En aften satte Petra sig op i sin lille røde seng. Hun tændte sin lommelygte og lyste over på Mettes lille blå seng.
   "Lad være med det," sagde Mette.
   "Det er min forlygte," digtede Petra.
   "Du er da ikke en bil," sagde Mette.
   "Jo," digtede Petra videre, "det er jeg. Jeg er en rød bil."
   "Ne-hej," sagde Mette, "du er en pige på 5 år."
   Mette lagde sig ned. Hun syntes, legen for var dum. Hun var også kun 4 år. Men det var ikke sjovt at lege alene, så Petra sagde:
   "Så er jeg en pige, der kører i en brandbil."
   Mette satte sig op igen. Hun havde store øjne nu. Hun ville godt lege med.
   "Slukker du så ildebrande?"
   "Nemlig," sagde Petra, "jeg hedder BRITTA BRANDBIL og der er ildebrand henne i børnehaven."
   "Uh," sagde Mette, "så skal vi skynde os, eller brænder alle børnene og de voksne."
   "Nej, for de er jo hjemme og sove," sagde "Britta, "men vi slukker alligevel, for fiskene er der jo og fuglen Ondo."
   "Jeg redder Ondo," sagde Mette, "jeg hedder Peter og jeg redder også fiskene."
   "Så skynd dig over i brandbilen," sagde Britta.

"Wi.wi.wi," hylede brandbilen. Den kørte hurtigt ned af vejen og drejede om hjørnet med hvinende bremser.
   I det fjerne så Britta og Peter et ildskær. Der var orange flammer. Onkel Viggo kom kørende i sin gamle blå Volvo. Han vinkede til dem og råbte:
   "Skynd jer - børnehaven brænder."
   "Træd på speederen," råbte Britta til Peter.
   "Hvorfor skal jeg?" spurgte Peter.
   "Fordi jeg trykker jo på hornet og styrer rattet," sagde Britta.
   "Men hvor er speederen?" spurgte Peter og Britta sagde:
   "I bunden af bilen!"
   Peter trådte på speederen. (Det var en gammel, laset billedbog, i virkeligheden). Så kørte de meget hurtigt.
   De kørte og kørte. Der var langt til børnehaven. Pludselig hørte Britta en mærkelig lyd. Hun stivnede og var lige ved at slippe rattet.
   "Stop bilen!" råbte Peter ind i hendes ører. "Der var noget galt."
   Britta trådte hurtigt på bremsen og bilen standsede.
   "Du var lige ved at køre mig over," sagde en tynd og fin lille stemme. To gule, runde øjne skinnede i skæret fra forlygten. Det var en lille trold med strittende, brunt hår. Den så bange ud og dens lille stribede hue var faldet af og lå på vejen.
   "Nu bliver min hue beskidt," græd den, "og så bliver min mor gal."
   "Du skal ikke græde," sagde Britta venligt, "hop op i min brandbil, så kører vi dig hjem, når vi lige har slukket ilden henne i børnehaven."
   "Tak skal I have," sagde trolden og holdt op med at græde. Den satte sig mellem Britta og Peter og kiggede nysgerrigt på alle instrumenterne inde i bilen. Den strakte hånden ud mod knappen til handskerummet.
   "Fyh," sagde Peter, "ikke pille, lille trold. Hvis du er sød får du en is."
   "Jah," jublede trolden, "en Cornetto."
   "Kun en isbjørn," sagde Britta hurtigt, "vi har ikke så mange penge."
   "Øv," sagde trolden, "men må jeg så godt være med til at slukke ilden?"
   "Ja, det må du," lovede Britta og startede brandbilen igen. Nu skulle de altså skynde sig rigtigt meget.
   Da de kom til broen over det store, mørke vand var den oppe. Foran den lodrette bro holdt de store brandbiler. Et kæmpestort skib skulle forbi.
   "Nøj," sagde Peter, "det er på 17 etager."
   "Så kan det ikke være her fra Danmark," sagde Britta.
