Den lille fugl kom flyvende, oppe i den lyseblå himmel sammen med en masse andre små fugle.
   Den lille hunfugl ledte efter et sted hvor den kunne lande. Men det varede længe før den fandt noget. Den havde ledt i mange dage. Pludseligt fik den øje på en lille ø ude i det fjerne. Den lille hunfugl kiggede op på de andre fugle der kredsede over dens hoved. Den ville se om de andre små fugle havde set den lille ø. Det så ikke sådan ud. Den fløj hen mod den lille ø for at se, om der skulle være andre fugle. Da den kom hen til øen så den, at der var en anden lille fugl, der fulgte efter den. Det syntes den lille hunfugl var mærkeligt, for de andre små fugle fløj bare videre ud i den lyseblå himmel.
   Den lille fugl der var fulgt efter den lille hunfugl, viste sig at være en lille hanfugl. Den var blevet nysgerrig efter, hvad det var for en lille ø, derude i det blå hav.
   Den lille ø var lavet af små og store klipper og med meget frugtbar jord. Det var et godt sted at lande for små fugle, der skulle yngle.
   Den lille hunfugl fløj rundt, for at se sig omkring og for at finde et sted at sove. Den var meget træt, efter den lange tur og de mange dage den havde fløjet i.
   Den lille hunfugl opdagede, at den lille hanfugl fulgte den, alle de steder den fløj hen. Den lille hunfugl satte sig på en gren, for at hvile sig natten igennem. Den lille hanfugl satte sig, lige ved siden at den lille hunfugl og begyndte at fløjte til hende.
   Næste dag vågnede den lille hunfugl ved, at den lille hanfugl sad og prikkede til hende. Hunfuglen flyttede sig lidt men den lille hanfugl fulgte efter. Nu gad den lille hunfugl ikke mere. Hun fløj ud i den lyseblå himmel igen. Pludseligt så hun, at der var en lagune nede under hende. Den lille hunfugl fløj ned, for at se nærmere på lagunen og den var himmel skøn. Lagunen var blågrøn i vandet og man kunne se langt ned på bunden i lagunen. Det så dejligt ud og den lille hunfugl huskede, den havde fået 2 ønsker af sine forældre, da den fløj hjemmefra. Den lille hunfugl ønskede sig, at den kunne blive til et menneske resten af sit liv. Så opdagede hun at den lille hanfugl var fulgt efter hende ned til lagunen. Hun syntes det var synd, at den lille hanfugl skulle blive ved med at være en lille fugl resten af sit liv. Derfor brugte hun sit sidste ønske på den lille hanfugl, så den også kunne blive et menneske som hende.
   Da natten kom, begyndte forvandlingen at ske og den lille hunfugl blev til en lille pige og den lille hanfugl blev til en lille dreng.
   Den næste dag da pigen og drengen vågnede, blev drengen forskrækket, for han var ikke mere en lille hanfugl. Han så også, at pigen heller ikke mere, var en hunfugl. Så spurgte han hende, hvordan det var sket. Og så fortalte pigen hvordan det var sket.
   - Ser du, lille dreng, jeg havde 2 ønsker, som jeg havde med hjemme fra mine forældre. De gav mig dem, inden jeg rejste ud i den store vide verden. Jeg tænkte, at det ville være synd for den lille hanfugl, så jeg ønskede at den lille hanfugl ville blive en lille dreng, som jeg kunne lege og tale med. Sådan blev du til.
   Drengen og pigen skulle lige vende sig til at bruge deres fødder og hænder.
   For de havde jo før i tiden haft vinger. Da de begge 2 havde lært at bruge deres kroppe, begyndte de at se sig omkring, for at finde noget til at lave tøj af. For de kunne ikke gå nøgne rundt. De skulle også finde noget at spise. Så fik pigen en ide. De kunne da finde nogle bær og de skulle også havde noget at sove i. For de kunne jo ikke sove oppe i træerne, for de var jo ikke et par fugle mere.
   Så begyndte de at finde ud af, hvordan de skulle bygge en hytte, de kunne bo i. De havde jo aldrig prøvet at bygge en hytte før. De første par gange faldt hytten sammen. Så de prøvede igen og til sidst lykkes det dem, at få bygget en fin lille hytte, som de kunne bo i.
