Nede i det mørke Afrika, der hvor menneskene er sorte som natten. Der var der i en landsby langt ude i bushen, en dreng der hed Kunto.
   Det havde de førstefødte drengebørn altid heddet i den familie, han var født ind i.
   Kun høvdingens drengebørn hed Kunto, og den Kunto vi nu hører om, var den ældste af en flok på 14 børn i alt.
   Høvdingen hed Gamle Kunto. Han havde ikke mindre end fire koner, for det havde man i gamle dage i Afrika.
   Kunto vogtede kvæg, det startede alle drengebørn med, så snart de kunne gå. Alle børn skulle hjælpe til i landsbyen, og det selvom de var datter eller søn af selveste høvdingen.
   Kunto var nu 14 år gammel, og havde lige bestået den prøve, som alle drengebørn skulle igennem, før de kunne kalde sig for voksne, for rigtige mænd. Den prøve kaldte man også for manddomsprøven.
   Kunto var meget glad for en lille pige, der hed Sasha, som også boede i landsbyen. Men hun var af en ringere familie, rangerede ikke så højt som Kunto. Hun var bare 13 år gammel, og endnu ikke en rigtig kvinde, i de andre kvinders og mænds opfattelse.
   Snart var hun giftemoden, blev en rigtig kvinde, og så skulle hendes forældre vælge en mand til hende, der passede til både hendes temperament og familiens status. Det kunne være svært, men tiden ville helt sikkert vise, at der også var en mand til hende i landsbyen. Sådan havde det altid været i det lille samfund, så hendes forældre så frem til den dag, hvor hun var rigtig kvinde og kunne giftes bort.
   Sasha vogtede geder, malkede dem ved aftenstide, efter at have drevet dem hjem til landsbyen, før solen gik ned bag de store mørke bjerge i vest.
   Kunto og Sasha var meget sammen, de elskede hinanden. De vidste godt at det ikke var helt lovligt, vidste at de aldrig kunne få hinanden, for Kunto var høvdinge søn og meget betydningsfuld, Sasha kun datter af en ussel tjener.
   Det tog de unge sig nu ikke af. Deres kærlighed var varm og øm, og Kunto passede meget på sin lille og kære Sasha. Hjalp hende altid når han kunne. Det afstedkom da også ofte mange drillerier til dem begge.
   Ofte drev enten Kunto eller Sasha, deres hjord af dyr nær hinanden. De mødtes altid hemmeligt, og Kuntos bedste kammerat vidste, hvad han følte i sit hjerte for Sasha. Derfor havde han ofte hjulpet de unge, og holdt de andre drenge og piger på afstand, når de unge gerne ville mødes.
   Nu havde deres kærlighed båret frugt. Sashas mave voksede for hver dag, og de kunne ikke længere skjule, at det var Kunto der var far til det lille barn, som Sasha bar under sit unge hjerte.
   Der blev stor opstandelse i landsbyen, da den rette sammenhæng gik op for beboerne. Mange var vrede på dem begge, men det var Sasha der fik skylden for det der var sket. Hun havde lokket Kunto med heksekunst, sagde man bag deres rygge, når mørket havde sænket sig, og sladderen gik i de små hytter.
   Kuntos far, høvdingen, var meget vred på ham, han forbød Kunto at se Sasha mere alene, og forbød Sasha at vogte geder. Landsbyen måtte hun heller ikke forlade. For hende blev det en hård og meget svær tid.
   Faderen til Sasha måtte betale erstatning til høvdingen, fordi hans datter havde lokket Kunto i uføre med heksekunst. Og når barnet var født, skulle det lægges ud på savannen som mad for de vilde dyr, for det gjorde man også på den tid i Afrika, hvorfra vores historie den stammer.
   Lige gyldigt hvor meget de unge bad for deres ufødte barn, og deres unge kærlighed, stod ældrerådet med høvdingen i spidsen, fast på at hyænerne skulle have deres barn, lige så snart det var født. Et barn avlet ved heksekunst betød ulykke for landsbyen, så den afgørelse kunne der ikke ændres ved.
   Kunto og Sasha var jo kun store børn, og kunne ikke selv bestemme noget som helst. Det var ældrerådet og høvdingen der bestemte, og sådan havde det altid været i landsbyerne ude i bushen.

Måneder senere, lige efter regntiden var overstået, fødte Sasha en dejlig velskabt dreng. Fødslen var meget svær, og feber ramte den unge moder, der tre dage senere døde, af den feber hun fik ved fødslen, men også af sorg over den lille dreng der var lagt ud til hyænerne, og af sorg over hun ikke mere måtte se den Kunto, hun holdt så meget af.
   Sasha ville blive forvist efter fødslen til en anden landsby, så snart hun havde det bedre. Høvdingen havde med et par geder og en ko, overtalt en nabolandsby til at modtage Sasha. Men nu havde døden sparet hende, for de mange ydmygelser det ville have været, at miste alt det hun i sin unge kærlighed havde holdt så meget af.
