Loppe vågnede og strakte sig, så huskede han.
   "Leonora er du vågen?"
   "Ja, hvorfor?"
   "Jeg har en ide."
   "Uha, jeg bliver bange," grinede hun.
   "Vær nu alvorlig," sagde Loppe lidt fornærmet.
   "Så, så tag det nu roligt, lad mig så høre."
   "Jo, vi skal give Rudolf en tur med julemanden i julegave."
   "Hvordan vil du bærer dig af med det?" Leonora lød spørgende.
   "Det ved jeg ikke, men jeg kunne jo spørge ovre i stalden."
   "Hvem skal du spørge i stalden?" spurgte Mølleren, der kom gennem døren til det lille kammer.
   "Hestene," svarede Loppe. "Vi vil hjælpe Rudolf til at finde julemanden for så bliver han glad igen."
   "Det er en god ide, lad os gå over i stalden," var Møllerens svar.
   De tog deres frakker på og gik over gården ind i stalden.
   "Hallo, er her nogen?" spurgte Loppe.
   "Selvfølgelig," lød en dyb vrinsken.

"Hvem er I, og hvad gør I her i stalden om natten?" Der lød en sparken og pusten.
   "Hvad sker der?" spurgte Loppe forskrækket.
   "Det er bare mine gamle knogler, der skal op. Jeg er Pølle. Jamen godaften Møller, hvem er det du har med?" vrinskede han. "Åh, for resten hedder jeg slet ikke Pølle, det er bare noget jeg bliver kaldt, jeg hedder Impuls Borden."
   "Pølle, er et sjovt navn, jeg er nissen Loppe."
   "Ja og jeg er Leonora."
   Pølle bukkede let med hovedet.
   "Godaften, Frue."
   "Hold da op," lo Loppe, "hun er jo bare et gammelt spøgelse og ikke en frue."
   "Du skal bare være høflig overfor folk, der er ældre end dig selv," vrinskede Pølle. "Hvad laver I herover?"
   "Vi vil hjælpe Rudolf, så han bliver glad igen," svarede Loppe.
   "Det er en god ide, men hvordan kan jeg hjælpe?" spurgte Pølle.

"Jo, du har jo været mange steder da du var væddeløbshest, så derfor kunne det jo være du vidste hvordan vi kan finde julemanden."
   "Nej, det tror jeg ikke, men jeg er født og vokset op i de svenske skove og her har jeg hørt man kan finde rensdyr i Finland, men ikke julemanden."
   "Nå, det er der jo ikke noget at gøre ved, men har du virkelig været en rigtig væddeløbshest?" spurgte Loppe ivrigt.
   "Ja, det har jeg," svarede Pølle vrinskende.
   "Fortæl," vrinsker ponyen Buffy, hun er kun en teenager, og den yngste.
   "Ja, men det var hårdt arbejde og megen træning. Men når de store løb var der, så blev vi striglet og børstet så pelsen skinnede, så blev vognen spændt bagved og jockeyen satte sig op i den og så trak jeg den ud til startlinien. Så stod vi der, side om side. Så løb startskuddet og jeg løb og løb og jeg vandt rigtige mange præmier og så blev min herrer glad og jeg fik en krans om halsen og folk klappede af os. Jeg var helt våd af sved og når jeg kom tilbage til stalden og blev tørret og striglet og bagefter fik jeg mange gulerødder. Jo, det var både gode og hårde tider," sluttede Pølle.

"Ih, hvor spændende," sagde Loppe benovet, "så er du jo berømt. Men hvordan kan man være berømt og hedde Pølle?"
   "Det hedder han jo heller ikke," vrinskede Grønne, "det er et kælenavn, han hedder jo Impuls Borden."
   "Åh, det sagde du jo også tidligere," svarede Loppe, lidt flov over at have glemt det.
   "Klokken," brød Leonora ind. "Vi må af sted. Måske kan I spørge gårdkattene om julemanden, for de æder jo rotter og de har før spist julegrød på loftet med en nisse."
   "Du har ret," svarede Mølleren, "men skal vi skynde os, før menneskene vågner."
   De løb over gården, gennem døren og op på loftet.
   "Godnat," sagde Mølleren, og bukkede for Leonora.
   "Thi han er en gentlemand," grinede Loppe, medens han kravlede ned under papirerne, snart sov han sødt og drømte om, nu var der kun 21 dage til juleaften.