I et gammelt hult træ nede ved Christianshavns vold boede der en lille troldefamilie. De havde det godt der, og især om sommeren hyggede Troldemor, Troldefar og deres lille pjuskede søn Sofus sig.
De holdt sig altid inde om dagen for ikke at blive opdaget af menneskene, som troede de var farlige. Engang mens Troldefar sad nede ved vandet og fiskede, havde en mand, der var ude at lufte sin hund, fået øje på ham. Sikke et postyr der var blevet. Manden råbte op, så troldefar var faldet i vandet af bar forskrækkelse. Den slags ville troldene helst undgå, så nu holdt de sig altså indenfor om dagen.
Men om natten listede de sig ud. Sofus elskede at grille, og om sommeren fik han næsten altid overtalt Troldemor og Troldefar til at bygge et kæmpestort bål nede ved vandet. Der grillede de så svampe, mosegrise, gamle gummistøvler og alle mulige andre lækre sager, som trolde er helt tossede med. Men nu var det blevet efterår, og de kunne ikke længere sidde ved vandet og grille. Derfor havde Sofus fået Troldefar og Troldemor overtalt til at snige sig rundt i menneskenes haver og lave løjer. De havde hele natten moret sig med at bytte om på folks postkasser, fylde kærnemælk i deres biler i stedet for benzin og smøre flødeskum ud over husenes vinduer. Men nu var det ved at gå helt galt, fordi Sofus var kommet til at træde en stor søvnig hund over halen, da de var ved at snige sig ud af en have efter at have hejst en sovende mand op i hans flagstang.
Hunden blev temmelig forskrækket og for op. Den gøede så resten af menneskene i huset vågnede, og troldene spænede ud ad havelågen. Men Troldefar var ikke så hurtig i optrækket, og hunden nåede at sætte tænderne i hans troldebag og flå hans buksebag af.
Det var frygteligt pinligt at løbe gennem byen med rumpetten bar, syntes Troldefar. Og selvom den var temmelig lodden, frøs han noget så forfærdeligt om sin troldenumse.
Da de nåede hjem til hulen, varmede troldemor en balje vand, som Troldefar kunne tø sin frosne bagdel op i. Men selvom det hjalp, var han ret så gnaven og mente, at det hele havde været Sofus skyld, fordi han havde jokket hunden over halen.
"Ved du hvad lille Sofus? Du bliver simpelt hen nødt til at lære, hvordan man går rundt helt normalt uden at træde nogen over tæerne. De næste to dage har du værsgo' at blive hjemme. Så kan du øve dig i at gå på line, hinke og gå på tæerne. Måske vil det give dig elegante fødder.
Det blev Sofus eddikesur over at høre, for lige præcis næste dag skulle der være lygtefest i børnehaven tæt på hulen, hvor de boede. Så plejede de tre trolde altid at liste sig op på volden med en madkurv fuld af frøer, flagermusevinger og saftevand. Her lagde de sig i skjul bag et træ og smovsede, mens de fulgte med i, hvordan børnene hyggede sig med deres forældre eller de voksne i børnehaven.
Men sådan skulle det altså ikke være i år, fordi Sofus' far havde givet ham besked på at blive hjemme de næste to dage.
"Dumme far, dumme mor!" råbte Sofus og styrtede ud i skoven. "Jeg kommer aldrig tilbage. Aldrig!" Han løb og løb i mange timer uden at stoppe. Pludselig var han helt alene midt ude i skoven og anede ikke sine levende råd. Han var en bytrold og vidste ikke, hvordan han skulle finde vej ud af skoven igen. Han var faret vild.
Det var bælragende mørkt, og han var sulten og begyndte at savne sin far og mor.
Han følte sig som en meget lille trold og satte sig på en træstub og begyndte at græde.
Selvom han var en trold, var han en værre bangebuks, og mørke brød han sig faktisk slet ikke så meget om. I hvert fald ikke når han var alene.
Mens han sad og græd kunne han lige pludselig høre fire små fødder komme futtende gennem de raslende blade og for sammen.
"Hov du, hvorfor i alverden sidder du her og tuder?" lød det fra en lys stemme bag Sofus. Han drejede hovedet med et snøft og fik øje på en lille ræv.
"Jo altså," snøftede Sofus. Jeg er stukket af hjemmefra, fordi min far har givet mig stuearrest, så jeg ikke kan komme op og se børnene holde lygtefest ved deres børnehave, tæt på hvor jeg bor. Og nu er jeg faret vild."
"Nå for sevan," sagde den lille ræv. Det var da lige godt drøn irriterende. "Men hvad er sådan en lygtefest egentlig for noget?"
