Planet i sigte
   Den 22. februar 2024 gled rumfærgen "Astyrix" ind i en ny galakse - den 3. siden de den 8.maj 2021 forlod Mælkevejen.

I den store sal kappedes passagerne - eller beboerne, skulle de vel snarere kaldes - om at komme til at se i de opstillede stjernekikkerter . I lang tid var der tåge, små meteoritter og mørke, men så skete der noget; et opløbent fregnet pigebarn udbrød ophidset: "Der er en planet forude."

En irriterende, vedvarende hyletone trængte ind i Peters bevidsthed og han vendte sig i sengen.
   Mørket svøbte sig tæt om ham og han krøb længere ned under dynen. Det kunne ikke være morgen. Ikke allerede. Vækkeapparatet måtte være i uorden. Kunne Sonja dog ikke slukke det?
   Fjernbetjeningen lå på hendes natbord, for hun plejede at vågne først og så skubbede hun blidt til ham. Sommetider kyssede hun ham også
   Han trak dynen helt op over hovedet og frembragte et par snorkelyde, men det havde ikke den ønskede effekt.
   Hvorfor ikke? Han fornemmede klart, at hendes lille, varme krop lå ved siden af ham, så hun var ikke på toilettet. Var hun pludselig blevet døv eller var hun midt i en spændende drøm?
   Opgivende rakte han ind over hende og famlede efter fjernbetjeningen, så han kunne blive forstyrrelsen kvit.
   Det hjalp ikke en døjt og Peter bandede stygt, da det gik op for ham, at det var en alarm, der var gået i gang. Noget uventet var dukket op, men det var hverken en asteroide, et sort hul eller en forvildet satellit.
   Inden han kom på, hvad lyden betød, gled dørpanelet til side og en ivrig stemme udbrød:
   "Far - far - Annika har set en planet, som vi måske kan lande på."
   Peter satte sig så hurtigt op, at hans arme hoved dunkede. Han tog sig til panden og hørte at Sonja nu også var vågnet. Hendes hånd lagde sig over hans og hun afbrød hyletonen. Der var en svag ophidselse i hendes stemme, da hun spurgte:
   "Kan det mon virkelig passe?"
   Kort efter stod de, nødtørftigt påklædte, og kappedes med familien Brown om at se ind i en af de store kikkerter (find lige det rette ord for stjernekikkerter).
   Til sidst enedes de om at lade Annika og Lenny se derind og reportere. De to teenagere satte hovederne sammen og kom til at fnise lidt ved den tætte berøring. Sonja sendte Peter et skævt smil og rystede samtidigt sigende på hovedet. Annika var 14 og Lenny 13.
   "Den ligner en måneplanet," rapporterede Annika, "Med tørt, varmt sand og kratere."
   "Men..." supplerede Lenny med ophidselse i stemmen, "Der er et - nej to grønne områder - pletter -som..."
   "Lad mig se!" krævede Annika og hendes stemme smeltede sammen med lignende forlangender fra de andre ved stjernekikkerterne i det store observerings rum.
   Peter mærkede Sonjas hånd let mod sin skulder og var straks klar over, at hun nu ville benytte sig af, at hun var udlært astronaut og derfor havde adgang til styrekabinen og dens mange instrumenter - ikke mindst de store pc-skærme, der automatisk bragte billeder af planeten fra alle vinkler og analyser af "dit og dat." Han sukkede, mens en svag ærgrelse løb gennem ham. Han havde kun drevet det til at blive pilot og skolelærer, så han måtte blive her.

Ray så ivrigt hen mod hende, da hun trådte ind. Af gammel vane gjorde han honnør, fordi hun havde en højere rang end han selv. Så gnubbede han sit veltrimmede, grå skæg og hans øjne strålede om kap med stjernevrimlen uden for de smalle kabinevinduer. "Hej smukke løjtnant Rødtop," hilste han og hun smilede. Jo flere grå hår der sneg sig frem mellem de røde, jo bedre syntes hun om kælenavnet.
   Hun kastede let med hestehalen og så der efter på den midterste af de mange skærme, der var placerede i en "hestesko" ovenover radar og instrumentbrættet med de mange lamper og knapper.
   Kunne det være rigtigt? På skærmen så det ud til, at der virkelig var grønne områder på den nærmeste planet, der ikke var særlig stor og ikke ret langt borte. Matematikrobotterne Arcimedes og Pyntagoras kappedes om at regne tal ud, som gled flimrende hen over hver sin dataskærm. De skiftede så hurtigt, at de blinkede som stjerneskud eller det jordiske nytårsfyrværkeri, det nu var mange år siden de havde set. (Andet end på DVD).
   Ret hurtigt kom der tal på skærmen, som røbede, at planetens radius var omtrent det halve af Månens radius og dermed en ret lille planet. Angiveligt lå den langt under et lysår borte: kun en bagatel af 6000 km - de kunne være fremme om en times tid og de måtte hurtigt beslutte, om det kunne betale sig at lande på den.
   Sonja havde for så vidt allerede bestemt sig for, at det var det, for var der skove, eng eller moser, så måtte der også være vand - og så måtte det være muligt at kolonisere planeten - i det mindste at lade nogle blive og oprette en lejr - måske under en kuppels skærmende beskyttelse?
   Hvorfor var den mon blevet opdaget så sendt?? Nå de måtte jo dog lidt nær, før noget lod sig observere i stjernekikkerterne, selv om de var de sidste nye - altså fra år -21, hvor de forlod Jorden . en klode hærget af atomkratere, ruiner og "oaser" med rige, beskyttede personager.
   Hun åbnede munden for at sige sin mening, men blev så klar over, at det jo var derfor alarmen havde lydt. Om lidt ville Yelvas klokkeklare robotstemme bekendtgøre over højttaler-anlægget, at man om kort tid landede på den ukendte planet og at alle skulle tage deres forholdsregler. Men inden måtte det afgøres om der var ilt eller de uddannede astronauter måtte betræde overfladen i de medbragte rumdragter og berede sig på at svæve som Armstrong og de andre engang havde gjort det på Månen. De måtte også vide om planeten kunne tænkes at være beboet. Drømmen om at møde aliens havde længe luret i hende og var blevet styrket af sælsomme historier som Peter havde fortalt; han hævdede, at han som barn havde rejst i tiden - men det måtte jo være drømmerier.

4 timer senere, efter jordisk tid, som de stadig brugte landede det enorme fartøj på det, som skønnedes at være en flad slette. En fortrop med våben steg ud først og så fulgte de andre. Inden for den beskyttende atmosfære, som de var fløjet igennem var der ilt og de kunne frit trække vejret.
   Peter missede med øjnene mod strålerne fra de to sole - en lille i vest og en meget større i øst. Hvor deres stråler mødtes opstod et skapt, varmt lys, der skar i øjnene, som på en vinterdag i Norge. Erindringen dukkede op i hans sind og næsten materialiserede sig foran hans øjne, som strålerne nu fik alt det hvide til at glitre .Men det hvide var ikke sne. Det var fint og små - kornet. Det var en slags sand. I totter i sandet groede der brune og gule planter, som han aldrig havde set, hverken i virkeligheden eller på billeder.
   Forude lurede en af de grønne pletter, der nu havde åbenbaret sig som en skov - ganske vist med fremmedartede træer, men dog en skov. Med de bevæbnede mænd og kvinder i spidsen gik de i flok af sted mod dette sted. Var det mon muligt at bo der?