   Kuntos far, høvdingen, havde forlangt at han selv skulle bære sit lille barn, sin lille nyfødte søn ud til hyænerne på savannen, og der overlade ham til den visse død.
   Kunto var en god søn, der gjorde som hans far befalede, men det var med blødende hjerte han lagde sin lille nyfødte søn, svøbt i et klæde på den solvarme og brændende jord. Han anråbte den mægtige Abegud om barmhjertighed for sin søn. Bad til at et mirakel ville redde ham, fra de sultne hyæners skarpe og frygtelige tænder.
   Støjen fra hyæner der hylede, og fra bavianer der skreg, nåede Kuntos ører. De var kommet op at slås, lidt fra det sted han havde lagt sin lille søn. Sørgmodigt så han mod skovkanten af junglen, så den støvsky de larmende og vilde dyr hvirvlede op under deres kamp. Hvad der havde fået aberne og hyænerne til at slås, vidste han ikke, men det var ikke usædvanligt, at dyrene fra skoven og på savannen ikke kunne enes, og så måtte et voldsomt slagsmål afgøre, hvem der havde ret til at være på netop dette sted.
   Kunto sad længe og så på sin lille søn, der lå helt stille og sov trygt, i det snavsede klæde han var svøbt i, af de kvinder der havde hjulpet til ved fødslen. Langsomt rejste han sig og vendte ryggen til barnet, tog nølende et par skridt, for så at vende sig om, og kaste et sidste blik på sin lille søn der lå stille, og nu med store tavse øjne kikkede på den far, der langsomt forlod ham. Vi ved ikke hvad den lille dreng tænkte, for spædbørn der kun er få timer gamle, har endnu ikke noget sprog.

Den unge og meget stærke bavian, Luca, der lige var blevet konge, havde længe interesseret fulgt Kunto med øjnene, da han bar sin lille søn ud på savannen, for at overlade ham til den sikre død.
   Han tænkte på, hvad det var der var i den bylt af klæde, den unge dreng bar i sine arme. Han erindrede at de gamle mødre, havde talt om det var menneskeunger, der blev lagt ud til hyænerne. Han havde af og til set mennesker på afstand, men holdt altid en sikker distance til dem, da han vidste, de havde farlige redskaber af træ. Kæppe med spidse glimtende hager, og små krumme kæppe, hvormed de kunne sende andre og mindre kæppe med spidser, mange meter over savannen eller gennem skoven. Disse kæppe der var våben, betød altid død eller lemlæstelse, hvis de ramte deres mål, så Luca og de andre bavianer undgik altid sammenstød med menneskene, holdt en afstand til dem, hvor de vidste at trævåbnene ikke kunne nå dem.
   Luca havde aldrig set en rigtig lille menneskeunge, så han havde besluttet sig for at jage hyænerne væk, og se nærmere på det væsen, hans mødre og de gamle bavianer så ofte havde talt om var fuldstændigt hjælpeløst, og ikke en gang kunne holde sig fast i deres mor, når hun var på vandring. De hunmennesker han havde set på afstand, bar deres unger i et klæde på ryggen. Nu ville han se hvordan en menneskeunge så ud, derfor havde han indledt et slagsmål med hyænerne, og jaget dem på flugt langt ud på savannen.
   Nu var Kunto på vej tilbage til landsbyen, og Luca bjæffede til sine venner, de unge hanner der havde hjulpet ham med at jage hyænerne på flugt, at det var nu de skulle følge ham hen til menneskeungen.
   Oppe fra skovens trætoppe lidt derfra, så alle de andre aber på kampen med hyænerne. Deres nye konge Luca, var en modig konge, der kunne sætte sig i respekt hos hyænerne. De havde set dem flygte ud på savannen, og fulgte nu med nysgerrige øjne deres leders bevægelser. Han gik og løb hastigt mod den bylt, der lå mindre end 100 meter fra det sted, hvor kampen havde fundet sted.
   Tæt ved barnet stoppede Luca op. Han var meget forsigtig. Havde aldrig set et menneskebarn så tæt på, og var lidt bange, parat til at løbe eller kæmpe hvis det skulle blive farligt.
   Forsigtigt rørte han ved klædet, trak det til side og stirrede på drengebarnet, menneskeungen. Barnets store øjne så på Luca, der gjorde en grimasse, for lige som at gøre noget for at berolige sig selv, og de andre hanner der havde fulgt ham hen til ungen. Grimassen skulle også fortælle de andre aber, at han ikke var spor bange, selvom øjnene plirrede i hovedet, og han af og til kastede et nervøst blik ud over savannen, for at se om hyænerne ville komme tilbage og gøre krav på menneskeungen, eller om menneskene ville komme tilbage, for at jage ham væk fra ungen.
   Inderst inde rystede han, var parat til med det samme at bide fra sig, hvis menneskeungen viste sig at være farlig.
   Tre unge hanner holdt vagt, holdt øje med hyænerne, der holdt sig på sikker afstand af de farlige bavianers skarpe tænder. Også menneskene holdt de nøje kontrol med, men den unge han der havde lagt ungen på jorden, havde ikke vendt sig om, og var nu nået helt hen til landsbyen, var forsvundet mellem hytterne.
