Natligt besøg
Det var atter mørkt på den gamle gård. Alt var stille. Oppe på loftet var Leonora vågen og sad og redte sit lange hår, da Tri og Nifa kom ind til hende. "Har du fundet på noget," spurgte Nifa. "Ja, i går en tur så jeg kan få ro til at skrive et brev til Nisselærlingen, som han skal aflevere på Julemandens værksted. Så gå nu ud med Jer," sagde Leonora og pegede på døren.
De to gik ud. "Vil du med over i stalden," spurgte Nifa. Tri nikkede bare. De gik ud i gården, for at gå over i stalden, da de hørte en mærkelig lyd. Tri blev bange og knugede Nifas hånd. Han kiggede sig omkring. "Hallo, hvem er det," råbte han. "Muhe, det er mig, Tyrius," lød det. Nu fik de øje på en stor rødbroget tyr, der stod ude i haven. "Hvad laver du dog her," spurge Nifa. "Jo ser I, jeg opdagede jeg kunne gå gennem hegnet, så nu har jeg fået min frihed," brølede han. "Ja, men kun til menneskene opdager dig," svarede Nifa. "Kom så skal I se mine venner, de ville gerne med men de tør ikke, han grinede. Så løb han over vejen og op på marken, derinde på den anden side gik hans venner. Han brølede på dem. De kom løbende hen mod hegnet . "Se jeg er fri, hvorfor kommer I ikke med, I tøsedrenge." "Næ, vi får bare ballade og det gør du også når de fanger dig," svarede den største af tyrene inde på marken. "Jamen de skal fange mig først," grinede Tyrius. Så løb han igen over i haven. "Vi må videre pas nu på dig selv," sagde Nifa og så gik han over i stalden, sammen med Tri.
"Hallo, hvor går I hen," spurgte Tyrius. "I stalden," svarede Nifa. "Stalden, der er varme og halm, jeg vil med," svarede han og vendte sig om og løb efter dem. Nifa og Tri gik gennem døren, men det kunne Tyrius ikke, så han stod uden for og brølede, hundene inde i huset begyndte at gø, og hestene inde i stalden begyndte at vrinske uroligt. "Altså, det store uhyr, han vækker alle sammen," sagde han og gik ud igen. Så holdt han fast i Tyrius og sagde "vuppi vuppet hip," så gik de sammen gennem døren. Tyrius fik straks øje på noget halm og gik derhen og begyndt at spise. "Hallo, hvem er det I har med," spurgte Pølle. "Åh, det er Tyrius," svarede Nifa, "han er stukket ud af sin fold." "Åh," det var Grønne, "så får han ballade." "Vel gør jeg ej," buhede den store tyr. "Lad være med at æde al vores mad," når du vil nyde din frihed så gå ud og om bagved stalden her, der er et rum med tag over, og der kan du finde en masse halm," og der er også gulerødder," sagde Pølle. "Ih tak der lyder godt, kan I have det," Tyrius begyndte at gå hen mod døren. "Hov, vent, Vuppi vuppi hop," og nu kunne den store tyr gå ud. "Sikken dog et brusehoved," lo Nifa, de andre i stalden lo med. "Men hør," sagde Pølle, "var der ikke noget med at I skal være over før menneskene vågner." "Jo, svarede Nifa. "Så bliver det et kort besøg for klokken er mange," vrinskede Pølle. "Åh, skynd dig," Tri tog Nifas hånd og de råbte godnat og løb over gården, de kunne høre Tyrius omme brøle omme bag stalden.
Da de kom op var Leonora gået i seng og det gjorde de også og snart drømte de om at de kun var 13 dage til juleaften.