Den lille gamle kone havde en gammelt forfalden bondegård.
   Der var også en gamle stald som så forfærlig ud. Der boede nogle dyr som befandt sig meget godt, for de havde adgang til både vand og mad, så de manglede ikke noget. Så en dag kom der en mand fra nabogården og spurgte den lille gamle kone, om det også spøgte på hendes gård, og det måtte den lille gamle kone sige ja til. Hun vidste også, hvad det var, men hun ville ikke fortælle det til ham. Så spurgte nabobonden:
   "Hvorfor ikke?"
   Den lille gamle kone svarede, at det ikke kom ham ved, for så ville det jo bare forsvinde igen, og det ville hun ikke have.
   Så gik nabobonden igen, rystende på hovedet, og mumlede:
   "Skøre nabokone."
   Men den gamle kone vidste godt, at det var en lille nisse, der spøgte hos hende. Hun havde set nissen en gang imellem, for når hun havde sat grød op på loftet, gemte hun sig bag nogle høballer, og nissen kom frem fra sit skjul og begyndte at spise af grøden, hun havde stillet til nissen. Efterhånden som dagene gik begyndte det at larme mere og mere oppe fra høloftet, og så fandt den gamle kone ud af, at der også var andre små nisser deroppe, og ikke kun en lille nisse. Han havde skam en hel lille familie, deroppe. Den lille nisse havde en lille nissekone og 2 nissebørn, og de legede oppe på høloftet. De legede 'sæt halen på æslet' og 'gemmeleg'. En dag da den gamle kone kom op på høloftet, fandt hun den lille nisse og hans kone siddende på en høballe og græd. Det kunne den gamle kone ikke lide, så hun nærmede sig forsigtig den lille nisse og hans kone, så de ikke blev forskrækkede, og da hun var kommet helt hen til dem, kiggede den lille nisse op på hende med våde øjne. Så sagde den gamle kone til den lille nisse:
   “Hvorfor græder I?“
   Den lille nisse fortalte, at deres nissebørn var blevet fanget henne på nabogårdens høloft. Den gamle kone kunne ikke tro sine egne øre. Så sagde den gamle kone, at hun ville gå derhen og finde dem, så de kunne komme hjem igen. Så sagde den lille nisse, at han havde set, at nabobonden havde puttede dem ned i et syltetøjsglas med skruelåg og stillede dem på et bord inde i den ene stue, så folk der kom forbi kunne se dem, og nabobonden havde prikket nogle små huller i toppen af låget, så de kunne ånde.
   Men de folk, der kom forbi, skulle betale for at se dem på nært hold, og det kunne den gamle kone ikke lide, så hun gik over til nabogården og ville se de små nisser. Hun skulle også betale for at se dem, men først ville nabobonden ikke vise dem til hende, så spurgte hun ham:
   “Hvorfor må jeg ikke se dem?”
   Så sagde nabobonden, at hun kunne jo finde på at skrue låget af og stjæle dem. Men den gamle kone stak ham en lille hvid løgn og sagde, at det ville hun ikke. Hun ville bare gerne se dem. Så fik hun lov til at se dem, men under skrapt opsyn, så da hun havde set dem, fortalte hun nabobonden, at det lignede små mus med nissetøj på og straks kiggede nabobonden ned i syltetøjsglaset. Der var kun 2 små mus med nissetøj på. Det kunne nabobonden ikke forstå, for den gamle kone havde jo ikke rørt ved glaset, mens han kiggede på, så der var stor forvirring om det glas og imens de andre kiggede på syltetøjsglaset, smuttede den gamle kone ud af døren igen. Hun gik hjem til sig selv og op på høloftet, hvor den lille nisse og hans nissekone sad og græd.
   Den lille nisse kiggede op og så den gamle kone komme hen til dem. Da den gamle kone satte sig ned, ville den lille nisse og hans nissekone have et svar på, om hun havde set dem. Og inden de fik svaret, skulle hun lige vise dem, hvad hun havde med hjem og vuptig, så stod de 2 små nissebørn foran dem i et glas. Så var den lille nisse og hans nissekone nysgerrige efter at vide hvordan, hun havde fået fat i dem igen. Så fortalte den gamle kone, at hun havde snydt den gamle nabobonde ved at bytte syltetøjsglaset ud med et andet glas, som hun havde med hjemmefra, hvori der var 2 mus med nissetøj på. Hun havde kun nogle få sekunder til at bytte glasene ud, fordi der var nogle andre mennesker der forstyrrede nabobonden, og da det skete byttede hun glasene om og vuptig, så havde hun det andet glas i sin ene lomme, og så sagde hun til nabobonden, at der kun var 2 mus med nissetøj på i glaset. Det troede nabobonden ikke på, så han måtte hen og kigge i glasset. Og så blev der et stort forvirring i stuen. De 2 nisser grinede så meget, at de var lige ved at falde ned af den høballe, de sad på. Så lukkede den gamle kone de 2 nissebørn ud af glasset, og de 2 små nisser for hen til deres mor og far, og lovede, at de aldrig mere ville løbe bort hjemmefra, og at de også ville hjælpe den gamle kone med at foder dyrene, og hjælpe med at drille naboerne, men kun når nissefar og nissemor var med dem. Det var så en aftale mellem dem allesammen. Den gamle kone lavede en masse grød til de små nisser. Hun fik en dag besøg af nabobonden, og spurgte ham, hvad hun kunne hjælpe ham med. Han sagde, at han kom for at købe noget hø til sine dyr, og at han kunne godt selv hente det oppe på høloftet, men den gamle kone ville ikke sælge noget hø til ham, for det skulle hun selv bruge til sine egne dyr. Så spurgte nabobonden, om der var noget han kunne hjælpe hende med, og det sagde hun nej til. Så måtte han jo gå igen. Da han gik, rystede han igen på hovedet og mumlede:
   "Skøre nabokone."
   Den gamle kone vidste godt, hvad nabobonden ville. Han var nysgerrig efter at vide, hvad den gamle kone havde oppe på sit hølofte, men den gik ikke, for hun havde luret ham. Som dagene gik blev det mørkere og koldere. Hun begynde at opholde sig mere oppe på høloftet sammen med den lille nissefamilie, og en dag skulle den lille nissefamilie rejse. Det blev den gamle kone ked af at høre, men den lille nissefamilie lovede hende, at de ville komme igen til december, for at være hos hende og nyde hendes selskab, for det var dejligt. Som sagt så gjort, de vendte tilbage til hende og sådan forsatte det indtil den gamle kone døde. Den lille nissefamilie flyttede over til nabogården, men det ved nabobonden ikke og den lille nissefamilie levede lykkeligt til deres dages ende.