   Aberne var for mange, til hyænerne ville gøre krav på netop det bytte, de anså for deres. Men aberne vidste også, at hyænernes tænder var særdeles skarpe og farlige, så dem skulle de ikke komme i nærheden af.
   Lucas holdning under kampen, hans vildskab, havde fortalt hyænerne at han ville kæmpe til døden, for at jage dem væk, og bavianer der er vrede, er stærke og kan sagtens bide en hyænes ben over, og flå øjnene ud på dem. Så de var flygtet i sikkerhed langt ud på savannen. Der fulgte de spændt med i hvad aberne ville gøre.
   Menneskeungen sagde små lyde, og på abesprog betød det sikkert goddag. Luca rørte forsigtigt ved ham. Med sine små hænder greb ungen om hans lidt større hånd. Det føltes varmt og godt.
   En følelse af faderstolthed for gennem Luca, igen skar han en grimasse. Så rykkede ungen i hans kindhår, og hans små ben sparkede ham under hagen. Det føltes behageligt, som når de andre unger rev i ham, fordi de ville lege. Et øjeblik lod Luca tankerne vandre til sin flok i skoven, det lille menneskebarn havde rørt ved noget i ham, havde gjort ham blød, og vakt hans instinkt til beskyttelse.
   Fra skoven lød der pludseligt advarselsskrig. De tre vagter løb hurtigt mod to hyæner, der kom snigende mod den lille flok aber, der så på menneskeungen. Vagterne angreb under vilde hyl og skrig hyænerne. Flere af de unge hanner havde sluttet sig til de tre vagter, og før man kunne tælle til tre, var der et vildt slagsmål i gang. Støvet hvirvledes op, og skrig iblandet hyl fra hyænerne gjaldede ud over savannen. Hurtigt fik de skarpe og spidse abetænder hyænerne til at tage flugten igen. Aberne fulgte dem et stykke på vej, og sejrs hylene lød til de andre aber i træerne i skovkanten, der havde fulgt kampen på sikker afstand.
   Imens havde den unge abekonge Luca, taget menneskeungen op i sine stærke arme, og var løbet til skovs. Hurtigt havde han klatret op i et af de største træer, og her overlod han menneskeungen til en af de gamle hunner, der tog ham til sit bryst, og holdt sine arme beskyttende om det lille og svage væsen. Den lille tissede på den gamle hunabe, men det lod hun sig ikke mærke med. Hun lagde ham til brystvorten, som han begærligt tog i sin mund, og suttede mælken i sig.
   Som den unge dog var sulten. På et øjeblik havde han tømt begge hendes bryster for mælk. Hun overlod ham nu til en anden mor, en tante, der ammede ham færdig. Mæt og tilfreds faldt han i søvn i ammens arme. To andre hunner slog kreds om den gamle amme, og beskyttede hende mod legesyge unger. Instinktet fortalte dem, at menneskeungen var svag, og ikke tålte der blev rykket og hevet i hans spinkle og helt nøgne krop.

I de næste mange dage, snakkede alle aberne om den lille menneskeunge, der i mellemtiden var blevet optaget i gruppen.
   Hvor var han dog svag, selvom han var meget stor i forhold til de andre unger. Hans ammer, de ældre hunner, måtte ustandselig passe på han ikke faldt ned på jorden og slog sig ihjel. Han kunne ikke selv holde sig fast til ammerne. De måtte også hele tiden beskytte ham mod de andre frække unger, der fandt det morsomt at trække ham i armene og i benene, og så høre ham skrige højt.
   Efter endnu nogle måneder, havde han lært at holde sig fast, men kravle i træerne var han ikke god til endnu.
   Luca var stolt af den lille menneskeunge, der ofte sad hos ham. Så pludrede han på et sprog, Luca ikke fattede, men det var trygt og varmt, syntes den unge konge. Alle vidste, at det kunne være særdeles farligt at drille menneskeungen, når han var i nærheden, så ville Luca blive meget vred, og mange var de gange, da flere i flokken havde mærket deres konges vrede, i form af bid og slag.
   Alle de andre små barneaber syntes menneskeungen var så grim. Helt uden hår til at beskytte sig imod nattekulden, og den brændende sol om dagen. Og så var han langsom og så grueligt klodset. Ofte drillede de ham, så de gamle ammer og mødre, måtte passe på han ikke blev alt for ked af det. Tale kunne han heller ikke, kun sige mærkelige menneske lyde, som aber jo ikke forstod.
   Men han var meget lærenem, og der gik ikke mange år, før han kunne både klatre, og svinge sig sammen med de andre aber. Og det lige så hurtigt som de ældste og dygtigste aber. Han kunne også bruge sine hænder til mange andre ting, men hans fødder måtte være vanskabte, de egnede sig ikke til at gribe med.