   Den lille dreng sagde til pigen, at nu manglede de bare noget at spise. Men det var jo ikke så let at finde noget. De var jo vant til at sidde oppe i trætoppene og spise insekter og nogle forskellige frugter og bær. Så sagde pigen, at hun gerne ville prøve at kravle op i træerne, for at hente nogle frugter og bær. Men det var svært, for hun havde jo ingen klør til at holde sig fast med. Så fik hun en ide. De kunne jo sætte en snor omkring fødderne og så kravle op. Men hvor skulle de få snoren fra. Så fik drengen øje på noget drivtømmer lidt længere henne af stranden. Det var fra et skib, der var gået ned engang for længe siden og der var noget snor som de kunne bruge.
   Da de havde hentet snoren, fik pigen øje på noget andet, som de kunne bruge. Der var også noget gammelt tøj i forskellige størrelser. Så havde de noget at tage på, når de blev lidt større. Så gik de hen, for at skaffe noget mad som var oppe i trætoppene. Pigen puttede snoren omkring sine fødder og prøvede at kravle op i træet. Det lykkedes ikke første gang, heller ikke anden gang, men tredje gang lykkedes det hende. Hun kunne kravle helt til tops og plukke de fineste frugter og bær, som fuglene plejede at spise. De spiste kun nogle af bærrene. Så havde de jo nogle bær tilbage de kunne spise næste dag.
   Da de skulle sove, ville den lille dreng gerne sove hos den lille pige. Men det ville den lille pige ikke have, for hun kendte jo ikke den lille dreng godt nok til det. Det blev den lille dreng ked af, for han var bange for alle de forskellige lyde, der kom fra alle steder omkring dem. Men den lille pige gav sig ikke, så den lille dreng måtte sove alene.
   Næste morgen blev de vækket af et højt brag og de fløj ud af deres små senge og kiggede ud over havet. Der var kommet et stort skib ind på land, men der var ingen at se. Det var som et spøgelseskib. Pigen og drengen undersøgte det nærmere. De fandt en masse tøj, men det var ikke helt almindeligt tøj. Det var pirattøj. De kunne ikke forstå, hvorfor der ikke var nogle mennesker ombord .
   Da de kom flyvende i går, havde de ikke set nogle skibe i miles omkreds. Der måtte jo være en forklaring. Men den kunne de ikke finde ud af. Så gik de tilbage til stranden igen og begyndte at lede efter noget mad. Derefter begav de sig ind i skoven og der så de nogle smukke fugle, der var ved at bygge reder af forskellige grene og mos fra klippestykkerne. Da de kom ind i skoven blev det mørkere og mørkere, så de måtte begynde at finde tilbage til stranden igen. Da de var på vej tilbage, siger drengen pludseligt:
   - Se, der er nogle hvide bær, mon de er giftige for fuglene, siden de undgår dem.
   Pigen siger:
   - Det kan da godt være, de ikke smager godt..." og før pigen havde talt færdig, havde drengen spist 4 af dem. Han begyndte at spytte dem ud igen og sagde at de smagte hæsligt og han kunne godt forstå at fuglene ikke kunne lide dem. Pigen begyndte at grine højt af ham.
   Da de var ved at komme ud af den mørke skov igen, fandt de nogle andre frugter som så spiselige ud. Det var appelsiner, kiwier, æbler og pærer.
   - De ser meget mere modne ud, siger pigen. Hun tager sin lasede bluse af og laver knuder på ærmerne, så hun kan bære frugterne i. Det samme gjorde drengen. På vejen hjem til stranden tabte de nogle af frugterne, fordi deres bluser havde nogle huller fordi de var meget slidte også på grund af at de havde ligget længe i vandet før de kom i land.
   Da de kom hjem, lagde de frugten, der var tilbage i bluserne, i en gamle kasse de havde fundet mellem alt det vraggodset på stranden dagen før. Der kunne de ligge, til de skulle spise dem enten til morgenmad eller aftensmad.