"Jo altså. Det er sådan en fest, hvor forældrene kommer ned i børnehaven og ser de smukke lygter, som børnene selv har lavet. Der er en masse små huller i lygterne, der lyser som stjerner midt i mørket. Det er smadder flot. Bagefter kommer lygtemanden og læser en historie, og så får de saftevand og kage."
"Ja jeg kan godt høre, at du er kommet i en værre katteknibe, for det lyder da rigtig rart med sådan en lygtefest. Faktisk kunne jeg godt tænke mig selv at komme med til én engang. Men jeg er jo bare en lille ræv, og det eneste, jeg kan finde ud af, er at finde vej rundt i skoven her. Så jeg får nok aldrig lov til at komme med til sådan en lygtefest," sagde ræven og kiggede trist men også en smule snu ned i de visne blade på jorden.
"Kender du skoven her!?" råbte Sofus, og et håb tændtes i ham. "Jamen så kan du jo hjælpe mig med at finde ud af skoven og hjem til Christianshavn. Så kan jeg nå hjem til lygtefesten, og du kan komme med!"
"Orv ja. Det havde jeg slet ikke tænkt på!" udbrød ræven og hoppede spændt op og ned. "Jamen så lad os komme af sted," sagde den og pilede i forvejen. "Jeg hedder for resten Pift."
"Hov vent på mig din fjollegøj!" råbte Sofus og stormede efter Pift.
De to traskede af sted gennem skoven hele natten. Men hele tiden gik Pift og kiggede op mod stjernerne. Det forstod Sofus ikke en lyd af. "Du Pift." "Ja, hvad er der."
"Jeg tænkte bare. Er det ikke lidt dumt, at du hele tiden går og glor på himlen i stedet for at holde øje med, hvor du går? På et tidspunkt støder du altså ind i et træ og slår dig."
"Nej er du mør mand. Det er eddersmart!" Svarede Pift. "Himlen er ligesom et landkort, når man bare ved, hvor de forskellige stjerner sidder."
"Nå okay," sagde Sofus og følte sig lidt dum. "Det lyder godt nok smart...og måske lidt indviklet."
"Nej nej slet ikke. Vi skal bare,...av for hulen! Hvorfor sagde du ikke, at jeg var ved at vade ind i et træ!?...Altså. Vi skal bare følge Karlsvognen der," sagde Pift og pegede op mod syv stjerner, der rigtig nok lignede en slags trækvogn.
Resten af natten gik de to gennem skoven og lod stjernerne vise vej. Da det blev lyst, og stjernerne ikke lyste længere, fik de øje på røgen fra byens skorstene og brugte den som vejviser i stedet.
Efter de også havde gået hele dagen, begyndte mørket atter at falde på, og fordi det var blevet overskyet, kunne de nu ikke se stjernerne. Derfor blev Sofus bange for at fare vild igen, og samtidig var han blevet rigtig træt i benene. Selv Pift havde mistet lidt af sit gode humør.
Trætte og kolde sjokkede de to af sted i mørket uden at sige en lyd.
Men med ét var det som om, hele stjernehimlen dumpede ned på jorden, og alting blev lyst. Pludselig kunne de se, hvor de var. De gik på Christianshavns vold, og al lyset kom fra børnehavens lygtefest, der var gået i gang lige neden for volden.
Pift missede med øjnene og fik øje på en masse børn, der stod med deres forældre eller børnehavnes voksne. I hænderne holdt de alle sammen lygter, der tindrede som små stjerner, og på et stort skilt stod der: "LYGTEFEST."
"JUHUU vi nåede det!" råbte Sofus, men kom så i tanke om noget. "Jeg kommer tilbage lige om lidt. Vent her," sagde han til Pift og spænede af sted.
Hjemme i troldehulen sad Troldemor og Troldefar og så triste ud. Men da Sofus smækkede døren op, sprang de ham glade i møde og råbte i munden på hinanden: "Lille Sofus hvor har du dog været! Vi var bange for, at du var faret vild!"
"Nej nej, jeg har bare været ude at gå en tur," smilede Sofus hemmelighedsfuldt, uden at fortælle Troldefar og Troldemor, at han måske i virkeligheden havde været faret en lille smule vild.
"Du må altså undskylde, at jeg blev sur på dig," sagde troldefar. "Jeg blev bare så forskrækket, da den hund bed mig i rumpetten."
"Det gør ikke noget," svarede Sofus. "Kom. Nu skal vi op og feste, og jeg fået har en ny ven, som I skal møde."
Så gik Sofus med sine forældre i hænderne tilbage til Pift, og de satte sig alle fire godt tilrette i de tørre blade. Der sad de så og mæskede sig i frøer, flagermusevinger og saftevand, mens de kiggede ned mod alle børnene, som stod og lyste med deres flotte lygter.
Hvis I er helt musestille, kan det være, I kan høre dem sidde og smaske bag et af træerne.