   "Nej," sagde Peter, "det er fra Krypton. Det er et kæmpestort rumskib."
   "Det sejler så langsomt," sukkede Britta.
   "Det er da fordi, det plejer at flyve," forklarede Peter, "når det kommer i vand kan det godt sejle, men kun langsomt."
   "Så bliver VI nødt til at flyve," sagde Britta, "vil du trykke på den gule knap?"
   "Ja, det vil jeg gerne," sagde Peter og trykkede på knappen. Brandbilens motor hostede.
   "Åh nej," sagde Britta, "vi har ikke mere benzin."
   Jeg har noget her i dunken," sagde Peter, "gider du fylde det på, lille trold?"
   "Jeg hedder da Søren," sagde trolden, "og hvor skal det der benzin fyldes på?"
   "Det skal vist nok ned i..." Britta tænkte sig om, "det skal ned gennem et hul omme ved bagklappen."
   "Jeg prøver," lovede Søren. Lidt efter var han tilbage. Han grinede over hele hovedet. Han havde små gule tænder.
   "Det var nemt," sagde han, "nu trykker jeg på den gule knap."
   Så fløj de. Alle husene og bilerne blev bittesmå. De lignede først dukkehuse og Barbiebiler. Lidt efter lignede de små huse til en gammel modeljernbane og papirshuse. Og så lignede hele byen det tæppe, der var henne i børnehaven, til at lege med biler på. Nogle af drengene sagde, det kun var for drenge. Sikke noget pjat!
   Det kildede lidt i maven at flyve, men det var sjovt.
   "Der er børnehaven," råbte Peter pludselig og pegede på en stor, gul firkant. Så landede de, lige på parkeringspladsen.
   Der stod en hel masse mennesker. To mænd smed vand på flammerne. De havde blå plastikspande, som de fyldte med vand fra en vandslange. Det var den børnene brugte, når det var meget varmt. Resten af menneskerne stod bare og hvinede. De klappede alle sammen, da brandbilen landede. Britta, Peter og Søren skyndte sig ud. Britta rullede brandslangen ud og Peter skyndte sig hen til brandhanen. Det var den sjove, røde en, henne ved Brugsen. Søren drejede på hanen, der sad på siden af brandbilen og så sprøjtede der vand ud over det hele. Alle menneskene blev våde og så hvinede de igen. Nellie, som Britta gik i børnehave med stod der også og hun hvinede højere end alle de andre tilsammen. Britta grinede. Det havde hun godt af, for hun ville aldrig lege noget sjovt. Hun ville kun lege 'fin dame' og 'frisør'. Det var selvfølgelig sjovt, men ikke hver dag.
   "Skal vi ikke slukke ilden?" hviskede Søren til hende.
   "Jo da," hviskede Britta tilbage og pegede med slangen på de store orange flammer, der åd grådigt af den lave, gule bygning, der var børnehaven 'Æblefryd'. Der var også en masse røg. Den var sort og grå. Den var ikke hyggelig, som røgen fra et bål til snobrød. Den var
   væmmelig og den sved i øjnene.
   Da vandet ramte flammerne begyndte det at syde og sprutte. Det lød ligesom spaghetti, der kogte over. Så døde flammerne, men børnehaven lignede slet ikke sig selv. Der var store huller i taget og bjælkerne mellem hullerne var helt sorte. Det røg fra dem. De fleste af murstenene var også sorte. Det var slet ikke rart at se på. Peter og Søren begyndte at græde, men en rar mand sagde:
   "I skal ikke græde, for kommunen har da en forsikring og så bygger de da jeres børnehave op igen."
   "Hvem er ko- munen?" spurgte Søren. "Er det en stor, rar ko?"
   Manden lo:
   "Nej, det er nogle mennesker, som ejer børnehaver eller giver tilskud til dem."
   Det var lidt svært at forstå. Men både Britta, Peter og Søren forstod, at børnehaven blev bygget op. Så kunne de jo godt tage hjem igen.