   Næste dag fandt drengen ud af, at man kunne bruge et bukket søm fra skibstømmeret til at fiske med. Han bandt et stykke snor i den ene ende af sømmet, og noget frugt i den anden ende. Sådan kunne man fange fisk og det gjorde han så. Men han vidste ikke, hvordan han skulle tilberede den. De havde jo ikke noget ild og fisken smagte ikke særlige godt rå. Han skyndte sig op til pigen og spurgte om hun vidste hvordan man lavede ild. Det vidste hun heller ikke. Men hun kunne da forsøge at lave ild. Og så gik hun ud og fandt nogle pinde og nogle sten. Hun prøvede først en sten og en pind og gned dem sammen, men der kom ingen gnist. Så prøvede hun 2 pinde men der kom heller ikke nogen gnist. Da hun prøvede med 2 sten kom der en gnist. Hun blev forskrækket og smed stenene igen. De landede oveni de andre sten og pinde som hun havde samlet og pludselig gik der ild i det hele. Hun begyndte at kalde på drengen, som kom farende hen til hende. Han så at hun havde lavet ild og spurgte hende, hvordan hun havde gjort det og hun fortalte ham, at først havde hun brugt en sten og en pind men der skete ikke noget , så prøvede hun med 2 pinde og der skete heller ikke noget. Men da hun brugte 2 sten slog de en gnist. Hun var blev så forskrækket, at hun smed stenene hen på de andre sten og pinde, og pludseligt var der ild. Andet havde hun gjort. Han var meget glad for, at hun havde lavet ild. For så kunne de jo få de fisk, han havde fanget som han ikke troede de kunne spise.
   De skulle jo havde noget mere brænde og 2 pinde de kunne spidde fiskene med, så de ikke brændte deres finger. For bålet var godt nok varmt men det var også samtidigt flot .
   Han skyndte sig at hente fiskene og pindene så, de kunne få noget at spise.
   Den aften var de bleve meget mætte, for de havde fået 14 fisk tilsammen. Den nat fik drengen lov til, at sove hos pigen. Men på en betingelse; at han i morgen fangede endnu flere fisk. Det skulle han nok gøre. Næste morgen fangede han ikke eneste fisk og det var han meget ked af, for så kunne han jo ikke sove hos hende igen. Så skete der noget underligt. Der var noget der hev og sled i hans krog og det var meget tungt. Det viste sig at være en blæksprutte, som var blevet viklet ind i snoren og forsøgte at komme fri. Men det ville drengen ikke havde, for den kunne jo også spises. Så han begyndte at hale den ind mod land men den var meget tung. Så han måtte kalde på pigen, for hun kunne hjælpe ham med at få den op på land. Men hun kom ikke og det kunne han ikke forstå .
   Pigen var gået sig en tur ind i skoven. Så måtte han jo selv trække den ind og give den et gog i nødden med et stykke træ han fundet. Så var den død. Han gik op til den lille træhytte og hentede et stykke skarpt glasskår. Det havde de fundet, sammen dag som de havde fundet det tøj de gik rundt i. Så gik han ned til blæksprutten igen og begyndte at skære den i stykker. Pigen kom løbende ned til ham og spurgte, om han havde, kaldt på hende og det sagde han "ja" til.
   For hun havde været inde i skoven for at hente noget frugt, da hun hørte at han kaldt på hende. Hun kiggede en ekstra gang, da hun så blæksprutten som lå der foran hende. Og da hun spurgte ham, hvor han havde fanget den henne, så sagde han, at han havde prøvet at fange nogle fisk men der var ikke nogen. Så da han ville trække snoren op igen, var der noget tungt i den anden ende og det var så den blæksprutte som hun så her .
   Så gik hun op, for at hente de kasser som de havde haft fiskene i. Gik ned på stranden igen og puttede blæksprutten ned i dem. Begyndte at bære den ene kasse op til den lille træhytte for den var meget tung .
   Så tænkte drengen, nu behøvede han jo ikke at fiske i nogle dage, for der var jo nok i den blæksprutte til dem i lang tid. De kunne jo også udforske øen noget mere. Det gjorde de så næste dag. Nu kunne de jo også gå længer ind i skoven, hvor der var meget mørkt .