   Han kunne på jorden bevæge sig meget hurtigt, og allerede tidligt frygtede hyænerne ham. Han brugte store kæppe til at slå dem med, og når abeflokken mødte andre aber og der opstod slagsmål, kunne han med sin store kæp jage dem på flugt. Han havde lært abernes sprog, og kunne en masse andre lyde, som kunne dirigere de andre, når de jagede kød for at spise. Altid var han kærlig mod sine ammer, mødre, beskyttede dem, ventede på dem. Mod sin far abekongen, var han venlig og trofast. Engang havde en hyæne såret kongen med sine skarpe tænder, og kun drengens styrke og snildhed, havde reddet kongen fra at være blevet bidt ihjel. Modigt havde han alene jaget hyænerne på flugt, og båret sin far i sikkerhed.
   Efter den dag havde alle anerkendt ham som leder efter deres konge. Han var stor, modig og meget hurtig på jorden.

Efter mange år i skoven og på savannen, var han blevet en naturlig del af gruppen. Han lyttede altid til sine mødres råd, og til sin far. Blandt aberne i skoven, blev han kendt som menneskeungen der var meget viis.
   På den tid kom de hvide mænd og lavede ravage i alle landsbyerne.
   Mange familier blev fanget, og det fortaltes blandt fuglene, der var hans venner, at de alle blev bundet og taget med til en stor flod, hvorfra de igen blev sejlet ud til store skibe, der lå og ventede på dem, ud for kysten til det store vand. Kun den store fugl albatrossen, der af og til kom på besøg, kunne fortælle de andre søfugle, at skibene sejlede i mange dage, over det store vand til et land meget langt borte. Hvad de skulle der, vidste den ikke, men snakken gik blandt søfuglene, at de skulle arbejde for underlige blege, nærmest hvide mennesker. Men om det var sandt, vidste albatrosserne ikke.
   En dag flygtede en ung dreng fra de hvide med geværerne, og gemte sig i skoven. Aberne så til, og abekongen Luca bad alle om at være helt stille. Geværerne var farlige, det vidste de, da de havde set flere dyr på savannen falde om, efter de havde peget på dem med geværerne, og ild og torden havde stået ud af dem. Også mennesker så de falde, når de pegede på dem med geværerne, så hvorfor ikke også aber?
   Alle fulgte spændt jagten på drengen, ville de få ham til at falde, og så spise ham? Eller bare fange ham og tage ham med til de store skibe, som de gjorde men andre mennesker? Alle ventede spændt på hvad der skete, fulgte tavst med fra trætoppene, hvor de var i nogenlunde sikkerhed. Også menneskebarnet, deres broder som de nu kaldte for Bobo, det havde kongen befalet som hans navn, ventede i spænding på hvad der skete.
   Endelig fangede de drengen, fandt hans skjul i noget tæt krat. De hev ham frem, og slog ham med stokke, så han hylede af smerte.
   Men så skete der noget meget mærkeligt. Med et halvlangt og skinnende stykke træ i sin hånd, huggede drengen det mod hovedet på en af de hvide, så det faldt af og trillede hen ad jorden.
   De hvide pegede på ham med deres geværer, en frygtelig og rædselsfuld larm rungede igennem skoven. Torden og ild stod ud af geværerne som de pegede på drengen med. Alle aberne for sammen, enkelte af de små begyndte at være urolige, at klynke. Bobo og hans far løftede advarende hånden, ville at alle skulle tie, være helt stille.
   Den store dreng faldt om, og blodet flød fra flere sår på hans krop. De hvide lod ham ligge, men tog både deres døde kammerat og hans hoved med sig, og skyndte sig gennem skoven ud mod den åbne savanne.
   Da der atter faldt ro over skoven, sprang Bobo ned på skovbunden. Han havde udset sig et sted, hvor der ikke var grene eller andet, der kunne fortælle at han nu var på jorden. Han gik hen til den dreng, de hvide havde ladet falde død om. Bobo rørte forsigtigt ved ham, parat til at springe tilbage, eller slå med sin tykke kæp, som han altid havde hos sig. Men drengen var død, han rørte sig ikke. Bobo så tre store huller i hans brystkasse, de fortalte ham at alt blodet der lå på jorden, var kommet der fra.
   Bobo gik ofte på to ben, som det menneske han var, men han var næsten lige så hurtig på alle fire. Bobo vidste ikke at de to forreste hed arme, men han kunne jo heller ikke menneskesprog, det havde han aldrig lært.
   Han undersøgte forundret det blanke træ, drengen havde slået med, så hovedet var faldet af den hvide mand. Et lille farvet træstykke i den ene ende, havde han holdt i hånden, og svinget det med en sådan kraft, at hovedet på den hvide mand var trillet hen ad skovbunden.
   Bobo tog det i hånden, på samme måde som drengen havde holdt det, strøg en finger hen ad den ene kant af det blanke træ. Det føltes underligt koldt. Så strøg han fingeren hen ad den anden kant, og udstødte et højt hyl.
