Nu skal jeg fortælle dig en historie om en lille dreng, som hed Tobias. Tobias kunne ikke lide at være alene, men ind i mellem var han nødt til det. Når han skulle være alene, så fik han altid noget legetøj, som han kunne lege med. Alligevel savnede han sin mor og far så meget, så han bare græd og græd og græd.

Nu tror du måske, at Tobias' forældre var rigtig onde, når de lod deres lille dreng være alene, men det var de faktisk slet ikke. Det var nemlig ikke sådan, så de forlod huset. De var bare inde i rummet ved siden afm hvor Tobias var, men han følte det, som var han alene i hele verden.

Pludselig en dag blev Tobias' legetøj så ked af det, så det valgte at gå sin vej. Denne dag havde Tobias grædt højt i meget lang tid. Hver gang hans mor og far havde givet ham et nyt stykke legetøj, smed han det bare hen ad gulvet. Til sidst blev alt legetøjet ked af det, fordi Tobias ikke gad lege, og derfor valgte det at gå sin vej.

Resten af denne dag var Tobias tavs, men ked af det. Han forstod nemlig først nu, hvor sørgeligt det var for legetøjet, når ingen gad lege med det. Hele natten drømte Tobias om sit stakkels legetøj, som havde forladt ham.

Næste morgen, da Tobias vågnede, blev han meget glad. Alt hans legetøj var kommet tilbage, og fra den dag legede Tobias trofast med alt sit legetøj.