   Drengen fik en lys ide. De kunne da også lave nogle fakler, som de kunne bruge inde i den mørke skov, når de skulle udforske den. Pigen var også kommet på en lys ide. Når de gik ind i den mørke skov, kunne de binde en snor om livet på hinanden. Så kunne de ikke blive væk fra hinanden. Men da de var kommet ind i den mørke skov, følte de, at nogen kiggede på dem og de følte ikke, at de var alene. Det var de heller ikke. For de blev fulgt af små øjne overalt hvor de gik. Pludselig ramte drengen noget der snittede ham og det gav et sæt i ham. Han skyndte sig over til siden af pigen. Hun havde også mærket noget, der havde rørt hende. Men hun troede, det var en gren fra et træ. Da drengen fortalte, at der var noget der havde snittede ham, blev hun bange og begyndte at kigge sig om i alle retninger. Men hun kunne ikke se noget. Pludselig kunne de se en lysning lidt længere fremme. De kunne se et lille hus, hvor der sad nogle små mennesker uden for og nogle gik og kløvede brænde. De blev nysgerrige efter, hvad de var for nogen. Og da de var kommet længere frem, slukkede de deres fakler for ikke at vække opsigt. Men de små mennesker var slet ikke mennesker, de var små alfer i alle aldre.
   Drengen blev mere og mere nysgerrig og ville præsentere sig for de små alfer. Det ville pigen ikke havde, for det kunne jo være, at de ville ende, som deres aftensmad. Men hun tog fejl. For da de lå der i deres skjul, blev de pludseligt prikket på deres skulder. Pigen og drengen for sammen af skræk. Men så sagde en lille sød stemme:
   "Ikke være bange for vi gør jer ikke noget som helst."
   Pigen og drengen vendte sig forsigtig om og kiggede på en lille alf og deres øjnene var nær faldet ud . Så spurgte den lille alf om, hvad de lavede her på kæmpernes ø. Så fortalte pigen, hvordan de var kommet her til. Og at de havde, været her i nogle dage og havde levet af frugt, bær, fisk og en blæksprutte som de havde fanget i går og at de var ude for at finde nogle frugter og så fandt de stedet her. Den lille alf fortalte at der boede 2 kæmper her på øen. Når de kunne lugte mennesker, så ville de æde dem. Det var forklaringen på alle de skibe, der lå rundt omkring på strandet på øen. De var meget heldige, at kæmperne ikke havde set dem endnu. Det var de også. Så fortalte pigen, at hun var fløjet her til øen sammen med drengen og hun havde 2 ønsker med fra sine forældre, da hun rejste hjemmefra. Så forvandlede hun først sig selv til et menneske og bagefter drengen til et menneske. Alfen syntes, det var da sødt gjort af hende, at bruge sine 2 ønsker på det. Men hvordan ville de, så komme fra øen igen. Det havde pigen ikke tænkt på. Pludselig siger drengen, at da han rejste hjemmefra, havde han også fået 2 ønsker af sine forældre. Men det havde han glemt i al forvirringen, da han blev forvandlet til et menneske af pigen. Han er først kommet i tanke om det nu, da alfen spurgte, hvordan de skulle komme fra øen igen. Pigen blev glad for at høre det. For så kunne de jo komme hjem igen, på et eller andet tidspunkt, hvis de ikke havnede i maven på kæmperne .
   Alfen inviterede pigen og drengen op til sit hus. Men han skulle først fortælle de andre alfer, at nu kom der 2 små mennesker op til dem og de skulle ikke være bange for dem. For de gjorde ikke dem noget og da pigen og drengen viste sig, fra den mørke skov, blev de lidt bange. Men de vende sig hurtig til dem. Og kiggede meget på dem, for de mennesker de havde set før, havde nogle af dem træben og en klap for det ene øje. Andre havde en klo på den ene arm, men sådan så de jo ikke ud. De havde jo både arme og ben. Pludselig hørte alferne et stort brag bagved den mørke skov. De kunne lugte, det var kæmperne, der var på vej hen til dem. Alferne skyndte at gnubbe sig op af pigen og drengen, for at de ikke skulle lugte af mennesker. Og så gemte de dem under en masse grene og kviste. Alferne begyndte at lave en lille fest oven på dem så kæmperne ikke skulle opdage dem. Så kom kæmperne og snusede omkring sig. De spurgte alferne, om de havde set nogle mennesker her omkring. De kunne lugte dem, inde i den mørke skov og her hen til. Så stillede den lille alf sig frem (alfen der havde hjulpet pigen og drengen med at gemme sig og sørge for at de ikke lugtede af mennesker mere) og fortalte kæmperne at de ikke havde set eller hørt nogle mennesker her. Det kunne kæmperne ikke lide at høre. De sagde til den lille alf, at de nok skulle finde dem og så skulle de nok æde dem. De ville ikke havde mennesker her på øen. Fordi de lavede ikke andet, end at lede efter guld oppe på klipperne og det guld skulle blive hvor det var. For hvis guldet ikke blev hvor det var, så ville øen synke og så havde de ingen steder at bo. Dette var den sidste ø, der boede kæmper på. De andre øer var blevet plyndret af pirater og det skulle ikke ske på deres ø.