   Som havde noget bidt ham, smed han det skinnende træ fra sig. Bobo kikkede på sin blødende finger. Det blanke træ havde bidt ham. Han hamrede sin kølle ned på det, men det bare hoppede og truede med at bide ham igen. Bobo var lidt bange, men hans nysgerrighed fik ham til at skubbe forsigtigt til det igen. Det rørte sig ikke. Hvad var det for et blankt træ, der havde usynlige tænder som kunne bide så hårdt?
   Lidt bange strøg han igen på den side, der havde bidt ham, og mærkede, at når han bevægede fingeren stille, bed det meget forsigtigt. Bobo brummede truende, men det blanke træ rørte sig ikke. Nænsomt tog han igen om den ende drengen havde holdt i sin hånd. Drejede det blanke træ, så den side der bed vendte op. Med stor kraft slog han sin kølle mod det, og til sin store undren så han den gik i to stykker, men det blanke træ blev liggende helt stille, og han havde ikke set nogen af de tænder, der måtte have bidt hans kølle i to stykker.
   Efter en tid hvor han tænkte dybe tanker, grinede han, skar en fortrolig grimasse, mens alle andre aber på afstand ventede frygtsomt på, hvad han nu ville finde på.
   Han tog igen om den ende drengen havde holdt i sin hånd, og løftede det blanke træ op i luften. Straks veg alle til side med rædslen malet i deres små abeansigter. Bobo prøvede at slå det blanke træ mod en gren, men der skete ikke noget. Igen så han på det, og kom så i tanke om, at den ene side ikke havde bidt ham. Han vendte det blanke træ, så siden der bed, vendte mod den gren han slog det imod, og med det samme delte det grenen i to stykker.
   "Se!!" råbte han til de andre aber.
   "Jeg kan få det til at bide i det jeg vil." Så huggede han igen og igen på de nærmeste grene, der alle gik i flere stykker.
   "Så du det far?" Bobo var stolt, sagde til sin far abekongen, at nu kunne han slå både ben og hoved af deres fjender hyænerne, så let som når han førhen havde slået dem med sin kæp. Nu behøvede de ikke frygte hverken hyæner, vilde hunde eller de store løver.
   Bobo havde fået et meget kraftigt og nyttigt våben. Nu skulle han bare lære at bruge det rigtigt.
   Abe kongen hoppede hen til ham, nikkede, og formanede ham at være meget forsigtig med det blanke ukendte træ, at det ikke blev vred, og bed ham i stedet for deres fjender. Han havde mange gange set, at menneskene brugte både korte og lange kæppe der kunne dræbe, flyve gennem luften ligesom fugle, og finde den det ville dræbe, men aldrig noget så mærkeligt, som et blankt stykke træ der kunne bide. Bobo lovede sin far at være meget forsigtig, kun at bruge det nye våben, når det var nødvendigt.
   Abekongen befalede alle at gå dybt ind i skoven. Det var ikke længere sikkert for flokken at færdes på savannen, når der var hvide mennesker i nærheden. Derfor blev de dybt inde i den tætte jungle, hvor kun den store kvælerslange kunne være en fare for deres små unger.

Bobo tænkte de næste mange dage på den døde dreng. Han var jo som ham. Han havde kun på afstand set mennesker som ham selv. Abekongen, hans far, undgik altid mennesker, de var fjendtlige, farlige, meget farligere end hyæner og vilde hunde, samt løver og andre kattedyr. Abekongen var en klog abekonge, og Bobo havde det godt hos den lille familie af aber, der alle nu var hans egen familie. De spiste sammen, jagede sammen og nussede hinanden sammen.
   Dog var det en gåde for alle, at Bobo ikke fik hår over hele sin krop som de andre. Men det havde også sin fordel at han var nøgen, ofte blev deres fjender bange for ham, når han viste sig for dem sammen med sine brødre og søstre, abe familien var glad for Bobo, og han for dem.
   Tit nussede han sin mors og sine ammers pels, rensede den for utøj og løse skæl, og det var han god til med sine bløde og smidige fingre. Alle kunne lide Bobo, var glade for han var i netop deres familie, deres stamme.
   En dag var Bobo og nogle hanner på jagt. De jagede mindre aber, slog dem ihjel og spiste dem. De kunne godt lide kød en gang imellem, men levede for det meste af frugter fra skoven, og muslinger de fandt ved floden. Også snegle og østers var på deres menu. Men i dag havde de lyst til kød, abe kød der var let at få fat i, når de små aber krydsede deres territorium. Det gjorde de af og til, og i dag havde en af de unge hanner set en mindre gruppe tæt ved savannen.
   Hele skoven var i oprør da jagten begyndte. En enkelt mindre abe havde forvildet sig væk fra de andre, der på afstand skreg deres protest og angst ud í skoven. Men det hjalp ikke meget, når de større aber var på jagt efter kød, så fik de det næsten altid.
