*Skrig*
   "Hvad sker der?" Loppe satte sig forskrækket op.
   "Det er noget galt nedenunder," svarede Leonora. "Jeg løber ned og kigger."
   "Jeg går med," svarede Mølleren, der kom ind i sin pyjamas.
   De gik ned af trappen og listede gennem døren.
   "Thi hi," lo Loppe, "det er godt at være en nisse og et spøgelse, for så kan menneskene ikke se en, vi er jo usynlige."
   "Jamen, vær nu rolig, så vi kan se hvad der sker."
   Så lo loppe igen, for sikken et syn. Gamle Olde sad helt oppe i sin seng, helt nede i hjørnet.
   "Fang den, jeg kommer ikke ned på gulvet før den er væk."
   Bølle, den unge hund, sprang frem og tilbage, op i Oldes seng og ned igen, medens den gødede.
   "Jeg kan ikke fange den," sagde Elsa.
   "Så hent dog en kat," skreg Olde ophidset.
   "Nej," svarede Elsa.
   Endelig, hun fik den op i et hjørne. Tog et glas og satte den over musen, for det var sådan en.
   "Det er jo Hannibal," hviskede Mølleren.
   Så lagde hun låg på og skruede det fast. Hannibal for rundt i glasset.
   "Hjælp mig," skreg han.

Elsa gik udenfor i gården, lyset blev tændt, men hun tændte også sin lille lygte. Hannibal var stiv af skræk. Hun gik ned til åen og henne ved det store hule træ, satte hun glasset ned og tog låget af, Hannibal forsvandt ind i træet. Elsa skyndte sig ind igen for det var både mørkt og koldt udenfor og alt var hvidt. Hun lukkede døren og gik ind og her sagde hun til Olde:
   "Nu kan du godt sætte dig igen, nu er den væk."
   Loppe lo, så tårerne trillede ned af kinderne på ham, en af dem ramte Bølle, der gøede.
   "Rolig, kom nu," hviskede Mølleren og nu løb de tilbage til loftkamret og fortalte hvad de havde oplevet.

Hun grinede også og sagde at den lille stakkels mus ville sikkert komme igen.
   "Hvorfor er der ikke mus inde ved Yvonne?" spurgte Loppe.
   "Det er fordi hun har katte, og katte æder mus, så når musene kan lugte kattene, så går de ind til Olde i stedet for."
   "Hvorfor har de så ikke bare katte?" Loppe lød forundret.
   "Det kan de ikke når de har Bølle, han jager dem og det gør Pippi ikke."
   "Sådan at forstå. Åh, nu er klokken blevet mange og vi når ikke ud til gårdkattene i dag, det må vi vente med til i morgen."
   *Piv, piv*
   "Hvad er det?" Loppe åbnede døren ud til loftet.
   "Godaften," lød en pibende stemme.
   "Jamen, godaften Hannibal," grinede Mølleren. "Jeg troede du var ude i træet."
   "Thi," peb han, "det tror menneskerne vist også."
   Så lo de alle sammen. Bagefter gik de til ro og nu var der kun 20 dage til juleaften.