   Hvis alferne så nogle mennesker på øen, skulle de sige det til dem oppe på borgen, hvor de boede og det lovede alle alferne de nok skulle gøre.
   Så gik de 2 kæmper igen. Fra deres skjul kom pigen og drengen frem igen. Det de hørte, blev de bange for. Men den lille alf beroligede dem med, at der ikke var nogen der ville sladder om dem. De havde skjult nogen før, som også havde forvandlet sig til små fugle. De havde også fået ønsker med hjemme fra så de kunne flyve hjem igen. Det syntes pigen og drengen lød dejligt. Så spurgte pigen, hvordan man kom op på borgen. Den ville hun gerne se, før hun skulle hjem igen. Hun ville gerne havde noget at fortælle, når hun kom hjem igen .
   Så sagde den lille alf, at det skulle han nok vise dem i morgen. Nu skulle de sove her hos ham. Det var for farligt at gå gennem den mørke skov, nu hvor de 2 kæmper ledte efter mennesker. Så spurgte alfen, hvor de havde sovet henne de sidste nætter. Drengen fortalte, at de havde sovet nede på stranden ved den blågrønne lagune. Alle alferne blev meget tavse. Så sagde den lille alf, at det var lige i nærheden af, hvor de 2 kæmper bor. Pigen og drengen blevet meget bange. De havde jo hørt lyde om natten, som om nogle trådte meget hårdt i den mørke skov bagved deres træhytte. Alle alferne kiggede på dem. Den lille alf sagde:
   "Så har I været meget heldige med, at kæmperne ikke opdagede jer."
   Ja, det må vi nok sige.
   Den næste morgen tog alfen, pigen og drengen af sted. Gennem den mørke skov og ud på stranden hvor de havde boet. Der fandt de nogle kæmpe store fodspor og så at deres mad og træhytte var blevet ødelagt. Kæmperne havde været der og havde opdaget deres lejer. Så kunne alfen bedre forstå, at kæmperne kom gennem den mørke skov i aftes og spurgte efter mennesker .
   Da de havde gået et stykke tid på stranden, fik den lille alf øje på borgen og pegede op på den. Pigen og drengen blev meget bange, da de så den uhyggelige borg. Alligevel spurgte pigen alfen om, hvordan man kunne komme der op. Alfen var ved at tabe både øjne og mund, da det blev sagt. Lidt efter sagde han, at man ikke kunne komme der op. Man skulle være kæmpe og havde store fødder. Det har kæmper jo, for de kan jo også tage lange skridt .
   Drengen og pigen kunne godt tænke sig, at komme der op og se, hvordan det så ud oppe hos kæmperne. Alfen vidste ikke, om det kunne lad sig gøre. Han var ligeså nysgerrige, for at komme der op. For hans far var deroppe. Han viste ikke, om han var levende eller død. Alfens far var blevet tage til fange af kæmperne og var blevet brugt til husalf. Siden havde han ikke set ham.
   Da de havde talt om det, gik de tilbage til den lille alfs hus. Og fik noget at spise sammen med de andre alfer. Derefter lagde de sig til at sove, for de var meget trætte. Næste morgen fik de af vide, at kæmperne havde været der igen og spurgt, om de havde set nogle mennesker. Det havde de svaret nej til. Så spurgte den ene kæmpe, hvor den lille alf han havde talt med i forgårs var henne. Så sagde vi, at du var ude for at finde noget frugt og du først kom hjem, når du havde fundet noget, ikke før. Det slugte han råt og så gik de igen. Det syntes de, var dejligt at høre.