   Pludselig; hørte Bobo og de andre jagende aber angstskrig længere borte, så højt at det gik dem til marv og ben. Det var deres egne der havde skreget. Bobo og hans lille flok af jagende hanner stoppede op, opgav jagten og ilede tilbage til flokken. Noget var grueligt galt. Mellem skrigene havde der også været dødsskriget, det frygtelige skrig før en han eller hun døde voldsomt.
   Et forfærdeligt og grufuldt syn mødte dem, da de nåede tilbage. Hans mor og en af hans ammer lå døde på jorden, og deres pels var fyldt med blod fra sår på kroppen. Rundt omkring dem for forvildede unger rundt, de skreg og var bange.
   Igen og igen råbte de, at de hvide, menneskene, havde været der, havde lavet torden og ild, og havde fanget Bobos far kongen, to af hans døtre og tre små unger, der havde klamret sig til deres tilfangetagne mødre.
   Også Bobo skreg med de andre, vildt, og udstødte voldsomme og vrede sørgeskrig. Efter en times tid, med skrigen og råben fra alle, faldt der efterhånden ro over den lille flok der var tilbage.
   Bobo var nu leder. Ingen turde udfordre ham, på grund af hans lange og blinkende træ, der når han blev vred og brugte det, var dødbringende. Med det havde han bidt både rygge, ben og hoveder af hunde og hyæner. Ja selv en stor løve havde han taget hovedet af med det blanke træ.
   Bobo gryntede, talte til flokken med små beroligende grynt og lyde der var venlige. Alle sad tæt sammen og pudsede, nussede og kløede hinanden over det hele for at berolige hinanden.
   Bobo tænkte dybe og alvorlige tanker. Han ville alene følge efter de hvide mennesker. Han var hurtigere på jorden end de andre, og han kendte skoven lige så godt som de ældste hanner og hunner. I nogle timer sørgede Bobo ved den døde moder og hans gamle amme. Så ledte han flokken til bjergene i vest, gennem skoven hvor han vidste, de var sikre for den hvide mand. Her var der mange huler de kunne skjule sig i på få minutter.
   Han bad sin bror tage med sig på vandring mod den hvide mands lejr, og lod de unge hanner der var tilbage, forstå, at de med deres liv skulle passe på resten af flokken, til han kom tilbage. De lovede alle at være så stille som muligt, kun lade enkelte søge efter frugt i den nærmeste skov, og blive her og vente til han kom tilbage.

Bobo og hans bror, fulgte sporene af de hvide mennesker i flere dage. De var meget forsigtige. Ofte klatrede hans bror højt til vejrs og spejdede efter de hvide. Langsomt kom de nærmere de hvide mennesker, der kun kom langsomt frem gennem junglen, men de kunne jo heller ikke klatre i træerne, bruge dem til at komme hurtigt frem. I mange timer havde de højt til vejrs, set dem langt ude slæbe af sted med de tilfangetagne dyr i bure mellem sig. Sorte bærere slæbte burene for de hvide, der gik med de frygtelige geværer, der kunne slå ihjel på selv lang afstand. De havde kun sovet få timer i trækronerne de sidste dage, hastede videre både på jorden og i træerne.
   Endelig var de fremme, ved en lille lejr med telte og forskellige størrelser af bure med vilde dyr i. En del hvide mennesker sad og drak af krus, og andre mennesker, der var sorte som Bobo, gik rundt imellem burene.
   Langsomt, meget forsigtigt og stille, sneg de sig frem mod lejren. De skjulte sig bag en stor termit myretue, og ventede på nattens komme. Solen bagte ubarmhjertigt på dem begge, Bobo svedte. De så ingen hyæner, hunde eller løver, de var bange for mændene med geværerne, det havde dyrene hurtigt lært sig.
   I de mange bure var forskellige aber, en enkelt løvehun med unger, flere hyæner og to vildhunde. Bobo og hans bror ventede tålmodigt i den bagende varme, skiftedes til at holde øje med lejren og dens mennesker. Begge var de tørstige, men de måtte vente til senere, selvom Bobos bror flere gange klagede sig halvhøjt, så Bobo måtte se strengt på ham. Så tav han og så væk, adlød den nye konge og leder af flokken.
   De spejdede efter Bobos far, den gamle konge, men kunne hverken se ham, eller de savnede hunner og unger.
   De havde set mange blodspor på deres vej efter de hvide, og frygtede det værste, at hans fader skulle være død.
   Langsomt sank solen ned bag de store bjerge bag dem. Månen kom frem på himlen, stjernerne dukkede op en efter en, men Bobo kunne ikke som så mange gange tidligere, nyde synet af det smukke skue i den stille afrikanske nat. Han kunne ikke drømme nu, når hans far og søstre, var fanget af de hvide mænd med geværerne. Stærke lamper, der hvæsede meget højt kom frem i lejren. Også nogle der ikke sagde noget, men de var svagere. Lejren var næsten som dag, der hvor de hvide sad og spiste noget stegt kød af hjort, de havde dræbt med deres larmende geværer. Lysene overdøvede alle de smukke stjerner, og kastede et sælsomt og uhyggeligt skær over lejren.
