spørgsmål. Jeg har lyst til at tage ind til Organisationen, trænge den høje op i en krog; ruske den lille, til han svarer mig; give den stærke en pistol for panden; tvinge den fede til at fortælle mig alt det, han kun har antydet gennem årene.
   Men det kan jeg ikke.
   Hendes ansigt står stadig for mit indre blik. Gået under jorden. Fortæl dem, at jobbet er forbi. Opsøg mig. Lad mig hjælpe dig.
   Hjælpe.
   Hvem hjælpe hvem?
   Jeg tager tøjet af. Tænder for vandet i min bruser, træder ud. Det er koldt mod min hud, og jeg gisper uvilkårligt. Læner hovedet tilbage, mens jeg skyller voksen ud af det sorte hår. Det kolde vand er mærkeligt lindrende mod min hudløse hånd.
   Hvem er hun?
   Min hånd strejfer implantatet i nakken. Jeg har lyst til at flå det ud, men besinder mig. Måske - bare måske - tager hun fejl. Måske har professorerne ret. Måske har jeg brug for dem. Måske dør jeg udenfor deres varetægt.
   Melody Alison Stafford. Mærkelige pige. Sære pige.
   Hvad er hendes interesse i mig? En følelse af familiebånd? Hævn? Akademisk interesse?
   Jeg lader vandet glide ned over mit ansigt. Kulden føles befriende mod min anspændte pande. Glider ned over de lukkede øjne, drypper videre fra hagen, ned over brystkassen. Vand. Kulde. Sanser. Jeg er i live.
   Jeg er i live.
   Jeg åbner øjnene igen. Brat. Min voldsomhed forskrækker mig selv. Hurtigt, alt for hurtigt, slukker jeg vandet, går hen til spejlet. Det forbandede spejl.
   Sort, tykt hår. Blå øjne. Et firkantet, stærkt ansigt. Et ansigt, der passer så godt til en mand, men som virkede malplaceret og... sært til en pige.
   Melody.
   Melody Alison Stafford.
   Datter af Stephen Stafford.
   Mig.
   Kan det passe?
   Jeg kører hånden gennem håret. Der er ikke noget, der hedder tvillinger, når et eksperiment er sket under så kontrollerede omstændigheder. Ikke noget, der hedder så stor ensartethed, når det er to forskellige køn. Ikke med tre års forskel. Ikke medmindre det er tiltænkt.
   Tiltænkt.
   Hun er ikke blevet korrigeret.
   Jeg rækker tankefuldt ud efter min hårvoks. Mine bevægelser er stærke, kontrollerede. En modificeret variant. Et optimeret eksemplar. Enestående. Unik. Men fyldt med fejl. Så mange fejl, at en eller anden må have foreslået at prøve igen. Én i laboratoriet, én i hemmelighed. Udenfor.
   Ved professorerne det?
   Jeg sætter min hanekam. Binder resten af håret fast i den sædvanlige hestehale. De blå øjne ser tilbage fra spejlet, så mærkeligt levende.
   Til helvede med aftaler, professorer og hemmeligheder. Til helvede med tavshed og underkastelse.
   Enestående.
   Måske.

Måske er det på tide at bruge mine evner til lidt mere.