Gab, Loppe strækker sig. Kigger sig omkring. Hov, han sætter sig hurtigt op i den lille skotøjsæske. Man behøver jo ikke så stor en seng når man bare er en lille loftsnisse. Loppe griner højt.
   "Er du vågen?" spørger Leonora.
   "Naturligvis, det er jo den 1. december," svarer han. "Hvor er vi?" Han kigger over på Leonora.
   Hun er lille af et spøgelse at være. Hendes hår er gråt og flettet i to lange fletninger, der er så lange hun kan sidde på dem. Hun har en lang ternet kjole på og uden på den et stort forklæde og så et par gamle træsko på fødderne.
   "Kan du ikke huske det," siger Leonora og kigger på den lille fyr med de grå bukser og den røde hue. "Lige efter sommeren skulle menneskene på den gamle gård flytte. Jeg ville ikke bo i en tom gård igen, så jeg besluttede at springe ud i det og gemte mig i en flyttekasse. Du vågnede og ville heller ikke blive på den gamle gård, når den skulle stå tom igen, så du kravlede ned i mit forklædelomme og så flyttede vi hen."

Vi er på en Møllegård
   "Er der nogen der spurgte efter mig?" lød en stemme henne fra døren indtil det lille kammer på loftet.
   Loppe for forskrækket om bag Leonora og kiggede forsigtigt frem bag hendes forklæde.
   "Tag det roligt," lo Leonora, "det er jo den gamle Møller Herman. Kan du ikke huske ham?"
   "Næ," svarede Loppe og kom frem, "men man må ikke sige nogen er gammel."
   "Jo," Leonora lo, "når Mølleren er 180 år og jeg kun 150."
   "Jamen..." Loppe kiggede på Mølleren.
   Han var en høj mand, havde ikke så meget hår, men et meget langt gråt skæg.
   "Så er du jo også..."
   "Ja," lo Mølleren, "jeg er også et gammelt spøgelse."
   "Sker der egentlig noget her på gården?" spurgte Loppe.
   "Ja," svarede Mølleren, "det gør der selvfølgelig. I morgen nat, skal jeg vise dig rundt og så skal du hilse på stakkels Rudolf."
   "Rudolf?" Loppes mund stod åben.
   "Ja, på den anden side af åen bor Rudolf."
   "Ih, det lyder spændende, ham må vi besøge i morgen," sagde Loppe, "men nu vil jeg sove, for så bliver det hurtigere juleaften. Godnat," sagde han og kravlede ned i sin skotøjsæskeseng, helt ned under papirerne der lå i den, så man kun kunne se den røde huetop. Mølleren og Leonora kiggede på thinanden og så lo de.
   "Ja, jeg må vist også sige godnat," sagde Mølleren og bukkede for Leonora.
   "Godnat," hun smilede til ham og lagde sig på den gamle sofa, og tænkte på at nu er der kun 23 dage til juleaften.