   Både Bobo og hans bror var lidt bange for de hvæsende små sole, der hængte ved hver af de hvides telte. Lange skygger der var uhyggelige, nåede helt ud til drengen og hans abe bror, der lå i skjul bag det store termitbo.
   Enkelte af aberne, de små der var blevet adskilt fra deres mødre, skreg af og til af angst, tørst og sult. Løvindens rustne brøl en gang imellem, fortalte dem at den også manglede vand. For de to var det en uhyggelig oplevelse at vente. Dyrene var urolige og bange, og det smittede af på både Bobo og hans broder.
   Da det endeligt var blevet helt mørkt, og en del af lamperne var slukkede, kaldte Bobos bror forsigtigt på deres far, men der kom intet svar. En af hunnerne svarede, men det var svagt, og kunne næppe høres gennem den klynken alle de små gav fra sig.
   Langsomt kravlede de nærmere lejren, passede på ikke at lave støj. De brummede begge beroligende lyde til de aber, der sad i de nærmeste bure. Bobo knugede det blanke træ hårdt ind til sig, passede på at det ikke skinnede som månen. Han var parat til at lade det bide hvem som helst, hvis de blev opdaget. Hans bror havde en tyk kæp i den ene hånd, også han ville slå hårdt fra sig, hvis et menneske kom tæt på dem. De var ikke længere bange, kun meget spændte på hvad de ville få at se, når de kom helt ind i lejren.
   Bobos bror kaldte igen på deres far, da de var næsten inde i lejren. Enkelte svarede, at han lå meget stille i et bur, der hvor solen stod op. Han var svag og meget afkræftet, og var blevet båret det meste af vejen hertil. Men trods sine sår, havde han kæmpet tappert, til overmagten var for stor. Han alene var skyld i, at mange af aberne var sluppet væk i trækronerne i skoven.
   En glæde strømmede gennem Bobo, da han hørte at hans far var i live. Han ville befri alle dyrene et efter et, ved hjælp af det blanke træ. Med det ville han bide alle burene i stykker, så alle kunne flygte. Skyndsomst ville han bære sin far i sikkerhed i junglen, og gemme sig i trækronerne. Om alt gik godt, kunne de være tilbage i den dybe og mørke skov, inden solen sendte sine første stråler over mod de bjerge, hvor hele flokken skjulte sig for de hvide. De vidste, at menneskene ikke ville følge efter dem når det var mørkt, mennesker var bange for mørket.
   Bobo formanede alle, samt sin bror om at være så stille som muligt. Hurtigt havde han været igennem lejren med bure, der var lidt væk fra teltene. Han huggede på det første bur. Det blanke træ bed til, og inden et minut var de små aber ude af deres bure. Alle blev formanede om at være helt stille. Bobo fortsatte med at befri dyrene. Næsten alle menneskene sov, kun et par enkelte sad døsige, og lagde af og til en kæp på den ild de varmede sig ved. Ingen havde endnu anet uråd.
   Hurtigt og præcist bed hans blanke træ tremmerne over, så dyrene kunne komme fri. Alle de befriede dyr hastede ud på savannen for at finde skjul. Kun aberne hastede mod skoven, hvor der var ly og tryghed.
   Et lille klynk, et dæmpet hyl og en svag dyb brummen, var den tak de mumlede til Bobo og hans broder, inden de forsvandt ud over savannen.
   Endelig, i det sidste bur, så han sin far ligge helt stille. Hurtigt, med to kraftige slag af det blanke træ, var han inde i buret hos sin far. Forsigtigt, og så blidt han kunne, løftede han ham op i sine stærke arme, og bar ham ud mod friheden. Han passede meget på, at det blanke træ ikke kom til at røre ved hans far. Hans fars store og mørke øjne så taknemmeligt på ham. Bobo skar en grimasse, et smil kalder vi andre det, men aber kan ikke se forskel. Et lille slag af en svag arm, fortalte Bobo, at hans far var taknemmelig.
   Uden for lejren stoppede Bobo op. Han så rundt omkring sig, så alle de befriede dyr haste mod friheden i alle retninger. De to vildhunde og hyænerne var ikke længere at se. Løvinden med sine unger, småløb med en i munden og to dansende på ryggen, hvor de kæmpede for at holde sig fast. Flere grupper af aber, fra andre stammer end Bobos, hastede af sted mod skoven, bærende de små på maver og rygge. De unge hanner dannede bagtrop, for at kunne forsvare flokkene.
   Bobos gruppe var delt i to. Hunnerne med to unge hanner var allerede langt borte, de ville helt sikkert nå den beskyttende skov i løbet af få minutter.
   Bobo fulgtes med sin bror, og to af de stærkeste hanner fra en anden gruppe, de dannede bagtroppen. I sine arme bar Bobo sin sårede far.
   Vagten i lejren havde nu opdaget, at der var noget galt. Der var så stille i lejren. Ingen klynken fra ungerne, og ingen vredesbrøl fra de voksne, lejren var alt for stille.
