Det havde været en rigtig kedelig uge. Anders havde haft influenza, og udenfor stormede og regnede det. Endelig var Anders blevet rask, og det var nu en dejlig dag med høj solskin og vindstille vejr. Derfor havde Anders fået lov til at tage i Zoologisk have.

"Hej Anders. Gider du lige hjælpe mig inden jeg bliver spist af isbjørnene."
   Anders stod foran isbjørnene og kiggede, da han pludselig hørte den hæse, hviskende stemme. Han kiggede rundt, men kunne ikke se nogen han kendte. Pludselig var stemmen der igen.
   "Anders! Jeg er lige her. Jeg er kommet væk fra isbjørnene nu. Jeg står lige her foran dine fødder."
   Anders kiggede ned. Foran ham stod noget, som han aldrig før havde set. Faktisk kunne han kun se en rød plet. Han satte sin hånd ned til den mærkelige skikkelse med den hæse, hviskende stemme. Anders løftede det mystiske væsen op, og nu stod han med noget der lignede et menneske i hånden. Ja, det vil altså sige, lige bortset fra en masse ting. Det mystiske væsen var kun 15 cm høj, havde et stort fuldskæg og en rød spidshue. Han kiggede på den forvirrede Anders, hvorefter han forklarede sig med sin hæse, hviskende stemme:

"Jeg er en julenisse, som skal hjælpe julemanden med at finde alle børnenes ønskesedler. Jeg bor normalt på Amalienborg, men julemanden har sendt bud efter mig, fordi der er sket noget forfærdeligt. Han ville trylle alle børnenes ønskesedler ind på internettet. Her skulle de så ende ved den legetøjsbutik, som lå tættest ved hvert barns bopæl. Legetøjsbutikkerne skulle så sende gaverne ud til børnene. På den måde behøver julemanden jo ikke flyve fra skorsten til skorsten hele julenatten. Men desværre havde der været en trold inde i julemandens hus, og han havde byttet om på trylleformularerne i julemandens tryllebog. Det er derfor jeg nu befinder mig i Zoologisk have. Der skete nemlig det, da julemanden sagde trylleformularen, at børnenes ønskesedler blev sendt ind til nogle dyr her i netop denne zoologiske have. Så du kan jo nok forstå, kære Anders, at jeg er nødt til at hjælpe julemanden. Men da det er et svært job for mig, så vil jeg gerne have dig til at hjælpe mig. Gider du ikke godt det?"

Anders stod stadig, fuldstændig fortryllet, og kiggede på julenissen fra Amalienborg. Han troede næsten ikke sine egne øjne, for han havde jo aldrig set en julenisse før. Men så nikkede han, og julenissen begyndte at hoppe i Anders' hånd af glæde. Joh, Anders ville skam gerne hjælpe julenissen fra Amalienborg. Han vidste jo trods alt, at hvis alle ønskesedlerne var blevet væk, så betød det jo, at hans egen ønskeseddel også var væk, og hvis ikke julemanden skulle give ham den racerbane, som han så gerne ville have, hvem skulle så? Mor og far havde jo ikke råd til den, når de også skulle købe alt det dyre julemad. Og, tja, alle de andre plejede at give tøj i julegave, så han var simpelthen nødt til at hjælpe nissen. Tankerne vandrede frem og tilbage inde i Anders' hoved, da julenissen pludselig afbrød ham.

"Jeg tror ønskesedlerne er endt ovre ved girafferne. Kom, lad os gå derover og kigge. Mens vi går derover vil jeg synge en julesang for dig, og da jeg jo er en julenisse, så er melodien selvfølgelig den samme, som den i mennesker bruger, når I synger den sang om Rudolf. Hvad er det nu I kalder den? Nå, jo. Kender I den om Rudolf."
   Derfor, mens de gik over til girafferne, sang julenissen nu følgende sang:

Kender du den om nissen,
   julenissen det er mig,
   jeg har en masse venner,
   de er nisser ligesom jeg.

Når jeg er hjemme leger,
   mine venner tit med mig,
   og når vi spiser grøden,
   spiser vi den li'som dig.

For vi elsker risengrød,
   det er vores mad,
   uden vores risengrød,
   bli'r vi aldrig rigtig glad.

Og du kan tro at grøden,
   smager rigtig godt hos os,
   for vi vil spise grøden,
   med en smørklat, det er godt.

   Nu var Anders og julenissen fra Amalienborg nået hen til girafferne, og her snakkede de med giraffen Langhals, som fortalte, hvad den vidste om børnenes ønskesedler.
   "Joh, børnenes ønskesedler har da godt nok været her, men det er de ikke mere. De dukkede pludselig op, men da vi giraffer ikke er så glade for ønskesedler, så har vi sendt dem videre. Vi aftalte med vores dyrepasser, at han skulle aflevere dem hos pingvinerne, da vi håbede på, at de måske kunne komme i kontakt med julemanden."
   Anders og julenissen kiggede på hinanden, takkede giraffen for hjælpen, og gik videre.

Da Anders og julenissen havde gået en tid, var de nået over til pingvinerne. Først snakkede de med en ganske almindelig pingvin, som fortalte, at ønskesedlerne lå inde ved deres leder, som hed Pingvinboss. Pingvinen fulgte Anders og julenissen ind til Pingvinboss, som ganske rigtigt sad med alle ønskesedlerne på sit skrivebord. Han var ved at lede efter julemandens adresse, men han kunne ikke finde den.

"Det er ikke noget problem. Jeg skal nok sørge for, at julemanden får alle ønskesedlerne tilbage," sagde julenissen fra Amalienborg. Herefter gik han hen til Pingvinboss' bord, tog sin tryllestav ud af ærmet, og, mens han svingede tryllestaven, sagde han følgende trylleformular:
   "Abra kadabra, gå nu hjem. Julemanden venter Dem. Tag af sted til julemandens hus. I en fart, gå nu, sus, nus."
   I dette øjeblik stod der pludselig en kæmpe søjle op fra Pingvinboss' skrivebord. Det var alle ønskesedlerne, der nu fløj tilbage til julemanden. Og, ja tænk dig, lige i samme øjeblik stod julemanden i Pingvinboss' rum.

"Ho, ho, ho. Jeg er glad, fordi I har hjulpet mig med at få alle ønskesedlerne tilbage. Nu lover jeg, at jeg nok selv skal flyve ud med alle gaverne til børnene, og til dig, Anders, du får allerede i dag en dejlig gave. Jeg har nemlig taget den racerbane med til dig, som du har ønsket dig til jul. Men, du skal også nok få en ting fra mig juleaften. Ho, ho, ho. Nu må jeg videre. Sim salabim." I samme øjeblik julemanden havde sagt dette, var han igen forsvundet, men tilbage lå en gave, en racerbane, til Anders.

Nu var det ved at blive mørkt udenfor, og Anders skyndte sig hjem, hvor han fortalte sin mor og far, hvad han havde oplevet i Zoologisk have. Herefter skyndte han sig ind i stuen for at samle sin racerbane, så han kunne lege med den. Og hvis han ikke har flyttet den, så står den der sikkert endnu.

Godnat, og sov godt. Husk at hilse julenissen hvis du skulle møde én af dem.