   Men nu skal I høre. Drengen og pigen vil gerne op og se borgen, hvor kæmperne bor. Jeg vil også gerne der op, for at se om jeg kan få min far med hjem igen. Der lød et stort suk mellem alferne. Så var der en meget lille alfepige, der trådte frem og sagde. Jeg vil gerne følge med og hjælpe jer på vej der op. Jeg har været der engang for længe siden, da min mor og far blev taget til fange. Jeg flygtede der fra, så jeg kender en smut vej, som vi kan følge der op. Så kan vi befri vores forældre igen. Det syntes drengen og pigen var en god ide. Bagefter kunne de jo tage hjem igen og sige, at de havde gjort en god gerning, for de små alfer på kæmpernes ø.
   Næste morgen drog de 4 af sted. De 2 alfer sad på hver deres skulder på drengen og pigen. Den lille alfepige sad på drengen og fortalte hvilken vej de skulle gå. Der var mange stejle klipper at komme op af men til sidst kom de op til borgen. Borgen havde en stor gitter låge med tjørne på.
   "Hvis I rører dem, bliver I forgiftet og dør kort tid efter."
   Den lille alfepige vidste, lige hvor man skulle røre, så man ikke blev forgiftet. Nu var de kommet ind på området og her lugtede det fælt af menneske kød, der var blevet kogt af kæmperne. De måtte holde sig for næse og mund, for at kunne komme videre. Da de var kommet et stykke op af havegangen, kunne de se nogle små alfer, der var ved at lave noget i et stort vindue. Men hvad de lavede, kunne de ikke se. De gik videre ind gennem en sprække, hvor pigen og drengen kunne klemme sig igennem og ind på borgen. Alt var stort derinde. Der var store stole og et kæmpe stort bord. Der hang store malerier på borgens vægge, med portrætter af andre kæmper. Det havde nok været noget familie, til de 2 kæmper der boede der på borgen. De gik ned omkring det store bord og var lige ved at dø af skræk. Fordi der var en meget stor gryde, der hang over et bål inde i en kamin. Den syede og boblede af en eller anden slags suppe. Men så fik de øje på nogle knogler henne på gulvet foran gryden og det var menneske knogler. Da de havde stået der lidt, ville de gå videre. Pludseligt begyndte gulvet at ryste under deres fødder og de 2 kæmper kom hen hvor stolene og bordet stod. De blev meget bange, da de så de 2 kæmper. Hvad nu, hvis de kunne lugte dem og begyndte at lede efter dem. Så de skyndte at gemme sig.
   Kæmperne satte sig i hver sin stol og smækkede deres store fødder op på det store bord. De begyndte at tale sammen om, hvordan de skulle forhinder mennesker i for fremtiden at komme ind på øen. Så sagde den ene kæmpe, at de kunne da bare komme ind på øen. Så skulle han da nok æde dem alle sammen. Det blev den anden kæmpe sur over. Han syntes, at hvis de ikke kunne forhindrer menneskerne i, at komme ind på øen, så ville han også havde nogle af dem. Al den snak om mennesker blev kæmperne sulten af. Pludselig brøler den ene kæmpe at han kan lugte friskt menneske kød. Den anden kæmpe siger, at det må være dem de fangede her til morgen. Han kunne ikke se andre end de små alfer som arbejdede her.
   Den lille alf fik øje på en meget gamle alf henne ved ildstedet. Alfen sad på en jernstang over en stor gryde og røret rundt i den. Den lille alf syntes den gamle alf lignede hans far men alligevel ikke. Jo, det var hans far. Den lille alf blev helt vild. De andre lavede en plan. Den gik ud på, at den lille alfepige skulle smutte lydløst hen, til de andre alfer som også arbejdede for kæmperne. Hun skulle fortælle dem, at der var 2 menneskebørn, der ville befri dem alle sammen fra kæmperne. Og at de ville hjælpe dem med at komme hjem igen. Men de måtte selv hjælpe lidt til og det var okay med dem. De bragte nyheden videre til de andre alfer på hele borgen.