   Hurtigt kontrollerede han de nærmeste bure, fandt dem ødelagte og uden de dyr der skulle sidde i dem. Han slog alarm. De hvide mennesker kom frem i lange hvide gevandter, og med deres geværer i hænderne. Tilfældigt pegede de ud mod savannen og skoven. Ild og torden stod ud fra geværerne. Bobo og hans lille følge hørte små smæld, og vidste instinktivt at de var i stor fare. De skjulte sig bag små klipper og termitboer, og ventede til der igen faldt lidt mere ro over lejren.
   Efter en rum tid, hvor de kraftige og hvæsende hvide lys blev båret rundt fra bur til bur, hørte de, at alle de hvide mænd råbte og skreg helt hysterisk. Bobo skar en grimasse, det var hans måde at smile på, at glæde sig over det var lykkedes at befri alle dyrene.
   Han så kærligt på sin sårede far, og knugede ham taknemmeligt ind til sig. Vandet løb fra hans øjne. Det havde det også gjort, da han stod ved sin døde mor og ammens stille kroppe. Bobo vidste ikke at menneskene kaldte det for at græde, af sorg over at miste, og nu af glæde over at have sin far i sine arme, selvom han var meget svag og såret. Hans brødre og søstre havde kikket forundret på ham, da vandet løb fra øjnene, men ikke reageret ellers. Selv vidste han ikke, hvorfor vandet pludseligt var løbet frit fra hans øjne.
   Da de endelig nåede skoven, ventede alle stærke hanner på dem. Alle brummede de deres tilfredshed, med at det var lykkedes Bobo at befri alle dyrene. Selv deres fjender hundene, løven og de grimme og stinkende hyæner, havde givet deres besyv med, mens de havde hastet i sikkerhed ude på savannen.
   De små skrig og den dybe brummen fra de ventende aber, fortalte Bobo at de ærede ham for hans mod, og for at han havde befriet den gamle abekonge, hans far.

Mange dage senere, sad Bobo på en termitmyretue i skovkanten og så ud over savannen, så på alle dyrene der græssede fredeligt, eller legede. Alt var igen idyl, efter de onde hvide var draget videre, til et sted langt fra hvor Bobo og hans familie opholdt sig. De var igen flyttet fra deres skjul og tilbage til skovkanten. Atter var der fred i både skoven og på savannen. Bobo skar den grimasse, de hvide og de sorte kaldte for et smil. Han var stolt af det han havde udrettet. Ved hans side sad hans bror, lidt fra ham lå det blanke træ og skinnede i solen. Ikke mindst på grund af det, var det lykkes ham at få den respekt, alle i flokken nærede for ham.
   Men Bobo var ensom. Han savnede en ting, som han vidste ingen blandt abefolket kunne give ham, han savnede en mage. En hun som ham selv. Måske ville han gå til den landsby hans far abe kongen, så tit havde fortalt ham om, den landsby hvor de havde fundet ham, og måske kunne han der finde en hun, han kunne leve sammen med, få unger med, selvom det sikkert ville blive svært, for hans brødre og søstre at forstå, at også han havde trangen til en mage som ham selv. Måske ville det en dag lykkes ham at få sin egen familie, helt som ham selv.
   Bobo blev revet ud af sine tanker. Hans far abekongen, kom langsomt let haltende hen til ham. Den ene arm hang stadig slapt ned, og kunne ikke bruges til at svinge sig i trækronerne med. Pelsen var flere steder grå. Den gamle abekonge kunne ikke skjule, at han var blevet meget gammel, særligt efter oplevelserne med de hvide mennesker.
   Hans far tog om ham, kærligt, som kun en far kan. Øjnene var milde, rare at se ind i for Bobo, som elskede sin far.
   Den gamle abekonge så mildt, kærligt på sin menneskesøn.
   "Bobo! Det er snart tid til du kommer tilbage til menneskene, til dine egne. Tid til du finder en mage som dig, som kan give dig mange unger, og som kan glæde dig, ordne din krop, og varme dig i de kolde nætter. Det er tid til du får din egen familie, din egen flok. Om to måner, vil to af dine brødre følge dig på vej."
   Den gamle abe konges øjne blev kærlige, milde, så slog han Bobo på den ene skulder og skar den grimasse, som Bobo ofte gjorde, når han var glad, han smilede, som menneskene ville kalde det.
   "Bobo! Du vil altid være min menneskesøn. Jeg vil altid tænke på netop dig, når jeg ser mennesker, og jeg og hele flokken vil savne dig."
   Så haltede han tilbage til flokken, der holdt hvil et stykke derfra i skovkanten. Bobos bror så på ham, skar også den grimasse der betød han var glad, og fulgte efter deres gamle far. Bobos bror var en stærk han abe, og det var nu ham der var konge, for den lille flok aber i skoven.
   Bobo blev siddende lidt, han havde ikke lyst til at hvile med de andre, bare drømme om den mage, han ville finde, blandt mennesker som ham selv. Bobo drømte også om den store familie, han ville have, med mange unger, et fredeligt liv i skoven og på savannen.