   De sagde 'farvel', men da de skulle lige til at sætte sig op i bilen, skreg Nellie:
   "Ondo sidder oppe i træet."
   "Den kan da bare flyve ned," sagde Britta, "den er en fugl."
   "Ja, men den er for bange," græd Nellie, "og det brænder under træet. Vil I ikke slukke det?"
   Britta skyndte sig at pege med slangen mod træet, for nu så hun godt at den lysegrønne undulat Ondo sad på en tynd gren oppe i æbletræet. Den sad så stille som en porcelænsfigur. Den var helt stiv af skræk. Knitrende flammer snoede sig op af træstammen. Nu skulle de slukkes! Men der kom ikke en eneste dråbe vand. Mon der ikke var mere vand i brandhanen. Britta skulle lige til at græde, men så sagde Søren:
   "Jeg klatrer da bare op efter den."
   Hurtigt løb den lille trold hen mod det store træ. Han hoppede op over flammerne og klatrede op af stammen. Han klatrede på alle fire, som en abe. Alle stod og stirrede. Nu var han lige ved at være oppe ved fuglen.
   "Tvittelit," sagde den og fløj over på hans skulder. Så bredte Søren armene ud og hoppede ned. Han svingede også med sin lange hale. Britta holdt vejret af skræk. Bare han ikke slog sig slemt.
   Det gjorde han heldigvis ikke. Han landede på jorden og så råbte han:
   "Tikke- vikke- vadder- vud- dumme, grimme ild, gå ud."
   Flammerne hvæsede af ham, men så døde de ud. Først blev de til små funklende gnister. Så forsvandt de helt. Alle folk klappede igen og Søren bukkede. Ondo fløj hen og satte sig på Nellies skuldre. Hun strøg den over fjerene. Hun var nu sød alligevel.
   "Ih, hvor er du god til at trylle," sagde Peter til Søren, "men hvorfor tryllede du først nu?"
   "Jeg havde glemt remsen," sagde Søren, "men da der ikke var mere vand, blev jeg bange og så kom jeg i tanke om den."
   Nu kom de rigtige brandbiler. En hel masse brandfolk steg ud, med skumslukkere og røgmasker og muligt. De så forbavsede ud.
   Den rare mand, der havde fortalt om den der 'kommune' kom hen, med Nellie i hånden, og sagde:
   "Børnene der og den lille trold slukkede ilden."
   "Ja," sagde Nellie, "og bedstefar, trolden reddede Ondo."
   "Ja, men dog," sagde den ene brandmand, "det var vel nok godt gjort. I skal alle tre have til en kæmpestor is. Værsgo."
   Så gav han dem hver især en blank, gylden tyver. De blev helt flove, men også meget glade. Søren dansede rundt og sang:
   

"Jeg fik alligevel en kæmpe-is,
   -så jeg griner; fnis - fnis - fnis."

   Sikke en fjollet sang. Britta tog ham op og sagde:
   "Nu må vi hellere se af at komme hjem. Tak for i dag."
   Så satte de sig alle tre op i brandbilen og fløj hjem. Søren blev ved med at synge sin fjollede sang. Til sidst råbte Britta:
   "KAN DU SÅ FOR POKKER HOLDE OP!"

"Hvad foregår her dog?" sagde mor og stak sit søvnige ansigt ind af døren. "Jeg troede I sov. Jeg var faldet i søvn til fjernsynet. Klokken er næsten 10 og I skal op i børnehave i morgen."
   "Nej," sagde Mette, "for den er brændt og skal bygges op først."
   "Det var jo bare noget, vi legede," hviskede Petra til sin lillesøster og gav den lille, gamle troldedukke et knus, fordi den nu var stille.
   "Brændt?" sagde mor og rystede på hovedet. Så smilede hun: "Sikke en livlig fantasi I har. Kan du så komme over i din lille, blå seng Mette. Og du putter dig i din lille røde seng, Petra."
   "Skal vi køre igen i morgen?" hviskede Mette, da mor var gået.
   "Måske," hviskede Petra tilbage.