   De små alfer begyndte at pakke deres ting sammen og begyndte at snige sig ud af borgen og ned af den store trappe på borgen .
   Drengen, pigen og de 2 små alfer begyndte at begive sig hen mod den store dør. Pludseligt begyndte kæmperne at under sig over, hvor alle alferne var henne. Den gamle alf sad ikke længere oppe på jernstangen over den store gryde og rørte i den. Kæmperne begyndte at brøle på alferne men der kom ingen frem. Det syntes kæmperne var mærkeligt. Det plejede alferne at gøre, når de brølede af dem, når de skulle komme med mad og vin. Men der skete ikke noget. Så så den ene kæmpe at den store dør stod åben og så vidste kæmperne godt, hvad var ved at ske. De rejste sig fra deres stole og gik hurtig hen mod døren, hvor de så de små alfer, der var på vej ned af den store trappe. Det ville de ikke finde sig i. De skyndte sig efter dem. Men den øverst kæmpe faldt ned af trapperne og ramte den anden kæmpe i ryggen. De trillede ned af trappen sammen og lå bevidstløse for enden af trappen. De små alfer jublede i deres små sind og skyndte sig videre ned af klipperne i fuld fart og ind i den mørke skov. Der ventede deres familier på dem. Familierne var meget glade, for at se dem igen. Da kæmperne vågnede igen nogle timer senere, var alle alferne væk. Det blev kæmperne rasende over og de skyndte sig ind i den mørke skov. Der var kun træer og ingen alfer tilbage. Alferne havde gemt sig, så kæmperne ikke kunne finde dem igen. Kæmperne gik tilbage til deres borg igen og der blev de i nogle dage af bare raseri.
   Drengen og pigen ville vende tilbage til stranden. Først sagde de farvel til alle alferne og sagde tak for deres gæstfrihed. Den lille alf sagde også, tak i lige måde på alle alfernes vegne. De gik ned til stranden for at snakke om, hvordan de skulle finde noget af det guld som kæmperne vogtede over. Samt hvordan de skulle finde det, uden at blive tage til fange af kæmperne.
   Så fik pigen en god ide. De kunne gå en tur op på klipperne for at se, om de kunne se et hul i en af klipperne. Og så gik de der ud af .
   Drengen ser der er en åbning i et stort stykke klippe. Det må være hulen, de skal ind i. Ganske rigtig, de kom ind i hulen. Længere inde kunne de se guldmønter, guldbarrer og nogle sværd over alt. De vidste ikke, hvordan de skulle få noget af det med hjem. Så sagde drengen, at de kunne lave en lille pose af deres lasedetrøjer. Putte nogle mønter i og binde den på ryggen og ønske sig om til en lille fugl igen og så flyve med den på ryggen. Det syntes pigen var en god ide. Så syede de en lille pose, hvor der kunne være 6 mønter i. Derefter begav de sig ned til det sted, hvor de var ankommet den første dag. Den lille dreng havde lovet den lille pigen, at hun skulle havde det ene ønske af de 2 ønsker, han havde fået af sin mor og far, da han fløj hjemmefra. Så sagde de pænt farvel til hinanden og den lille dreng ønskede den lille pige om til en lille hunfugl igen. Bagefter ønskede han sig selv om til en lille hanfugl og så begav de sig tilbage til deres familier igen hen over det store hav. Den lille hunfugl kunne pludselige ude i det fjerne se en lille strand. Hun kunne se nogle klitter af sand og en lille dør der var rød. Det var jo der hun boede. Hun kunne ikke se nogen fra hendes familie. Måske var de på arbejde. Men pludselig åbnede døren sig og der kom hendes far ud af døren. Han kiggede op mod himlen og begyndte at vinke til hende. Da hun landede på stranden ved siden af sin far, kunne hun se, at hendes far så ked ud af det. Hun spurgte, hvad der var sket. Det ville han ikke sige. Det viste sig at han havde mistet sit arbejde. Hendes mor var meget glad for at se hende igen og de bad hende om at fortælle hvordan det var gået. Hun fortalte dem det hele. De så meget forbavsede ud. Så sagde pigen, at nu skulle de ikke sulte mere, fordi hun havde guld med hjem til dem fra kæmpernes ø.
   Og de levede lykkeligt til deres dages ende.